thumb|right|papirark thumb|right|toiletpapir Papir er et fladt materiale, der kan anvendes til skrivning, trykning af aviser, tidsskrifter, bøger osv.

Det er ofte fremstillet af træmasse.

I dag fremstilles det meste papir enten af ren træmasse, træslib, eller af en blanding af træmasse og recirkuleret papir i et varierende blandingsforhold. Energiforbruget er ca. 50% lavere, når genbrugspapir anvendes som råmateriale, og det giver store miljømæssige fordele. PAPER Hvis ligninen fjernes fra træslibet ved en kemisk proces, benævnes papiret træfrit.

Papirets opfindelse tilskrives traditionelt kineseren Ts'ai Lun, som omkring år 105 var ansat i kejserpaladset. Indtil da skrev kineserne på bambusstykker og silkestrimler, men da det var upraktisk og dyrt, eksperimenterede Ts'ai Lun med andre materialer som bark, hamperester, klude og fiskenet .

Det fineste papir er baseret på tekstiler, kludepapir.

Papir findes i forskellige størrelser. I Danmark anvendes ofte ISO 216-standarden for størrelser. En ofte brugt størrelse er A4-papir til breve og lign. ISO-216 blev først indført i Danmark i 1953 (det var da en DIN-standard), inden da anvendtes de gamle formater folio (34 × 42 cm), kvart (29,5 × 46 cm), oktav (23 × 29,5 cm).

Materialet papir bruges også til fremstilling af tæpper. Her bruges en tråd af papirmateriale, der kan væves i forskellige mønstre og farver.

Genanvendelse Papir til især aviser bliver fremstillet ved genbrug. Papiret skal først have fjernet eventuelle farverester, og ofte vil det også være nødvendigt at blege papiret. Papir har ligesom pap og karton genbrugskoden "PAP".

Papirfremstilling thumb|Tysk anskuelsestavle om papirfremstilling. Fremstilling af fibrene Papir fremstilles, undtagen for specielle typer papir, af plantefibre (plantetaver) af cellulose. Først og fremmest benyttes der fibre fra træ (95% af produktionen), men også forskellige græsarter, bomuld og hør benyttes. Det første papir fremstillet i Kina blev lavet af fibre fra basten på morbærtræet og af risstrå. Nåletræer giver lange fibre og et stærkt papir, mens løvtræer giver korte og tykke fibre, der giver et blødere papir. Der anvendes gerne træer, der er dyrket i plantager med henblik på papirproduktion, men også affald fra tømmerfabrikationen benyttes. Også genbrugte fibre fra indsamlet genbrugspapir indgår i papirfabrikationen. De meste genbrugspapir bliver dog brugt til fremstilling af pap først og fremmest til emballage.

Formaling af papirmassen Træstammerne afbarkes og slibes vådt på roterende slibesten eller i en slibestol. Det giver stort udbytte af træet, op til 95%. Papir baseret på træslib er blødt og med en høj opacitet. Træslib benyttes til billige papirtyper.

Træet kan også, efter at være hugget til flis, slibes på en refiner, der bedre adskiller fibrene end slibestolen.

Endelig kan træet opvarmes med damp, inden det slibes i en refiner. Det giver den bedste adskillelse af de enkelte fibre.

Behandling af fibrene Papir baseret på disse former for træslib vil indeholde en del lignin og andre stoffer, der efterhånden får papiret til at gulne. Papiret kaldes træholdigt, mens papir, hvor ligninen er fjernet ad kemisk vej, kaldes træfrit.

Kemisk papirmasse er cellulosefibre befriet for lignin og andre fremstoffer. Det gøres ved kogning i længere tid med kemikalier, der opløser de uønskede stoffer. Det formindsker udbyttet af papir til omkring 50% af vægten af træet, der indgår i produktionen. Papiret gulner ikke eller kun lidt, og holdbarheden er meget bedre.

Kemisk papirmasse fremstilles typisk ved sulfitmetoden eller sulfatmetoden. Ved den første metode koges massen med svovlsyrling og sulfit. Metoden egner sig dårligt til meget harpiksholdigt træ og er desuden årsag til en del forurening. En variant af sulfitmetoden kaldet magnefitmetoden reducerer denne forurening meget. Sulfatmetoden består af en kogning af massen i en basisk opløsning. Metoden tillader en høj grad af genanvendelse af kemikalierne.

