thumb|Vadehavets udstrækning vist med mørkeblåt thumb|Vadehavet ved lavvande, set fra Rømødæmningen.
Vadehavet er en del af Nordsøen. Området strækker sig fra Ho Bugt ved Esbjerg ned til den hollandske by Den Helder og er karakteristisk ved særlige tidevandsforhold. Vadehavet blev optaget på UNESCOs verdensarvsliste i 2009. Den danske del af Vadehavet kom på listen i 2014.UNESCO World Heritage Centre: Wadden Sea, læst 5. juli 2015
Vadehavets dannelse I Weichsel-istiden, der varede fra for 60.000 år til for 12.000 år siden, lå isen tungt over Danmark med undtagelse af det sydvestlige Jylland. Weichselistiden var den seneste af mange istider.
Da isen efterhånden smeltede over hele Danmark, løb store smeltevandsfloder mod vest ud over Vest- og Sønderjylland. Tæt ved isranden var strømmen i floderne så stærk, så selv store sten blev revet med af strømmen. Jo længere væk fra isranden floderne løb, jo mere forgrenede de sig, og des svagere blev strømmen. De tungeste sten blev først aflejret. Senere faldt grus og sand til bunds, og til sidst blev leret ført ud og dannede bundlag på de mange banker i Vesterhavet.
Alt smeltevandsmaterialet dannede efterhånden nye lavtliggende områder i den del af Danmark, som nu er Sydvestjylland og Vadehavet.
Beskrivelse thumb|Vadehavet set ovenfra. Vadehavet omfatter en række delbassiner, der afvandes af hver sin rende eller dybJacobsen (1937), s. 53ff: Grådyb mellem Skallingen og Fanø, Knudedyb mellem Fanø og Mandø, Juvre Dyb mellem Mandø og Rømø, Lister dyb mellem Rømø og Sild. Disse delafvandinger skyldes dels hældninger, dels tidevandet og udgør den mest hensigtsmæssige afvanding under naturgivne forhold. Forholdet kan bedst belyses, hvis man forestiller sig en rektangulær kasse fyldt med sand til en vis højde med afløb omtrent midt for på venstre side. Vandet vil da søge mere eller mindre direkte mod dette udløb. Hvis man yderligere tilføjer en vis hældning af kassens bund i samme retning, vil vandet først søge mod venstre og derefter langs venstre side i retning mod afløbet. Dette er da også den form, man finder for dybenes vedkommende: fra udløbsrenden (dybet) deles de (mere eller mindre udtalt) i nord-sydgående grene, der atter har (mere eller mindre udtalte) øst-vestgående sidegrene. Denne udvikling forstærkes yderligere, når man betænker, at indgående strømme, ikke mindst storme, har store materialetransporter i form af sand, som afsættes så snart, bølgen aftager i styrke, det vil sige i de lavvandede områder lige modsat dybrenden. Der er derfor en god grund til, at dybene har den udformning, man finder i Vadehavet.
Vandtilførsel til Vadehavet sker ikke kun fra Vesterhavet ved højvande og storm, men langt mere udpræget fra de åer, der løber ud i Vadehavet. Det drejer sig blandt andet omher efter Geodætisk Institut: Danmark, færdselskort 1:200.000 (København 1985): Varde å med tilløb, Holsted å og Sneum å, Kongeåen, Ribe å med tilløb (Tved å, Hjortved å, Fladså m.fl.), Rejsby å, Brede å med tilløb, Vidåen med tilløb (Gammelå, Grønå, Sønderå m.fl.). De oversvømmelser, der forekommer ved storme, hidrører ikke så meget fra, at vand presses ind fra Vesterhavet, men derimod fra opstuvede vandmasser fra disse åer, som ikke kan slippe ud og derfor ophobes omkring åudløbene.
Landskabsformende kræfter En række kræfter påvirker Vadehavets vedvarende omdannelse: tidevand, kyststrøm, tiltrømning fra åløb, klima og storm.
