De indoeuropæiske sprog er en af verdens primære sprogætter, der omfatter de fleste europæiske sprog og mange sprog i Central-, Vest- og Sydasien.
Flere af verdens største sprog såsom engelsk, spansk, hindi, fransk og tysk hører til familien, og i dag tales indo-europæiske sprog sammenlagt af ca. tre milliarder mennesker – flere end nogen anden sprogæt. De primære grene af familien er germansk (herunder blandt andre dansk, engelsk og tysk), italisk (herunder latin og de romanske sprog som fransk, spansk og italiensk), keltisk (herunder sprog som walisisk og irsk), hellensk (herunder bl.a. nygræsk, såvel som de klassiske græske dialektformer og det mykenske sprog), indoiransk (fx farsi og hindi), slavisk (herunder bl.a. sprog som russisk og polsk), baltisk (herunder bl.a. litauisk), armensk, albansk og desuden de nu uddøde sprogfamilier anatolisk (herunder hittitisk) og tokharisk.
Indoeuropæisk er blandt de bedst udforskede sprogætter i verden, og deres slægtskab blev allerede fastslået i begyndelsen af det 19. århundrede, da slægtskabet mellem det klassiske indiske sprog sanskrit og de klassiske europæiske sprog oldgræsk og latin blev påvist. Det fælles ursprog, som udviklede sig til de moderne indoeuropæiske sprog menes at være blevet talt i det fjerde årtusinde inden vor tidsregning. Ursproget var grammatisk et bøjningssprog med otte-ni kasus, og det var lydligt karakteriseret ved en række laryngale lyde (produceret i struben). Disse lyde er forsvundet i alle sprogets efterkommere, men har efterladt sig systematiske reflekser, der gør det muligt at rekonstruere deres eksistens i ursproget.
Urindoeuropæerne menes at have været et hyrdefolk, som brugte heste og krigsvogne snarere end et bondefolk, fordi ordforråd, der peger på en sådan levemåde kan rekonstrueres til familiens ældste lag, hvorimod landbrugsrelaterede ord lader til at være af nyere dato i familien. Den bredest accepterede teori foreslår at urindoeuropæerne var medlemmerne af den såkaldte Kurgan-kultur, der beboede de centralasiatiske stepper i det fjerde årtusinde f.v.t. En konkurrerende teori mener at urindoeuropæerne levede i Anatolien i Lilleasien (vore dages Tyrkiet) i det 7. årtusinde f.v.t. og var de første, der bragte agerbrug ind i Europa.
Underfamilier
I dag tales indoeuropæiske sprog sammenlagt af ca. tre milliarder mennesker - flere end for nogen anden sprogæt.Anthony 2010:5 De indoeuropæiske sprog som har flest talere er germansk, indo-iransk, italisk (især romansk), og slavisk. De anatolske og tokhariske underfamilier er uddøde og kendes kun igennem skriftligt overleverede kilder. Mange andre indoeuropæiske sprog og sprogfamilier må have eksisteret i fortiden uden at have efterladt sig spor.
I dag anerkendes almindeligvis ti forskellige undergrupper af de Indoeuropæiske sprog. Nogle argumenterer for at der er en nær relation mellem de italiske og keltiske sprog, og grupperer dem sammen som italo-keltisk. Andre argumenterer for at græsk og armensk deler et fælles ophav. Og andre igen mener ikke at baltisk og slavisk kan klassificeres som en fælles gruppe.
Albansk thumb|Albanske dialekters udbredelse Det albanske sprog er (sammen med græsk og armensk) et af de få indoeuropæiske sprog, der ikke synes at have nogen nære slægtninge, men må spores direkte tilbage til ursproget, men der er enkelte fællestræk med såvel det græske som de germanske og baltoslaviske sprog. Nogle lingvister mener, at albansk kan nedstamme fra et af de illyriske sprog, der i antikken taltes på den vestlige del af BalkanhalvøenI sin seneste bog støtter Eric Hamp teorien om at det illyriske sprog tilhører den nordvestlige gruppe, at det albanske sprog nedstammer fra illyrisk, og at albansk er relateret til messapic, der er en tidlig illyrisk dialekt (Comparative Studies on Albanian, 2007)., men da disse er uhyre dårligt belagt, er det meget svært at konkludere noget endegyldigt.
