Måløv Boldklub (forkortet Måløv BK, Måløv B., MB) er en dansk fodboldklub, der er hjemmehørende i den københavnske forstadsby Måløv, Ballerup Kommune. Foreningen blev grundlagt i 1935 med fodbold og gymnastik som det første på programmet, men der blev i de efterfølgende år optaget yderligere sportsgrene, så man ved klubbens 25 års jubilæum i 1960 havde afdelinger for fodbold, håndbold, badminton, gymnastik og bordtennis. I 1972 besluttedes det at udskille de enkelte sportsgrene i nye selvstændige foreninger, således at klubben fremover udelukkende varetog fodboldspillet. Fodboldklubben er medlem af lokalunionen DBU Sjælland, og derigennem det nationale fodboldforbund Dansk Boldspil-Union (DBU), og havde i år 2010 samlet 433 medlemmer fordelt på afdelinger for herrer og kvinder samt ungdom og seniorer. Klubfarverne er rød og hvid, hvilket afspejles i såvel klubbens logo samt spilledragt.
De bedste seniormandskaber for herrerne og kvinderne i Måløv Boldklub spiller pr. 2011 i de lavererangerende serier under den sjællandske lokalunion og afvikler alle deres hjemmebanekampe på opvisningsbanen på Måløv Idrætspark (Måløv Stadion). Begge af klubbens 1. seniorhold har igennem hele deres eksistens fortrinsvist spillet i de lavere rangerende lokale serier. For kvindernes vedkommende har det bedste resultat for 1. seniorholdet været deltagelse i kvindernes Sjællandsserie i slutningen af 1980'erne. Den første del af 1990'erne førte en række oprykninger med sig. Fra en placering i den sjællandske Serie 3 i 1989-sæsonen avancerede klubbens 1. herreseniorhold for første gang i historien til deltagelse i den bedste sjællandske fodboldrække og tre sæsoner senere sikredes yderligere oprykning til de landsdækkende fodboldrækker administreret af Dansk Boldspil-Union. I de mellemliggende sæsoner fra 1997 til og med år 2005 spillede det bedste herreseniorhold i henholdsvis den fjerdebedste og femtebedste danske fodboldrække, Danmarksserien og den daværende halvårlige Kvalifikationsrækken. I samme periode kvalificerede mandskabet sig i fire omgange til den landsomfattende hovedturnering af DBU's pokalturnering og nåede som den ene af to serieklubber frem til 1/16-delsfinalerne i 1999/2000-sæsonen.
Foreningens historie 1935–1971: Grundlæggelsen, tiden før og baneanlæg Den første idrætsforening med hjemsted i Måløv, der er kendskab til, blev stiftet i 1912 af Johannes Madsen (senere handelsmand), Edvard Jørgensen (senere træskomager) og Jens Seierøe (senere vognmand) under navnet Maaløv Fodsportsforening (forkortet MFF) med Madsen som formand og Jørgensen som kasserer. Foreningen havde sportsgrenene løb og fodbold på sit program, hvor der til fodbold benyttedes to marker — en mark mellem højris og købmand Jørgen Andersen samt en mark tilhørende Korsvejsgård — og til løb i forbindelse med stævner en strækning fra Måløv til Ballerup. Som mange andre af samtidens idrætsforeninger i området fik Måløv Fodsportsforening en kort levetid og ophørte, da næsten alle medlemmerne indkaldtes til soldatertjeneste under 1. verdenskrig i 1914. Efter verdenskrigens afslutning i 1918 og frem til år 1935 dyrkede man på ny sport i Måløv uden at der dog foreligger skriftlige kilder under hvilke former, dette foregik.
