Napoleonskrigene (1803-1815) var en række store globale konflikter, der satte det franske imperium og dets allierede, ledet af Napoleon I, op imod en fluktuerende række europæiske stater dannet i forskellige koalitioner. Det frembragte en periode med fransk dominans over det meste af det kontinentale Europa. Krigene stammede fra de uløste stridigheder i forbindelse med Den Franske Revolution og de franske revolutionskrige bestående af krigen for den første koalition (1792-1797) og krigen for den anden koalition (1798-1802). Napoleonskrigene beskrives ofte som fem konflikter, hver betegnet efter koalitionen, der bekæmpede Napoleon: den tredje koalition (1803-1806), den fjerde (1806-1807), den femte (1809), den sjette (1813-14), og den syvende (1815) plus den spanske uafhængighedskrig (1807-1814) og den franske invasion af Rusland (1812).
Efter krigene satte de sejrende magter sig ved forhandlingsbordet ved Wienerkongressen for at skabe en ny magtbalance, der skulle forhindre at én stat igen blev stærk nok til at drive resten af Europa ud i krig, som Frankrig under Napoleon havde kunnet. Kongressen blev afbrudt af Napoleons hjemvenden fra eksilet på Elba ("Napoleons 100 dage"). Formelt sluttede krigene med Freden i Fontainbleau den 11. april 1814. Det var Wienerkongressens forhandlinger, der kom til at præge den internationale politik frem til 1. verdenskrig, også selv om grænserne holdt betydeligt kortere.
Krigen indledes Napoleons opdeling af Italien Tilsyneladende var det lykkedes Napoleon Bonaparte at komme til forståelse med England ved Freden i Amiens 25. maj 1802.Castonier, s. 647 England forpligtede sig til at tilbagegive sine erobringer, undtagen Trinidad og Ceylon, samt rømme Malta, og Frankrig lovede at trække de tropper tilbage, der var sendt mod Napoli. Napoleon opnåede samme år ved folkeafstemning, at han var Førstekonsul på livstid med ret til at udnævne sin efterfølger. Nu gjaldt det for ham om at benytte freden til gavn for indenrigspolitikken; men i stedet benyttede Napoleon sin magt til at skalte og valte i Italien. Han gav den liguriske Republik (Genua) en doge, forenede Parma og Elba med Lombardiet, omskabte Toscana til et kongerige Etrurien under en prins af Parma og lod sig proklamere til præsident for den cisalpinske- og mediator for den helvetiske republik.
Derved fremkaldte han et brud med England, som ikke ville rømme Malta. Napoleon forlangte Malta rømmet under trussel om krig. England svarede med at opbringe franske handelsskibe. Til gengæld lod Napoleon alle engelske handelsvarer i Frankrig beslaglægge og besatte Hannover, der tilhørte det engelske kongehus.
Opstanden mod Napoleon slås ned Det førte til, at England i maj 1803 erklærede krig og var behjælpelig med, at Georges Cadoudal og en del emigranter landede i Normandiet støttet af Charles Pichegru og Jean Victor Marie Moreau for at rejse en opstand. Napoleon, der var underrettet herom, lod dem alle arrestere, og da han antog, at Hertugen af Enghien var indviklet i denne sammensværgelse, krænkede han folkeretten ved at lade general Ordener overskride grænsen til Baden natten til 15. marts 1804 og arrestere hertugen, der boede i Ettenheim. Hertugen blev ført til Vincennes, stillet for en krigsret og, skønt uskyldig i sammensværgelsen, dømt og skudt i fæstningsgraven natten til 21. marts. Charles Pichegru fandtes kvalt i fængslet, Moreau slap med at gå i landflygtighed, og Georges Cadoudal og 11 af hans følgesvende blev dømte til døden og henrettet. Skønt Napoleon aldrig har villet erkende det, begik han et justitsmord over for hertugen af Enghien. Han forsvarede sig med, at hans liv var truet af bourbonske snigmordere, og det benyttede han som påskud til at føre ham til målet for hans ærgerrighed.
