thumb|upright=1.2|Mathildekorset, et crux gemmata fremstillet til Mathilde, Abbedisse af Essen (973–1011), som ses knæle foran jomfru Maria og barnet i emaljen. Kristusfiguren lidt senere. Sandsynligvis fremstillet i Köln eller Essen, korset demonstrerer adskillige middelalderlige teknikker: støbning, filigran, emalje, polering og fastsættelse af juvel og genbrug af klassiske kaméer og gemme. thumb|upright=1.2|Tegning i et håndskrift fra middelalderen. thumb|right|upright=1.2|Byggeplads i højmiddelalderen.
Middelalderen er den ene af fire store tidsperioder i Europas historie: antikken, middelalderen, renæssancen og nyere tid. Den er en periode i Europas historie fra ca. 500 til ca. 1400. Den begyndte med det Vestromerske Riges fald i 476 e.Kr. og varede indtil renæssancen (ca. 1400 - ca. 1600). Middelalderen er altså perioden mellem antikken og renæssancen. Middelalderen bliver delt i tidlig middelalder, højmiddelalder og senmiddelalder.
Invasioner, befolkningsnedgang, flytning fra byerne og hele folkeslag, som var begyndt i senantikken, fortsatte i den tidlige middelalder. Under folkevandringstiden flyttedes store befolkningsgrupper som germanere, der etablerede nye kongeriger i resterne af det Vestromerske Rige. I 600-tallet e.Kr. blev Nordafrika og Mellemøsten, der havde været en del af Det Byzantinske Rige, en del af Umayyade-kalifatet, et islamisk rige. Selvom der skete store samfundsmæssige og politiske ændringer, var overgangen fra antikken ikke fuldstændig. Det Byzantinske Rige eksisterede stadig i øst, og var fortsat et stort rige med megen magt. Rigets lov Corpus Juris Civilis blev genopdaget i Norditalien i 1070 og blev beundret meget i middelalderen. Mod vest blev de få romerske institutioner optaget i kongerigerne. Klostrene blev grundlagt, og togter for at kristne det hedenske Europa fortsatte. Frankerne under Karolingerne etablerede kortvarigt Det Carolingske Rige omkring 800 e.Kr. Det dækkede store dele af Vesteuropa, men gik i opløsning efter borgerkrige og invasioner fra vikingerne i nord, ungarere fra øst og saracenere fra syd.
I højmiddelalderen, som begyndte efter år 1000, steg befolkningstallet i Europa i takt med den teknologiske og landbrugsmæssige udvikling, der også lod handlen blomstre. Den middelalderlige varmeperiode gjorde, at landbrugsproduktionen steg.
Der var to måder at organisere samfundet: Godssystemet organiserede bønderne i landsbyer, der lejede jorden og arbejdede for adelen Feudalisme var et politisk system, hvis riddere og lavadel tjente som soldater mod retten til at leje jord og herregårde.
Korstogene, det første foregik i 1095, var kristne vesteuropæiske forsøg på at erobre det hellige land fra muslimerne. Konger blev overhoveder for centraliserede nationalstater, der reducerede kriminalitet og vold, men gjorde idealet om et samlet kristent rige mindre sandsynligt. Det intellektuelle liv blev markeret af skolastik, en filosofi der kombinerede tro og fornuft, og grundlæggelsen af universiteter. Blandt de store bedrifter ved overgangen til senmiddelalderen er Thomas Aquinas' teologi, Giottos malerier, Dante og Chaucers poesi, Marco Polos rejser og gotikken i katedralerne i fx Chartres.
Senmiddelalderen blev præget af modgang som hungersnød, pest og krig. Det reducerede befolkningstallet i Europa betydeligt. Mellem 1347 og 1350 hærgede den sorte død, og omkring en tredjedel af europæerne omkom. Kontroverser, kætteri og det vestlige skisma i den katolske kirke foregik samtidigt med strid mellem stater, civile stridigheder og bondeoprør i kongerigerne. Kulturel og teknologisk udvikling ændrede det europæiske samfund. Det afsluttede senmiddelalderen og begyndte moderne tid.
