Operation Blau (dansk: Operation Blå; tysk: Fall Blau) var det tyske kodenavn for Wehrmachts plan for den strategiske sommeroffensiv i det sydlige Rusland i 1942, der fandt sted mellem den 28. juni og 24. november 1942 under 2. verdenskrig. Målet var at erobre oliefelterne i Baku (Aserbajdsjanske SSR), Grosnyj og Majkop. Dette havde dels til formål at gøre det muligt for tyskerne at genforsyne deres lave brændstofbeholdninger og samtidig fratage Sovjetunionen deres olieforsyninger, for dermed at fremtvinge et totalt sammenbrud af den sovjetiske krigsindsats.
Efter at Operation Barbarossa det foregående år ikke havde formået at knuse Sovjetunionen som en politisk og militær trussel, indså Adolf Hitler, at Tyskland nu var låst fast i en udmattelseskrig. Han var også bevidst om, at Tyskland var ved at løbe tør for brændstof og ikke ville være i stand til at fortsætte angreb dybere ind i fjendtligt territorium uden større forsyninger. Med dette i mente beordrede Hitler forberedelsen af offensive planer for sommeren 1942 for at sikre de sovjetiske oliefelter i Kaukasus. Operationen involverede et todelt angreb: et fra aksemagternes højre flanke mod oliefelterne i Baku – kendt som Operation Edelweiss – og et fra venstre flanke, der havde til formål at beskytte det første angreb. Angrebet fra venstre flanke bevægede sig i retning af Stalingrad langs Don-floden og var kendt som Operation Fischreiher..
Den tyske hærs Armégruppe Syd (Heeresgruppe Süd) blev opdelt i Armégruppe A og B (Heeresgruppe A og B). Armégruppe A fik til opgave at gennemføre Operation Edelweiss ved at krydse Kaukasus-bjergene for at nå oliefelterne i Baku, mens Armégruppe B beskyttede flankerne langs Volga og derved gennemføre Operation Fischreiher. Støttet af 2.035 Luftwaffe-fly og 1.934 kampvogne og stormartilleri begyndte den 1.570.287 mand store Armégruppe Syd offensiven den 28. juni. De rykkede 48 kilometer frem på førstedagen og fejede let de 1.715.000 overforstående soldater fra Den Røde Hær til side, da disse fejlagtigt forventede en tysk offensiv mod Moskva – selv efter Operation Blau var gået i gang. Det sovjetiske sammenbrud i syd gjorde det muligt for tyskerne at indtage den vestlige del af Voronezj den 6. juli og krydse Don-floden nær Stalingrad den 26. juli. Armégruppe B's fremrykning mod Stalingrad aftog i slutningen af juli og begyndelsen af august på grund af konstante modangreb fra nyindsatte reserver fra Den Røde Hær samt overbelastede tyske forsyningslinjer. Tyskerne besejrede sovjetstyrkerne i Slaget ved Kalatj, og kampene rykkede sig derefter ind mod selve byen (Stalingrad) i slutningen af august. Vedvarende luftangreb fra Luftwaffe, artilleriild og gadekampe ødelagde byen fuldstændigt og påførte de forsvarende styrker enorme tab. Efter tre måneders kamp kontrollerede tyskerne 90% af Stalingrad den 19. november.
I syd indtog Armégruppe A Rostov den 23. juli og rykkede sydpå fra Don til Kaukasus, hvor de indtog de ødelagte oliefelter ved Majkop den 9. august og Elista den 13. august nær det Kaspiske Havs kyst. Heftig sovjetisk modstand samt aksemagternes lange forsyningslinjer reducerede offensiven til kun at omfatte lokale fremrykninger. Dette forhindrede tyskerne i at fuldføre deres strategiske mål om at indtage de primære oliefelter i Kaukasus ved Baku. Luftwaffe-bombefly ødelagde oliefelterne ved Grosnyj, men angreb på Baku blev forhindret af de tyske jagerflys manglende rækkevidde.
Den Røde Hær besejrede dog tyskerne ved Stalingrad som følge af Operation Uranus og Lille Saturn. Dette nederlag tvang aksemagterne til at trække sig tilbage fra Kaukasus for at undgå at blive afskåret af Den Røde Hær, som nu rykkede frem fra Stalingrad mod Rostov. Kun Kuban-regionen forblev midlertidigt besat af aksemagternes tropper...
