Berlin er hovedstaden i Tyskland. Byen blev grundlagt i 1200-tallet, men det var først som hovedstad i Kongeriget Preussen fra 1701 at den kom til at spille en stor rolle i europæisk historie.

Tidlig historie I år 98 beskrev Tacitus området kaldt Germanien. Det som nu er Berlin befandt sig udenfor Romerrigets grænser, og germanske stammer kontrollerede området. Under folkevandringstiden flyttede de sig til nye områder, og blev højst sandsynlig herskere i de invaderede områder i Vestromerriget. Slaviske folkegrupper fra øst bosatte sig i området mellem floderne Elben og Oder i 500-tallet. Tidligt i 800-tallet grundlagde lokale slaviske stammer en by som blev kaldt "Berolina", som betyder "en dam på en flod". Det var en lille by på handelsvejen mellem Sydeuropa og Østersøen.

I 948 tog Otto den Store kontrollen over den slaviske befolkning i området og grundlagde de tyske bispedømmer Havelberg og Brandenburg. Efter Ottos død i 983 gjorde slaverne oprør og drev germanerne ud fra det som er dagens Brandenburg. Klostrene blev brændt og præsterne og germanske myndighedspersoner blev dræbt eller forvist.

Germanerne vender tilbage I begyndelsen af 1100-tallet erobrede sachiske konger de slaviske områder i Brandenburg. De slaviske indbyggere blev drevet ud, eller underlagt germanske feudalherrer. Mange efterkommere af overlevende slavere bor i området, som sorberne i Brandenburg og Sachsen.

I 1150 overtog Albrekt Bjørnen formelt Berlin efter Prabislav, den sidste vendiske konge.

Berlin og Cölln thumb|right|200px|Berlin og Cölln ca. 1270. Omkring 1200 blev to små byer grundlagt ved floden Spree: Cölln (fra lat: colona, "koloni") og Berlin. Cölln bliver først nævnt i dokumenter fra 1237, Berlin i 1244. Den første kendte omtale af Berlin med byrettigheder stammer fra 1251, tilsvarende 1261 for Cölln. I 1307 dannede de to byer et formelt samarbejde om politiske og militære sager, og deltagelse i Hansaen. Byerne havde også en fælles bymur.

Berlin og Cölln lå langs begge sider af Spree, i det som i dag er bydelen Mitte. Omkring år 1400 havde de to byer tilsammen omkring 8000 indbyggere.

I 1417 blev Frederik 1. af Brandenburg af Hohenzollern-familien kurfyrste af Brandenburg. Hohenzollerne skulle regere Berlin frem til 1918. Da Berlin blev residensby for Hohenzollerne måtte byen opgive sin deltagelse i Hansaen, og hovederhvervet gik fra handel til produktion af luksusvarer til hoffet. Berlinerne var ikke tilfredse med disse ændringer, og de gjorde oprør mod kongen i 1447. Oprøret blev nedslået, og som et resultat mistede befolkningen mange af sine politiske og økonomiske rettigheder.

I årene efter trediveårskrigen gav kurfyrste Frederik Vilhelm af Brandenburg Berlins indbyggere stor religionsfrihed og opmuntrede til storstilet immigration. Blandt andet omfattede denne immigration franske huguenotter. I løbet af Frederik Vilhelms regeringstid øgedes Berlins befolkning til 20.000. Det var dog først ved fremvæksten af kongeriget Preussen i 1700-tallet, at Berlin fik en central rolle.

Preussen I 1701 kronede Frederik 1. sig selv til konge i Preussen (ikke konge af Preussen, siden han ikke herskede over hele Preussen). Han var mest interesseret i dekor, og beordrede bl.a. opførelsen af slottet Charlottenburg vest i byen. Frederik 1. gjorde Berlin til hovedstad i Preussen. Sønnen, Frederik Vilhelm 1. (soldaterkongen) var derimod en nøjsom konge, som centraliserede og forbedrede den preussiske stat, og gjorde Preussen til en vigtig militærmagt i Europa.

I 1709 blev Berlin og Cölln, sammen med de omkringliggende forstæder, Friedrichswerder, Dorotheenstad og Friedrichstadt, slået sammen under navnet Berlin, med tilsammen 60.000 indbyggere.

thumb|left|150px|Statue af Frederik den Store på Unter den Linden. I 1740 blev Frederik den Store konge af Preussen. Frederik den Store var lidenskabeligt optaget af musik, poesi og filosofi, og under hans regeringstid blev Berlin et center i oplysningstidens Europa. Frederik den Store fik opført flere kendte bygninger i Berlin. Næsten alle står stadig den dag i dag, blandt andet de franske og tyske domme på Gendarmenmarkt, Sankt-Hedwigs-Kathedrale, og Statsoperaen i Berlin, det kongelige bibliotek (i dag Staatsbibliothek zu Berlin) og prins Henriks slot (nu Humboldt-universitetet) langs paradegaden Unter den Linden.

