thumb|Del af blad set fra undersiden. Bladribber ses tydeligt. Bladet (oldnordisk: blað) er ud over stænglen og roden et af de tre grundorganer hos de højere planter, og i fagsproget betegnes det som organtypen phyllom. Blade er udvoksninger ved siden af knopperne (nodi) på stænglen. Bladenes oprindelige funktion er fotosyntese (opsamling af lysenergi bundet i organisk stof) og transpiration (fordampning, der driver optagelse og transport af uorganiske stoffer). Planter kan i et vist omfang også optage vand igennem bladene.
Blade findes kun hos karplanter, dvs. hos bregner (Pteridophyta) og frøplanter (Spermatophyta). Derimod mangler de hos mosser og alger, som kan have bladlignende dannelser på deres thallus, hvor de dog kun kan betragtes som analoge til bladene.
Rigdommen af bladformer er enorm. I visse tilfælde er der i løbet af evolutionen opstået bladorganer, der ikke længere har noget at gøre med bladets oprindelige funktioner: fotosyntese og transpiration, f.eks. blosterblade, bladtorne og bladranker, ligesom knopskællene er omdannede blade. thumb|Blad fra en Lind (Tilia sp.)
Generelle forhold
Blade er typisk flade og tynde. Det gør, at solens lys kan komme godt ind i vævet, og at cellernes grønkorn ikke skygger så meget for hinanden. Nåletræers blade er omdannet til nåle, og de har fotosyntese.
Fordelen ved bladets flade form er også, at det har godt termisk kontakt med luften. Solen bager i solskin med en energi på ca. 1.000 J/m²/Sek (solarkonstanten).
En anden fordel er, at bladene bremser vinden og fremmer luftopblandingen via turbulens. Det er bl.a. derfor, at et levende hegn er bedre end et vedligeholdeseskrævende "dødt" hegn. Det koster dog planterne dyrt, at det forholder sig sådan. Forsøg i vindtunnel har vist, at der er en betydelig dynamisk opdrift, når blade udsættes for blæst, og den gør, at træer og buske mister grene i storme, men resten af tiden er turbulensen en fordel for planterne.
I de fleste planter er bladene også stedet, hvor respiration, transpiration og guttation foregår. Nogle blade kan lagre energi kemisk og vand (sukkulenter) og har i visse planter også andre formål.
Bladenes gasudveksling sker spontant (ved diffusion) gennem små 10 μm lange lukkelige spalteåbninger, som på latin kaldes stoma (ental) og stomata (flertal). Stoma (spalteåbningen) er omgivet af to læbeceller, og ved at regulere deres turgortryk kan planten henholdsvis åbne og lukke stoma.
Anatomi thumb|Illustration af et blads tværsnit.1. Kutikula2.Oversidens overhud3.Palisadevæv4.Svampevæv5. Undersidens overhud6. Spalteåbning7. Læbeceller8.Vedkar (xylem)9.Sikar (phloem)10. Ledningsstreng. Den her beskrevne, anatomiske opbygning gælder for et normalt løvblad. Det er dog fælles for alle bladtyper, at de har både epidermis, mesofyl og ledningsstrenge.
Epidermis
Bladet er aflukket i forhold til omverdenen med en hinde, epidermis, der kun består af ét cellelag. Epidermis har yderst et lag, som er uigennemtrængeligt for vand, nemlig kutikula, som forhindrer en uhæmmet fordampning. Cellerne i epidermis har som regel ikke grønkorn eller kloroplaster (de organeller, hvor fotosyntesen foregår). Undtagelserne ses i epidermis hos hygro-, helo- og hydrofytter samt hos visse skyggeblade. De mest bemærkelsesværdige undtagelser er dog læbecellerne omkring spalteåbningerne (stomata), som altid indeholder kloroplaster. Spalteåbningerne tjener til regulering af luftskiftet ind og ud af bladet, først og fremmest dog afgivelsen af vanddamp. Efter fordelingen af spalteåbningerne skelner man mellem hypostomatiske (med åbninger på bladets underside), amfistomatiske (åbninger på begge bladsider) og epistomatiske blade (med åbninger på bladets overside som f.eks. hos flydebladsplanter).
Når epidermis danner udvækster, kaldes de hår (trichomer), men hvis dybere cellelag deltager i dannelsen, taler man om emergenser, f.eks. torne og kirtelhår.
