thumb|Tre kvinder brændes i Baden, Schweiz. Johann Jakob Wick, 1585. Heksejagt er navnkundigt brugt om den forfølgelse af hekse der fandt sted i Europa i tidlig moderne tid - hovedsageligt indtil omkring år 1700 og i det vestlige og centrale Europa samt Skandinavien. Især var det kvinder der blev anklaget for at være hekse, men mænd blev også anklaget for trolddom. Ifølge forskellige opgørelser kan antallet af henrettelser opgøres til mellem 40.000 og 50.000, i alt menes 100.000 personer, hvis ikke flere, at være blevet forfulgt. Kirken stod som kilde til middelalderens hekseforfølgelser, men det er ligeså velkendt at datidens lærde, landsbyboere, borgere og øvrighedspersoner, i nogle tilfælde - som i Danmark - også kongen, karakteriserede hekseprocesserne.
Omend på baggrund af regionale forskelligheder kan det i flere tilfælde eftervises at lokalegnens skik og brug og øvrighedens retslige indgriben har været to sider af samme sag, som en håndtering af økonomisk relaterede eller sociale ændringer. ; se evt.
I dagligsproget dukker 'heksejagt' nok oftest op i overført betydning, til at beskrive hvad man anser som urimelig forfølgelse.
Galleri
Udviklingstræk
Heksejagt er en mangesidig tematisering, men beskrives ofte med relation til overtro, religion og retspraksis. Mest dokumenteret er den religiøse og retslige fordømmelse af trolddom: Bevaret som retsprotokoller og teologiske studier - dæmonologien. Mindre håndgribelig synes den mere folkelige overtro, såsom den lokalkendte tradition at signe, ; Se evt. dels også datidens interesse for okkultisme. Heksejagten blev allerede kritiseret af Erasmus (1509) "Til Tåbelighedens Pris", for endelig i 1700-tallet, oplysningstiden, at blive anset for fornuftsstridig.
I den tidligste historisering af heksekunsten, Malleus maleficarum fra 1486, findes den beskrevet ikke som en tradition, men tværtimod en nyere praksis med arkaiske træk. Kunne retsprotokollernes og de teologiske værkers beskrivelse af heksekunst også forstås som lærde konstruktioner,Thomasius (1712) "Dissertatio de origine ac progressus inquisitorii contra sagas" ["Afhandling over oprindelse og forløb af inkvisitionsprocesserne mod hekse"] (1843) "Geschichte der Hexenprozesse" ["Hekseprocessernes historie"] så fandt til gengæld Jakob Grimm her spor efter en "førkristlig indfødt - »germansk« - mytologi". (1859) "Bilder aus der deutschen Vergangenheit". Burckhardt (1860) "Kultur der Renaissance in Italien" ["Renæssancekulturen i Italien"] (1921) "The Witch Cult in Western Europe" ["Heksekulten i Vesteuropa"] I slutningen af 1800-tallet og i den første halvdel af 1900-tallet dukker nuancerede studier af trolddom op, der både befatter sig med okkultismens andel,Bezold (1922) "Fortleben der Antiken Götter im mittelalterlichen Humanismus", ["De antikke guders beståen i middelalderens humanisme"] psykologiske aspekter, (1891) "Hexenprozesse und Geistesstörung" ["Hekseprocesser og sindsforstyrring"] og som et socialt fænomen.Michelet (1862) "La Sorciere" ["Troldkvinden"] (1871) "La sorcellerie au seizieme et au dixseptieme siecles, particulierement en Alsace d'apres de documents en partie inedits" ["Trolddom i det 16. og 17. århundrede, specielt i Alsace, ifølge partvis upublicerede tekster"] Den feministiske perspektivering af heksekunsten findes både akademisk og som et praktisk-etisk fænomen - nyhedenskab - også fra begyndelsen af 1900-tallet.Bernhard refererer her til studiet af Schier (1990) "Hexenwahn und Hexenverfolgung. Rezeption und politische Zurichtung eines kulturwissenschaftliches Tema im Dritten Reich" ["Heksemani og hekseforfølgelse. Reception og politisk tilpasning af et kulturvidenskabeligt tema i Det Tredje Rige"] Ludendorff (1934) "Christliche Grausamkeit an Deutschen Frauen" ["Kristen grusomhed mod tyske kvinder"]
Den lærde udredning over dæmonologi vandt indpas i teologiske skrifter, allerede kendt i 1200-tallet, men først et par århundreder senere, i 1400-tallet, af den karakter der kom til at præge heksejagten. Netop i århundrederne efter årtusindskiftet prægedes den romersk-katolske kirke af indre som ydre stridigheder - de reformivrige munkeordener, investiturstriden - men mere relevant opstod også den katolske inkvisition hvis virke var at føre kamp mod kætterske bevægelser. Inkvisitionen blev kendt og frygtet, syd for Rhinen, hvor katharerne kom til at lægge navn til begrebet 'kætter'. Også enkeltpersoner blev mål for inkvisitionen, og her må nævnes Galileo Galilei og Giordano Bruno, en dominikansk teolog.