Under den barnløse Frederik den Stores nevø, Frederik Vilhelm 2. fulgte en stagnationstid for Berlin. Frederik Vilhelm 2. var modstander af oplysningtiderne, og indførte censur som et undertrykkende magtmiddel.

Berlin blev en kort periode i 1760 besat af den russiske hær under syvårskrigen.

I 1806 indtog Napoleon Bonaparte byen. Efter dette fulgte politiske reformer, og frie valg blev indført i 1807.

I 1810 fik Berlin sit første universitet, det som nu er Humboldt-universitetet. Dets første rektor var Johann Gottlieb Fichte.

thumb|right|200px|Berlin i 1850. I løbet af første halvdel af 1800-tallet øgede Berlins indbyggertal fra 200.000 til 400.000, noget som gjorde byen til Europas fjerde største. Flere monumentale bygninger af arkitekten Karl Friedrich Schinkel fra denne periode præger Berlins historiske centrum i dag, eksempelvis Neue Wache (1816-1818), Schauspielhaus på Gendarmenmarkt (1819-1821) og Altes Museum på Museumsinsel (1823-1830).

Revolutionerne i 1848 nåede også Berlin, men Frederik Vilhelm 4. nedslog oprøret og svarede igen med at indføre indsnævringer i stemmeretten til kun at gælde de mest velstående borgere. Dette systemet blev stående frem til 1918.

I 1861 blev Vilhelm 1. konge af Preussen. Han udnævnte liberale ministre og skabte et håb om nye reformer, men udnævnelsen af Otto von Bismarck til statsminister gjorde slutningen på dette håb.

Det tyske rige thumb|right|200px|Fra proklamationen af Det tyske rige i Versailles. Maleri af Anton von Werner, 1877 Preussen var den dominerende faktor i samlingen af Tyskland. Da Det tyske rige blev grundlagt i 1871 blev Vilhelm 1. kejser, Bismarck kansler, og Berlin rigshovedstad.

På denne tid var Berlin blevet en industriby med 800.000 indbyggere. Udbedring og udbygning af infrastrukturen var påkrævet, og i 1896 startede konstruktionen af U-Bahn (færdig i 1902). Områderne omkring bycentrum, som Kreuzberg, Prenzlauer Berg, Friedrichshain og Wedding blev tæt bebygget med bygårde for arbejderklassen.

Det forende Tyskland blev på mange måder mere demokratisk end hvad Preussen og de fleste andre tyske stater var før samlingen. Der blev oprettet en Rigsdag, og alle mænd havde stemmeret ved rigsdagsvalget. Samtidig måtte lovforslag også godkendes af et Bundesrat, som fungerede som et overhus. Her var den preussiske indflydelse så tilpas stor, at mange lovforslag kunne blokeres.

1. verdenskrig førte til sult i Berlin. Vinteren 1916/1917 var 150.000 mennesker afhængige af madforsyninger, og der udbrød flere strejker. Efter at krigen var ovre, abdicerede den reaktionære og antidemokratiske kejser Wilhelm 2.. Socialdemokraten Philipp Scheidemann og kommunisten Karl Liebknecht proklamerede begge en tysk republik. De næste måneder blev Berlin en kamparena for de stridende politiske grupperinger.

Weimarrepublikken Tysklands nederlag i 1. verdenskrig havde sendt landet ud i kaos. Udstrakt madmangel, store sociale forskelle, impulser fra den russiske revolution og de store tab i krigen gjorde at der var en reel fare for revolution i Tyskland efter russisk mønster.

Den 23. november 1918 gjorde soldaterne i Berlin oprør. Oprøret blev brutalt slået ned. Dette førte til en splittelse på venstresiden, og kommunisterne løsrev sig fra det socialdemokratiske SPD og dannede sit eget parti, KPD. Flere forsøg fra kommunisterne på at skabe en arbejderstat blev slået ned af de stærkt højreorienterede Frikorpser. Kommunistlederne Rosa Luxemburg og Liebknecht blev dræbt af et frikorps den 15. januar 1919. Den 19. januar blev der afholdt valg i Tyskland. Eftersom både den ekstreme venstreside og den ekstreme højreside var dårligt organiseret, vandt moderate kræfter valget. På grund af urolighederne i Berlin drog den nyvalgte nationalforsamlingen til Weimar, hvor en ny grundlov, Weimarforfatningen, blev lavet. Denne grundlov var på samme tid set på som meget liberal og progressiv.