Tidevandet thumb|Tidevandets forskydning i Nordsøområdet. Tidevandet i Vadehavet skyldes en amphidromi, det vil sige en fremadskridende bølgebevægelse, som begynder ved den skotske kyst, bevæger sig sydover langs den engelske kyst, derefter drejer mod øst til den nederlandske skyst og herfra bevæger sig nordover langs den tyske og den danske kyst, idet bølgen stadig er aftagende i styrke og dermed i højde: ved udmundingen af Elben er tidevandets højde godt 3 meter, ved Lister Dyb 2 meter, ved Grådyb ca. 1,5 meter, ved Hvide Sande 0,7 meter og ved Thyborøn 0,5 meter.Jakobsen (1969), s. 86
Tidevandets fremadskridende bevægelse bevirker også en tidsforskel på, hvornår højvande indtræffer. Således indtræder højvande ved Den Helder 8 timer, ved Cuxhaven 2 timer, ved Lister Dyb 15 minutter før, at det indtræffer i Grådyb.
Tidevandet bevirker to modgående strømme i Vadehavet: en indadgående højvandestrøm ("flod") og en udadgående lavvandestrøm ("ebbe"). Bevægelserne sker to gange i døgnet. Ændringerne i havniveau mærkes tydeligst ved selve kysten og aftager udad imod det åbne hav. I Vadehavet er tidevandet forsinket 1-1½ time i forhold til tidevandet ved yderkysten. Det betyder fx at vandstanden er aftagende i mere end 1 time i Grådyb, når det er højvande i Esbjerg.Jakobsen (1969), s. 87 Ændringen fra en dominerende flodstrøm til en dominerende ebbestrøm kaldes for kæntring.
Tidevandet bevirker, at der skabes betydelige vandstrømme. I dybene, hvor vandet strømmer ind og ud af Vadehavet, er strømmenes største styrke omkring 1 meter/sekund (2 knob). Den vandmængde, der transporteres ind og ud, er ca. 1.000 millioner m3 vand. Selv små forøgelser i højvandsstanden, fx som følge af blæst, bevirker en væsentlig forøgelse af vandmængden: fx i Grådyb er vandmængden omkring 145 millioner m3, ved en forhøjet vandstand på blot 10 cm forøges vandmængden med 13 millioner m3 og ved en forhøjet vandstand på 1 meter over middelhøjvande vil vandmængden være fordoblet. Det forstås, at ved en storm, hvor vandstanden forøges med flere meter, vil virkningen være betydelig.
Stormfloder thumb|Århundreders forsøg på at indvinde land i Vadehavet rammes igen og igen af havets krav på at få det indvundne tilbage. Stormfloder opstår som regel ved, at enorme vandmasser, som en stærk sydvestvind har drevet mod kysten, udsættes for en pludselig vind fra nordvest og dermed stemmes op mod kysten.Jacobsen (1937), s. 121 Højden er ofte 3-4 m over normal vandstand, og sammen med den stærke vind udøver den en påvirkning af enorm kraft på kystegnene: ofte sker der nedbrydning af store kystområder og øer, og store mængder af sand skylles sammen på land eller ude i selve Vadehavet.Jacobsen (1937), s. 122 Også diger kan blive gennembrudte og store områder oversvømmede, idet gennembrud medfører, at der skete en fordybning (Kolk, Høl eller nedertysk Wehl) i den inddigede marsk, ligesom vilkårene for vegetationen kan forandres drastisk. Endelig kan stormfloder naturligvis betyde tab af menneskeliv.Jacobsen (1937), s. 123 Følgen kan blive tab af store marskområder, men stormfloder kan også påvirke sejlforholdene og forringe eller ødelægge disse.Jacobsen (1937), s. 124f
Mest kendt er utvivlsom stormfloden den 10. og 11. oktober 1634, der hærgede hele vadehavskysten, og hvor den tidligere store ø Strand blev gennembrudt af et nyt farvand, der opdelte den i to mindre øer, Pelvorm og Nordstrand. En anden stormflod med fuldt så katastrofale følger indtraf den 16. januar 1362, hvor store områder, herunder handelspladsen Rungholt syd for Pelvorm blev ødelagt.Jacobsen (1937), s. 124
Klimaet Ved siden af tidevandet spiller vinden og den dermed forbundne kyststrøm en betydelig rolle. Den dominerende vindretning er fra nordvest. Det betyder, at der foregår en kyststrøm fra nord mod syd. Kyststrømmen modvirkes imidlertid af ebbestrømmen således, at der fx ved Lister Dyb opstår svære dønninger ved ebbe, når der er vestenvind. Ved østenvind vil vandet blive ført bort hurtigere end normalt, og i sådanne tilfælde vil Vadehavet blive særlig lavvandet.Jacobsen (1937), s. 113
Tilstrømning fra åløb En lang række vandløb udmunder i Vadehavet og bevirker en vedvarende tilstrømning af vand. I den nordlige del af Vadehavet gælder dette fx Varde Å, Sneum Å, Kongeåen, Ribe Å, Rejsby Å, Brøns Å, Brede Å, Vidåen.
