Det Tysk-Romerske Rige eller Det Hellige Romerske Rige af Tysk Nation () (på dansk bruges som regel førstnævnte), var et politisk konglomerat af lande i Vest- og Centraleuropa med Tyskland som centrum. Kejserrigets navn skiftede meget gennem tiderne. Udtrykket Det romerske kejserrige blev brugt i 1034 som betegnelse for Konrad 2.s lande. I 1157 brugte man udtrykket Det hellige kejserrige. Titlen romersk kejser om nordeuropæiske herskere blev anvendt første gang under Otto 2. (kejser 973–983). Indtil da havde kejserne fra og med Karl den Store (kejser 800-814) og til og med Otto 1. den Store (kejser 962-973) anvendt titlen Imperator Augustus ("Ophøjet kejser"). Det præcise udtryk, Det hellige romerske kejserrige dateres fra 1254, og den afsluttende version, Det hellige romerske kejserrige af tysk nation ses første gang i 1512.
Riget skabtes ved Otto den Stores kroning til romersk kejser 962 og varede indtil 1806 ved Frankrigs angreb på og okkupation af en stor del af de kejserlige lande.Holy Roman Empire , Encyclopædia Britannica Online. Retrieved 12 July 2012.Joachim Ehlers: Natio 1.5 Deutschland und Frankreich, in: Lexikon des Mittelalters, Bd. 6, Sp. 1037 f. Forudsætningen var Karl den Stores rige, som det egentlig opfattedes som en efterfølger til. Rigets navn betegnede, at kejseren egentlig skulle opfattes som romersk kejser men på tysk grund. Formelt set var der tale om en tysk konge der valgtes til romersk kejser, ofte tales der dog blot om tyske kejsere. Styreformen var føderal-monarkisk med en kejser valgt af et kurfyrstekollegium bestående af de mægtigste fyrster indenfor riget. Samtlige territorier i riget havde ret til repræsentation på Rigsdagen og var i denne forbindelse opdelt i et antal rigskredse og 3, senere 4, stænder. Den danske konge havde som hertug af Holsten sæde i rigsdagen fra 1487, den svenske som hertug af Pommern, fyrstbiskop af Bremen og fyrstbiskop af Verden sæde fra 1648. Flere af fyrsterne havde besiddelser udenfor riget, såsom markgreven af Brandenburg, som samtidig var hertug, senere konge, af Preussen og ærkehertugen af Østrig, som samtidig var konge af Ungarn. Da der var langt over 1000 territorier, kunne Rigsdagen antage en anselig størrelse, hvorfor man greb til reduktion i bestemmelsesretten, sådan at ikke hele rigsdagen skulle involveres i enhver beslutning.
Riget styredes af skiftende dynastier (frankere, saliere, hohenstaufere, habsburgere), men allerede fra middelalderens slutning var flere delstater reelt selvstændige. Fra midten af 1400-tallet havde Huset Habsburg mere eller mindre monopol på kejsertitlen men udviklede sit eget hjemland Østrig til en selvstændig magtfaktor.
Rigets grænser Det tysk-romerske riges grænser mod øst, syd og vest blev flyttet mange gange i de århundreder, som riget eksisterede. Grænsen mod nord lå derimod nogenlunde fast. I året 811 havde danske og frankiske stormænd bestemt, at floden Ejderen skulle være grænse mellem de to lande. Frem til det tysk-romerske riges opløsning i 1806 blev aftalen stort set respekteret både af Danmark og Tyskland.
De vigtigste undtagelser var: Mark Slesvig, der omkring år 1000 var en tysk lydstat. Mark Slesvig lå mellem Ejderen og Danevirke. Holsten, Lübeck og andre områder nord for Elben kom under dansk styre under Valdemar Sejr. Det danske herredømme sluttede efter Slaget ved Bornhøved i 1227.
Der skete politisk, økonomisk og kulturel påvirkning hen over den formelle rigsgrænse; ligesom forskellige fyrstehuse i tidens løb skaffede sig besiddelser på begge sider af Ejderen.
Rigets opbygning thumb|left|150px|Den kejserlige fane fra 1400
Den kejserlige fane thumb|left|150px|«St. Georgs flag» blev særlig brugt i krig, fra ca 1200-1350 thumb|170px|Den kejserlige krone fra midten af 1100-tallet Det tysk-romerske riges flag var ikke et nationalflag i traditionel forstand, men en kejserlig fane, som blev brugt af kejseren. Farverne var sort og gul, med motiv af en sort ørn på en gylden baggrund.
