Edvard 3. () (13. november 1312 – 21. juni 1377) var konge af England og lord af Irland fra januar 1327 til sin død; han er kendt for militær dygtighed og for at genoprette den kongelige autoritet efter sin faders katastrofale og uortodokse styre. Edvard 3. omdannede Kongeriget England til en af de største militærmagter i Europa. Hans lange styre på 50 år var det næst længste i den engelske middelalder (kun overgået af hans oldefar Henrik 3.), og kendt for god lovgivning og regeringsstruktur (særligt udviklingen af parlamentet) og Den sorte døds hærgen.
Edvard blev kronet som 14-årig, efter hans far blev afsat af hans mor, Isabella af Frankrig, og hendes elsker Roger Mortimer. I en alder af 17 år rettede han et coup d'état mod Mortimer, der var de facto hersker af landet, og begyndte sit eget styre. Efter en heldig kampagne i Skotland udråbte han sig som retmæssig arving til den franske trone i 1337. Det indledte hundredårskrigen.Edvard kaldte sig for "Konge af Frankrig" i 1337, men han tog ikke titlen før 1340; Prestwich (2005), pp. 307–8. Efter de første tilbageslag gik første fase af krigen særdeles godt for England; sejre ved Crécy og Poitiers førte til den meget favorable fredsaftale i Brétigny, hvor England fik flere områder i Frankrig, og Edvard gav afkald på sit krav på den franske trone. Den første fase blev kendt som den edvardianske krig. Edvards senere år var præget af internationale fiaskoer og stridigheder hjemme i England, særlig som resultat af hans egen inaktivitet og dårlige helbred.
Edvard 3. var temperamentsfuld, men var i stand til at udvise stor mildhed. Han var på mange måder en konventionel konge, hvis primære interesser var krigsfærd. Han blev beundret i sin samtid og århundreder efter, men han blev set som en uansvarlig eventyrer af de historikerne i oplysningstiden og William Stubbs. Det syn er blev udfordret af moderne historikere, der krediterer ham for store bedrifter.Mortimer (2006), p. 1.Omrod (2012).
Tidlige liv Edvard var søn af Edvard 2. af England og Isabella af Frankrig, datter af kong Filip 4. den Smukke. Han blev født på Windsor Castle i 1312. I 1320 fik han titlen jarl af Chester, og i 1325 gav faderen ham titlen hertug af Aquitanien. Han blev sendt til Frankrig for at møde sin onkel, kong Karl 4. af Frankrig.
Da han kom hjem i 1327, tvang den viljestærke dronning og hendes elsker Roger Mortimer den upopulære konge til at abdicere og satte den 14 år gamle Edvard på tronen. Edvard 2. blev myrdet kort tid efter, og Isabella og Roger Mortimer kunne styre riget som regenter uden at bekymre sig om hans indblanding.
Styre Der gik ikke lang tid, før det nye styre mødte andre problemer forårsaget af Roger Mortimer, der nu var de facto hersker af England. Mortimer brugte sin magt til at få herregårde og titler, og hans manglende popularitet voksede med det ydmygende nederlag til skotterne ved slaget ved Stanhope Park og Edinburgh–Northampton freden, der blev underskrevet med skotterne i 1328.McKisack (1959), pp. 98–100. Den unge konge kom i konflikt med sin værge. Mortimer behandlede Edvard respektløst. Spændingerne voksede, da Edvard og Filippa, som var blevet gift i York Minster den 24. januar 1328, fik en søn den 15. juni 1330.Mortimer (2006), pp. 67, 81. Det endte med, at Edvard besluttede at gøre noget mod Mortimer. Ved hjælp af sin tætte følgesvend William Montagu og en lille gruppe betroede mænd blev Mortimer taget til fange ved Nottingham Castle den 19. oktober 1330. Mortimer blev henrettet, og Edvard 3.'s tyre begyndte.Prestwich (2005), pp. 223–4.
Personlige styre Edvard 3. var utilfreds med fredsaftalen, der var skrevet i hans navn, men en genoptagelse af krigen med Skotland var mere et privat initiativ end et kongeligt. En gruppe engelske magnater kendt som The Disinherited (De Arveløse), der havde mistet land i Skotland som følge af fredsaftalen, indledte en invasion af Skotland, og vandt en stor sejr under Slaget ved Dupplin Moor i 1332.Preswich (2005), p. 244. De forsøgte at indsætte Edvard Balliol som konge af Skotland David 2.'s sted, men Balliol blev hurtigt fordrevet og tvunget til at søge hjælp fra Edvard 3. Den engelske konge svarede igen ved at belejre den vigtige grænseby Berwick og besejrede en stor hær, der var sendt til Berwick for at hjælpe mod englænderne i Slaget ved Halidon Hill.DeVries (1996), pp. 114–5. Edvard genindsatte Balliol på tronen og fik til gengæld jord i det sydlige Skotland.Preswich (2205), pp. 244–5. Sejrene viste sig dog hårde at opretholde, da styrker, som var loyale overfor David 2., gradvist genvandt kontrol over landet. I 1338 var Edvard nødt til at indgå en våbenhvile med skotterne.Ormrod (1990), p. 21.
thumb|upright|thumb|For at markere sit krav til den franske trone viste Edvards våbenskjold Englands tre løver og den franske. Engelsk glasmaleri ca. 1350–1377.
En af årsagerne til, at han ændrede strategi over for Skotland, var en voksende bekymring over forholdet mellem England og Frankrig. Så længde Skotland og Frankrig var i en alliance stod englænderne over for en krig på to fronter.McKisack (1959), pp. 117–9. Franskmændene plyndrede flere engelske kystbyer. Det medførte rygter i England om en fransk invasion i fuld skala. I 1337 konfiskerede Filip 6. den engelske konges hertugdømme Aquitanien og grevskabet Ponthieu. I stedet for at søge en fredelig løsning på konflikten ved homagium til den franske konge, som hans fader havde gjort, svarede Edvard igen ved at gøre krav på den franske krone som barnebarn af Filip 4. Frankrig afviste baseret på fortilfælde med agnatisk arvefølge i 1316 og 1322. I stedet fastholdt de arvekravet for Filip 4.'s nevø, kong Filip 6. (en agnatisk efterkommer af Huset Frankrig), og grundstenene til hundredeårskrigen blev lagt (se stamtavlen nedenfor).Sumption (1999), p. 106. I de tidlige stadier af krigen var Edvards strategi at etablere alliancer på kontinentet. I 1338 udnævnte den tysk-romerske kejser Ludvig 4. Edvard som præstegeneral i Det tysk-romerske Rige og lovede sin støtte.Rogers (2000), p. 155. Så sent som i 1373 etablerede den anglo-portugisiske traktat 1373 en anglo-portugisisk alliance. Det gav dog få resultater; den eneste større militære sejr i denne fase af krigen var sejren til søs ved Sluys den 24. juni 1340, der sikrede engelsk kontrol var Kanalen.McKisack (1959), pp. 128–9.
Samtidigt førte det finanspolitiske pres på kongeriget som følge af Edvard dyre alliancer til utilfredshed hjemme i riget. Regeringsrådet var frustreret over den store nationale gæld, mens kongen og hans ledere på kontinentet blev vrede over, at regeringen i England ikke kunne skaffe tilstrækkelige midler.Prestwich (2005), pp. 273–5. For at håndtere situationen vendte Edvard tilbage til England, og han ankom uanmeldt til London den 30. november 1340.McKisack (1959), p. 168.Jones (2013), pp. 385–390. Her fandt han rigets affærer i uorden, og han afskedigede mange ministre og dommere.Fryde (1975), pp. 149–161. Det gav dog ikke stabilitet i hjemlandet, og førte til uenighed imellem kongen og John de Stratford, ærkebiskop af Canterbury, hvor Stratfords slægtninge Robert Stratford biskop af Chichester og Henry de Stratford midlertidigt fik frataget sin titel og fængslet.David Charles Douglas, Alec Reginald Myers "English historical documents. 4. [Late medieval]. 1327–1485" p. 69 Stratford påstod at Edvard havde forbrudt sig mod landets love ved at arrestere kongelige officerer.Prestwich (2005), pp. 275–6. Der blev opnået en form for forlig i parlamentet i april 1341, hvor Edvard blev tvunget til at acceptere store begrænsninger i hans finansielle og administrative frihed mod at kunne udstede skatter.McKisack (1959), pp. 174–5. I oktober samme år fornægtede kongen dog denne statut, og ærkebiskop Stratford blev politisk udstødt. De ekstraordinære omstændigheder i parlamentet i april havde tvunget kongen til at underkaste sig, men under normale omstændigheder var kongens magt i middelalderens England stort set ubegrænset, hvad Edvard formåede at udnytte.Ormrod (1990), p. 29.
thumb|left|Groat Med Edvard 3.