thumb|Vandprøven. Hvis den anklagede sank, og blev modtaget af vandet, var hun uskyldig. Dæmonologiens lære om djævelens magt over hekse blev meget studeret i 1400-tallet, så at der i dag kendes et helt korpus af bøger om hekselære. Ligeledes i 1500-tallet blev der forfattet en mængde skrifter om dæmonologi. Bemærkelsesværdig er her filosoffen Jean Bodin, ophavsmand til enevældets ideologi, med sin De Magorum Daemonomania i 1580 med 20 udgaver på 20 år på fire sprog. Ifølge Bodin er der 50 hekse for hver troldmand, for kvinder er svagere af natur og giver lettere efter for djævelen. Alle midler - såsom tortur - måtte tages i brug for at komme dette uvæsen til livs, også elementerne, for ild ville rense verden for trolddom (hvoraf heksebålene), mens vand ville afsløre enhver heks; for sank hun, var hun uskyldig, men afviste vandet hende og lod hende flyde, var hun skyldig.
Dæmonologien hørte ikke til den del af den katolske kirkes lære, som Luthers tilhængere forkastede. Luther var selv meget overtroisk og mente, en af hans yngre søskende blev dræbt af en heks. På samme vis mente han, at retarderede børn skulle druknes, "for åndssvage børn er skiftinger, født af kvinder, der har haft omgang med djævelen […] De børn skal druknes, ikke af medlidenhed, men fordi djævelen hos skiftinger har taget sjælens plads".
I 1602 offentliggjorde den tyske præst Anton Praetorius bogen Gründlicher Bericht von Zauberey und Zauberern (= Grundig redegørelse om hekseri og heksemestre). Praetorius skrev og talte imod brugen af tortur og hekseprocesser i det hele taget.
Men heksejagten tog sin begyndelse i de katolske kredse: Dels da den katolske inkvisition omkring 1300-tallet også opsporede overtro og tryllekunst. De der kom under sådanne anklager blev herefter overgivet til de verdslige øvrigheder og skikken førte til den verdslige myndighed såvel tog på sig at opspore hekse, i 1300-tallet. Dels mere formelt i 1484 da pave Innocens 8. udstedte bullen
om at opspore udøvere af heksekunst - både mænd og kvinder - i visse dele af det nordlige Tyskland samt flere større byer i Rhin-området, og yderligere i 1486 hvor de to pavelige inkvisitorer i Tyskland - dvs. det Tysk-romerske rige - Heinrich Krämer og Jakob Sprenger - begge dominikanerer - udgav Heksehammeren (Malleus maleficarum), nærmest en håndbog i heksejagt. Den nyopfundne trykkekunst sørgede for en hurtig udbredelse. I England rejste heksejægere rundt og så efter kvinder med usårlige "heksemærker" på kroppen. I Tyskland stod de anklagede overfor en juridisk velskolet dommerstand og rutinemæssig tortur ved afhøringer. I Spanien tog inkvisitionen hånd om heksejagten, men forholdt sig skeptisk, og efter 1620 er der langt mellem dødsdommene.