Fra slutningen af 1200-tallet eller fra tidlig 1300-tal, var kløerne og næbbet farvet rødt. Fra tidlig på 1400-tallet blev der benyttet en dobbeltørn.
Det blev også benyttet et rød og hvidt flag, særlig da riget deltog i korstogene. Flaget, som blev benyttet, blev kaldt «St. Georgs flag» og havde et Georgskors, et hvidt kors på rød baggrund tilsvarende, men modsat med farvessammensætning som det engelske flag. Rødt og hvidt var også de farver, som blev benyttet af Hansaforbundet.
Kombinationer af det kejserlige banner og røde/hvide felter blev også brugt af de frie rigsstæder i deres byflag.
Gennem historien brugte Det tysk-romerske rige en række forskellige heraldiske udtryk. Dette kom særlig frem i rigsvåbenet, hvor en tolkning af et træsnit fra 1510 fremstiller dette som en såkaldt «Quaterionenadler», en rigsørn, som holder 56 rigsvåben for de forskellige kejserlige lande i riget i grupper af fire på de opslåede vinger til en dobbeltørn, med de syv kurfyrster på toppene og ørnen holder også oppe et krucifiks med den korsfæstede Kristus.
Konge af romerne
Titlen romernes konge () blev benyttet af de tysk-romerske kejsere, efter at de var blevet bekræftet som kejsere, men før de var blevet kronet af paven. Titlen angav kejserlig rolle, som var anerkendt af paven.
Tidligere var titlen rex teutonicorum ("tyskernes konge") blevet benyttet frem til Henrik 2., som var den første der tog titlen romernes konge i brug.
Titlen romernes konge blev også brugt som titel for en arving til kejsertronen, som blev valgt, mens kejseren endnu levede. Imidlertid hændte det, at ikke alle, som blev valgt til konge af romerne, blev kronet til kejser.
Efter kroningen som hellig romersk kejser (og nogen gange før det) blev titlen erstattet med det kejserlige semper Augustus («altid Augustus», eller «altid majestætisk», «altid ophøjet», «altid større», fra latin augere).
Rigsstænder
Blandt rigsumiddelbare personer skelnede man mellem rigsstænderne (ental rigsstand, tysk Reichsstand) og resten, hvor rigsstænder var kendetegnede ved, at de var repræsenteret i den tysk-romerske rigsdag. Blandt rigsstænderne blev det videre skelnet mellem personer med virilstemme og sådanne med kuriatsstemme. En virilstemme indebar personlig møderet og egen stemme ved rigsdagen (af latin vir = «mand», dvs. «en stemme per mand»). Rigsstænder uden virilstemme var på rigsdagene repræsenteret via et kollegium, som delte på en fælles såkaldt kuriatsstemme.
Kurfyrster thumb|De syv kurfyrster, som vælger Henrik 7., på et pergament fra 1341, fra hovedarkivet i Koblenz
Kurfyrsterne (tysk Kurfürst, af middelhøjtysk kur, 'valg' og fürste 'fyrste', latin princeps elector imperii eller elector) var de fyrster i Det tysk-romerske rige, som udgjorde kurfyrstekollegiet og fra 1200-tallet var de eneste som havde stemmeret ved valget (middelhøjtysk: kure) af romersk konge. Den, som blev valgt til romersk konge, blev traditionelt senere kronet til tysk-romersk kejser (frem til 1500-tallet af paven i Rom).
Rigsfyrster
Rigsfyrsterne (tysk Reichsfürst, latin princeps regni) var i Det tysk-romerske rige et adeligt statsoverhoved med personlig stemme (virilstemme) i rigsdagen. Rigsfyrstens territorium var rigsumiddelbart, det vil sige ikke underlagt andre lensherrer end kejseren.
Det fandtes både gejstlige og verdslige rigsfyrster. De gejstlige fyrster omfattede fyrstærkebiskopper og fyrstbiskopper, men også enkelte rigsprælater blev ophøjet til rigsfyrstestanden. Blandt de verdslige rigsfyrster var oprindeligt kongen af Böhmen, rigets hertuger samt mark-, pfalz- og landgrever.
