Autoritarisme er en styreform, hvor den politiske magt er stærkt koncentreret, og hvor den politiske pluralisme og de politiske friheder er begrænsede. Autoritære regimer adskiller sig fra demokrati ved, at den politiske konkurrence og mulighederne for at udskifte magthaverne er begrænsede, og fra totalitære regimer ved typisk at have en mere begrænset politisk mobilisering og en vis, om end begrænset, pluralisme.
Autoritære regimer kan samtidig have institutioner som politiske partier, lovgivende forsamlinger og valg. Sådanne institutioner kan blandt andet anvendes til politisk mobilisering, informationsindsamling, fordeling af ressourcer og stabilisering af styret. Autoritære regimer varierer betydeligt i deres institutionelle opbygning, graden af politisk mobilisering og pluralisme samt i, hvor stærkt magten er koncentreret hos den enkelte leder. Repression, kooptering og legitimering kan bidrage til at opretholde sådanne regimer. Nogle styreformer kombinerer autoritære praksisser med formelt demokratiske institutioner og behandles derfor i forskningen som hybridregimer.
thumb|upright=1.5|Verdens lande klassificeret efter politisk regime i 2023 på grundlag af V-Dems Regimes of the World-data. Kortet skelner mellem lukkede autokratier, valgautokratier, valgdemokratier og liberale demokratier.
Definition
Juan Linz formulerede i 1964 en indflydelsesrig definition af autoritære politiske systemer.Shorten (2012), p. 256 (note 67) Linz fremhævede fire centrale kendetegn ved autoritære regimer:Linz (2000), s. 159–165
begrænset politisk pluralisme; fravær af en omfattende og styrende ideologi, men tilstedeværelse af karakteristiske politiske mentaliteter; begrænset eller fraværende omfattende politisk mobilisering, bortset fra på bestemte tidspunkter i regimets udvikling; en leder eller en lille gruppe, der udøver magten inden for formelt dårligt definerede, men i praksis forholdsvis forudsigelige grænser.Casper (1995), s. 40–50
Barbara Geddes, Joseph Wright og Erica Frantz anvender en operationel definition af autoritære regimer, hvor et regime regnes som autoritært, hvis regeringslederen kommer til magten på anden måde end gennem et direkte, rimeligt fair og konkurrencepræget valg, et indirekte valg gennem et organ, hvor mindst 60 procent af medlemmerne er valgt ved direkte, rimeligt fair og konkurrenceprægede valg, eller en forfatningsmæssig succession til en demokratisk valgt regeringsleder. Et regime regnes også som autoritært, hvis en regering, der oprindeligt kom til magten gennem konkurrenceprægede valg, efterfølgende ændrer de formelle eller uformelle regler, så konkurrencen ved senere valg begrænses, eller hvis militæret trods konkurrenceprægede valg forhindrer væsentlige politiske grupper i at deltage eller bestemmer politikken på væsentlige områder.Geddes, Wright og Frantz (2018), s. 5, 18–19
thumb|Totalitarismens idealtypiske kendetegn, herunder officiel ideologi, mobilisering og omfattende kontrol. Figuren illustrerer den totalitære idealtype, som Linz skelner fra autoritarisme.
Autoritære regimers kendetegn
Linz skelnede autoritære regimer især fra totalitære regimer og anvendte blandt andet Spanien under Franco som et centralt eksempel. Autoritære regimer er hos Linz kendetegnet ved begrænset politisk pluralisme, hvilket indebærer, at forskellige politiske og sociale grupper kan have en vis selvstændig eksistens og indflydelse uden at kunne konkurrere frit om den politiske magt. I Franco-Spanien omfattede sådanne grupper blandt andet militæret, den katolske kirke, Falange, monarkister og teknokrater. I modsætning til totalitære regimer er autoritære regimer desuden normalt præget af begrænset politisk mobilisering og er i højere grad afhængige af befolkningens passive accept end af vedvarende massemobilisering.Landman (2002), s. 913Linz (2000), s. 159–172
thumb|Francisco Franco ved et møde med sin regering i august 1939. Franco-Spanien er et centralt eksempel i Juan Linz’ analyse af autoritære regimer.