I Danmark, og altså efter reformationen, kendes kong Christian 4. og hans svoger Jakob 6. af Skotland og 1. af England begge som overtroiske. Med sit skrift Daemonologie fra 1597, blev Jakob 6. den eneste konge i historien der kom til at udgive et skrift om trolddom, og han deltog også ved afhøringen af kvinder anklaget for udøvelse af heksekunst. Det spekuleres at hans mor Maria Stuarts voldsomme død må have påvirket ham stærkt.James VI and I: History's Most Notorious Royal Witch-Hunter - HistoryExtra
Christian 4. og Jakob 6. var begge overbevist om, at skotske hekse fremkaldte stormen, der rasede hele efteråret 1589, da kong Christians søster Anna skulle til Skotland for at vies til Jakob. Heksene (eller stormen) fik næsten forhindret ægteskabet, men til sidst rejste Jakob til Norge, hvor det kongelige bryllup stod i Oslo. Efter dette erklærede Jakob sig som djævelens største fjende, og hekseforfølgelserne i Skotland blev da også brutale. Torturen
Tortur har været en velkendt forhørsmetode ligeså lang tid der har været jura, siden romertiden, indtil der i 1700-tallet påbegyndtes et opgør. I den tidligere del af middelalderen var det
der fremherskede, en 'guds prøvelse' hvorunder den anklagede kunne vise sin uskyld - noksom bekendt er jernbyrden og vandprøven, der blev afskaffet ved lateran-konciliet af 1215, for kirkerettens vedkommende. Som følge af den katolske inkvisitions virke udkom senere den pavelige bulle
af 1252, der legitimerede den pinefulde afhøring af kættere, og den pavelige bulle
af 1326 legitimerede den pinefulde afhøring af troldomsudøvere og lignende.Se også
Det er muligt - og almindeligt anerkendt - den verdslige ret overtog den inkvisitoriske retsproces fra kirkens retspraksis, men ifølge Hugo Zwetsloot blev forhøret reelt taget i brug som følge af de mere ordnede retsforhold der efterhånden indfandt sig, omkring højmiddelalderen, hvorunder øvrighedspersoner overtog sagsøgers rolle - dvs. for at opretholde ro og orden. Den inkvisitoriske retsproces så den anklagedes tilståelse som et nødvendigt element i domsafsigelsen, og for at opnå denne bekendelse kunne der i visse tilfælde bruges tortur. Det gjaldt specielt grove forbrydelser, og i øvrigt blev anvendelsen reguleret af mange bestemmelser.
Danmark thumb|En heks på vej over Themsen I perioden fra 1540 til 1693, hvor den sidste heksebrænding skete, kendes tusind hekseprocesser. Mellem 1.300 og 2.000 hekse blev brændt, heraf blev mindst tusind kvinder brændt levende på bålet. Frifindelse var lige så almindelig som domfældelse, især efter 1576, da alle dødsdomme i heksesager skulle appelleres til landstinget. Ifølge Louise Hauberg Lindgaard drejer det sig om henved tusind henrettelser, og på den måde altså - antageligvis - henved et par tusind retsforløb. Indtil året 1660 var den højeste retsinstans Kongens Retterting, og her endte i alt 44 sager, som i de fleste tilfælde førte til frifindelse eller nedsat straf. Efter ediktet fra 1686, at der ikke måtte afsiges dødsdom over hekse uden højesterettens ord, ebbede heksejagten ud.Se evt. Gustav Henningsen vurderer omfanget af heksejagten som forholdsvis beskedent, og at det beskedne omfang ofte tilskrives to bestemmelser fra 1547, der anses for enestående i Europa. Ifølge den ene var udsagn fra personer dømte for tyveri, forræderi og trolddom, ikke at anse som pålidelige vidner i processer mod andre. Ifølge den anden bestemtes, at "ingen skal pinligen forhøres, førend han er dømt". Disse bestemmelser forhindrede domsprocessen over en heks førte til anklager mod andre. I en senere artikel noterer Henningsen dog at der alligevel findes nogen belæg for kædeprocesser.
I modsætning til i mange andre lande var det sjældent forekommende, at hekseanklagerne omfattede seksuel omgang med djævelen, i stedet fandtes anklagerne hyppigt baseret på "forgørelse", dvs. anklager om at have forvoldt død eller ulykke over andre mennesker gennem trolddom.
Den første dokumenterede hekseproces forgik i Stege i 1540, hvor en kvinde blev dømt til at brændes på bålet. Den største danske hekseproces - kaldt for Køge Huskors - foregik i 1612 i Køge. Her blev mindst 15 kvinder dømt til bålet. I både Danmark og Norge blev den heksedømte kvinde brændt levende, bundet til en stige, som blev væltet ind i bålet, når flammerne havde taget fat.