Sudan (arabisk: السودان, tr. as-Sūdān), officielt Republikken Sudan (arabisk: جمهورية السودان, tr. Jumhūriyyat as-Sūdān), er et land i Nordøstafrika. Det grænser op til Egypten i nord, Rødehavet i nordøst, Libyen i nordvest, Tchad i vest, Etiopien i sydøst, Eritrea i øst, Sydsudan i syd og Den Centralafrikanske Republik. Landet har et indbyggertal på ca. 41,5 millioner (2019)."The World Factbook – Central Intelligence Agency." www.cia.gov. Hentet 20. december 2019. Sudan er med sine 1.886.068 km2 Afrikas og den arabiske verdens tredje største land. Før Sydsudans løsrivelse fra Sudan 9. juli 2011, var det forenede Sudan det største land i Afrika og den arabiske verden. Landets største religion er islam, og dets officielle sprog er arabisk og engelsk.Davison, Roderic H. "Where is the Middle East?" Foreign Affairs 38, 4 (2016): 665–675. Hovedstaden Khartoum ligger ved Blå og Hvide Nils sammenløb. Siden 2011 har Sudan været præget af en voldelig militærkonflikt i delstaterne Sydkordofan og Blå Nil.
Sudans historie strækker sig tilbage til den faraoniske oldtid. Det udgjorde oprindeligt Kongeriget Kerma (ca. 2500-1500 f.Kr.), der blev indlemmet i Egyptens Nye Rige (ca. 1500-1070 f.Kr.). Det sudanske kongerige Kush (ca. 785 f.Kr.-350 e.Kr) undertvang senere selv Egypten. Efter Kushs sammenbrud, grundlagde nubierne de tre kristne kongedømmer Nobatia, Makuria og Alodia. De to sidstnævnte ophørte først med at eksistere omkring 1500. Størstedelen af Sudan blev i 1300- og 1400-tallet befolket af arabiske nomader. Fra 1500- til 1800-tallet var det centrale og østlige Sudan underlagt sultanatet Funj, mens Darfur-sultanerne herskede i vest og osmannerne i nord. Denne periode var præget af voldsom islamisering og arabisering.
Sudan blev 1820-1874 erobret af Egypten. Det strenge egyptiske styre blev 1881-1885 mødt af modstand fra den selverklærede mahdi Muhammad Ahmad, hvilket førte til grundlæggelsen af en kortvarig islamisk stat. Briterne styrtede denne stat i 1898, og Sudan blev i årtierne herefter underlagt britisk og egyptisk kontrol.
1900-tallet var ligesom i resten af de europæiske kolonier præget af en voksende selvfølelse, og i 1953 gav briterne Sudan selvstyre og efterfølgende opnåede uafhængighed i 1956. Siden uafhængigheden har Sudan været præget af en lang række ustabile regeringer, militærstyrer og uafhængighedsbevægelser. I 1983 indførte militærlederen Gaafar Nimeiry sharia, hvilket forværrede kløften mellem det muslimske nord og animistisk-kristne syd. De sproglige, religiøse og politiske forskelle kulminerede i en langvarig borgerkrig mellem nordlige regeringsstyrker og sydlige oprørsgrupper, hvis vigtigste fraktion var Det Sudanske Folks Befrielseshær. Den næsten 30 år lange borgerkrig førte i 2011 til dannelsen af et uafhængigt Sydsudan.Collins, Robert O. A History of Modern Sudan. Cambridge University Press, 2008. Sudan var fra 1998 til 2019 underlagt Omar al-Bashirs militærdiktatur. Hans hårdhændede styre førte i 2003 til krigen i Darfurs udbrud, hvor Bashir blev anklaget for etnisk udrensning. Efter langvarige protester mod Bashirs styre, der brød ud i slutningen af 2018, blev Bashir afsat ved et kup i 2019."Omar al-Bashir Fast Facts." CNN Library. 23. august 2019. Hentet 20. december 2019. Sudan styres af et Suverænitetsråd (Sovereignity Council of Sudan) siden 20. august 2019, og det forventedes at sidde til november 2022.
