D-dag ( D for dag) var d. 6. juni 1944, hvor de Allierede gik i land i Normandiet i Nordvestfrankrig under 2. verdenskrig. Landgangen Operation Neptune var indledningen på den større operation Operation Overlord, der havde som mål at befri Europa fra den tyske besættelse. Operation Overlord begyndte på D-dagen og sluttede d. 19. august 1944, da de Vestallierede krydsede Seinen.OUTLINE OF OPERATION OVERLORD – den amerikanske hærs hjemmeside Over 80 år senere er invasionen af Normandiet stadig den største amfibieoperation i historien og involverede mere end tre millioner soldater, der krydsede den Engelske Kanal til Normandiet.
De allierede styrker, der primært kom i kamp i Normandiet, var fra USA, Storbritannien og Canada. Også større frie franske og polske styrker deltog efter selve landgangen. Der deltog desuden tropper fra Belgien, Tjekkoslovakiet, Grækenland, Holland, Norge og enkelte søfolk fra Danmark.The long left flank : the hard fought way to the Reich, 1944-1945 – Jeffery Williams. Cooper, London, 1988
Selve invasionen begyndte med indsættelse af soldater med faldskærm og svævefly, massive luftbombardementer og beskydning fra krigsskibe. Tidligt om morgenen 6. juni begyndte landsætningen på kysten. Soldaterne blev udskibet fra baser langs Englands sydkyst. Den vigtigste var Portsmouth. Slaget om Normandiet fortsatte i to måneder med militære operationer, der skulle etablere og udvide et brohoved og til sidst foretage et udbrud. Slaget om Normandiet sluttede med befrielsen af Paris og Falaise-lommens sammenbrud i slutningen af august 1944.
Adolf Hitler beskrev udfaldets betydning: "I øst kan vi tillade et tab af territorium, uden at det er et dødeligt slag mod Tysklands chance for overlevelse. Sådan forholder det sig ikke i vest! Hvis det lykkes for fjenden her, vil der følge uoverskuelige konsekvenser inden for kort tid."D-Day June 6, 1944: The Climactic Battle of World War II, Stephen Ambrose, Simon & Schuster, 1995
De Allieredes forberedelser thumb|left|Allierede soldater øver landgang i England thumb|Træning med skarp ammunition i England før invasionen
Efter den tyske hær invaderede Sovjetunionen i 1941 med Operation Barbarossa, havde Sovjetunionen været Tysklands primære modstander på det europæiske kontinent. USA's præsident Franklin D. Roosevelt og Storbritanniens premierminister Winston Churchill havde lovet, at USA og Storbritannien ville åbne en "anden front" i Europa for at hjælpe Sovjetunionen med at nedkæmpe Tyskland, først i 1942 og så i foråret 1943.
Briterne med Churchill i spidsen ønskede at undgå de selvmorderiske frontalangreb kendt fra 1. verdenskrig. Churchill og den britiske generalstab ønskede en strategi, der skulle optrappe de guerillaoperationer, der blev koordineret af Special Operations Executive (SOE). De regulære styrker skulle samtidigt angribe fra Middelhavet, mod Wien og Tyskland fra syd. Et sådant angreb skulle skabe en barriere, der ville begrænse den sovjetiske indtrængen i Europa. USA mente, at den mest effektive løsning var at angribe ad den korteste rute til Tyskland med udgangspunkt i den stærkeste allierede magtbase i Europa, England. De gjorde det klart, at de ikke ville bøje sig, og at det var den eneste strategi, de ville støtte i længden. To indledende forslag blev opridset: Operation Sledgehammer, der var planen for en invasion i 1942, og Operation Roundup, en plan for et større angreb i 1943. Roundup blev tilpasset og blev til Operation Overlord, selv om den blev forsinket til 1944.
Planlægningen startede for alvor i marts 1943. Planlægningen blev først udført af den britiske chef for den allierede generalstab, generalløjtnant sir Frederick E. Morgan og hans amerikanske næstkommanderende generalmajor Ray W. Barker. Planen blev overtaget og finpudset af SHAEF (Supreme Headquarters, Allied Expeditionary Force) i januar 1944 under ledelse af general Dwight D. Eisenhower.
