Anders Sandøe Ørsted (født 21. december 1778 i Rudkøbing, død 1. maj 1860 i København) var en dansk retslærd, embedsmand og politiker. Han var Danmarks 3. statsminister - med titel af premierminister - efter indførelsen af Junigrundloven, og han betragtes - ligesom sin bror H.C. Ørsted, som en af Den danske Guldalders hovedpersoner.
Familiær baggrund Moderen, Karen Hermansen, døde i 1793. Faderen, Søren Christian Ørsted (1750-1822), var apoteker i Rudkøbing, fra 1807 i Sorø, fra 1812 i Roskilde og blev i 1814 assessor pharmaciæ og forstander for Københavns fattigvæsens medicinaldispensationsanstalt. Anders Sandøe Ørsted var lillebror til H.C. Ørsted.
Den første undervisning Ørsted fik tidligt sammen broderen Hans Christian Ørsted en meget uregelmæssig undervisning. Da de skulle lære at læse, sendtes de til den tyske parykmager, Oldenborg, der havde en dansk kone. Konen lærte dem at læse, og Oldenborg lærte drengene tysk ved at læse op for dem af sin tyske bibel og lod dem oversætte det oplæste til dansk. Da de kunne læse, lærte de Pontoppidans forklaring udenad. Selvom metoden ikke var den bedste, var ægteparret Oldenborg redelige og fromme mennesker, og Ørsted fattede en kærlighed både til bibelen og til forklaringen, som han bevarede hele sit liv.
Senere fik brødrene undervisning af andre lærere, men de to drenge arbejdede også sammen på egen hånd. De læste og oversatte Hübners verdenshistorie til dansk og skrev prædikener, da de ville være præster. Byfogden lærte dem fransk og engelsk, således at hver lærte sit sprog og igen underviste den anden i det. Da brødrene var 12 og 11 år gamle, kom de på apoteket, som A.S. Ørsted var ked af. I 1793 rejste de til København, og året efter tog de begge studentereksamen.
Jura og Kant thumb|left|Anders Sandøe Ørsted som ung. Ørsted valgte jurastudiet på Københavns Universitet, men kastede sig også over filosofiske studier og blev en tid helt betaget af Kants teorier, som han lærte at kende gennem sine lærere Anders Gamborg og Johan Frederik Vilhelm Schlegel. Det, der især greb ham ved Kant, var det ophøjede i hans moral. Kants moralprincip var som en klippe, der kunne ordne tanker om samfundets berettigelse og forpligtelser. Det passede derfor Ørsted, da det filosofiske fakultet i 1797 udsatte som prisopgave En Fremstilling af Forholdet mellem Dydslærens og Retslærens Principper. Han vandt præmien og lod - på censorernes opfordring - afhandlingen trykke.
Han var på det tidspunkt 20 år gammel, og allerede i denne afhandling ses både de fortrin og mangler, der prægede hele hans forfattervirksomhed. Han har mange år senere begyndt en afhandling med de ord: ”Vi håbe, at Sandheden uden Ordbram og Lyst til at sige noget påfaldende vil findes ikke at ligge så højt, at det kun skulle være få udvalgte givet at skimte den, men at den er tilgængelig for enhver, der kan tænke i Sammenhæng og ikke skyer den Ulejlighed, som dermed er forbunden”. Disse ord kunne gerne stå som motto over alle hans skrifter. Selv når han skriver om filosofiske emner, falder det ham let og naturligt at udtrykke sig jævnt og almenforståeligt, og hans stil er næsten i alt for høj grad uden ”Ordbram”, det er, som var han bange for at fange læsernes fantasi ved kraftige eller billedlige udtryk, og han undgår i den grad at sige ”noget påfaldende”, at det stundom ikke er fri for, at ordene bliver trivielle. Det er læsernes tænkning, han taler til, og han stod hele sit liv uforstående over for det fænomen, at mennesker kunne vægre sig ved at lade sig overbevise, når sagen var stillet frem for dem med gode klare grunde, som de ikke kunne gendrive. Men Ørsted mangler forståelse af, at kun hvor forfatterens person træder frem, kommer han i ret forbindelse med læserne, og at der er mere hos disse, der skal sættes i bevægelse, end tankerne.