Aksemagternes strategi
Baggrund Den 22. juni 1941 iværksatte Nazi-Tyskland Operation Barbarossa med den hensigt at besejre Sovjetunionen i en hurtig offensiv, som man forventede kun ville vare tre måneder. Der var tre armégrupper (Heeresgruppen) involveret i Operation Barbarossa, som hver skulle angribe langs en specifik strategisk akse og erobre dertilhørende områder og byer i Sovjetunionen. Armégruppe Nord fik til opgave at indtage de baltiske lande og fortsætte mod Leningrad. Armégruppe Midt skulle rykke frem langs en central akse gennem Minsk og Smolensk mod Moskva, mens Armégruppe Syd skulle sikre Ukraine og Kyiv, før de fortsatte over stepperne mod Volga og de strategiske oliefelter i Kaukasus. Under planlægningen af Operation Barbarossa havde der var uenighed mellem Hitler og hans generalstab (OKH) om, hvor operationens primære strategiske fokus skulle ligge. Hitler havde kraftigt argumenteret for en "sydlig strategi", hvor de økonomiske ressourcer i Ukraine og Kaukasus blev prioriteret over en hurtig erobring af Moskva. OKH – anført af Franz Halder – pressede i stedet på for et massivt, direkte og hurtigt angreb på Moskva, som de betragtede som Sovjetunionens politiske og logistiske centrum, hvorfor en erobring af Moskva – i henhold til dem – ville lede til den sovjetiske stats kollaps (ligesom tilfældet havde været i Frankrig). Den endelige plan endte med at være et kompromis, der forsøgte at opnå alle disse mål samtidigt.
Aksemagternes offensiv under Operation Barbarossa var indledningsvis succesfuld, og Den Røde Hær led store nederlag. I de indledende faser af Operation Barbarossa forsøgte Franz Halder dog at manipulere ordrerne, så Armégruppe Midt fik så meget materiel som muligt – ofte på bekostning af de to andre Armégrupper. Dette førte til, at Armégruppe Midt rykkede dybt ind i Sovjetunionen, mens Armégruppe Syd kæmpede med at holde trit og haltede betydeligt efter. Da Hitler blev klar over dette, greb han ind og beordrede Guderians pansergruppe fra Armégruppe Midt mod syd for at støtte Armégruppe Syds omringning af Kyiv. Dette resulterede ganske vist i en massiv sejr ved Kyiv, hvor over 600.000 sovjetiske soldater blev omringet, men det forsinkede dog samtidig det endelige fremstød mod Moskva, indtil efterårets mudder og vintervejret var sat ind. Det lykkes Den Røde Hær at stoppe aksemagternes fremrykning lige uden for Moskva i november/december 1941. Selvom tyskerne havde erobret enorme landområder og vigtige industricentre, var Sovjetunionen ikke besejret.
I vinteren 1941-42 slog sovjetstyrkerne tilbage i en række succesfulde modoffensiver, der trængte den tyske trussel mod Moskva tilbage. På trods af disse tilbageslag ønskede Hitler den totale ødelæggelse af Sovjetunionen, hvilket krævede olieressourcerne i Kaukasus. Omkring februar 1942 var den tyske hærs overkommando (OKH) begyndt at udvikle en plan for en sommerkampagne i 1942. Generalstaben havde på dette tidspunkt (modvilligt) accepteret, at Kaukasus og dets oliefelter skulle være det primære strategiske mål. Den 5. april 1942 fremlagde Hitler elementerne i denne plan – der nu var kendt som "Operation Blau" (Fall Blau) – i førerordre nr. 41. Direktivet skitserede hovedmålene for sommerkampagnen i 1942 på Tysklands Østfront: fastholdelsesangreb for Armégruppe Midt, erobringen af Leningrad og sammenkoblingen med Finland for Armégruppe Nord, og erobringen af Kaukasus-regionen for Armégruppe Syd. Det primære fokus skulle være erobringen af Kaukasus-regionen.
Oliefelterne thumb|210x210px|Kort over Kaukasus fra det 19. århundrede; oliefelterne (her markeret som "naphta-regioner") var det primære mål for Operation Blau. Kaukasus, som var en stor og kulturelt mangfoldig region gennemskåret af en bjergkæde af samme navn, var afgrænset af Sortehavet mod vest og Det Kaspiske Hav mod øst. Regionen nord for bjergene var et produktionscenter for korn, bomuld og tunge landbrugsmaskiner, mens dens to vigtigste oliefelter ved Majkop (nær Sortehavet) og Grosnyj (omtrent halvvejs mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav) producerede omkring 10 procent af al sovjetisk olie. Syd for bjergene lå Transkaukasien, som omfattede Georgien, Aserbajdsjan og Armenien. Dette tungt industrialiserede og tætbefolkede område rummede nogle af de største oliefelter i verden. Baku (Aserbajdsjans hovedstad) var et af de rigeste og producerede 80 procent af Sovjetunionens olie – omkring 24 millioner tons alene i 1942..