Samme Johannes Madsen tog godt 23 år senere igen initiativet til danne en ny organiseret forening ved at indkalde sportsinteresserede fra Måløv og den nærliggende landsby Smørum, hvor man forinden havde haft et samarbejde med sportsfolk, man ønskede at bevare, til et møde på Måløv Kro den 21. februar 1935. Klubbens første bestyrelse udgjordes af Peter Christensen (formand; fra Maaløv), Almer Jensen (kasserer; fra Smørum), Aage Olsen (fra Smørum), Hans Nielsen (fra Maaløv), Chr. Petersen (fra Maaløv), Johannes Madsen (fra Maaløv) og Helmuth Nielsen (fra Smørum) med Lars Jensen (fra Smørum) og Hans Henriksen (fra Smørum) som suppleanter og var en blanding af personer fra Måløv og Smørum. På den stiftende generalforsamling, hvor godt 20 mennesker mødte op, blev foreningen ligeledes navngivet Maaløv og Omegns Idrætsforening (forkortet M&OI), hvilket dog kun holdt frem til den næste generalforsamling senere samme år, hvor man ændrede navnet til Maaløv Boldklub (forkortet MB) samtidig med enkelte lovændringer. Retskrivningsreformen i 1948 og indførslen af bolle-å i det danske alfabet førte med tiden til yderligere en ændring af klubnavnet til 'Måløv Boldklub'. Fodboldspillet og gymnastik var de idrætsgrene, som var med på idrætsklubbens program fra begyndelsen i 1935, mens håndbold kom til få år senere. Badminton blev inkluderet i 1946 og svømning kom til i 1970.
Ved foreningens grundlæggelse eksisterede der ingen offentlig idrætsplads og medlemmerne måtte henlægge deres idrætsudfoldelser til en række af områdets græsmarker, som blev udlånt eller udlejet. Som baner til idrætsudfoldelserne anvendtes de nogenlunde plane græsningsarealer hos egnens gårdejere, heriblandt Tvillinggården ud til Smørumvejen, en mark på Lærkenborg og i en enkel sæson havde man først en bane mellem højris og købmand Jørgen Andersen og dernæst en bane "lige på den anden side af jernbane ved vejen til Storemosen". Baneforholdene var ikke af en kvalitet, der egnede sig til afvikling af turneringskampe og disse blev i stedet spillet i nabobyen Ballerup, som Måløv er forstad til. Den 8. august 1937 indviedes et kommunalt anlæg, bestående af en ny plan fodboldbane, med en indvielsestale af daværende sognerådsformand Jens Smørum og med en fodboldkamp mellem Maaløv Boldklub og Frederikssund IK. Fodboldbanen var blevet anlagt med håndkraft på en bakkeskråning på foranledning af Ballerup-Måløv Sognekommune til fordel for ungdommen i Måløv og skulle afhjælpe manglen på brugbare græsbaner i de foregående år. Ved skolestien op til Måløv Hovedgade indviede man samtidig for første gang et klubhus. Det blev dog hurtigt klart, at minimumsmålene for en fodboldbane til afvikling af turneringskampe ikke var opfyldt og der måtte søges dispensation hos Sjællands Boldspil-Union for at få tilladelse til at spille seniorfodbold. Med mindre justeringer benyttedes denne ene fodboldbane til både træning, turneringskampe og som håndboldbane fra 1937 til 1960. Efter langtrukne forhandlinger med kommunen kunne man i 1960 tage en ny boldbane langs med skolestien i brug og samtidig kom en grusbane med lysanlæg til. Den resterende del af græsarealet mellem den eneste græsbane og parkeringspladsen ved den senere Måløvhal tog man i brug det efterfølgende år. På arealet med den første bane opførtes i stedet Måløv Skole.
thumb|right|250px|Maaløv Boldklubs førstehold i 1942, hvor man spillede i den daværende lokale A-rækken under Sjællands Boldspil-Union (SBU). Der blev ved klubbens stiftelse omgående søgt om optagelse i det lokale fodboldforbund Sjællands Boldspil-Union (SBU) med et hold i SBU's daværende B-rækken. Klubbens første formand, Peter Christensen, spillede i denne periode som center-halfback foruden at fungere som fodbold- og håndboldtræner. 1. herreseniorholdet sikrede sig i foråret 1938 direkte oprykning til SBU's daværende A-rækken, da førsteholdet med sin 1. plads (12 points, efter en omkamp mod Farum Idræts Klubs andethold) blev turneringsvinder af sin kreds i B-rækken, men tabte den første kamp i turneringen om sjællandsmesterskabet for B-rækken. I den første tid efter grundlæggelsen resulterede den øgede interesse for den nye klub og boldspillet sig i mange indmeldelser af nye spillere og gjorde at man hurtigt kunne stille op med to seniorhold samt juniorhold i SBU's turneringer. Således havde Maaløv Boldklub endnu et hold, som deltog i samme kreds i B-rækken som førsteholdet i forårssæsonen 1938 og endte på en 6. plads. Foruden turneringerne under den lokale fodboldunion deltog man denne periode også i mange omkringliggende fodboldstævner. Vanskeligheder med at få valgt en ny bestyrelse på generalforsamlingen i 1939 truede på et tidspunkt med at opløse foreningen, men den mindre krise blev overvundet med tiltrædelsen af Jens Seierø som ny bestyrelsesformand.
