thumb|Den Store Jellingsten, med afbildning af Kristus med udstrakte arme, men uden kors. Rejst af Harald Blåtand I sidste halvdel af det 10. århundrede. Kristendommens indførelse i Danmark eller religionsskiftet i Danmark var den langvarige proces, der førte til, at den traditionelle nordiske religion blev udskiftet med kristendommen som den dominerende religion i Danmark. I perioden fra omkring 700 til 1300 fandt der en gennemgribende kulturel forandring sted i landet, da det traditionelle stammesamfund blev erstattet af en mere centraliseret kongemagt efter vesteuropæisk forbillede. Denne periode omfatter også overgangen mellem Danmarks forhistorie og middelalder og falder sammen med vikingetiden. Den danske kirkes udvikling var en integreret del af den europæiske kirkehistorie, og mange af de forandringer, som fandt sted der, fik også betydning i Danmark.McGuire (2008) s. 225
Gorm den Gamle bliver ofte anset som den første egentlige konge i Danmark. Der hersker dog tvivl om, hvorvidt han herskede over hele Danmark (som vi kender det i dag) eller om det kun var Jylland. Gorms skæbne i historien var at være den sidste hedenske konge. Derfor blev han i eftertiden gerne fremstillet som både barbarisk og temmelig dum; et af hans tilnavne var Gorm Løje, der betyder den dvaske. I de legendariske beretninger er det i høj grad hans dronning, Thyra, der redder landet fra en tysk invasion. Hun sørgede også for, at de kristne i landet ikke blev forfulgt. Gorm og Thyras søn, Harald Blåtand (død 985), skrev stolt på den store jellingsten, at han gjorde danerne kristne. I 960'erne lod han sig ifølge visse sene kilder angiveligt døbe af den frisiske munk Poppo og gjorde samtidigt kristendommen til statsreligion i sit rige.
Kristendommens historie i Danmark begyndte dog længe før. I det 8. århundrede (700-tallet) hører vi om de første missionsforsøg. De første kontakter mellem daner og kristne fandt dog ganske sikkert sted allerede før det vestromerske rige kollaps.Sawyer & Sawyer (1993) s. Processen begyndte som nævnt længe før denne formelle overgang til kristendommen; fra omkring år 700 begyndte handelsfolk og krigere i stort tal at rejse over havet. Her mødte de den kristne kultur, og samtidigt ekspanderede den kristne verden mod nord. I begyndelsen var kristendommen et fænomen blandt overklassen og fungerede længe som et supplement til den traditionelle, nordiske religion. I 960'erne var kristendommens position i Danmark blevet så stærk, at kongen officielt kunne erklære sig selv for omvendt til kristendommen og dermed sit kongerige for kristent. Den gamle religion vedblev dog længe at blive dyrket ved siden af den nye. Først i 1100- og 1200-tallet bliver den kristne kirke et folkeligt kultfællesskab og den traditionelle religion marginaliseret så meget, at Danmark kan siges at være blevet fuldkommen kristent.
Baggrund
Religionsskiftet i Danmark var en del af den proces, der også førte til religionsskiftet i det øvrige Norden. Skiftet mellem de to trossystemer fandt sted over en periode på århundreder. I realiteten var der tale om en langvarig, glidende overgang frem for en egentlig omvendelse.Warmind (1994) s.164 Derfor findes der ikke noget eksakt tidspunkt for, hvornår Danmark og Norden blev kristent. Da kilderne til religionsskiftet blev skrevet, hørte kristning uløseligt sammen med kongemagten; den tidlige kristendom i Danmark fungerede således mere som en statsreligion end en folkereligion. Den før-kristne kriger- og stormandselite spillede dog også en stor religiøs rolle i den nordiske gudekult, og mange elementer i vikingetidens kristendom var en videreførelse af gamle elementer.Warmind (1994) s. 173
Den traditionelle nordiske religion fremtræder generelt som relativt tolerant over for fremmede religioner. Den var polyteistisk, og der var derfor ofte plads til en ny guddom. I de samtidige kilder fremstilles nordboerne gerne som pragmatiske i forhold til religion, og de lod sig gerne døbe og primsigne i den kristne tro, hvis det gav dem en fordel. Det betød imidlertid ikke, at religion ikke havde reel betydning for datidens mennesker. Religionsudøvelse er bekræftelse af et fællesskab og derfor et vigtigt socialt bindemiddel. Først sent i perioden – længe efter at et flertal af befolkningen regnede sig som kristne – vandt den katolske kirke så meget magt i Danmark, at både den nordiske religion og ortodoks kristendom blev ulovliggjort og opfattet som en ondsindet modsætning til den officielle religion.