Papirmassen kan bleges kemisk. Traditionelt har man benyttet klor eller klorforbindelser, men af miljøhensyn benytter man i stadigt større omfang oxygen og brintoverilte.

Fremstillingen af papirfibrene er ofte adskilt fra selve papirfremstillingen, så baller med papirmasse skal transporteres.

Udvikling af produktionen Opfindelsen af bogtrykket i Europa stillede efterhånden krav om en større produktion af papir. Stampemøller drevet af vandmøller synes tidligt at have være i brug hos araberne. Vanddrevne møller kom også i brug i Europa. Således havde Tycho Brahe egen papirmølle i sit len, øen Hven. Med opfindelsen af hollænderen, en særlig mølle til forrivning af fibrene fra gamle klude, i slutningen af det 17. århundrede, kunne produktionen øges. Selve fremstillingen af arkene skete stadig manuelt. Fremstilling af fibre ved slibning af træ blev opfundet i 1840 af tyskeren Keller. Det muliggjorde en så stor papirproduktion, at aviser kunne blive et massemedie.

Håndlavet papir (bøttepapir) Papir blev frem til år 1800 udelukkende fremstillet med håndkraft. Papirfibrene og evt. limstoffer udrøres i rigeligt vand i en stor træbeholder, bøtten. Der røres jævnligt rundt i beholderen med en lang pind. Den arbejder, formeren, der fremstiller papiret, nedsænker en ramme med en bund af fint metalvæv i massen, løfter den op, og mens vandet løber fra gennem metalvævet, rystes formen for bedre at filtre fibrene sammen. De sammenpakkede fibre på vævet, det våde ark, trykkes derpå af en anden arbejder gauskeren over på et stykke tyk filt. Et nyt stykke filt lægges ovenpå, og det næste ark kan fremstilles. Stablen af filtstykker presses, hvorved en stor del af vandet drives ud. De enkelte ark hænges derpå til tørre. Arkene behandles derpå gerne med dyrisk lim og tørres igen. To-tre mand kan producere omkring 100 ark papir i timen.

I dag er håndlavet papir en luksusvare, der fortrinsvis benyttes af kunstnere.

Vandmærke Hvis der er presset et mønster i vævet i rammen, eller der er påloddet metaltråde i et mønster, vil papiret her blive lidt tyndere. Variationen i tykkelsen af arket giver et ægte vandmærke, der kan identificere fabrikken og kvaliteten af papiret.

Bøttekant Papir fremstillet i bøtten får en lidt ujævn kant. Håndlavet papir (bøttepapir) er i dag meget fornemt papir, der især bruges inden for kunsten og til eksklusive tryksager. Bøttepapir fremstilles fortrinsvis af gamle klude, der giver meget fine og holdbare fibre. Karton til invitationer findes med en udstanset bølget kant for at illudere bøttepapir.

Maskinfremstillet papir Fremstilling af papir på maskiner begyndte omkring år 1800, da franskmanden Louis-Nicolas Robert konstruerede papirmaskinen. Den blev forbedret af brødrene Sealy og Henry Fourdrinier samt af Bryan Donkin i de næste par år. Princippet i disse maskiner benyttes stadig.

Formaling af pulpen Papirmassen, der kan bestå af nye fibre eller af en større eller mindre mængde af returfibre, udrøres i store mængder vand, så indholdet af tørstof er omkring 1 %. Dette sker i hurtigtgående rørere, de såkaldte pulpere. Herunder iblandes evt. tilsætningsstoffer. Uønskede partikler får mulighed for at bundfælde sig eller fjernes af magneter. Papirmassen formales derpå i en refiner eller jordanmølle, hvor massen passerer knive på en konisk tromle. Knive monteret på roterende skiver kendes også. Tidligere skete formalingen i en hollænder, der er et o-formet kar, hvori et knivbesat hjul kører over knive, mens massen cirkulerer. Formalingen kan indstilles. Hvis der formales til korte fibre, taler man om røsk formaling, mens lange fibre, der er delvist kvasede, så limstoffer frigives, benævnes smørig formaling.

Papirmaskinen thumb|Skematisk gengivelse af en langviremaskine. Der findes flere typer papirmaskiner, men den almindeligste er langviremaskinen.