Mesofyl (bladparenkym)
Det fotosynteseaktive væv kaldes mesofyllet. Det er for det meste opdelt i et lag lige under den øverste epidermis, som kaldes palisadevæv, og et dybere lag, som kaldes svampevæv. Palisadevævet består af 1-3 lag af aflange, lodrette celler, der er rige på grønkorn. Det er palisadecellerne, der har fotosyntese som deres vigtigste opgave, og de rummer ca. 80 % af plantens grønkorn. Svampevævet består af uregelmæssigt formede celler, og netop den uregelmæssige form skaber mange hulrum mellem cellerne (intercellulærrum). Svampecellernes vigtigste opgave er at lette udluftningen af bladets indre. Disse celler er forholdsvis fattige på grønkorn.
Ledningsstrenge
Ledningsstrengene findes ofte i det øverste svampevæv på grænsen mellem palisade- og svampevæv. Opbygningen svarer til den, man finder i stænglens ledningsstrenge. Disse strenge drejer ud fra stænglen og fører gennem bladstilken ud i bladpladen. Det er mest almindeligt, at vedkarrene (xylem) ligger øverst, dvs. mod bladets overside, mens sikarrene (phloem) ligger nederst.
Store ledningsstrenge omgives ofte af en invendig overhud (endodermis), som her kaldes strengskede, og som regulerer stofudvekslingen mellem ledningsstrengen og bladvævet. Ledningsstrengene ender blindt i bladvævet, men før det sker er strengene blevet kraftigt reducerede. Først bliver der færre af sikarrene, og så forsvinder de helt. Derefter bliver der kun de skrueformede trakeider tilbage af vedkarrene, og til sidst ender de blindt. Bladet er som regel så godt forsynet med ledningsstrenge, at ingen bladcelle ligger længere væk end syv cellers afstand. De små områder mellem ledningsstrengene kaldes arealer eller interkostalfelter. Ledningsstrengenes funktion er at befordre vand og uorganiske stoffer ind i bladet (via vedkarrene) og fotosynteseprodukter ud af bladet (via sikarrene).
Afstivningsvæv I nærheden af ledningsstrengene eller ved blandrandene findes ofte træagtige strenge (sklerenkymstrenge), der tjener til at afstive bladvævet. Det samme formål tjener mange arters lag af afstivningsvæv, som er indlejret under epidermis.
Inddeling efter anatomiske forhold
thumb|Bladtyper i tværsnit: Prikket = palisadevæv; de træagtige dele af ledningsstrengene er sorte; bladundersiden er markeret med en tyk linje; A = Normalt tosidet blad; B = omvendt tosidet blad bifaziales blad (Rams-Løg); C og D ensidet rundblad (Hvidløg, Lyse-Siv); E = ensidet sværdblad (Iris-slægten); F = ligesidet fladblad; G = ligesidet nåleblad; H = ligesidet rundblad (Stenurt). Man adskiller de forskellige typer af blade efter den måde, som palisadevævet er formet på. De fleste blade er opbygget tosidet, dvs. at der dannes en over- og underside. Ved normale, tosidede, dorsiventrale blade ligger palisadevævet øverst, dvs. ved "rygsiden", dorsalt, og svampevævet nederst, dvs. ved "bugsiden", ventralt. Ved omvendt tosidede blade (B) ligger palisadevævet nederst. Ved ligesidede blade (F, G) er over- og undersiderne ensartet forsynet med palisadevæv, og inde i midten ligger så svampevævet. Et typisk eksempel er nålene hos Fyr (G). Ved ensidede blade (C, D) dannes over- og underside ud fra undersidens dannelsesvæv. De kan forstås som en videreudvikling af de omvendt tosidede blade, hvor bladets overside er reduceret. På tværsnit af de ensidede blade ligger ledningsstrengene i en cirkel eller bue, hvor sikarrene ligger øverst-yderst. Bladstilkene er ofte ensidede ligesom bladene hos mange enkimbladede som f.eks. Siv, hvis blade er stængelagtige. Man ser en speciel udvikling hos Iris-slægten, hvis ensidede blade på ny er blevet flade, men nu langs bladaksen, så der dannes ”ridende” blade (sværdblade).