1799 tog Ørsted juridisk embedseksamen på Københavns Universitet med udmærkelse for begge prøver, en karakter, der ikke var givet, siden universitetsfundatsen 1788 omordnede denne eksamen. Han ønskede nu at gå den akademiske vej, men det lykkedes ham ikke at komme ind på denne. Hertugen af Augustenborg havde uvilje mod den kantiske filosofi, og han var ikke blevet bedre stemt mod Ørsted ved at denne på det kraftigste havde angrebet lyksalighedslæren, som endnu hyldedes af mange, især af de yngre teologer. I sit skrift havde han taget alvorlig fat på en af dens talsmænd, Johannes Boye og i et par tidsskriftsartikler stævnede han Otto Horrebow og hans tidsskrift Jesus og Fornuften for filosofiens domstol. Dertil kom, at han ved en konkurrenceforelæsning om en adjunktplads i det juridiske fakultet havde vist, at han var påvirket af Johann Gottlieb Fichte, som man vel i Danmark kun kendte lidt til, men som antoges at være ateist. Hertugen havde derved fået en uovervindelig uvilje imod ham. I et par år måtte han da leve af manuduktioner.
Fortolkning og bedømmelse af trykkefriheden I denne tid skrev han Forsøg til en rigtig Fortolkning og Bedømmelse over Forordningen, om Trykkefrihedens grænser af 27. september 1799. Han viser, at der ingen grund var til, som mange mente, at frygte for, at trykkefriheden nu var ophævet, og at loven ret fortolket heller ikke var uklar eller gav større spillerum for dommernes vilkårlighed, end der måtte være i en vel udarbejdet lov, der skulle anvendes på mange forskellige tilfælde, også sådanne, som lovgiveren ikke havde kunnet tænke på. Dette skrift grundlagde Ørsteds ry, og det med rette. Ikke blot fordi det fik Indflydelse på de domme, der siden fældedes i trykkefrihedssager, men især på grund af den forbavsende åndelige frodighed, der er i det. Det formelig vrimler af nye og originale tanker og indeholder spirerne til næsten alle de almindelige synspunkter, som Ørsted i sine senere skrifter har udviklet.
Efter at han 1800 forgæves havde søgt et embede som virkelig assessor i Hof- og Stadsretten samt protokolsekretær ved Højesteret, udnævntes han 1801 til surnumerær (overtallig) assessor i Hof- og Stadsretten. Lønnen var kun 200 rigsdaler, så han måtte stadig manuducere, men dog ægtede han nu, 10. juli 1802, sin 20årige brud, Sophie Wilhelmine Bertha Oehlenschläger, søsteren til hans gode ven, Adam Oehlenschläger. Den kreds af begavede og åndrige mænd, både danske og tyske, som kom i huset, beundrede med rette den unge frue; men hun stillede ikke manden i skygge; ”han beherskede, uden at vi tilstod det, os alle”, siger Steffens. – Efter sin første kones død ægtede Ørsted 27. marts 1819 Mathilde Elisabeth Rogert (25. april 1782 – 26. juni 1824), datter af landfysikus i Viborg dr. med. Johan Philip Rogert og Henriette Benedicte født Rosenstand-Goiske. Ørsted blev allerede 1801 virkelig assessor, og 1810 gik han som sådan over i Højesteret. 1809 ansattes han som meddirektør af pastoralseminariet og lærer i kirkeret ved dette. Han så bestandig siden med glæde tilbage på den tid, da han havde været dommer. Det var hans mening, at de liberale anskuelser, som havde gjort sig gældende i slutningen af det 18. århundrede, endnu fortsatte sig ind i det 19., men frem for alt følte han sig i en personlig gæld til dette tidsrum, fordi det havde hævet den religiøse og moralske bevidsthed til et standpunkt, som det 18. århundrede ikke havde drømt om, og genindsat de åndelige livsværdier i deres ret.