25. oktober 2021 startede et statskup, da lederen af det sudanesiske militær, general , overtog kontrollen over Sudans regering i et militærkup. Geografi thumb|left|Sudans topografi. Sudan ligger i Østafrika. Sudan er Afrikas tredjestørste land efter Algeriet og Demokratiske Republik Congo, og har et areal, der er ca. 45 gange så stort som Danmark. Det udgør en stor del af det nordøstlige Afrika. Sudan grænser op til Egypten, Libyen, Chad, Etiopien, Sydsudan, Eritrea og Den Centralafrikanske Republik.
Landskabet præges af Nilen, som flyder i flere grene fra syd mod nord, den Hvide Nil fra Ugandas højlande og den Blå Nil fra Etiopiens bjergområder. Store dele af landet udgøres af et par hundrede meter højt bækkenområde dækket af sand- og klippeørkener. Højlandsområderne ligger hovedsagelig nær landets grænser. Det højeste bjerg er Jebel Marra, 3.042 meter over havet, som ligger i Darfur i den vestlige del af landet.
Naturressourcer I Sudan har man olie, både i det sydlige Sudan og i Darfur. Dette er en af anledningerne til Darfur-konflikten og konflikterne mellem det Sudan og Sydsudan. En af de virksomheder, som har haft olierettigheder, er det svenske Lundin Oil.
Landets råstoffer er kobber, krom, zink, wolfram, sølv, guld, vandkraft og råolie.
Klima Klimaet veksler fra tropisk i syd til tør ørken i nord. Regntiden falder fra april til november, men varierer beroende på område. Undertiden indtræffer længere tørkeperioder.
Klimaet er hedt, og den årlige nedbør varierer fra 1.500 mm i syd til under 10 mm i nord.
Plantevækst Landets nordlige dele præges af ørken- og steppeområder med sparsom vegetation i form af tørketålende græsser og buske. I de fugtigere savanne- og højlandsområder i syd findes tropisk skov. I Den Hvide Nils vådområder, Sudd, vokser papyrus.
Dyreliv
Dyrelivet er tilpasset til de forskellige klimazoner, og antallet af arter er relativt stort. Her findes blandt andet flere arter af hovdyr, aber og krokodiller. Sudan har flere store nationalparker for at beskytte plantevæksten og dyrelivet.
Miljø Nogle af Sudans miljøproblemer er utilstrækkelig tilgang til ferskvand, jorderosion og at vilde dyr trues af alt for stor jagt. Halvdelen af landets elektricitet produceres af fossilt brændsel og halvdelen af vandkraft.
Demografi Sudan er ikke og har aldrig været en nationalstat. Inden for Sudans officielle grænser lever folk af forskellig etnisk baggrund og med forskellige sprog; i alt tales henved 110 forskellige sprog. Befolkningen er delt i tre hovedgrupper: mod nord og omkring Nildalen bor arabere og nubier og mod syd forskellige, fortrinsvis i det 20 århundrede indvandrede muslimer. På Darfur-plateauet bor furier, på Kordofan-plateauet folk med kordofan-sprog (koaliber, tumtumer, tegaler m.fl.). I den nubiske ørken og ved det røde hav bor besjaer. Over halvdelen af befolkningen taler arabisk. Flertallet af byboer findes i de centrale og nordlige egne og er muslimer. Befolkningen kaldes sudanere eller sudanesere.https://ro.dsn.dk/ordbog/sudaner_sb_fk_01/ Befolkningens gennemsnitsalder: 17,7 år (2002) Spædbørnsdødelighed: 6,5 % (2003) Befolkningens gennemsnitslevetid: 57,7 år (2003) Analfabetisme: 2003 var næsten 40 % af hele den voksne befolkning analfabeter.
