Artiklen Spaniens historie handler om Spaniens historie.
Tidlig historie (før 400 f.Kr.) thumb|Axeitos Dolmenen, Galicien De første tegn på beboere på den Iberiske Halvø er fra ca. 33.000 år f.Kr. Under en udgravning i Atapuerca har man fundet rester fra Homo Antecessor, de første mennesker der bosatte sig i Europa.
Sammen med dette fund er der også fundet forhistoriske malerier i en grotte i Altamira i provinsen Cantabria.
De første civilisationer, man kender til, er dels et folk, der blev kaldt Iberere, som bosatte sig i den centraløstlige del af den Iberiske Halvø, og dels keltere, som var kommet fra Nordeuropa, og som bosatte sig i den nordvestlige del af halvøen i det, der nu er provinserne Galicien og Asturien. Sækkepibemusik, som kelterne indførte, er den dag i dag stadig udbredt i disse regioner. I starten af år 1000 f.Kr. kom fønikerne til den østlige del af den Iberiske Halvø, hvor de begyndte at handle med Ibererne og så småt koloniserede det, der nu er provinserne Murcia, Valencia og dele af Andalusien.
Antikken (ca. 400 f.Kr.–400 e.Kr.) thumb|La Dama de Elche, et af de flotteste kunstværker, man har fundet fra præromersk tid
Sammen med fønikerne kom handelsfolk fra Middelhavet: grækere og karthaginesere, der også bosatte sig på den østlige del af halvøen. I det 3. århundrede f.Kr. gik Rom og Karthago i krig mod hinanden i det, der blev kaldt de Puniske krige. Den Iberiske Halvø gik dermed fra at være et fredeligt bosættelsessted med mange handelsmuligheder til at være et strategisk punkt i denne krig. Karthago var den første magt, der begyndte en erobring af den Iberiske Halvø. Ibererne havde på det tidspunkt et godt forhold til Karthago, så de hjalp de karthaginesiske generaler, som f.eks. Hannibal. thumb|right|Romersk Teater i Mérida, Extremadura
I år 217 f.Kr. invaderede romerne den Iberiske Halvø, men det var først i år 19 f.Kr. under kejser Augustus, at den Iberiske Halvø var under romersk herredømme. Der var dog stadig visse modstandslommer i den nordlige zone (Asturias og Cantabria). En særlig kendt oprører er den iberiske leder Viriathus fra Lusitania (Portugal), der organiserede en effektiv modstand mod romerne, især omkring iberernes hovedstad, Numancia, som ligger i den spanske region Soria. Han blev dræbt af lusitanske forrædere. En anden stor helt fra Hispanias side var Corocotta, fra Cantabrien.
Det blev vanskeligt for romerne at erobre cantabrierne og de fleste af folkene fra den nordlige del af Hispania. Folkeslag som asturerne eller cantabrierne havde mødre, som hellere ville dræbe deres børn end lade dem blive "romaniseret". En legende fortæller, at Corocotta startede så mange oprør mod de romerske legioner, at kejser Augustus satte en dusør på 200.000 dinarer på hans hoved. Corocottas svar på dette var overraskende. Han præsenterede sig selv for kejser Augustus og bad om dusøren, da han jo havde taget Corocottas hoved med til kejseren. Augustus gav ham dusøren for hans mod og snilde. Fup eller fakta, de fleste historikere mener, at Corocotta døde i slaget ved Monte Medulio i det nuværende Peña Sagra, i Los Picos de Europa (Europa bjergenes tinder). Man skal huske på, at i den tid var befolkningen i Hispania så forskellige, at for eksempel cantabrierne ikke mente, at de var hispaniere, men kun cantabriere, det samme gjaldt deres naboer asturerne og baskerne.
Middelalder (4.–14. århundrede) Visigoternes erobring
I slutningen af det 4. århundrede blev den iberiske halvø erobret af et germansk folkeslag, der blev kaldt for visigoterne. Visigoternes tilstedeværelse betød ikke fremskridt i folks levevilkår. I alt 33 konger nåede at regere.
Den iberiske halvø var kristen, siden romerne omvendte sig til denne tro under kejser Konstantin den Stores regering. Apostlen Sankt Jakob var en meget vigtig brik i den iberiske halvøs kristning. Han ligger begravet i Sankt Jakobs Domkirke i Santiago de Compostela i Galicien ("Santiago" er "Sankt Jakob" på spansk). Stedet blev et meget vigtigt pilgrimsmål i den kristne verden, og det betød store indtægter. I vore dage er det en af de tre hellige pilgrimsmåle i den Katolske Kirke. Visigoterne var arianere, men da Recaredo I (586-601) omvendte sig til den katolske tro, gjorde befolkningen det også.