Papirmaskinen består af tre dele: vådpartiet, pressepartiet og tørrepartiet.

Pulpen fra formalingen fortyndes yderligere, så der kan ske en sidste fjernelse af uønskede partikler. Pulpen ledes ind i en indløbskasse, hvor den holdes i stadig bevægelse for at undgå klumper. Pulpen løber gennem en spalte ud på viren, som er et endeløst bånd af fint metalfletværk eller nylonvæv. Viren løber på ruller hen over sugekasser, der fjerner det meste af vandet. Fibrene lægger sig nu i et sammenhængende lag oven på viren. Viren rystes for at filtre fibrene sammen. Den våde og meget løse papirbane passerer gauskepressen, der yderligere fjerner vand fra massen. Tørstofindholdet er nu oppe på omkring 20 %. En dandyrulle, en valse beklædt med et fintmasket net, kan udjævne overfladen på banen og evt. præge et vandmærke i papiret.

Papiret går nu igennem pressepartiet, hvor papiret kører på en endeløs filtdug gennem pressevalser. Gummistempler anbragt her kan danne uægte vandmærker. Tørstofindholdet er herefter omkring 35 %.

Endelig passerer papirbanen en eller flere dampopvarmede, blanke stålvalser, der tørrer papiret. Papiret kan samtidig overfladebehandles med lim.

Tilsætninger Papirmassen kan tilsættes forskellige stoffer, inden den hældes ud på viren. Man kan tilsætte svampehæmmende stoffer for at undgå, at papirmassen mugner. Der kan tilsættes fyldstoffer som kridt, kaolin og titandioxid for at give et tættere og tungere papir. Samtidig får man et mere sugende papir. Der kan også tilsættes lim, det vil normalt sige en form for harpiks, der kan bindes til fibrene med alun. Limningen gør papiret mindre sugende, hvilket kan have betydning for trykfarve og blæks tilbøjelighed til at trække ud i papiret. Limningen kan også ske efter papirbanen er dannet. Man kan også tilsætte farvepigmenter. Dette kan ske for at fremstille egentligt farvet papir, men benyttes også for at ramme en præcis farvetone. ”Optisk hvidt”, der lyser op under ultraviolet lys, benyttes også.

Glitning Hvis papirbanen, når den har forladt tørrepartiet, presses imellem stålvalser, glittes overfladen, så den bliver glat.

Papirets vandindhold måles automatisk, og en justering kan ske ved besprøjtning med en smule fint forstøvet vand.

Pap og karton kan ikke fremstilles i én arbejdsgang. De laves enten ved sammenpresning af flere våde papirbaner eller ved gradvist at opbygge et tykt lag på en serie af cylinderformede rundvirer.

Kalandrering og bestrygning Papiret rulles op i store ruller. Det kan også undergå en yderligere glitning i en kalander, hvor banen passerer mellem stålvalser, der roterer med en lidt anden hastighed, end papiret fremføres med, og en papirbeklædt valse. Herved kan overfladen poleres. Glittet papir kan gengive et finere raster end papir med en ujævn overflade. Et bestrøget papir kan gives en meget blank overflade.

Papiret kan bestryges på den ene eller begge sider med en masse, der indeholder kridt, kaolin eller andet pigmentpulver. Overfladen poleres derpå. En særligt fin papirtype fremstillet på denne måde benævnes krideret kunsttryk (også selv om der ikke er anvendt kridt), og er i stand til at gengive billeder meget godt. Til gengæld bliver det mærkbart tungere. Bestrøget og glittet papir kan også blive så glat, at visse skriveredskaber fungerer dårligt på dem.

Pakning Papiret renskæres og rulles op på mindre ruller, eller det skæres ud i ark og pakkes.

Egenskaber Denne liste over papirers egenskaber er langt fra komplet. Bestemte trykprocesser kan stille krav til bestemte egenskaber. Forskellige former for emballage kan også stille krav om særlige egenskaber. Forhold som papirs pH-værdi og fugtindhold er ofte af stor betydning for trykningen.

Gramvægt Papirets vægt angives i gram, f.eks. 80 g papir. Det betyder, at en kvadratmeter af det pågældende papir vejer netop 80 gram. Jo højere gramvægt desto stivere bliver papiret normalt. Gramvægten siger i sig selv ikke noget om, hvor tykt papirarket er.

Bulk