Religionsskiftet var hverken en tilfældig begivenhed eller en styret proces. Fra begyndelsen var en lang række forskellige faktorer bestemmende for udviklingen, tilsammen skabte de forudsætningerne for trosskiftet. En af de vigtigste forudsætninger var påvirkning af det danske aristokrati gennem internationale kontakter, både fredelige og krigeriske, herunder især fyrsteægteskaber, erobringer og bosættelse i kristne områder, og frankiske og tyske herskeres politiske interesser i Danmark – hertil kom følelsen af en missionspligt. De store ideologiske forskelle mellem de to trossystemer betød samtidig, at overgangen tog lang tid. En af de væsentligste forskelle var den nordiske religions forventning om gudernes gaver i form af ”år og fred” over for det kristne krav om det enkeltes menneskes personlige tro på Gud.Schwarz Lausten (1994) s. 33 Andre forestillinger var dog nærtstående, f.eks. gudens død og genopstandelse, og det lettede skiftet.Warmind (1994) s.
I den tidlige middelalder bestod kristenheden af flere centre, som trods ufred tværs over Europa formåede at bevare kontakten intakt. Den romerske pave havde fx stor autoritet selv i det nordvestlige Europa. I det 8. århundrede var kristenheden under stort pres fra en række ikke-kristne folkeslag, og den bestod primært af resterne af Romerriget. Den østlige halvdel af imperiet eksisterede fortsat, og Konstantinopel var kristenhedens største og rigeste by. Kiev-riget havde et vigtigt skandinavisk islæt og denne tidlige russiske statsdannelse var også under påvirkning af den ortodokse kirke. I løbet af det 7. og 8. århundrede var størstedelen af de gamle romerske provinser mod syd og øst blevet erobret af muslimerne. Store dele af befolkningen i de områder konverterede med tiden til islam. Mens de kristne områder i sydøst i overvejende grad forblev muslimske, så ekspanderede kristendommen igennem hele middelalderen mod nord og nordøst. I det 11. århundrede var kristendommen fast etableret i Danmark og hele Norden, og i det 15. århundrede blev Litauen som det sidste europæiske land formelt omvendt.
thumb|Frankerrigets ekspansion fra 481 til 814.
Tidligste kontakter omkring 700 – 826 Danmark og det øvrige Norden påkaldte sig nærmest kun opmærksomhed i de skriftlige kilder før 10. århundrede, når de enten kæmpede mod frankere eller englændere eller blev besøgt af missionærer. I begyndelsen af 8. århundrede blev det kristne Frankerrige kraftigt udvidet. Dets grænser blev skubbet så langt mod nord, at de nåede danernes. De hyppige militære konfrontationer, der efterfølgende opstod mellem danerne og frankerne betød, at Norden oftere blev omtalt i de skriftlige kilder. Fra da af bliver vores viden om kulturelle og historiske begivenheder større. Samtidig bliver befolkningen i Norden langt mere udadvendt; omkring år 700 begyndte nordboerne i en hidtil uset grad at rejse til fremmede lande. Denne udvikling var især drevet af en økonomisk højkonjunktur, befolkningsvækst og teknologisk udvikling, i særlig grad udviklingen af vikingeskibet.Johannesen (2001) s. 10
thumb|left|Alcuin (midt) overrækker sammen med Raban Maur (venstre) et manuskript til ærkebiskop Otgar af Mainz (højre) i år 839/840. Første missionærer Ifølge de kilder, der er blevet overleveret, begyndte den kristne mission i det område, som i dag er Danmark, på et tidspunkt mellem år 710 og 718."St Willibrord" Catholic Encyclopedia, 1913 Da prædikede angelsakseren Willibrord i Slesvig og mødte der den danske konge Ogendus (sandsynligvis Agantyr). Rejsen var umiddelbart ingen succes, for selvom kongen modtog de kristne med respekt, udviste han ikke nogen interesse for at konvertere. Det fortælles også, at han trods den venlige modtagelse ”var som et vildt dyr, og hård som granit”; denne beskrivelse skal nok snarere vise hans modvillighed mod at lade sig omvende end hans reelle natur.McGuire (2008) s. 54 Willibrord fik dog tilladelse til at bringe 30 drenge med sig tilbage med det formål at uddanne dem i den kristne lære; formålet var måske, at man senere kunne udsende dem som missionærer til deres hjemland.