Politiske institutioner
Autoritære regimer kan have politiske institutioner, der på overfladen ligner institutioner i demokratier, herunder politiske partier, lovgivende forsamlinger og valg. Ifølge Barbara Geddes, Joseph Wright og Erica Frantz kan sådanne institutioner blandt andet hjælpe regimet med at gennemføre politiske beslutninger, overvåge lokale embedsmænd, indsamle information om lokale forhold og opposition samt fordele ressourcer og andre fordele til befolkningen. Institutionerne kan dermed bidrage til at forbinde den centrale regimeledelse med befolkningen og til at stabilisere det autoritære styre.Geddes, Wright og Frantz (2018), s. 129–131, 150–153
Regeringspartier
Regeringspartier i autoritære regimer kan have flere funktioner end politisk mobilisering. De kan fordele materielle goder og offentlige ydelser, organisere støtte til regimet, medvirke til gennemførelsen af centralmagtens politik, overvåge lokale embedsmænd og tegn på opposition i befolkningen samt formidle information om lokale forhold til regimeledelsen. Gennem partiets organisation kan regimet desuden opbygge klientbaserede netværk, hvor adgang til embeder, ressourcer og andre fordele skaber incitamenter til loyalitet og støtte.Geddes, Wright og Frantz (2018), s. 131–136
Regeringspartier behøver ikke at have stor indflydelse på den overordnede politiske beslutningsproces for at være nyttige for et autoritært regime. De kan fortsat fungere som organisatoriske netværk for fordeling af ressourcer, informationsindsamling og mobilisering og kan skabe grupper med en materiel interesse i regimets fortsatte beståen.Geddes, Wright og Frantz (2018), s. 134–136
Lovgivende forsamlinger
Lovgivende forsamlinger i autoritære regimer har ofte begrænset indflydelse på den overordnede politik, men kan alligevel udfylde andre funktioner. Geddes, Wright og Frantz fremhæver, at pladser i sådanne forsamlinger kan give regimeallierede adgang til lønninger, embeder, ressourcer og andre fordele og dermed skabe konkurrence mellem personer og grupper, der støtter regimet. Medlemmerne kan samtidig medvirke til at fordele lokale offentlige goder og knytte lokale politiske og klientbaserede netværk til centralmagten.Geddes, Wright og Frantz (2018), s. 136–137
Geddes, Wright og Frantz finder ikke støtte for, at autoritære lovgivende forsamlinger generelt fungerer som væsentlige fora for politisk forhandling mellem regimet og andre politiske aktører. De peger i stedet på, at sådanne forsamlingers betydning i mange regimer især kan ligge i fordelingen af embeder og ressourcer samt i forbindelsen mellem regimeledelsen og lokale politiske og klientbaserede netværk.Geddes, Wright og Frantz (2018), s. 149–150
Valg
Afholdelse af valg er ikke i sig selv ensbetydende med, at et politisk system er demokratisk. Autoritære regimer kan afholde både valg uden reel politisk konkurrence og semi-konkurrenceprægede valg, hvor opposition tillades, men hvor regeringen begrænser eller skævvrider konkurrencen. Dette kan blandt andet ske gennem kontrol med medierne, begrænsninger af oppositionens deltagelse, valgsvindel, vold eller omfattende anvendelse af statslige ressourcer til fordel for regeringen.Geddes, Wright og Frantz (2018), s. 137–139
Valg kan have flere funktioner for et autoritært regime. Præsidentvalg kan demonstrere regimets organisatoriske og mobiliserende styrke og dermed mindske incitamentet for medlemmer af den herskende elite til at forlade regimet. Lovgivnings- og lokalvalg kan samtidig skabe incitamenter for lokale embedsmænd til at mobilisere vælgere, fordele ressourcer og offentlige goder og rapportere lokale problemer til centralmagten. Valgresultater og valgdeltagelse kan desuden give regimeledelsen information om lokale embedsmænds præstationer og om utilfredshed i forskellige dele af landet.Geddes, Wright og Frantz (2018), s. 139–143, 150–153