Muslimsk ekspansion I år 711 e.Kr. var Ummayadekalifatet, der strakte sig helt fra det nuværende Pakistan til den vestlige del af Sahara-ørkenen, nået helt til Marokko og begyndte at krydse Gibraltarstrædet og besætte den sydlige zone af den iberiske halvø. Denne hær, der blev kommanderet af general Táriq Ibn Ziyad og Guvernøren af Tanger, Musa Ibn Nusair, bestod af 9.000 mand. Den siddende visigotiske konge Rodrigo I havde sine egne små borgerkrige, så hans fjender allierede sig hurtigt med de muslimske erobrere. Dette medførte kaos i Hispania, som ikke kunne hamle op med den lille, men velorganiserede muslimske hær. Rodrigo nåede at samle en hær på 15.000 mand, men muslimerne fik forstærkninger fra Marokko, primært af berbersk infanteri. Rodrigo mødte op til kamp med 15.000 mand mod 40.000 på den muslimske side. Dette slag er kendt som Slaget ved Guadalete og endte med Rodrigos død og et katastrofalt nederlag for den kristne hær. Det tog kun 5 år for muslimerne at erobre resten af det kaotiske visigotiske rige. I 716 prøvede muslimerne at trænge ind i Frankerriget, men det blev forhindret takket være den frankiske konge Karl Martells effektive forsvar. Samme år begynder "Den Kristne Generobring" (Reconquista på spansk) af den Iberiske Halvø, som kom til at vare 800 år.
Den Kristne Generobring Hele den iberiske halvø var erobret af maurerne (muslimerne), og der var kun nogle få modstandslommer i den nordlige del. Selve Generobringen begyndte med Slaget ved Covadonga i år 722, et bjergområde i det nuværende Asturien. Den kristne hær blev ledet af en visigotisk adelig fra Toledo, Don Pelayo og bestod af 300 mænd. Over for dem stod en hær ledet af en muslimsk kommandant ved navn Al-Qama. De kristne krønikeskrivere sætter antallet af den muslimske armé til over 180.000 mænd, selvom man nu ved, at den ikke var større end 1.400. Asturerene vandt, med kun 10 overlevende og Don Pelayo. Efter dette blev Kongeriget Asturien skabt. Som minde om dette blev der hængt et stort guldkors under en gammel romersk bro i Cangas de Onís. Dette blev Kongeriget Asturias våbenskjold, samt en halvmåne, som hængte nedad under korset, hvilket symboliserede den kristne sejr. Våbenskjoldet er bevaret i Asturiens flag, dog uden den nedadvendte halvmåne.
thumb|Den Romerske Bro i Cangas de Onis med Sejrskorset
Efterhånden som den kristne generobring begyndte at bevæge sig sydpå, blev Kongeriget Asturien delt op i forskellige kongeriger og grevskaber, efter at Alfonso III den Store delte riget op mellem tre af sine fem sønner. De vigtigste var grevskaberne af Galicien, León og Kastilien, hvilket i det 10. århundrede blev til Kongeriget León. Senere hen blev grevskabet Castilla til et selvstændigt kongerige, og i det 12. århundrede blev også Portugal selvstændigt. Senere blev Kastilien og León til ét kongedømme. Karl den Stores "Marca Hispánica" (Den Spanske Grænse) skabte nye kristne kongeriger og grevskaber syd for Pyrenæerne: Kongeriget Navarra eller Pamplona, Grevskabet Aragón og Grevskabet Sobrarbe y Ribagorza.
thumb|Den iberiske halvø i 1030 Mange konfrontationer og tvister opstod mellem de to nye kongeriger, Navarra og Aragonien. I midten af det 11. århundrede erobrede Sancho III den Gamle de kastilianske grevskaber, Aragonien og Grevskabet Sobrarbe y Ribagorza. Ved hans død blev hans nye "imperium" delt op: Navarra blev marginaliseret af generobringen, kongedømmet fik en meget lille del; hans første søn Ferdinand I fik Kastilien og hans anden søn Ramiro I fik kongeriget Aragonien, hvilket gjorde, at Grevskabet Sobrarbe y Ribagorza forsvandt. Ramiro I af Aragonien nåede faktisk at få Navarra under Aragoniens herredømme, men den samling blev delt igen efter Alfonso I af Aragoniens død.