Bladets morfologi
Et blad kan typisk opdeles i nogle bestanddele. Hos Tokimbladede planter består et typisk blad af bladfod med eventuelle fodflige (tidligere kaldt akselblade), bladstilk og bladplade. Mange planter har blade som er ganske omdannede fra denne grundstruktur, og hver enkelt del kan variere meget i udformning fra art til art. Hos mange Enkimbladede planter, består et typisk blad af en rørformet bladskede, der omslutter stængelsen, og en flad bladplade. Enkimbladede planter har aldrig fodflige.
Bladfod og fodflige
Bladfoden er bladets nederste del som fæstner bladet til skuddet. Den kan være mere eller mindre fortykket. Hos visse arter fortsætter bladfoden på begge sider af skuddet som vingeagtige striber ned langs skuddet. Man taler så om en "vinget" stængel.
thumb|Hos Feber-Nellikerod er fodfligene veludviklede – hvilket er karakteristisk for Rosen-familien. De er formet næsten som normale løvblade. Fodflige (Stipuli) er sidestillede, bladagtige udvækster fra bladfoden. De er ofte ganske små og hos mange plantearter mangler de helt, eller de tabes straks efter løvspring. Hos nogle arter er fodfligene omdannede til knopskæl, der hurtigt visner.
Hos visse familier er fodfligene stærkt udviklede, som f.eks. hos de ærteblomstrede, rosenfamilien og violfamilien. De kan enten være helt frie (f.eks. hos vikkerne eller tilsyneladende sammenvokset med bladstilken (f.eks. hos roserne).
Hos nogle træarter, som f.eks. Lind, Avnbøg eller Poppel er fodfligene formet som hudtynde, men ikke grønne skæl, der falder af snart efter, at bladet er udfoldet. Hos Pileurt er fodfligene sammenvoksede og omdannede til en hudagtig skede, der omslutter stænglen som et kort rør.
Bladstilk Bladstilken (petiolus) er et organ der mest består af styrke- og transportvæv og som – mere eller mindre klart adskilt fra bladplanden – forbinder denne med stænglen. Mangler bladstilken helt taler man om siddende blade. I enkelte tilfælde består bladet tilsyneladende kun af stilken, som så til gengæld er flad og bred, men hvor en gentlig bladplade mangler. Det drejer sig om de såkaldte (phyllodier), som f.eks. ses hos mange Akacier.
Bladplade Bladpladen (Lamina) danner i de fleste tilfælde hovedparten af bladet, den som man ofte anser for at være det egentlige blad. Bladpladen er under normale forhold det organ, hvor fotosyntese og transpiration i hovedsagen finder sted. thumb|Bladpladens dele: 1 Midtstreng, 2 Sidestreng, 3 Bladrand, 4 Bladgrund, 5 Bladspids. På de fleste bladplader er den såkaldte ”nervatur”, ledningsstrengenes forløb, meget iøjnefaldende. Fremtrædende ledningsstrenge kaldes også bladribber. Mange blade har både en tydelig midtribbe (1), der ses som en forlængelse af bladstilken, og afgrenende sideribberne (2). I daglig tale bliver ledningsstrengene kaldt ”nerver” eller ”årer”, men dette anses for mindre velvalgt, da ledningsstrengene hverken har signal- eller kredsløbsfunktion.
Ledningsstrenge
Der skelnes mellem tre former for nervatur, og denne skelnen har også systematisk betydning. Hos de enkimbladede planter finder man hovedsageligt en parallel nervatur. Her forløber hovedribberne på langs ad bladet og parallelt med hinanden. Deraf kommer den hele bladrand, man oftest ser hos enkimbladede. Det er særligt tydeligt hos græsserne. Hovedribberne og også de mange, mindre parallelle ledningsstrenge er dog forbundet med hinanden via små, men for det meste synlige ledningsstrenge (transversale anastomoser). Den parallelle placering af ledningsstrengene medfører også, at spaletåbningerne sidder parallelt.
De fleste tokimbladede planter har en kompliceret, netagtig nervatur. Det der det, der gør, at bladpladerne kan have næsten enhver tænkelig form. Denne formrigdom hos bladene gør dem til vigtige kendetegn ved genkendelsen af plantearterne.
Hos bregnerne og Ginkgo finder men derimod en gaffel- eller etagenervatur. Her er ledningsstrengene todelt (gaffelformet) spaltede og ender blindt ved den forreste bladrand.
Bladpladerne kan være hudagtige, læderagtige eller sukkulente. Graden af hårbeklædning har stor betydning for bladenes transpiration og forsvar mod fjender.
Med hensyn til bladformen er det vigtigt: