thumb|Hekse eller valdensere flyvende på kost. Fra Martin Le Frances manuskript Le champion des dames fra 1451. thumb|Heksebål i 1544. Heks (af fra gammelhøjtysk hag(a)zuz, hagzissa, af hag = gærde og thursa = norsk tysja = underjordisk væsenGustav Henningsen: heks i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. maj 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=90025) er en betegnelse på en udøver af trolddom ("hekseri"). Heksen praktiserer, eller siges at praktisere, magi. Heksen kan have kendskab til planternes og krystallers påståede egenskaber, naturånder, dæmoner, spådomskunst og andet fra den okkulte verden. I eventyr er heksen en personifikation af det onde. I dag findes der hekse inden for bevægelser som Wicca.
thumb|right|The Magic Circle malet af John William Waterhouse (1886).
Heksetro Heksetro er meget gammel, og heksekunst forbydes i 2. Mosebog 22:17: En troldkvinde må du ikke lade blive i live. 2. Mos. 22:17
Tegnene på en påstået forhekselse var, at man blev ramt af alvorlige uheld eller alvorlig sygdom uden påviselig årsag. Amuletter og diverse ritualer blev anvendt som beskyttelse.
På nogle sankthansbål i Danmark brændes en dukke, der forestiller en heks. Symbolsk sendes heksen tilbage til Bloksbjerg.
Hekseprocesser i Europa Tidlig middelalder: Hekse var enfoldige mennesker Tidligt i 400-tallet bedømte kirkefaderen Augustin af Hippo oplevelser fra magiske ritualer som en illusion. Kun Gud havde magt til at udføre de handlinger, mens djævelen kun lod som, i håb om at få magt over mennesker. Frem til den første heksebrænding i 1340 havde den katolske kirke viet sig til bekæmpelse af det, den kaldte "hedensk overtro", der indbefattede troen på hekse. Den ældste bevarede tekst om emnet, Canon Episcopi, benægter eksistensen af hekse, der ellers var beskrevet i Capitulatio de Partibus SaxoniaCapitulatio de Partibus Saxoniae | ancient German text | Britannica (= Lovbog for de saksiske egne) fra omkring 785. Det er en instruks til biskopperne om, hvordan de skal forholde sig til overtroen om, at nogle kvinder foretog natlige ridt for at følge jagtgudinden Diana.The Canon Episcopi and the beginning of the matter about witches
Teksten siger blandt andet, at "visse onde kvinder, som har vendt sig mod Satan, lokket af dæmoniske illusioner, tror om sig selv, og hævder at ride på visse dyr i nattetimerne, sammen med Diana, hedningenes gudinde [eller med HerodiasHERODIAS, wife of Herod Antipas & mother of notorious Princess Salome] og talløse andre kvinder, og at krydse lange strækninger i nattetimernes stilhed, og være underkastet hendes love som en dronnings, og kaldt til hendes tjeneste." Teksten tager udgangspunkt i, at djævelen opsøger en eller anden pige og antager en anden skikkelse, for: "Hvem har i sandhed ikke, sovende om natten, oplevet syner udenfor sig selv, og set meget i søvne, som aldrig blev set i vågen tilstand? Hvem er i sandhed tåbelig nok til at tro, at alt dette, som er sket kun i ånden, faktisk er sket i den fysiske verden, når Ezekiel så Herren i syner, og apostlen Johannes så og hørte åbenbaringens hellige ting i ånden, ikke i den fysiske verden, som han selv siger det." Teksten afsluttes med, at "hvem, der end tror, at noget kan skabes - eller nogen skabning ændret til noget bedre eller værre, eller omdannet til en anden art eller lighed - af andre end Skaberen selv, som skabte alt, og gennem hvem alt er skabt - er en vantro og værre end en hedning."
I middelalderen blev Canon Episcopi antaget at stamme fra kirkemødet i Ancyra i 314, sandsynlig pga en fejl ved oversættelsen foretaget af Burchard af Worms (død 20. august 1025) omkring år 1000. Sandsynligvis var det Burchard, der tilføjede navnet Herodias og de sidste ord ("værre end en hedning"). Faktisk er Canon Episkopi en frankisk lovbog, forfattet af biskop Regino af Prüm og anerkendt af Ivo af Chartres. Også tidligere tekster har hentydet til "Dianas følge"; men Canon Episcopi er den første, der fokuserer på emnet. Den bruger dog aldrig ordet "heks", og først flere århundreder senere byttes Diana (eller Hekate eller Herodias eller "vildtets dronning") ud med djævelen. Canon Episcopi benægter ikke, at djævelen står bag det hele; men det hele drejer sig om blændværk og illusioner. Kvinder, der tror sig at tjene Diana, er enfoldige mennesker, hvis ringe gudstro lader djævelen slippe til; men de har ingen aftale indgået med ham. Disse kvinder kaster ingen forbandelser; Dianas følge udgør kun et sidste ekko af hedenskabet. De fordømtes for at være faldet ud af Guds nåde og blev dermed udelukket fra menigheden; men det forekommer nemt sluppet, sammenlignet med senere tiders dobbelte anklage, først for kætteri og dernæst trolddomsuddøvelse. Men frem til omkring 1300 talte det som kætteri at tro på, at gudindedyrkere samlede sig om natten for at udøve hedenske ritualer.
Højmiddelalder: Hekse som djævledyrkere thumb|Heksesabbat malet af Luis Ricardo Falero, 1880. Typisk for opfattelsen af hekse som vildfarne kvinder er sagen mod enken Ragnhild Tregagås i efteråret 1324. Ragnhild stod anklaget for kærlighedsmagi, incest, hor og som "forfalden til den kætterske overtros afveje", som biskop Audfinn Sigurdsson i Bergen udtrykte det.Ragnhild Tregagås – Store norske leksikon Tilnavnet "tregagås" henspillede nok på en trættekær kvinde. Ragnhild havde begået incest ved at indlede et forhold til sit næstsøskendebarn Bård, og da han giftede sig med en anden, besluttede Ragnhild at gøre ham impotent. På hans bryllupsnat med Bergljot gemte Ragnhild fem ærter og fem brød i de nygiftes seng. Hun satte også et sværd ved sengen og udtalte en "afskyelig besværgelse" fra sit skjulested i soveværelset: "Jeg slænger fra mig Ganduls ånder; én bider dig i ryggen, en anden bider dig i brystet, den tredje påfører dig had og avind." Historien blev kendt, og rygterne kom gejstligheden i Bergen for øre. I januar 1325 blev Ragnhild stillet for kirkens domsret i Bergen, men afviste beskyldningerne. Tidligt i februar blev fire mænd fra Os præstegæld indkaldt for at vidne om hendes tilståelse på Fusa præstegård. Under trusler fra byfogden, og sandsynligvis efter et fængselsophold, bekræftede hun 8. februar vidnernes udsagn. Hun tilstod også, at hun fire gange havde haft samleje med Bård, mens hendes mand var i live. Ved at påkalde djævelen såede hun splid mellem Bård og Bergljot, så de blev skilt, og Ragnhild og Bård rejste nordpå til Hålogaland. Hun mente selv at sidde med magten over Bårds liv og død. Hvis han ikke gjorde, som hun ønskede, ville hun fortælle sin mand det hele, så han kunne slå Bård ihjel for blodskam og hor. Besværgelserne havde hun lært i sin ungdom af en Sørle Sukk. Nu afsværgede hun sin vildfarelse, så biskop Audfinn, der anså hende for utilregnelig på gerningstidspunktet, idømte hende en mild straf, der skulle ligne en soning. Hun skulle faste på vand og brød et par dage ugentligt og på visse af årets dage. Dertil skulle hun ud på syv års valfart til helligsteder udenfor Norge. Gjorde hun ikke det, blev sagen overladt til verdslige myndigheder, som da ville dømme hende som skyldig i tilbagefald til kætteri.Ragnhild Tregagås – Norsk biografisk leksikon
Men allerede i 1200-tallet havde Thomas Aquinas indvarslet et strengere syn, idet han hævdede, at djævel og dæmoner kunne udvirke noget, som til forveksling lignede mirakler, uden at der var tale om sande mirakler - for de kunne kun skabes af Gud. Derfor var djævelens "mirakler" et bedrag for at lokke mennesker bort fra Guds veje. Ingen genstande, ord eller remser var magiske i sig selv, men måtte forsynes med en kraft, som i magiske ritualer kom fra den onde. Den kraft afhang af en pagt mellem djævelen og den, der udførte magien, og dermed havde gjort sig til djævelens tjener - og desuden kætter, ved bevidst at modarbejde kirkens officielle lære. Aquinas' kobling mellem djævelen og magi blev afgørende for teologernes fordømmelse af trolddom efter reformationen. Blandt katolske teologer gjaldt trolddom for kætteri og frafald fra gudstroen. For protestantiske teologer gjaldt trolddom også afguderi, dvs. djævletilbedelse. Ifølge Luther var paven selveste Antikrist, den største troldmand af alle. (Her tænkte han på den katolske kirkes helgendyrkelse med bøn om helbredelse.) Fra 1617 fik Christian 4. djævlepagten indskrevet i den verdslige lovgivning som definition på "sand trolddom".
Efter-reformationen: Hvid magi sidestilles med sort thumb|upright=0.9|Hekse, træsnit af Hans Baldung, 1508. Niels Hemmingsen mente, at djævelen stod bag både troldfolk og signere. En episode sommeren 1584 førte til en afgørende ændring i trolddomslovgivningen, da skillet mellem hvid (gavnlig) og sort (skadevoldende) magi blev ophævet. Lagmannen i Stavanger, Cosmus Arildssøn, mente sin kone Tora forgjort af maleficium (= sort magi) og tilkaldte signefolk i håb om at få sin kone helbredt. Den ene behandler, Jakob Jonson fra Løken i Time, skar fem blodige kors i Toras krop for at uddrive djævlen. Sagen forskrækkede biskop Jørgen Erikssøn i Stavanger så meget, at han tilskrev øvrigheden i København om klare retningslinjer for, hvornår man kunne gribe ind overfor folk, der bedrev modmagi mod djævelen, og deres patienter.https://munin.uit.no/bitstream/handle/10037/11576/thesis.pdf?sequence=1&isAllowed=y
Maleficium var en alvorlig forbrydelse, mens hvid magi, så som læsning, signing og andre former av modmagi, den gang sjældent blev straffet. Her havde jo lagmannen selv grebet til det for at få sin kone rask igen! 17. juni 1584 forklarede enken Anne Knutsdatter på Grønho, at Cosmus havde hentet hende hjem til sin kone. Dertil havde Anne Torsdatter fra Sjernarøy og hennes svigerdatter Ragnhild på Meland læst over Tora. Jacob Jonson fra Løken i Time hadde skåret inn fem blodige kors i Cosmus' kone. 16. marts 1594 blev der i Bergen framlagt et brev af Jørgen Erikson, om at Anna Knutsdatter havde foretaget ugudelig signing af Cosmus' kone i Stavanger - sandsynligvis en henvisning til den ti år gamle sag. Konflikten kan have ført til Frederik 2.s forordning mod trolddom i efteråret 1584, som kan have været rettet mod Cosmus, for tidligere var det ikke strafbart at tilkalde signefolk eller kloge folk. 30. juni 1585 stævnede Jørgen Erikson lagmannen Cosmus Arildson for beskyldninger mod ham selv, hans hustru og svigermor med flere. Sognepræst i Stavanger, Jørgen Svendsson, og andre havde også fremsat beskyldninger; men her indgik parterne forlig.Cosmus Arildssøn: | Biography, Facts, Career, Wiki, Life
Jakob Jonson, der havde skåret korsene i Toras krop, blev dømt af domkapitelet til at bekende sine synder offentligt. Dertil blev han truet med dødsstraf, hvis han fortsatte med at udøve magi. Denne forordning blev gjort gældende for Stavanger og Bergenhus len i september 1584.Hvordan forstå trolldomskriminalitet
I nordisk folketro mente man at kunne afsløre en heks ved at sætte ild til noget, der tilhørte henne, for da viste hun sig. Tanken var - som i voodoo - at havde man noget af et menneske - det være sig hår, negle, blod, tøjstykker - kunne man få magt over personen.Bente Gullveig Alver: Mellem mennesker og magter (s. 56), forlaget Spartacus, Oslo,