De allierede jagerflys korte rækkevidde fra de sydengelske flybaser begrænsede valget af det område, hvor man kunne gå i land til to steder: Pas-de-Calais og Normandiets kyst. Fordi Pas de Calais var tættest på England, var det bedst egnet til en landgang. Pas de Calais tilbød den direkte rute til Tyskland, og var derfor bedst befæstet og forsvaret. Derfor blev Normandiet valgt til invasionen.
Delvis på grund af erfaringer fra Diepperaidet d. 19. august 1942 besluttede de Allierede at undlade at angribe en af de franske havne direkte i angrebets første fase. En landsætning af tropper over en bred front i Normandiet ville true havnene i både Cherbourg og havne længere mod vest i Bretagne. Samtidig ville det muliggøre et angreb mod Paris og den tyske grænse. Normandiets kyst var lettere forsvaret og et uventet, men strategisk godt sted at etablere et brohoved. Potentielt kunne man forvirre og sprede de tyske forsvarere.
Først i november 1943Eisenhowers biografi – Ibiblio.org blev Eisenhower udpeget som øverstbefalende for de allierede styrker i Vesteuropa. I januar 1944 blev general Bernard Law Montgomery chef for 21. armégruppe, hvis tropper skulle udføre invasionen. Han skulle stå for udarbejdelsen af invasionsplanen.Nigel Hamilton, Montgomery, Bernard Law, Oxford Dictionary of National Biography (2004)
På dette stade i planlægningen foreslog planlæggerne en landsætning af tre divisioner fra havet og to divisioner fra luften. Montgomery optrappede hurtigt antallet til fem divisioner fra havet og tre fra luften og et angreb mod Utah Beach. Til at begynde med havde Montgomery bedt om fem luftbårne divisioner, men der var kun transportfly til tre. I alt ville 47 divisioner blive sat ind i slaget om Normandiet: 19 britiske, fem canadiske og en polsk, alle under britisk kommando. Dertil kom 21 amerikanske divisioner og en fra de frie franske styrker. Samlet var det 1,4 million mand. Den 7. april og 15. maj præsenterede Montgomery sin strategi for invasionen på St Paul's School. Han forudså, at slaget ville vare halvfems dage og ville slutte, når alle tropper havde nået Seinen ved at dreje angrebsaksen om byen Caen.
Omkring 6.900 fartøjer, heraf 4.100 landgangsfartøjer, skulle deltage i invasionen under kommando af admiral sir Bertram Ramsay. Han havde også været involveret i landsætningerne i Nordafrika og Italien. 12.000 fly under Air Marshal sir Trafford Leigh-Mallory skulle støtte landsætningen. 1.000 transportfly skulle indsætte faldskærmstropperne, 10.000 ton bomber skulle kastes over de tyske forsvarsstillinger, og 14.000 togter skulle flyves.
Målet for de første 40 dages kampe var at erobre et brohoved med byerne Caen og Cherbourg. Specielt Cherbourg var vigtig, fordi byen havde en dyb havn, der kunne modtage forsyninger. Så skulle man bryde ud af brohovedet, befri Bretagne og atlanterhavshavnene dér og fortsætte til en linje fra Le Havre, gennem Le Mans til Tours ca. 190 km sydvest for Paris. Efter 90 dage skulle de Allierede kontrollere en zone, der var indrammet af floderne Loire mod syd og Seinen mod nordøst.
Vildledning thumb|left|Amerikanske soldater fra 2. Ranger-bataljon marcherer gennem Weymouth, en kystby i det sydlige England. De er på vej til skibene, der skal føre dem til Normandiet. thumb|left|Eisenhower taler med amerikanske faldskærmstropper fra 502. Parachute Infantry Regiment, 101st Airborne Division om aftenen d. 5. juni 1944 I månederne op til invasionen gennemførte de Allierede en vildledningsoperation, Operation Bodyguard, der skulle overbevise tyskerne om, at andre steder end det nordlige Frankrig var truet (som Balkan og Sydfrankrig). I ugerne op til invasionen startede de Allierede en massiv vildledningskampagne, Operation Fortitude. Operationen var delt i to: Operation Fortitude South skulle overbevise tyskerne om, at det primære angreb ville ske mod Pas de Calais, så de beholdt styrker der, i stedet for at sende dem til Normandiet efter invasionen. Operation Fortitude North skulle samtidig give indtryk af, at man planlagde et angreb på Norge.