Terminologi og periodeinddeling Middelalderlige forfattere opdelte historien i "verdens seks aldre" ud fra de seks skabelsesdage i Bibelen, eller "de fire riger" ud fra Daniels Bog" 2:40. De betragtede deres egen tid som den sidste inden verdens undergang.Mommsen "Petrarch's Conception of the 'Dark Ages'" Speculum pp. 236–237 Når de refererede til deres egen tid, omtalte de den som "moderne".Singman Daily Life p. x I 1130'erne refererede humanist og digter Petrarca til førkristen tid som antiqua (= antikken) og til den kristne periode som nova (eller "ny").Knox "History of the Idea of the Renaissance" Leonardo Bruni var den første historiker, der brugte den tredelte periodeinddeling i sin bog History of the Florentine People (1442).Bruni History of the Florentine people p. xvii Bruni og senere historikere argumenterede med, at Italien var genvundet efter Petrarcas tid, og de tilføjede en tredje periode til hans to.
Ordet "middelalder" ses første gang på latin i 1469 som media tempestas eller "mellemtid".Miglio "Curial Humanism" Interpretations of Renaissance Humanism p. 112 Det stod i en udgave af Apulejus fra Madaura, udgivet i Rom.Knud Togeby: «Europeisk litteratur», Verdens litteraturhistorie bind 2 (s. 193), Cappelens forlag, Udtrykket kom i mange varianter: medium aevum eller "middelalder", anvendt første gang i 1604,Albrow Global Age p. 205 og media saecula eller "middelaldre", først brugt i 1625.Murray "Should the Middle Ages Be Abolished?" Essays in Medieval Studies p. 4 Synonymet på engelsk, medieval (eller mediaeval eller mediæval)"Mediaeval" Compact Edition of the Oxford English Dictionary er afledt af medium aevum.Flexner (ed.) Random House Dictionary p. 1194 De italienske renæssancehumanister betragtede perioden mellem antikken og renæssancen som en periode, hvor kulturen gik tilbage. De gav derfor perioden betegnelsen ”middelalderen” (”mellemalderen”). Med den betegnelse ville de udtrykke, at der var tale om en periode mellem to store perioder. Middelalderen var en parentes mellem antikkens storhed og renæssancens genfødte storhed. De opfattede denne ”barbariske” tidsalder som ”den mørke middelalder”.
Det mest almindelige tidspunkt for middelalderens begyndelse, er 476 e.Kr."Middle Ages" Dictionary.com året for de sidste vestromerske kejseres fordrivelse fra Italien, og brugt første gang af Bruni. For Europa som en helhed betragtes året 1500 ofte som middelalderens afslutning,Se titlerne på Watts Making of Polities Europe 1300–1500 eller Epstein Economic History of Later Medieval Europe 1000–1500 eller slutdatoen på Holmes (ed.) Oxford History of Medieval Europe men der hersker ikke en universel enighed om tidspunktet. Ud fra sammenhængen angives Christopher Columbus' første rejse til Amerika i 1492, Konstantinopels fald til tyrkerne i 1453 eller reformationen i 1517 som periodens afslutning. Engelske historikere bruger ofte slaget ved Bosworth Field i 1485 som enden på middelalderen.Se titlen på Sauls Companion to Medieval England 1066–1485 For Spanien regnes kong Ferdinand 2.s død i 1516, dronning Isabella 1. af Kastilien i 1504 eller erobringen af Granada i 1492.Kamen Spain 1469–1714 p. 29 For Italiens vedkommende sluttede middelalderen allerede i 1300-tallet med digteren og humanisten Francesco Petrarca (1304-1374, der regnes for at være humanismens og den italienske renæssances far.