En følge af, at der normalt sker en større udtransport end indtransport af materiale, og at højvande breder sig fra syd, er, at der sker en langsom flytning af dybenes vandskel nordover. Dette ses blandt andet ved åløbenes mundinger. Disse foretager en brat drejning mod nord lige inden udmundingen i Vadehavet. Dette skyldes også, at der sker et sammenstød mellem flodstrømmen ind gennem dybene og de svagere vandstrømme fra åerne, der tvinger disse mod nord.Jacobsen (1937), s. 111Petersen, s. 224
Vadehavsdannelsen Vadehavet kan i princippet inddeles i to delområder: tidevandsrender og vedvarende vanddækkede flader samt vaderne og områder, der normalt ikke dækkes af vand.Jakobsen (1969), s. 91 Udformningen af disse to hovedområder må overvejende tilskrives tidevandets indflydelse.
Tidevandsrender thumb|Pril i Vadehavet ved lavvande. Tidevand bevirker to processer: erosion, det vil sige nedbrydning og udgravning, og aflejring af materiale.
Man kan skelne mellem to slags strømme: en flodstrøm og en ebbestrøm. De påvirker landskabet i Vadehavet på hver sin måde.
Ebbestrømmen løber i det tidsrum, hvor vandstanden falder fra højvande til lavvande. I takt med, at vandstanden falder, vil vandstrømmene mere og mere blive samlede i de lavninger, der giver de eneste udløb mod dybene. De afløbsrender, som varetager sidste del af afstrømningen under ebbe, kaldes priler, og her bliver afstrømningshastigheden størst i sidste del af ebben, hvor den højereliggende vade allerede er tørlagt, og hvor strømhastigheden i dybene er meget lav. I denne periode ligner priler nærmest åløb og kan udvise samme tendens som åer til at danne slyngninger (meandre).Jakobsen (1969), s. 92
Ebbestrømmen over vaden vil normalt være så svag, at den ikke vil medføre erodering og borttransport af materiale herfra. Derimod vil strømmen i afløbsrender normalt være stor nok til, at dette kan ske.
Flodstrømmen løber i det tidsrum, hvor vandstanden stiger fra lavvande til højvande. Flodstrømmen er i begyndelsen så svag, at der ikke kan trænge større vandmængder gennem prilerne på grund af modstand fra den udadgående ebbestrøm. Følgen er, at der i en kort periode sker en opstemning af vand. Vandet kan derved opnå en højde, hvor det kan begynde at trænge ind over de vader, der omgiver prilen. Når vandstanden er høj nok, vil flodstrømmen således trænge indad over vaderne mod prilernes bassiner.Jakobsen (1969), s. 92f Når flodstrømmens hastighed aftager, vil den afgive medtaget materiale, der ved senere flodtid udgør en forhindring for vandets fremtrængen. Denne forhindring kan blive så stor, at vandet søger udenom, det vil sige skifter retning.Jakobsen (1969), s. 93 Det forhold, at ebbestrøm og flodstrøm således overvejende danner hver sine render, kaldet ebbeskår og flodskår, påvirker Vadehavets overfladeformer (relief).
Flodskår vil således få karakter af tidevandsrender, der er ret korte og næsten lige og med en bankedannelse af aflejret materiale i den øverste ende, flodstrømsbanken.Jakobsen (1969), s. 94Jakobsen (1962), s. 120 Eftersom flodstrømmen dominerer i denne rende, vil der her også være en dominerende indadgående materialetransport. Flodbankerne er lave og er nærmest halvmåne- eller hesteskoformede.
Ebbeskår er tidevandsrender, hvor ebbestrømmen overvejende dominerer. Der går derfor også større vand- og materialemængder ud end ind. Ebbeskår vil have åløbs tendens til slyngninger og at undgå bankedannelser.
Dyb thumb|Juvre Dyb mellem Rømø og Koresand. Foto fra NASA.