Albansk har to hoveddialekter, der kaldes Gheg-albansk og Tosk-albansk. Shkumbinfloden udgør grænsen mellem de to dialekter. Gheg tales i det nordlige Albanien, Kosovo, det nordvestlige Makedonien, det sydøstlige Montenegro og det sydlige Serbien af indbyggere af albansk oprindelse. Tosk tales syd for Shkumbin. Udover de to hoveddialekter findes dialekterne "arbëresh", der tales af den albanske diaspora i Italien, og "arvanitika", der tales af den albanske diaspora i Grækenland. Sproget blev først beskrevet i 1400-tallet og er blevet kraftigt påvirket af sine nabosprog (særligt græsk, latin, slavisk og tyrkisk), og på grund af denne store indflydelse fremstår det i dag som ganske fjernt fra urindoeuropæisk.Beekes 1998:25
Anatolisk thumb|Omtrentlig udbredelse af anatolske sprog i det andet årtusinde fvt. Blå er Luvisk, gul hittitisk og rød palaisk. Derudover taltes hattisk, hurritisk og senere hellenske sprog i området. Den anatoliske familie anses for at være den første sproggruppe, der udsprang fra det indoeuropæiske ursprog. Alle de anatoliske sprog er i dag uddøde og kendes kun fra historiske kilder, mange af dem skrevet med kileskrift. I dag kendes 25.000 skriftplader på hittitisk. Sprogene taltes i Lilleasien på den anatolske højslette, i de områder der i dag findes i det indre Tyrkiet, og i det nordlige Syrien og Irak. De anatoliske sprog inkluderer hittitisk som taltes af hittitterne i det andet årtusinde f.v.t., og derudover sprogene palaisk, luvisk, lykisk, karisk og lydisk. Palaisk og hittitisk har optaget mange lån fra hattisk og hurritisk - to ikke indoeuropæiske, måske kaukasiske sprog, som taltes i området inden Hittiterne tog magten. Luvisk taltes på Tyrkiets ægæiske kyst, måske i Troja, og i det sydøstlige Tyrkiet og nordlige Syrien, hvor det overlevede længere end hittitisk. Luvisk blev også ofte skrevet med Luviske hieroglyffer snarere end kileskrift. Teksterne, hvoraf de ældste er nedskrevne omkring 1700 f.v.t., blev først tydet af Bedřich Hrozný i 1917.Beekes 1995:20-21 Ifølge den indo-hittitiske hypotese anses de anatoliske sprog for at have splittet fra præ-urindoeuropæisk, så familien snarere er en søster-sprogæt til indoeuropæisk end en del af sprogætten. Hittitisk har haft særlig betydning for forståelsen af indoeuropæisk sproghistorie, dels fordi det er det først dokumenterede indoeuropæiske sprog, og dels fordi dets fonologi udviser konservative træk, såsom bevarelsen af de laryngale fonemer.Mallory & Adams 2006:28-31
Armensk Armensk udgør også sin egen gren af sprogætten. Nogle forskere anser armensk for at dele ophav med græsk, andre med anatolsk. Sproget har optaget mange låneord fra de iranske sprog. Det armenske lydsystem har undergået omsiggribende forandringer og selv ord, der er beslægtede med ord i andre indoeuropæiske sprog, kan ofte være svære at genkende.Beekes 1998:20 For eksempel er det armenske ord for "to" erku direkte afledt fra den indoeuropæiske rod *dwō "to", selvom de lydligt er fuldstændigt forskellige.Winter, W. (1992). Armenian. Indo-European Numerals, 57, 347.DeLisi, J. (2013). Feature metathesis and the change of PIE* du̯ to Classical Armenian-rk-*. Diachronica, 30(4), 469-491.thumb|381x381px|Indoeuropæisk stamtræ Balto-Slavisk thumb|left|Lande hvor sprog af de tre hovedgrene af den Slaviske sprogstamme tales. (De Baltiske sprog er ikke med på kortet) Balto-slavisk udgøres af de slaviske sprog, herunder sprog som russisk, polsk, tjekkisk, bulgarsk, serbokroatisk, og baltisk først og fremmest repræsenteret ved litauisk og lettisk - og de uddøde prøjsiske sprog. Især litauisk er et meget konservativt sprog og tekster på oldlitauisk har spillet en afgørende rolle i rekonstruktionen af urindoeuropæisk. Det ældste slaviske sprog er oldkirkeslavisk, nedskrevet i det 