Efter et bryllup mellem Petronila af Aragonien (den eneste efterkommer af kongen af Aragonien) og Ramón Berenguer IV (Greve af Barcelona) blev de catalanske grevskaber, hvis hovedstad var Barcelona, og Kongeriget Aragonien forenet i statsdannelsen Aragoniens krone. Hovedstaden forblev i Barcelona. I år 1118 erobrede det nye rige Taifa herredømmet Zaragoza.
Store helte blev skabt på begge sider:
El Cid Vilfredo el Velloso (Grevskabet Aragonien-Barcelona) Sancho III den Gamle (Navarra) Abd Al-Rahman ibn Muhammed, senere Kalifa Abd Al-Rahman III (Kalifatet Córdoba) ].
Man kan udlægge den store alliance, som de fem kristne riger havde (Aragonien, Kastilien, León, Navarra og Portugal), som succesfuld i modsætning til maurerne, der led under store interne stridigheder, lige fra mindre kampe mellem lavadelige til store kampe mellem stammer og dynastier. Store slag som Slaget ved Simancas eller Slaget ved Las Navas de Tolosa (mod den store kalifa Abd Al-Rahman III) forstærker dette synspunkt, og store erobringer af de kristne som Toledo (anført af Alfons VI af Kongeriget Castilla y León eller selve Kalifatets hovedstad, Córdoba, markerede den mauriske tilbagegang. I starten af det 14. århundrede stod kun det nye Kongerige Granada tilbage som eneste mauriske repræsentation på den iberiske halvø.
Starten af det moderne Spanien (15.–16. århundrede) thumb|Boabdil giver Granadas nøgler til De Katolske Monarker
I 1469 fandt et af de mest betydningsfulde bryllupper i den spanske historie sted. Det var mellem Isabella, søster til kong Enrique IV af Kastilien og prins Fernando, søn af Juan II af Aragonien. Da Juan II døde, blev Fernando konge over Aragonien, der nu havde under sit herredømme det nuværende Catalonien, Valencia, Aragonien (region), De Baleariske Øer, Sardinien og Sicilien. Aragonien havde på et tidspunkt også hersket over Athen, men kun for en kort periode. Det blev sværere for Isabella, der skulle kæmpe imod sin niece Juana la Beltraneja for kronen i fem år, indtil hun i 1479 blev hersker over Kastilien og León, som Isabella I. Fra det tidspunkt blev Aragonien og Kastilien tæt knyttet, selvom det kun drejede sig om en arvings-union, for begge riger beholdt deres sprog, mønt, institutioner og grænser. Men det ville aldrig blive det samme igen i den Iberiske Halvø efter dette bryllup. Disse to monarker ville blive kendt som de Katolske monarker. Mange erobringer blev gjort under deres herredømme.
Efter 10 slagrige år blev Granada indtaget i 1492, hvilket gjorde en ende på "La Reconquista". Granadas sidste mauriske konge, Boabdil, nåede at flygte til Marokko. Kastilien og Aragonien var i krig med Frankrig, og Navarra var allieret med franskmændene. Det var den bedste undskyldning, de Katolske Konger kunne få for at erobre dette lille rige, hvilket de så gjorde i 1515. For første gang kunne man tale om "Spanien" som kongerige, kun Portugal manglede i dette projekt. Deres børns giftemål var en meget god måde at stifte store alliancer og gøre riget større.
Isabella, deres første datter, blev gift med prins Alfonso af Portugal. Efter hans død blev hun gift med selveste kong Manõel I af Portugal. Deres eneste søn Juan blev gift med Magrethe af Østrig, men han døde kort efter at havde fyldt tyve år. Juana, der også blev kaldt "la Loca" (den Vanvittige), blev gift med Filip den Smukke af Burgund, søn af kejseren Maximilian I af Østrig. Maria blev gift med Manõel I ved Isabellas død. Katharina blev gift med kronprinsen af England, Arthur. Men da hun blev enke af denne mand, blev hun gift med hans bror Henrik, den senere Henrik VIII af England.
thumb|"Auto de Fé". Inkvisitionen fik en større rolle for at sørge for, at ingen i de spanske territorier var hverken jøder eller muslimer