Kaukasus besad også rigelige mængder af kul og tørv samt ikke-jernholdige og sjældne metaller. Mangan-forekomsterne ved Tjiatura i Transkaukasien udgjorde den rigeste enkelte kilde i verden med et årligt udbytte på 1,5 millioner tons manganmalm – svarende til halvdelen af Sovjetunionens samlede produktion. Kuban-regionen i Kaukasus producerede desuden store mængder hvede, majs, solsikkefrø og sukkerroer, som alle var afgørende for fødevareproduktionen.
Disse ressourcer var af enorm betydning for den tyske krigsindsats, hvor særligt olie var blevet en strategisk vigtig ressource. Olie viste sig at have flere afgørende fordele i forhold til kul, når det gjaldt militært udstyr. Under 2. verdenskrig blev olie endnu mere central, da olie-drevne tanks, lastbiler og fly fik en dominerende rolle i moderne krigsførelse. Blitzkrieg-taktikker (eller Bewegungskrieg) afhang af hurtige, motoriserede enheder (tanks og lastbiler til logistik), mens luftstyrker krævede højoktan-brændstof til jagerfly og bombefly. Desuden var den civile økonomi i stigende grad blevet afhængig af olie til transport og produktion. Manglende olie betød eksempelvis, at man i det besatte Frankrig måtte kassere fødevarer, fordi der manglede brændstof til at transportere dem ind til byerne. Samtidig led dele af den civile økonomi under et markant produktivitetstab, da manglen på olie gjorde det umuligt at holde maskiner kørende.Klemann, Hein A.M. (2013). "Food and food distribution in occupied Western Europe 1940-1945". Erasmus University Rotterdam.Smith, Meredith (2010) "The Civilian Experience in German Occupied France, 1940-1944". Connecticut College.Occhino, Filippo et al. (2005). "How Occupied France Financed its own Exploitation in World War II". Rutgers University og UniversitÈ Libre de Bruxelles.White, Eugene N. "The Long Shadow of Vichy - The Economic Consequences of Occupation". Columbia University Libraries.
I 1939 tegnede USA sig for omkring 60% af verdens olieproduktion, mens Venezuela og Sovjetunionen fulgte herefter med hver godt 10% af verdens olieproduktion. Ingen af de europæiske stormagter havde en nævneværdig olieproduktion; kun Rumænien (foruden Sovjetunionen) besad en produktion af betydning i Europa. Den tyske olieforsyning i 1938 bestod af knap 5 millioner tons importeret olie og en egenproduktion på godt 2 millioner tons. Af egenproduktionen udgjorde syntetisk olie (produceret fra kul) ca. 75%. Nazityskland importerede størstedelen af sin olie fra USA, Venezuela. Da krigen brød ud i september 1939, afskar den britiske flådeblokade Nazityskland fra Amerika, hvilket gjorde landet afhængigt af særligt Rumænien til at levere ressourcen. Som en del af de økonomiske aftaler under Molotov-Ribbentrop-pagten påbegyndte Sovjetunionen olieleverancer til Nazityskland i 1940. Omfanget var dog begrænset til knap 1 mio. tons for hele perioden 1940-1941. Dertil kom, at Nazitysklands allierede, Italien, befandt sig i en lignende situation, da de ligeledes blev afskåret fra at importere olie fra Amerika. Endelig steg efterspørgslen på olie i takt med Nazitysklands indledende sejre, da de besatte områder i blandt andet Polen, Frankrig og Danmark nu også var afskåret fra international import og derfor skulle forsynes af den tyske krigsøkonomi. OKW estimerede, at det årlige oliebehov/-efterspørgsel i 1941 udgjorde 12,4 mio. tons (svarende til 87 mio. tønder) for Nazityskland og de besatte områder under ét.Keller, Shawn P. (2011). "Turning Point: A History of German Petroleum in World War II and it's lessons for the role of oil in modern air warfare". Air Command and Staff College.