Napoleon udnævnes til kejser Formelt var det senatet, der på alle statsborgernes vegne henvendte sig til Napoleon med bøn om, "at han vilde sikre Statsskibet mod at miste sin Styrmand". 25. april bad han senatet at udtale sig tydeligere, og 3. maj svarede det, at det franske folk ønskede Napoleon Bonaparte til arvekejser. En ny forfatning vedtoges 18. maj og godkendtes ved en folkeafstemning 6. november. Napoleon var nu "Kejser af Frankrig af Guds nåde og Folkets Vilje". Der blev straks udnævnt stordignitarer, marskaller og hofembedsmænd. Kroningen foregik 2. december 1804 i Notre Dame Kirken i Paris. Paven, der var hentet til Paris, rakte Napoleon den gyldne laurbærkrans, som han selv satte på sit hoved, og derpå kronede kejseren Josephine, med hvem han dagen forinden var blevet kirkelig viet.
Dagen efter blev hæren taget i ed, og regimenterne fik nye faner, hvis stænger var forsynede med en forgyldt ørn. Efter at Frankrig var blevet et kejserdømme, blev på Napoleons foranledning også de italienske republikker omformet til et kongerige. 26. maj 1805 kronede han sig selv i Milanos domkirke som konge af Italien, og idet han satte kronen på sit hoved, udtalte han: "Gud har givet mig den, ve den, som vil røre den". Hans stedsøn Eugène de Beauharnais blev vicekonge, og Milano blev hovedstad. Genua og Livorno indlemmedes i kongeriget, men Lucca og Piombino skænkede Napoleon til sin søster Elisa, der var gift med fyrst Felice Pasquale Bacciocchi.
Alliancen mod Napoleon Hærenes opstilling Napoleon havde imidlertid truffet forberedelser til en overgang til England. I juni 1803 oprettedes seks armékorps, der lå i lejr ved kysten af Holland og Kanalen. Styrken blev 1804 bragt op til 150.000 mand, og efterhånden tilvejebragtes de fornødne overfartsmidler: 2.300 skibe. For at afværge faren sluttede England 8. juli 1805 et offensivt og defensivt forbund med Rusland, og det blev 9. august tiltrådt af Østrig. Østrig lovede at stille tre hære på henved 200.000 mand. Rusland skulle 20. oktober have en hær på 55.000 mand ved Brunnau (Innsbruck), og en anden på 40.000 mand skulle fra Brest Litovsk marchere til Böhmen.
Under disse forhold besluttede Napoleon 25. august at søge afgørelsen i Tyskland med 200.000 franske, bayerske og wurttembergske soldater. 50.000 mand under André Masséna skulle kæmpe i Italien. 29. august fik Napoleons operationshær navn af "den store armé" ("Grande Armée"), og det hed alle de hære, kejseren personligt kommanderede.
1804-1805
Slaget ved Austerlitz
Med eksempelløs hurtighed koncentrerede Napoleon sin hær i Tyskland, omgik general Karl Mack von Leiberichs højre fløj og tvang ham til at trække sig ind i Ulm, hvor han 20. oktober måtte strække våben med 27.000 mand. Resterne af Macks hær, 22.000 mand, forenede sig med general Mikhail Illarionovitj Kutuzov, der ved Brunnau havde samlet en russisk hær på 30.000 mand. Kutusov tog overkommandoen, gik langs Donau, passerede floden vest for Wien, og nåede over Brunn den 22. november til Ollmfutz, hvor hæren gennem forstærkninger blev bragt op til 90.000 mand.
Kejser Frants og zar Aleksandr 1. af Rusland indtraf ved hæren. Napoleon fulgte efter over floden Wien og nåede 20. november Brunn, hvor han afventede forstærkninger. Ærkehertugerne Karl og Johan, der havde kæmpet henholdsvis i Italien og Tyrol, var på grund af Macks uheld nødt til at trække sig tilbage til Ungarn, men stod for langt borte til at kunne bringe Kutusov øjeblikkelig hjælp. Men der var opstået en ny fare for Napoleon: Rusland og Preussen havde 3. november sluttet et forbund, og den preussiske hær stod rede til at gribe ind. Sejren var en absolut nødvendighed for Napoleon. Kutusov rykkede frem, og 2. december vandt Napoleon tre-kejserslaget ved Austerlitz, om hvilket han på Sankt Helena udtalte: "Jeg har leveret 30 slag som det, men jeg har aldrig set noget, hvor sejren var så afgørende, og tilfældet havde så lidt spillerum".Castonier, s. 647f
Freden i Pressburg Forhandlingerne med Østrig førte til, at der 26. december sluttedes fred i Pressburg. Østrig måtte afstå 1) til kongeriget Italien Venedig, Friuli og dele af Istrien og Dalmatien, 2) til Bayern Tyrol og 3) til Wurttemberg nogle distrikter, i alt 1140 km2 med 2.800.000 indbyggere. Desuden måtte Østrig godkende Schweiz’ forfatning, finde sig i at kurfyrsterne af Bayern og Wurttemberg tog kongetitel samt betale en betydelig sum i krigsomkostninger.Castonier, s. 648
Masséna fik efter Austerlitz befaling til at rykke ind i Napoli. Han besatte fastlandet, hvorefter Napoleon afsatte kongehuset og gjorde sin broder Josef til konge. Forhandlinger med Preussen og Bayern førte til, at Preussen fik Hannover imod at afstå Ansbach og Neuchatel. Bayern fik Ansbach mod at afstå Berg, der blev gjort til et storhertugdømme under Joachim Murat, og Louis Alexandre Berthier fik Neuchatel, der blev et fyrstendømme. Den Bataviske Republik fik navn af kongeriget Holland, og Napoleons broder Louis Bonaparte blev gjort til dets regent.