Historikere fra romansk-talende lande opdeler typisk middelalderen i to: en tidlig "høj" og en senere "lav" periode. Engelsktalende historikere, der følger deres tyske kolleger, opdeler normalt middelalderen i tre perioder: "tidlig", "høj" og "sen".Power Central Middle Ages p. 3 I 1800-tallet blev hele perioden ofte omtalt som "den mørke middelalder",Mommsen "Petrarch's Conception of the 'Dark Ages'" Speculum p. 226 men i opdelingen bruges dette udtryk kun om tidlig middelalder.
Efter første verdenskrig og pres fra historikerne Henri Pirenne og Johan Huizinga blev denne tredeling almindelig: Tidlig middelalder (ca. 500-1000) Højmiddelalder (ca. 1000-1300) Senmiddelalder (ca. 1300-1500)
Det Senromerske Rige
right|thumb|En senromersk skulptur der viser de fire Tetrarker, nu i Venedig.Tansey, et al. Gardner's Art Through the Ages p. 242
Romerriget havde sin største udstrækning i det første århundrede efter år 1 e.Kr.; i de næste to århundreder oplevede riget en langsom nedgang, og dets kontrol over de yderste territorier mindskedes.Cunliffe Europe Between the Oceans pp. 391–393 Økonomiske problemer som inflation, og eksternt pres på grænserne førte til krisen i det tredje århundrede, hvor nogle kejsere fik tronen for hurtigt at blive erstattet af nye.Collins Early Medieval Europe pp. 3–5 De militære udgifter steg støt under det tredje århundrede, hovedsageligt som følge af krig med Sassaniderne, som blev genoplivet i midten af 300-tallet. Hæren blev fordoblet i størrelse og kavaleriet og mindre enheder blev erstattet af den romerske legion som den primære taktiske enhed.Brown World of Late Antiquity pp. 24–25 Behovet for indkomst ledte til at skatterne steg, og antallet af curiale eller jordejere faldt, og færre var villige til at drive virksomhed i deres fødeby.Heather Fall of the Roman Empire p. 111 Flere bureaukrater var nødvendige i centraladministrationen for at kunne håndtere hærens behov. Det førte til klager fra civile om, at der var flere skatteindkrævere end skattebetalere.
Kejser Diocletian (regerede 284–305) delte riget i to administrative dele i 286 e.Kr.: i en østligt og et vestligt rige. Riget blev ikke opfattet som delt i to af dets indbyggere eller herskere, da love og regler i den ene del også blev betragtet som gældende i den anden.Collins Early Medieval Europe p. 9 I 330 efter borgerkrige genetablerede Konstantin den Store (regerede 306–337) byen Byzans som den nye hovedstad i det østlige rige; Konstantinopel.Collins Early Medieval Europe p. 24 Diocletians reformer styrkede regeringens bureaukrati, reformerede skatteopkrævelse og styrkede hæren, hvilket købte riget tid, men som ikke for alvor løste de problemer, som de stod overfor; blandt andre voldsomt skattetryk, nedgang i fødselsraten og pres på grænserne.Cunliffe Europe Between the Oceans pp. 405–406 Borgerkrige mellem rivaliserende kejsere blev almindelige mod midten af 300-tallet. Det trak hæren hjem fra grænserne og gav invaderende styrker fodfæste.Collins Early Medieval Europe pp. 31–33 I meget af 300-tallet blev det romerske samfund stabiliseret i en ny form, der adskilte sig fra den tidligere antikken med et større spænd mellem rig og fattig, og de mindre byers vigtighed blev mindre.Brown World of Late Antiquity p. 34 En anden årsag var kristendommens indførsel eller omvendelsen af riget til kristendommen, der var en gradvis proces, som foregik fra 100- til 400-tallet.Brown World of Late Antiquity pp. 65–68Brown World of Late Antiquity pp. 82–94
thumb|upright=1.6|left|Kort over de omtrentlige politiske grænser i Europa omkring år 450.