Man fik gennem dobbeltagenter og falsk radiotrafik tyskerne til at tro på eksistensen af en amerikansk armégruppe, First U.S. Army Group, der angiveligt befandt sig i det sydøstlige England under kommando af generalerne Lesley J. McNair og George S. Patton. Tyskerne havde et stort netværk af agenter i England, men hver eneste af de agenter, der sendte rapporter om den fiktive armégruppe, var blevet omvendt af den allierede kontraspionage som en del af Double Cross systemet. Dobbeltagenterne sendte besked til Tyskland, der bekræftede armégruppens eksistens, og at dens mest sandsynlige mål var Pas de Calais. Falske kampvogne, lastbiler og landgangsfartøjer såvel som falske militærlejre blev placeret ved havnene ved Englands østlige og sydøstlige kyster, og Luftwaffe fik lov til at fotografere dem.
Operation Skye blev samtidig indledt i Skotland for at støtte Operation Fortitude North. Man udsendte radiosignaler, der var beregnet på at få de tyske analytikere til at forudsige en invasion af det tyskbesatte Norge. Fortitude North betød, at tyske soldater, der ellers kunne være flyttet til Frankrig, måtte blive i Norge.
Specielt udstyr
Nogle af de mere usædvanlige allierede forberedelser omfattede pansrede køretøjer, der blev specielt tilpasset til angrebet. Køretøjerne blev udviklet under ledelse af generalmajor Percy Hobart, Montgomerys svoger, og blev kaldt "Hobart's Funnies." Der blev blandt andet udviklet sejlende Sherman-kampvogne, Churchill Crocodile-kampvogne med flammekastere, ombyggede kampvogne til minerydning, brolægning, vejlægning og kampvogne udstyret med svære mortérer til at ødelægge betonbunkere. Hovedparten af disse køretøjer blev betjent af små grupper fra den britiske 79th Armoured Division, der blev tilknyttet de forskellige invasionsstrande.
Tre dage efter D-dagen, den 9. juni, stod to kunstige havne, Mulberry havnene, der skulle bugseres over fra Storbritannien i sektioner, færdige ved Omaha Beach og Arromanches. Den amerikanske ved Omaha blev ødelagt af en storm den 19. juni, mens den britiske, senere døbt Port Winston var operativ de næste ti måneder. Den strategiske betydning af disse kunstige havne kan ikke overvurderes; tyskerne gik ud fra, at de Allierede ville være afhængige af at erobre en af de større havne som Cherbourg tidligt i invasionsfasen Audio Slideshow: D-Day and Auschwitz from the air – BBC NEWS, juni 2008 Et andet initiativ var Operation Pluto, en serie undervandsrørledninger der transporterede brændstof fra England til invasionsstyrken.
Øvelser og hemmeligholdelse thumb|right|Klargøring til D-dag med optælling af granater på et af landingsfartøjerne, 4. juni De allierede styrker indøvede deres indsats ved D-dagen måneder før invasionen. Den 28. april 1944 omkom 749 amerikanske soldater og søfolk, da tyske torpedobåde overraskede en af landsætningsøvelserne, Exercise Tiger, i farvandet ud for det sydlige Devon.
Rejser til og fra det neutrale Irland blev forbudt, og al bevægelse nær kysten blev begrænset. De tyske ambassader og konsulater i neutrale lande blev oversvømmet med vildledende informationer i håb om at ægte informationer om invasionsplanerne ville blive ignoreret.
Der var adskillige lækager før D-dagen. Gennem spionen Elyesa Bazna fik tyskerne dokumenter med referencer til Operation Overlord, men dokumenterne var ikke detaljerede.Keegan, John. The Second World War, p 279. En anden lækage var general Charles de Gaulles radiomeddelelse efter D-dagen. Her fortalte han i modsætning til de øvrige allierede ledere, at dette var den rigtige invasion. Det kunne ødelægge de allierede vildledningsoperationer, Fortitude North og Fortitude South. Eisenhower refererede for eksempel til landsætningerne som den første invasion. Tyskerne troede dog ikke på de Gaulle og ventede for længe med at flytte mandskab til Normandiet.
De Allieredes slagplan thumb|Kort der viser den allierede invasionsplan og tyskernes placering Slagordenen var fra øst til vest:
Den britiske sektor (Second Army)