12. juni dannedes Rhinforbundet af Bayern, Württemberg, Baden og tyske småstater, der over for Frankrig forpligtede sig til i krigstilfælde at stille et kontingent til fælles forsvar. Kejser Frants nedlagde titlen Kejser af Tyskland.
1806-1808 Den fjerde koalition Med England, hvis flåde 21. oktober 1805 havde sejret ved Slaget ved Trafalgar, hvor Horatio Nelson faldt, var der atter indledet forhandlinger, men uden resultat. Med Rusland var der undertegnet fredspræliminærer i Paris. Men Kejser Alexander nægtede at godkende dem og dannede den fjerde koalition, der kom til at bestå af Rusland, Preussen, England og Sverige. Da det var sket, forlangte Preussen, at Napoleon skulle rømme Tyskland, og at Rhinen skulde være grænse mellem Frankrig og Tyskland. Svaret var en ny krig.
Slaget ved Jena I begyndelsen af oktober 1806 havde Napoleon koncentreret den store armé mellem Bayreuth-Bamberg, og "i en bataljonsfirkant på 200.000 mand" rykkede han frem for at omgå preussernes venstre fløj. Den 14. oktober sejrede Napoleon slaget ved Jena over fyrst Frederik Ludvig af Hohenlohe, og samme dag slog Louis-Nicolas Davout preussernes hovedstyrke ved Auerstädt. Forfølgelsen begyndte 15. oktober, og den førte til, at den preussiske hær blev revet op. Hamburg og Bremen besattes af franske tropper, og de engelske handelsvarer, der fandtes sammesteds, blev beslaglagt.
Kurfyrsten af Sachsen, der havde sluttet sig til Preussen, indgik den 11. december en overenskomst med Napoleon, hvorved han trådte ind i Rhinforbundet med titel af konge. Napoleon, der den 27. oktober ankom til Berlin, udskrev en brandskat på 150 millioner daler, proskriberede fjendtlige familier og lod embedsmændene aflægge ed på, at de ville afholde sig fra al forbindelse med Frankrigs fjender.
Kampe i Preussen og Polen Russerne var imidlertid rykket frem med to hære: 55.000 mand under Levin August greve af Bennigsen, nåede Pultusk i november. 36.000 mand under Friedrich Wilhelm von Buxhoeveden var noget længere tilbage. Desuden stod der et preussisk korps på 15.000 mand under Anton Wilhelm von L'Estocq ved Thorn.
Bennigsen besatte Warszawa. Napoleon ankom den 27. november til Polen og gik mod ham. Han gik tilbage, forenede sig med Buxhoeveden og optog kampen. Napoleon angreb den 26. december ved Pultusk og Golymin, men uden resultat. Dårlige veje, slet vejrlig og mangelfuld forplejning tvang ham til at gå bag Weichsel og Ukra med hovedkvarter i Warszawa. For at få afgangen erstattet udskrev han 80.000 mand.
Bennigsen samlede begge russiske hære under sin kommando og rykkede frem. Napoleon gik imod ham, og 8. februar 1807 kom det til det uafgjorte, men for Napoleon meget blodige slag ved Eylau. Tab tvang Napoleon til at tage stilling bag Passarge for at afvente forstærkning og dække belejringen af Danzig. For at erstatte tabene foretog kejseren en ny udskrivning på 80.000 mand. Danzig faldt 26. april. Napoleon greb så offensiven og sejrede 14. juni over Bennigsen ved Friedland.
Freden i Tilsit