Rigsprælater
thumb|Rigsprælaten Anselm Schwab, abbed i Salem kloster, malet foran en rigsørn i 1749 af Gottfried Bernhard Göz
Rigsprælaterne (tysk Reichsprälat) var overholdet i rigsklostrene, som var rigsumiddelbare klostre. Klosterets overhoved var ikke underlagt andre lensherrer end kejseren. Dermed var rigsklostre strengt taget selvstændige stater inden for riget. Den verdslige jurisdiktion blev imidlertid ofte varetaget af fogeder i nabostater.
Nogen få rigsprælater fik tildelt fyrsterang, og bar dermed titlen fyrsteprovst, fyrsteabbed eller fyrsteabbedisse (Fürstprobst, Fürstabt/Fürstäbtissin). Nogen af disse havde personlig stemmeret (virilstemme) i rigsdagen på lige fod med andre rigsfyrster (abbederne af Corvey, Kempten, Prüm, Stablo, provstene af Ellwangen, Berchtesgaden, Weißenburg). De øvrige rigsprælater mødte ikke selv ved rigsdagene, men delte på totalt to stemmer. Stemmerne blev ivaretaget af to rigsprælater som var blevet valgt til leder for hver sin «prælatbænk» (den «rhinske» respektive «schwabiske bænk» – Rheinische og Schwäbische Prälatenbank).
Rigsgrevskaber
Riksgrevskaber (tysk: Reichsgrafschaft) var rigsumiddelbare grevskaber. Rigsgreven var ikke underlagt andre lensherrer end kejseren. Dermed var rigsgrevskaber selvstændige stater.
Omkring år 1521 fandtes der 144 rigsgrevskaber. Tallet sank til 99 inden 1792, fordi grevehuse uddøde eller blev ophøjede til rigsfyrsterangen, eller fordi rigsgrevskaber blev mediatiseret (det vil sige slået sammen med større nabostater) eller forlod riget. På den andre side kom enkelte nye rigsgrever til ved delinger af grevehuse eller på grund af ophøjelser til rigsgrevestanden. Ved opløsningen af Det tysk-romerske rige mistede begrebet sin betydning og mange rigsgrevskaber deres selvstændighed.
Frie rigsstæder
thumb|Det tysk-romerske rige efter freden i Westfalen (1648). Frie rigsstæder er markerede med rødt. Nogle frie rigssteder, som Nürnberg kunne råde over store områder
Frie rigsstæder (eller fri rigsby; tysk freie Reichsstadt) var rigsumiddelbare byer. Byens befolkning var ikke underlagt andre lensherrer end kejseren. Dermed var frie rigsstæder selvstændige stater. De kunne imidlertid ikke møde på rigsdagene, men udgjorde samlet "De frie rigsstæders kollegium". Dette havde to stemmer, fordelt på en "rhinsk" og en "schwabisk bænk" (Rheinische og Schwäbische Bank). Den første omfattede også de nordtyske frie rigsstæder.
Oprindeligt betegnede fri stad og rigsstad to forskellige slags status, men forskellen mistede med tiden sin betydning således, at samlebetegnelsen «frie og rigsstæder» blev til «frie rigsstæder».
Andre rigsstænder Rigsriddere
Rigsridderne (tysk Reichsritter) var rigsumiddelbar ridder (ritter). Ridderen, hans familie og undersåtter var altså ikke underlagt andre lensherrer end kejseren. Dermed var rigsriddernes territorier (herligheder) strengt taget selvstændige stater, selv om de var små og ofte bare omfattede en borg eller nogle få bygninger med tilhørende land. Rigsridderne var imidlertid ikke regnet som rigsstand og kunne ikke møde på rigsdagene.
Med grundlæggelsen af Rhinforbundet i 1806 blev titlen afskaffet og rigsriddernes territorier blev indlemmet i nabostaterne (mediatiseret).
Rigslandsby
Rigslandsbyerne (tysk Reichsdorf) var rigsumiddelbare landsbyer. Landsbyernes befolkning var ikke underlagt andre lensherrer end kejseren. Dermed var rigslandsbyerne strengt taget selvstændige stater. De kunne imidlertid ikke møde på rigsdagene, og var heller ikke repræsenterede i rigsstædernes kollegium.
Der fandtes over 120 rigslandsbyer og rigsgodser, som var spredt rundt i riget med den største tæthed i sydvest, altså hohenstaufernes stamterritorium i Schwaben. Rigslandsbyerne repræsenterede de tilbageværende kongelige/kejserlige territorier og kejserens personlige følgemænd (vasaller).
Rigsdagen thumb|Rigsdagen i Augsburg 25. juni 1530