Stanley Kubrick (26. juli 1928 – 7. marts 1999) var en amerikansk filminstruktør og fotograf. Han var en fremtrædende skikkelse under New Hollywood-perioden og betragtes som en af de største og mest indflydelsesrige filminstruktører. Hans film spændte over en række genrer og blev kendt for deres sans for detaljer, innovative filmfotografi, omfattende scenografi og sorte humor.
Kubrick blev født i New York City og arbejdede som fotograf for magasinet Look i slutningen af 1940'erne og begyndelsen af 1950'erne. I 1956 instruerede han sin første større Hollywood-film, Det store gangsterkup. Den blev efterfulgt af to samarbejder med Kirk Douglas: anti-krigsfilmen Ærens vej (1957) og det historiske epos Spartacus (1960). I 1961 bosatte Kubrick sig i England. I 1978 flyttede han med sin hustru Christiane ind på Childwickbury Manor, som blev hans arbejdssted, hvor han samlede manuskriptskrivning, research, klipning og produktionens administration. Det gav ham næsten fuld kunstnerisk kontrol over sine film og den sjældne fordel at have økonomisk støtte fra store Hollywood-studier. Hans første filmproduktioner i England var to film med Peter Sellers: komediedramaet Lolita (1962) og den satiriske film om Den Kolde Krig Dr. Strangelove (1964).
Kubrick var perfektionist og tog direkte kontrol over de fleste aspekter af sine filmproduktioner. Han opbyggede ekspertise inden for manuskriptskrivning, klipning, farvekorrektion, markedsføring og distribution. Han var kendt for den omhyggelighed, han lagde i research til sine film og iscenesættelsen af scener. Han bad ofte om flere dusin optagelser af den samme scene, hvilket ofte forvirrede og frustrerede hans skuespillere. Mange af Kubricks film banede nye veje inden for filmkunsten og betragtes i dag som milepæle. Den videnskabelige realisme og de innovative special effects i hans science fiction-epos Rumrejsen år 2001 (1968) var uden sidestykke i filmhistorien. Filmen indbragte ham hans eneste Oscar, for bedste visuelle effekter, og betragtes som en af de største film nogensinde.
Selv om mange af Kubricks film var kontroversielle og ved premieren fik blandede anmeldelser – især den brutale A Clockwork Orange (1971), som Kubrick trak tilbage fra distribution i Storbritannien efter et voldsomt mediepres – blev de fleste nomineret til Oscars, Golden Globe-priser eller BAFTA-priser og blev senere genstand for en fornyet kritisk vurdering. Med gyserfilmen Ondskabens hotel (1980) blev han en af de første instruktører til at anvende en Steadicam til stabiliserede og flydende kamerabevægelser. Denne teknologi fik afgørende betydning for hans film om Vietnamkrigen, Full Metal Jacket (1987). Få dage efter at have vist sin sidste film, Eyes Wide Shut (1999), for sin familie og filmens hovedrolleindehavere døde han 70 år gammel.
Filmkarriere
Tidlige film Stanley Kubricks karriere begyndte som fotograf på New York-magasinet Look. I 1951 blev Kubrick overtalt af sin ven, Alex Singer, til at begynde at lave korte dokumentarfilm for March of Time, der leverede ugerevyer til amerikanske biografer. Han finansierede selv sin første film, dokumentarkortfilmen Day of the Fight (1951). Filmens distributør gik fallit, men han solgte den til RKO Pictures med et overskud på $100. Kubrick forlod sit faste job på Look og gik i gang med sin anden dokumentarkortfilm Flying Padre (1951), finansieret af RKO. Hans tredje film, The Seafarers (1953), Kubricks første farvefilm, var en 30 minutter lang promotionfilm for Seafarerer International Union (marinefagforening). Disse tre film plus adskillige andre kortfilm, der ikke er bevaret, udgør Kubricks eneste arbejde med dokumentargenren. I samme periode var han desuden assisterende instruktør på en episode af tv-serien Omnibus (1952), der handlede om Abraham Lincolns liv.