Historiske befolkningstal 1400: 8.000 indbyggere (Berlin og Cölln) 1600: 16.000 1618: 10.000 1648: 6.000 1709: 60.000 1755: 100.000 1800: 172.100 1830: 247.500 1850: 418.700 1880: 1.124.000 1900: 1.888.000 1925: 4.036.000 (efter udvidelse af byområde i 1920) 2003: 3.388.477

I 1920 udvidede man Berlins bygrænser til omkringliggende byer som Charlottenburg, Köpenick og Spandau og dannede "Stor-Berlin" (Groß-Berlin). Byens indbyggertal blev næsten fordoblet over natten, fra to millioner til nærmere fire millioner indbyggere.

Den økonomiske situation var vanskelig, eftersom Tyskland måtte betale store summer i krigserstatning efter Versaillestraktaten. Regeringen reagerede ved at optrykke så mange pengesedler at inflationen kom ud af kontrol. På sit værste var en amerikansk dollar omkring 4,2 trillioner mark. Fra 1924 bedrede situationen sig på grund af nye forordninger fra de allierede magter, amerikansk hjælp og en forbedret økonomisk politik. Berlins "guldalder" kunne begynde. Den blev kontinentets største industriby. Personligheder som Walter Gropius, Albert Einstein og Bertolt Brecht gjorde byen til et kulturelt og intellektuelt center i Europa. Byen kunne friste med forretninger på linje med London og et pulserende natteliv på linje med Paris, med utallige caféer, natklubber og teatre.

I 1922 blev jernbanenettet, som bandt Berlin og de omkringliggende forstæder sammen, elektrificeret og ombygget til S-Bahn, og året efter åbnede Tempelhof lufthavn.

I tiden før det økonomiske krak i 1929 havde Tyskland 450.000 arbejdsløse. Dette år vandt nazisterne de første sæder i byparlamentet i Berlin. Selv om den politiske situation i andre dele af Tyskland var kaotiske, lykkedes det socialdemokraterne at danne et stabilt demokratisk styre i Preussen, og Berlin var hele tiden en socialdemokratisk højborg. Den 12. juli 1932 blev den socialdemokratiske preussiske regering under Otto Braun afsat i et militærkup. Republikken nærmede sig sammenbruddet under trykket fra ekstreme kræfter både på højre- og venstresiden. Den 30. januar 1933 blev Adolf Hitler kansler.

Det tredje rige

Berlin var aldrig noget centrum for den nationalsocialistiske bevægelse i Tyskland, som hovedsagelig havde sine rødder i Bayern og Østrig. Som hovedstad for Weimarrepublikken og en udpræget rød og liberal by stod Berlin for det meste af det, nazisterne ville nedkæmpe, men byen fortsatte alligevel med at være hovedstad i det såkaldte "tredje rige".

Den 27. februar 1933 blev Rigsdagsbygningen stukket i brand. Dette gav nazisterne muligheden for at sætte grundloven til side, og åbne for forfølgelse og arrestation af nazipartiets modstandere. Massearrestationerne som fulgte var begyndelsen på de dramatiske begivenheder som i løbet af en knap måned førte til, at rigskansler Hitler kunne etablere sig som diktator.

Den 10. maj 1933 gennemførte SA og nazistiske ungdomsorganisationer den berømte bogbrænding på Opernplatz (nu Bebelplatz) ved Unter den Linden, efter initiativ fra Joseph Goebbels, Hitlers propagandaminister. Nazisterne brændte denne dag over 20.000 bøger af bl.a. jødiske forfattere, og kendte forfattere som Thomas Mann, Heinrich Heine og Karl Marx.

I 1933 boede der omkring 170.000 jøder i Berlin. Dette udgjorde en tredjedel af hele den jødiske befolkning i Tyskland, og 4 % af Berlins indbyggere. En tredjedel af disse var fattige indvandrere fra Østeuropa, som hovedsagelig boede i området nær Alexanderplatz kaldt Scheunenviertel. Omkring år 1939 boede cirka 75.000 jøder i Berlin. 50.000 af dem blev deporteret til koncentrationslejre, hvor de fleste blev myrdet. Kun 1200 jøder overlevede den nazistiske terror i skjul i Berlin.