9. århundrede i glagolitisk skrift.Beekes 1995:22-23Sussex, R., & Cubberley, P. (2006). The Slavic Languages. Cambridge University Press. Slavisk inddeles i tre grene, sydslavisk (serbokroatisk, bulgarsk, makedonsk, slovensk), vestslavisk (sorbisk, polsk, tjekkisk, slovakisk) og østslavisk (russisk, ukrainsk og hviderussisk). De baltiske sprog, især litauisk har været særligt vigtige for forståelsen af urindoeuropæisk grammatik og fonologi, fordi de generelt er meget konservative sprog. Baltisk bevarer for eksempel 7 af de 8 urindoeuropæiske kasus, og dualis, selvom genussystemet er blevet simplificeret til maskulin/feminin (undtaget i oldprøjsisk, hvor intetkøn blev bevaret).Hans Henrich Hock, Brian D. Joseph. 1996. Language History, Language Change, and Language Relationship: An Introduction to Historical and Comparative Linguistics Walter de Gruyter, Jan 1, 1996 pp. 52-54
Germansk thumb|right|Den før-romerske bronzealderkulturs udstrækning, denne kultur anses for måske at have været talere af urgermansk. Den germanske sprogfamilie udgøres af de vestgermanske sprog såsom engelsk, tysk, frisisk og nederlandsk, de nordgermanske sprog udsprunget af oldnordisk herunder islandsk, norsk, dansk, svensk og færøsk, og de uddøde østgermanske sprog, kun kendt igennem gotisk. De germanske sprog kendetegnes ved den germanske lydforskydning, der gjorde at de urindoeuropæiske stemte konsonanter **b, **d, **g afstemtes til urgemansk *p, *t, *k, de stemte aspirerede konsonanter *bh, *dh, *gh afaspireredes til *b, *d, *g, og de ustemte konsonanter **p, **t, **k blev til frikativerne *f, *þ, *x.Beekes 1995:27-29Mallory & Adams 2006:19-23 Det urgermanske sprogsamfund menes at have hørt hjemme i det sydlige Skandinavien, og på den polske og tyske østersøkyst, og den frisiske og nederlandske nordsøkyst. Muligvis kan enkeltgravskulturen der gjorde sit indtog i Danmark omkring 2.500 f.v.t. have været de tidligste indo-europæere i Skandinavien, som udviklede sig til de nordiske bronzealderkulturer som muligvis repræsenterer det urgermanske folk.Ekkehard Konig, Johan van der Auwera. 1994. The Germanic Languages. Routledge De germanske sprog deler en række låneord overtaget fra et ikke-identificeret sprog, muligvis et præindoeuropæisk sprog, som har erstattet mange af de ord der deles mellem de fleste andre indoeuropæiske sprog. Andre låneord i urgermansk kommer måske fra keltiske sprog. Ord der oprindeligt menes at komme fra keltisk er blandt andre ordene *rīk- ‘konge’ and *rīkiją ‘rige’ fra urkeltisk *rīg- ‘konge’, īsarną ‘jern’ fra urkeltisk *ēsarnom, og *brunjǭ ‘brynje’, *lēkijaz ‘læge’, og flere andre ord som antyder at urgermanerne overtog metallurgisk teknologi, og vigtige samfundsrelaterede begreber fra deres keltiske naboer i centraleuropa.http://www.ling.upenn.edu/~kroch/courses/lx310/handouts/handouts-09/ringe/celt-loans.pdfWayne Harbert. 2006. The Germanic languages. Cambridge University Press. I middelalderen ekspanderede de germanske folk igennem hele Europa. Især goterne (fra Sverige/Gotland), nåede langt, og grundlagde kongeriger på den Iberiske halvø, (Spanien), i Nordafrika, i Italien og ved Sortehavet. Anglerne og saxerne rejste fra Nordtyskland til Britannien (England), hvor de grundlagde de angelsaksiske kongeriger. De norrøne folk fra Norge, Danmark og Sverige ekspanderede også, de etablerede kongeriger i England, Irland, og Nordfrankrig, og de befolkede Island, og fortrængte gradvist de samiske folk i Nordskandinavien. På den måde spredtes de germanske sprog igennem hele Vesteuropa og germanske låneord er i dag udbredt i både de italiske og keltiske sprog.
Hellensk thumb|left|De græske dialekters udbredelse i antikken. Græsk taltes i store områder af Tyrkiet, indtil det blev fortrængt af tyrkisk i middelalderen.