Kort tid efter Willibrods besøg i Danmark blev beretningen om hans missionsrejser i hele Nordvesteuropa nedskrevet af Alcuin. Han beretter også om andre missionsrejse og at engelske munke, der på et tidligere tidspunkt var rejst til de hedenske områder, var blevet myrdet og kastet i vandet.Schwarz Lausten (1994) s. 15 Herefter hører vi først om fornyede missionsforsøg mere end hundrede år senere. I 823 rejste Ebo, ærkebiskoppen af Reims til Danmark sammen med Willerich, den senere biskop af Bremen, og de døbte under deres besøg nogle få personer. Ebbo vendte to gange tilbage for at omvende flere, tilsyneladende uden succes. Hans missionsforsøg blev bremset af hans deltagelse i et mislykket oprørsforsøg mod Ludvig den Fromme i år 833-835. Reims var et vigtigt centrum for mission gennem hele middelalderen, en rolle, der i Norden blev overtaget af et nyt ærkebispesæde i Hamborg.McGuire (2008) s. 74
thumb|Ludvig den Fromme, samtidig illustration fra 826.
Frankerriget, Ansgar og Harald Klak 826 – cirka 850 Frankerriget var en vigtig faktor i etableringen af kristendommen i Danmark. Det var den vigtigste, kristne stat i Vesteuropa, og kejserens indflydelse rakte langt ud over rigets grænser. Samtidig havde kejsermagten en direkte politisk interesse i at fjerne den potentielle trussel mod rigets sikkerhed, som det hedenske Danmark udgjorde. Det var givetvis derfor et vigtigt mål for den frankiske kejser at kristne det danske rige med det formål at lægge dette fjendtligtsindede rige under den frankiske overhøjhed. Flere af de storpolitiske begivenheder skal ganske sikkert tolkes i relation til en sådan målsætning; fx at Harald Klak lod sig døbe i forbindelse med stridigheder omkring den danske trone.Olsen (1992) s. 152 Umiddelbart syd for Danmark lå Saksen, som længe modstod et frankisk forsøg på med vold at omvende og inkorporere det i Frankerriget. Mellem 772 og 804 iværksatte Karl den Store en række felttog mod sakserne, kaldet de saksiske krige, der endeligt undertvang dem. Nederlaget betød, at de saksiske ledere blev tvunget til at fralægge sig deres traditionelle religion og blive døbt. Derved var Danmark få årtier tidligere kommet til at dele grænse med Frankerriget. Den frankiske mission var i det 9. århundrede i høj grad rettet mod eliten og kongemagten, mens omvendelsen af den almindelige befolkning nærmest ikke fremgår af kilderne.McGuire (2008) s. 163
Missionen blandt hedningene var ikke blot politisk motiveret, men i høj grad også religiøst. Mange af den tidlige middelalders missionærer gjorde deres eget liv til et martyrium og forpligtede sig til udbredelsen af det kristne ord som en form for bod. I det 9. århundredes munkereligion var menneskets status som fremmed på jorden et grundvilkår. Livet var én lang bodsgerning. Pilgrimsfærd var en bevægelse mod det sande hjem hos Gud i himlen; mission blev i den sammenhæng opfattet som en pilgrimsfærd. En helt anden begrundelse for omvendelse af Norden var eskatologisk; i datidens opfattelse var Norden det eneste sted i verden, hvor evangeliet endnu ikke var prædiket. Når det var sket, kunne dommedag begynde, og historiens afslutning var nået.McGuire (2008) s. 75
thumb|left|Moderne skulptur af Ansgar, opstillet i Hamborg. Ansgars mission