Trods spillemæssige problemer i de første sæsoner formåede Maaløv Boldklubs 1. seniorer at bevare sin plads i SBU's A-rækken og i foråret 1943 kunne man slutte den regulære sæson af som kredsvinder med 23 points i 12 kampe. Førsteholdet skulle derefter deltage i puljeoprykningsturneringen om kvalifikation til den højererangerende række (Oprykningsrækken), hvor et par kampe endvidere blev spillet i Damgårdsparken i Ballerup grundet hjemmebanens beskedne størrelse, men formåede ikke at avancere efter nederlag i den fjerde og afgørende kamp mod Roskilde B1906 med cifrene 3—4. Samme år avancerede andetholdet fra B-rækken til A-rækken, hvor man spillede frem til 1945 og rykkede ned inden afslutningen på 2. verdenskrig, som i foråret 1945 havde forhindret afviklingen af lokalunionens turneringer. Klubbens førsteholdsmandskab blev kredsvinder i den efterfølgende sæson — andetholdet endte på en samlet sjetteplads — og i puljeoprykningsturneringen tabte man igen mod Roskilde B1906 efter to sejre mod Brøndbyøster IF (8—4) og Frederikssund IK (9—2). Førsteholdet deltog i A-rækken indtil foråret 1947, hvor klubben besluttede at trække holdet ud i løbet af turneringen og fortsætte i B-rækken. I efterkrigsårene, da Maaløv Boldklub havde et hold i B-rækken, løb man ind i et 31—0 stort nederlag til Ølstykke I.F. Fodbold. Det var først i foråret 1954, at klubbens repræsentative mandskab igen fik spillet sig op i A-rækken, men allerede to år efter, i efteråret 1956, rykkede holdet ned i B-rækken. I 1960'erne og 1970'erne skiftedes fodboldafdelingens 1. seniorhold med at spille i henholdsvis Serie 4 og Serie 5 — de laveste seniorrækker under Sjællands Boldspil-Union — indtil man i 1979-sæsonen sikrede sig oprykning til Serie 3 under den lokale fodboldunion.
1972–1996: Adskillelse af idrætten og sportslig fremgang Den organiserede idræt i Måløv var frem til 1972 samlet under Måløv Boldklub, som i løbet af årene havde optaget flere sportsgrene i klubben. Fodboldspillet var på programmet fra start og der oprettedes hurtigt en håndboldafdeling med dame-, herre- og juniorhold, som spillede på pladsen, hvor Maaløvhus nu ligger, og på de samme baner som der blev afviklet fodboldkampe. Gymnastikafdelingen, som blev en del af den nystiftede forening, da man overtog den fra Maaløv Skytteforenings program og samtidig købte gymnastikredskaberne fra dem, var i begyndelsen forbeholdt vintertiden i kroens sal. Gymnastikken og bordtennis havde i de tidlige år svære vilkår og en lav tilslutning. Bordtennisafdelingen eksisterede sidst i perioden 1950-1960 og lukkede grundet mangel på lokaler, mens man hos gymnastikafdelingen i perioder måtte nedlægge afdelingen for senere at starte den op igen. I februar 1960, ved klubbens 25 års jubilæum, kunne det fælles klubblad Maaløv Sport, der udkom for første gang i januar 1952 med daværende formand Hans Nielsen som bladets første redaktør, notere sig afdelinger for fodbold, håndbold, badminton, gymnastik og bordtennis.