Geddes, Wright og Frantz finder i deres samlede statistiske analyse, at offentlige udgifter i gennemsnit stiger i forbindelse med valg i diktaturer. Udgifterne stiger ifølge deres estimater ved både valg med opposition og ikke-konkurrenceprægede valg, men når valgtyperne analyseres hver for sig, er estimaterne ikke statistisk signifikante. Forfatterne fortolker resultaterne som støtte for, at valg kan skabe incitamenter for lokale politikere og embedsmænd til at føre ressourcer og offentlige ydelser ud til befolkningen, men resultaterne er ikke i sig selv et endeligt bevis for årsagssammenhængen.Geddes, Wright og Frantz (2018), s. 144–152
Magtens opretholdelse Autoritære regimer må håndtere både udfordringer fra den befolkning, de regerer, og konflikter inden for den elite, som magthaverne er afhængige af. Milan W. Svolik skelner mellem disse som to grundlæggende problemer i autoritær politik: autoritær kontrol, der vedrører regimets forhold til befolkningen og oppositionen, og autoritær magtdeling, der vedrører forholdet mellem lederen og de politiske, militære og andre eliter, som medvirker til at opretholde styret.Svolik (2012), s. 1–18
Opretholdelsen af autoritært styre kan derfor omfatte både institutionelle og tvangsmæssige strategier. Regimet kan søge at knytte centrale grupper og enkeltpersoner til sig gennem magtdeling, embeder og materielle fordele, samtidig med at opposition og potentielle udfordrere overvåges eller undertrykkes. Politiske partier, sikkerhedsorganer og militæret kan spille centrale, men forskellige roller i disse strategier.Geddes, Wright og Frantz (2018), s. 154–174
Elitekooptering og magtdeling
Magtudøvelsen i autoritære regimer afhænger ofte af støtte fra andre politiske, militære eller økonomiske eliter. Samtidig kan disse eliter udgøre en trussel mod lederen, fordi de kan medvirke til at afsætte denne gennem eksempelvis et kup. Ifølge Milan W. Svolik skaber dette et grundlæggende problem med autoritær magtdeling: aftaler mellem lederen og andre medlemmer af den herskende elite er vanskelige at håndhæve, fordi der mangler en uafhængig myndighed, som kan sikre, at parterne overholder dem. En leder, der gradvist koncentrerer flere ressourcer og beføjelser hos sig selv, kan derfor blive i stand til at tilsidesætte tidligere aftaler og marginalisere sine tidligere allierede.Svolik (2012), s. 53–84
Politiske institutioner kan under visse betingelser gøre magtdelingen mere stabil ved at regulere fordelingen af embeder og indflydelse, gøre lederens og eliternes handlinger lettere at overvåge og forbedre eliternes muligheder for at koordinere sig. Institutionalisering kan dermed begrænse lederens mulighed for ensidigt at koncentrere magten, selv om sådanne institutioner ikke nødvendigvis har samme uafhængighed eller retlige beskyttelse som institutioner i et demokrati.Svolik (2012), s. 85–120
Autoritære ledere kan desuden søge at ko-optere potentielle modstandere ved at give dem adgang til politiske embeder, materielle ressourcer eller indflydelse på politikken. Jennifer Gandhi og Adam Przeworski fremhæver, at diktatorer kan anvende både politiske indrømmelser og fordeling af økonomiske fordele for at sikre samarbejde og mindske risikoen for modstand. Politiske partier og lovgivende forsamlinger kan danne institutionelle rammer for sådanne aftaler og give potentielle modstandere en interesse i regimets fortsatte beståen.Gandhi og Przeworski (2006), s. 1–26Gandhi og Przeworski (2007), s. 1279–1301
Repression og kontrol
Repression er et centralt redskab til at begrænse eller forhindre udfordringer mod autoritære regimer. Den kan antage forskellige former, fra chikane, overvågning og forbud mod politisk aktivitet til arrestationer, tortur og drab udført af staten eller aktører med tilknytning til den. Repression kan dermed både begrænse oppositionens muligheder for at organisere sig og øge de personlige omkostninger ved politisk modstand.Davenport (2007), s. 1–23