Befolkningstætheden i Sudan er som helhed lav, men befolkningen er fortrinsvis koncentreret til Nildalen. Den naturliga årlige befolkningsvækst er 2,8 %, og 45 % af befolkningen er etnisk uens: i landets nordlige del bor overvejende arabere, men også nubier. I syd lever flere nilotiske folk.
Religion Religiøse tilhørsforhold: sunni-muslimer (fortrinsvis i nord) 70 %, indenlandske religioner 25 %, kristne (fortrinsvis i syd og i Khartoum) 5 %. Der findes blandt andet en lille koloni af armeniere i Khartoum, hvor der findes en armensk kirke.
Sprog Sprog: arabisk, nubisk, ta bedawie, forskellige dialekter af nilotisk, nilo-hamitisk, sudanesiske sprog, engelsk. Der pågår et projekt for at fremme kundskaben i det officielle sprog arabisk.
Historie I 11-15 århundrede dannedes under islamisk indflydelse i et bælte tværs over Afrika langs Saharas sydgrænse et antal stammestater, deriblandt Darfur, Kordofan, Silluk og Fung. Disse stammestaters udvikling er næsten ukendt, men de er blandt andet omtalt i rejsebeskrivelser af Ibn Khaldun (1332-1406). I samme periode skete en stor indvandring af arabere, som blev delvist opblandede med den stedlige befolkning. Omkring 1500 e.Kr. dannedes to islamiske sultanater: Darfur i vest og Sannar i området mellem den Hvide og den Blå Nil.
Kolonitiden thumb|left|Mahdi-staten (1881–98), beliggende inden for de daværende grænser for Sudan.
1820-22 blev det sudanesiske område besat af Egypten, og byen Khartoum blev grundlagt i 1823. I 1881 dannedes mahdibevægelsen, der var vendt imod det britisk-egyptiske kolonivælde. 1885 grundlagde oprørsbevægelsen sin egen stat med Omdurman som hovedstad. Denne stat bestod indtil 1898, da det lykkedes englænderne at bekæmpe den i krigen 1896-98. 1899 skabtes et britisk-egyptisk fællesherredømme: Engelsk-Egyptisk Sudan.
1924-36 var Sudan under engelsk kolonivælde og fra 1936 atter under britisk-egyptisk fællesherredømme.
I aftalen af 1953 erkendte såvel Storbritannien som Egypten Sudans eget herredømme, og i 1954 dannedes et parlament og et hjemmestyre (statsminister Ismail al-Azhari). I 1956 erklærede Sudan sig selvstændigt.
Efter selvstændighedserklæringen
1958-64 var det sudanesiske område en diktaturstat under ledelse af general Ibrāhīm Abbud. Efter dettes omstyrtelse i 1964 dannedes flere højreorienterede koalitionsstyrer (statsministre Muhammad Ahmad Mahgoub og Ismāīl el-Azhari), dog uden at det lykkedes at undertvinge de sydlige områder. Ved et statskup den 25. maj 1969 kom Jaafar Muhammad al-Numayrī (fra 1971 med titel som præsident) til magten som leder af en "Folkelig Revolutionskomite". Politiske partier blev forbudt, Sudan blev udråbt som "demokratisk republik", og der blev gennemført omfattende nationaliseringer. Efter et forsøg på at lave et kommunistisk statskup i juli 1971 begyndte al-Numayrīs repressioner mod Sudans kommunistiske parti. Blandt andet blev partiets generalsekretær Mahgoub henrettet. Samme år blev "Sudans Socialistiske Union" (Sudan Socialist Union) erklæret som eneste lovlige parti.
I 1971 lykkedes det den tidligere hærofficer, Joseph Lagu, at forene selvstændighedesbevægelserne i det sydlige sudanske område i den "Syd-sudanesiske Befrielsesbevægelse" (Southern Sudan Liberation Movement). Som følge heraf indgik diktaturet i 1972 i Addis Abeba en aftale om selvstyre for tre sydlige provinser ved den etiopiske kejser, Haile Selassies, mellemkomst.