Med Fear and Desire fra 1953 begyndte Kubrick at koncentrere sig udelukkende om fiktionsfilm i spillefilmslængde. Fear and Desire handler om en gruppe soldater, der er fanget bag fjendens linjer i en fiktiv krig. Til sidst går det op for mændene, at deres fjenders ansigter er identiske med deres egne (rollerne spilles af de samme skuespillere). Kubrick og hans kone Toba Metz udgjorde filmholdet og manuskriptet blev skrevet af Kubricks ven Howard Sackler, der senere blev en succesfuld skuespilforfatter. Fear and Desire fik respektable anmeldelser, men var et kommercielt flop. Senere i livet var Kubrick flov over filmen, som han afviste som amatør-agtig. Han afslog at lade Fear and Desire vise ved retrospektive filmforevisninger, efter at han var blevet en etableret filmskaber. Filmen blev uofficielt udgivet på DVD, og filmskoleelever der har set den, har bekræftet, at den er 'opmuntrende dårlig'.
Kubricks ægteskab med gymnasiekæresten Toba endte under indspilningen af Fear and Desire. I 1954 blev han gift med sin anden kone, den australske danser, Ruth Sobotka. Hun havde en cameo-rolle i Kubricks næste film, Killer's Kiss (1955). Filmen handler om en ung sværvægtsbokser i slutningen af sin karriere, der bliver indblandet i organiseret kriminalitet. Ligesom Fear and Desire, er Killer's Kiss en kort spillefilm på lidt over en time, hvilket satte begrænsninger for den kommercielle og anmeldermæssige succes. Begge film blev privat finansieret af lån fra Kubricks familie.
Det store gangsterkup (The Killing) Alex Singer introducerede Kubrick til en ung producer, der hed James B. Harris, og de to blev venner for livet. Deres forretningsmæssige partnerskab, Harris-Kubrick Productions, finansierede Kubricks næste tre film. Harris og Kubrick købte rettighederne til Lionel White-romanen Clean Break, som Kubrick og Jim Thompson lavede til et filmmanuskript om et væddeløbsbanerøveri, der går gruelig galt. Det store gangsterkup (The Killing) med Sterling Hayden i hovedrollen, var Kubricks første film med et professionelt filmhold og professionelle skuespillere. Filmen gjorde virkningsfuldt brug af ikke-lineær tid, hvilket var usædvanligt i 1950'erne, og selvom den ikke blev nogen økonomisk succes, var den Kubricks første anmelderroste film. Den udbredte beundring for Det store gangsterkup gjorde Metro-Goldwyn-Mayer opmærksom på Harris-Kubrick Productions. Filmselskabet tilbød dem en kæmpe samling af rettighedsbeskyttede historier, som de kunne vælge fra til deres næste projekt. De valgte til sidst The Burning Secret af den østrigske forfatter Stefan Zweig. Kubrick skrev filmmanuskriptet sammen med Calder Willingham, men aftalen med MGM kollapsede før filmen kom rigtigt undervejs.
Ærens vej (Paths of Glory) Kubrick foreslog en filmatisering af Humphrey Cobbs roman Ærens vej (Paths of Glory). Den foregår under første verdenskrig og handler om tre uskyldige franske soldater, der sigtes for fejhed af deres generaler for at statuere et eksempel overfor de andre soldater. Kirk Douglas fik hovedrollen som oberst Dax, en menneskekærlig officer, der forsøger at forhindre mændenes henrettelser. Harris og Kubrick fik først skabt interesse om projektet, da en større stjerne som Kirk Douglas var om bord, og United Artists indvilligede i at finansiere filmen. Ærens vej blev Kubricks første kommercielle succes, og filmen fik anmelderroser, der etablerede ham som et nyt instruktørtalent. Anmelderne roste filmens usminkede kampscener og Kubricks kamerahåndtering. En scene, hvor Douglas marcherer gennem skyttegraven i ét uklippet skud, hvor kameraet bevæger sig bagud, har fået status som et klassisk eksempel, der bruges på filmskoler.
Ærens vej blev optaget i München, hvor Kubrick under indspilningen mødte og forelskede sig i den unge tyske skuespillerinde Christiane Harlan (krediteret i filmen som "Susanne Christian"), der havde den eneste kvindelige talerolle i filmen. Christiane Harlan og Kubrick blev gift inden der var gået et år og ægteskabet varede indtil Kubricks død i 1999. Udover at opfostre Christianes yngste datter Katharina (født 1953) fra hendes tidligere ægteskab, fik parret to døtre: Anya (født 1958) og Vivian (født 1960). Christianes bror, Jan Harlan, var Kubricks executive producer fra 1975.