Et uroligere liv Langt uroligere blev hans liv, da han 1813 udnævntes til deputeret i det danske kancelli. Han havde misbilliget det kabinetsregimente, som kongen havde ført under krigen, men da der 1814 atter oprettedes i det mindste en skygge af et statsråd, håbede han på bedre tider, hvad der dog i mange måder blev en skuffelse, og han kom til at føle, at det var en vanskelig sag at være en højtstående embedsmand og tillige at ønske fremskridt i liberal retning. Især har han i alle de 35 år, han sad i kancelliet, med stor udholdenhed stridt imod den ”Forkvakling” af trykkefrihedsloven, som fandt sted ved skærpende bestemmelser og administrativ vilkårlighed, uagtet han derved mange gange kom i modstrid både med Frederik 6.’s og Christian 8.’s ønsker. Men dette var tilfældet også i andre sager, og i 1817 var han nær faldet i unåde. Den 25. juli gjorde tugthusfangerne oprør, og dagen efter befalede kongen kancelliet at indkomme med forslag om, at der skulle nedsættes en kommission til at undersøge sagen og dømme de skyldige uden appel. Kunne de skyldige ikke findes, skulle hver 10. mand af fangerne skydes. Ørsted kunne ikke indlade sig på at medvirke til en så himmelråbende uretfærdighed. Sagen blev ekspederet så hurtig, at han ikke fik indgivet noget separatvotum, men han undlod da at underskrive forestillingen. Herover blev kongen så forbitret, at han lod Ørsted kalde for sig og overvældede ham med bebrejdelser, fordi han havde gjort indvendinger mod hans ordre. Han beskyldte ham for både som skribent og embedsmand at have bragt fordærvelige grundsætninger i omløb og forledet domstolene til at antage sætninger, som var skadelige for samfundets fred, og endelig sagde han ham, at når han indgav ansøgning om sin afsked, skulle den blive ham tilstået. Han fik dog tilladelse til at indgive et forsvar for sin handlemåde. Dette, der bæres af en mandig selvbevidsthed, og hvori han ingenlunde hentyr (tager sin tilflugt) til kongens nåde, men påkalder hans retfærdighed, kunne ikke godt undgå at få udseende af en kritik af de øvrige deputeredes føjelighed, og da kongen viste Ørsteds skrivelse til kancelliets præsident Frederik Julius Kaas, blev denne lige så vred, som kongen havde været, han fandt, at hans embedsvirksomhed fremstilledes på en for ham fornærmende måde, han ville ikke længere sidde i kancelliet sammen med Ørsted, og han forlangte, at skrivelsen skulle sendes til kancelliet, for at dette kunne retfærdiggøre sig. Men trods alt dette skete der slet intet. Både kongen og Kaas kunne lige så hurtig glemme deres vrede, som de kunne bruse hastig op. Men Ørsted havde åbenbart lært af denne sag at være forsigtigere. I de følgende år, især fra 1818, gik hans bestræbelser især ud på at lægge dæmper på den voldsomme iver, hvormed kongen og hans adjudant, kaptajn Joseph Nicolai Benjamin Abrahamson, ville indføre den indbyrdes undervisning i skolerne; men her optræder han aldrig med noget særskilt votum; alle forestillingerne i denne sag falde egentlig i to dele. I den første roses metodens ypperlige virkninger, og det anbefales at bruge den; her er det den første deputerede, Christian Ludvig Lassen, der taler; i den anden påvises der, at den ikke kan bruges i alle fag, og at den ikke må befales indført, og her er det Ørsted, der har ordet. At Ørsted ikke var faldet i unåde, viste sig, da han 1824 (eller 1825) blev generalprokurør (prokukør = visse embedsmænd, der optrådte som kongens eller øvrighedens sagførere); han var da også i den bedste forståelse med Kaas.
Den sidste filosofiske strid