Historikeren Nicholas Rodger har sat spørgsmålstegn ved Edvards krav om at være "Sovereign of the Seas" (Hersker over havet), idet han taler for, at der stort set ikke var en Royal Navy før Henrik 5. (1413–22) regerede. På trods af Rodgers synspunkt, så havde kong Johan allerede udviklet en kongelig flåde af galejer og havde forsøgt at etablere en administration for disse skibe og for dem, som blev indrullet i flåden (privat skibe, der blev tvunget i kongens eller nationens service). Hans efterfølger Henrik 3. fortsatte dette arbejde. Uanset det faktum at han, sammen med sin forgænger, havde håbet på at udvikle en stærk go effektiv flådeadministration, så gav deres bestræbelser kun en uformel administration, der for det mest var ad hoc. Der opstod en formel flådeadministration i løbet af Edvards styre, der bestod af lægadministratorer og styret af først William de Clewre, så Matthew de Torksey og derefterJohn de Haytfield, og de havde titlen Clerk of the King's Ships. Sir Robert de Crull var den sidste der havde posten under Edvard 3.Susan Rose. The Navy of the Lancastrian Kings. London: George Allen & Unwin, 1982. p. 7 og han blev den person, som sad længst.James Sherborne. War, Politics and Culture in 14th Century England. London: The Hambledon Press, 1994. p. 32 Det var i hans tid at Edvards flådeadministration blev til den basis, som kunne udvikle sig under de efterfølgende Henrik 8.'s Council of Marine ogd Navy Board og Karl 1.'s Board of Admiralty. Rodger argumenterer også for, at Frankrig havde overherredømmet til søs i en stor del af 1300-tallet, bortset fra ved slaget Sluys i 1340 og muligvis slaget ved Winchelsea in 1350.N. A. M. Rodger, The Safeguard of the Sea (1997) p. 99 Frankrig invaderede dog aldrig England, og Frankrigs kong Johan 2. døde i fangeskab i England. Der var brug for en engelsk flåde til at spille en rolle her og i andre sammenhænge bl.a. de engelsk-irske herremænds oprør og pirateri.McKisack. p. 509 and other pages
Krigslykke I begyndelsen af 1340'erne stod det klart, at Edvards politik med alliancer var for dyr, og at den kun gav få resultater. De følgende år viste et mere direkte engagement af den engelske hær, inklusive i den bretonske tronfølgekrig, men disse intervention vist sig i første omgang også frugtesløse.Mortimer (2006), p. 205. The main exception was Henry of Lancaster's victory in the Battle of Auberoche in 1345; Fowler (1969), pp. 58–9. Edvard misligholdte et lån for 1.365.000 floriner, hvilket resulterede I at udlånerne gik konkurs.
Der skete en stor ændring i juli 1346, hvor Edvard igangsatte en stor offensiv og sejlede til Normandiet med en styrke på 15.000 mand.McKisack (1959), p. 132. Hans hær hærgede byen Caen, og marcherede herafter igennem det nordlige Frankrig for at mødes med de engelske tropper i Flandern. Det var ikke Edvard oprindelige intention at møde den franske hær, men ved Crécy, umiddelbart nord for floden Somme, fandt han et godt sted, hvor terrænet gav ham en fordel, og han valgt at kæmpe mod Filip 6.’s hær som forfulgte dem.Prestwich (2005), pp. 316–8. Den 26. August besejrede den engelske hær den langt større fransk hær under Slaget ved Crécy.DeVries (1996), pp. 155–76. Kort efter, den 17. oktober, sejrede den engelske hær igen og tog kong David 2. til fange under Slaget ved Neville's Cross.Waugh (1991), p. 17. Efter den nordlige grænse i hans rige nu var sikret, følte Edvard sig fri til at fortsætte sin stor offensiv mod Frankrig, og han belejrede byen Calais. Dette blev englændernes største engagement i hundredårskrigen, da den involverede en hær på 35.000 mand.Ormrod (1990), p. 31. Belejringen startede den 4. september 1346 og varede indtil byen overgav sig den 3. august 1347.Sumption (1999), pp. 537, 581.
thumb|Edvard 3. Tæller de døde på slagmarken ved Crécy.