Spartacus
Efter hjemkomsten til USA, arbejdede Kubrick seks måneder på Marlon Brando-filmen Når mænd hader (One-Eyed Jacks, 1961). Kubrick hævdede senere, at han bliv tvunget til at forlade filmprojektet, fordi Brando selv ville instruere filmen, hvilket han endte med at gøre. Kubrick sygnede hen med manuskripter, der aldrig blev til film, indtil Kirk Douglas bad ham overtage instruktørstolen på Spartacus (1960) fra Anthony Mann, der blev fyret to uger inde i optagelserne på grund af manglede lederskab (eller sandsynligvis på grund af kunstneriske uoverensstemmelser mellem Mann og Douglas). Spartacus var baseret på en virkelig historie om et romersk slaveoprør, der er dømt til fiasko, og filmen etablerede Kubrick en gang for alle som en stor instruktør. Produktionen var dog ikke nogen lykkelig affære. Der opstod uenighed om filmen undervejs mellem Kubrick og Douglas, der både var filmens stjerne og producer. Kubrick blev frustreret over ikke at have den kreative kontrol med filmen og nægtede senere at vedkende sig filmen. Magtkampen førte til et brud mellem Douglas og Kubrick, der ellers havde udviklet et godt forhold under Ærens vej. Douglas omtalte senere Kubrick som "en talentfuld lort". Spartacus blev en kommerciel succes og blev pænt modtaget af kritikerne, men oplevelsen med som instruktør at skulle kæmpe for indflydelse på filmen, overbeviste Kubrick om at finde andre måder at arbejde med Hollywoods økonomiske ressourcer på, hvor han kunne fastholde produktionsmæssig uafhængighed af studiesystemet. Dette var en del af grunden til, at Kubrick i 1962 tog til England for at lave sin næste film.
Lolita I 1962 flyttede Kubrick til England for at lave filmen Lolita, og han blev boende i landet resten af sit liv. Ikke overraskende blev Lolita årsag til Kubricks første større polemik. Bogen, der handler om en kærlighedsaffære mellem en midaldrende mand og en tolv-årig pige, var allerede berygtet, da Kubrick gik i gang med filmatiseringen. Emnets vanskelighed blev i sidste ende hånet i filmens tagline: "How did they ever make a film of Lolita?". Vladimir Nabokov, bogens forfatter, skrev et 300 sider langt filmmanuskript, som Kubrick opgav. Det endelige manuskript blev angiveligt skrevet af Kubrick selv. Selvom Lolitas alder i filmen var ændret fra 12 til 14, måtte adskillige scener i den endelige film omklippes, før filmen kunne blive udgivet. Resultatet var en film, der nedtonede hvad der var blevet anset for de mere perverse aspekter i romanen og overlod noget til publikums fantasi. Skuespillerinden Sue Lyon, der spillede Lolita, var 16 da filmen blev indspillet. Kubrick har senere sagt, at hvis han havde indset fra starten hvor strenge censurens begrænsninger ville være, så havde han sikkert ikke lavet filmen. Han roste dog altid James Mason, der spillede den pædofile/ efebofile Humbert Humbert, og Kubrick omtalte ham senere som en af de skuespillere, han havde været mest glad for at samarbejde med. Lolita var også den første film, hvor Kubrick samarbejde med den britiske komiker Peter Sellers – et samarbejde der skulle vise sig at blive et af de mest succesfulde i hans karriere.
Dr. Strangelove Kubricks næste projekt blev kultklassikeren Dr. Strangelove eller: Hvordan jeg lærte at holde op med at bekymre mig og at elske bomben (1964), der er en filmatisering af romanen Red Alert af Peter George (under pseudonymet Peter Bryant). Kubrick skrev filmmanuskriptet sammen med Peter George og den amerikanske satiriker Terry Southern, og filmen anses for at være et mesterværk inden for sort humor. Mens Red Alert var en seriøst ment advarende historie om den kolde krig, udviklede Dr. Strangelove sig næsten ved et tilfælde til noget, som Kubrick har kaldt en mareridtskomedie (a "nightmare comedy").