Slaget ved Verdun i Nordøstfrankrig var et af de største slag under 1. verdenskrig, og et af de største i menneskehedens historie. Slaget varede fra 21. februar 1916 til 18. december 1916 og begyndte som en tysk offensiv, der forsøgte at få den franske hær til at forbløde i stillingerne omkring den stærkt befæstede by Verdun. Men franskmændene forsvarede sig hårdnakket under general Philippe Pétain, som blev berømt på det succesfulde forsvar af byen. Petain afløstes i maj af general Robert Nivelle. Tyskerne måtte i juli indstille offensiven, og en fransk offensiv fra oktober tvang dem til at opgive det erobrede terræn med forterne Vaux og Douaumont. Da slaget sluttede, gik fronten stort set, som da det startede.
Under slaget blev over en million soldater såret, og op til fire hundrede tusind soldater blev dræbt. Det var det længste slag i 1. verdenskrig og det blodigste efter Slaget ved Somme (1916). Slaget er blevet symbol på den uhyrlige og forfærdende måde 1. verdenskrig foregik på. Det er estimeret, at op til 70 millioner artillerigranater af forskellige kaliber blev affyret på de omtrent 45 kvadratkilometer slaget blev udkæmpet på, det er i gennemsnit to affyrede skud hvert sekund i de 9 måneder, hvorunder slaget fandt sted.
Efter det 1. slag ved Marne og den stadig længerevarende stillingskrig havde den øverste tyske hærledelse – Oberste Heeresleitung (OHL) erkendt, at den i stigende grad havde mistet det strategiske initiativ. Den tyske hærs generalstabschef Erich von Falkenhayn ville besejre Frankrig med et afgørende storangreb. Blandt andet skulle British Expeditionary Force bringes til at opgive sine allianceforpligtelser. Som mål for offensiven valgte han den franske by Verdun. Byen har en lang historie som bolværk mod indtrængende hære østfra. Verdun havde frem for alt en stor symbolsk betydning i den franske befolkning. Den militære og strategiske værdi var derimod beskeden. I den første del af krigen var Verdun anset for at være en fransk fæstning af underordnet betydning.
Den tyske hær planlagde at rette fronten, som slangede sig uden om byen Verdun og de fremskudte fæstninger. Den franske hær skulle tvinges til at indsætte hovedparten af sin styrke her for at forsvare det nationalt betydningsfulde sted. Den militære operation fik kodenavnet Operation Gericht. Overkommandoen for 5. armé fik til opgave at lede operationen.
Slaget markerede begyndelsen på de store materielslag under 1. verdenskrig. Aldrig tidligere havde industrialiseringen af krigen været så tydelig. I den forbindelse sikrede det franske Noria system en regelmæssig rotation af tropperne. Det var af stor betydning for at sikre et vellykket forsvar og var en væsentlig faktor for at etablere Verdun som et symbol for hele Frankrig. Den tyske hærledelse antog derimod, at franskmændene var tvunget til at udskifte troppeenhederne på grund af usædvanlig store tab. Falkenhayn fortalte, at modstanderen forblødte. I den tyske erindring blev Verdun til et begreb, som er forbundet med en følelse af bitterhed og en følelse af at være blevet udslidt.
Selv om kampene ved Somme var forbundet med væsentligt højere tab, blev de månedlange kampe ved Verdun til et tysk-fransk symbol på de tragiske resultatløse stillingskrige. Verdun står i dag som et mindesmærke mod krige og som et symbol på den vellykkede tysk-franske udsoning.
I 2000 beregnede Hannes Heer og Klaus Naumann, at franskmændene led 377.231 tab og tyskerne 337.000, i alt 714.231 og et gennemsnit på 70.000 om måneden. Nyere estimater indikerer væsentligt højere tab, potentielt over en million, såsom i 2014 hvor William Philpott skrev om 976.000 ofre i 1916 og 1.250.000 i nærheden af Verdun. I Frankrig kom Verdun til at symbolisere den franske hærs beslutsomhed og krigens destruktivitet. Slaget ved Verdun betragtes bredt som et af de mest tæt udkæmpede slag i menneskehedens historie, cirka 3,7 millioner soldater deltog i kamp i et område på mindre end 45 kvadratkilometer. Det har utvivlsomt rekorden, men ikke endegyldigt, for det højeste antal ofre pr. kvadratmeter overalt i verden, undtagen en nazistisk koncentrationslejr.
Sammenfatning thumb|Fort Douaumont i starten af 1916 thumb|Fort Douaumont i slutningen af 1916 Efter at datoen for angrebet på grund af koldt og vådt vejr var blevet udskudt flere gange fra den 12. februar, indledtes det tyske angreb den 21. februar 1916. Forsinkelsen fra den 12. til den 21. februar samt beretninger fra overløbere gav den franske efterretningstjeneste tid og argumenter til at overbevise general Joffre om, at et storangreb var under opsejling. På baggrund af uigendrivelige beviser for tyske troppekoncentrationer ved fronten hentede han hurtigt forstærkninger til støtte for den forsvarende 2. franske armé. På den truede østbred af Meuse-floden samlede franskmændene ca. 200.000 mand, som stod over for en tysk overmagt på omkring 500.000 i den 5. tyske armé.
I begyndelsen gjorde angrebet gode fremskridt. Allerede den 25. februar lykkedes det tyske tropper at indtage landsbyen Douaumont uden større problemer. Herefter blev Philippe Pétain udnævnt til ny øverstkommanderende for frontafsnittet. Som tyskerne havde ventet, gjorde han alt for at forsvare Verdun. Fortet Douaumont kunne han først efter hårde kampe erobre tilbage den 4. marts. For at imødegå beskydningen fra flanken blev angrebet nu udvidet til også at omfatte den venstre bred. Højdedraget, som tyskerne kaldte "Toter Mann", blev erobret og generobret gentagne gange under store tab. På højre bred var Fort Vaux længe omstridt og blev forsvaret til sidste dråbe vand. Den 7. juni kapitulerede fortet.
Som følge af Brusilov-offensiven måtte tyske tropper trækkes bort fra kampområdet. Alligevel indledtes yderligere en storoffensiv den 22. juni. Stillingen i Thiaumont og landsbyen Fleury blev indtaget. Det af briterne indledte slag ved Somme førte som planlagt til, at yderligere tyske tropper måtte trækkes bort fra Verdun. Trods det blev der indledt en sidste storoffensiv den 11. juli, som førte de tyske tropper frem til taget over Fort Souville. Angrebet brød herefter sammen under det franske modangreb, så det kom kun til mindre tyske initiativer som hessiske angreb på Souville-Nase den 1. august 1916. Efter en forholdsvis rolig periode blev Fort Douaumont generobret af franskmændene den 24. oktober. Fort Vaux blev rømmet den 2. november. Den franske offensiv fortsatte til den 20. december, hvor den blev indstillet.
Baggrund Den militære situation på Vestfronten Få måneder efter udbruddet af 1. verdenskrig stivnede fronten i november 1914 i Belgien og Nordfrankrig. Begge magter opførte et omfattende net af skyttegrave fra Nordsøkysten til Schweiz. Den omfattende brug af maskingeværer, tunge kanoner og omfattende pigtrådsspærringer begunstigede en defensiv krigsførelse. Det førte til, at samtlige offensiver medførte store tab uden at føre til nævneværdige territoriale gevinster. I februar forsøgte de allierede for første gang at gennembryde de fjendtlige linjer ved hjælp af et timelangt artilleribombardement for at kunne bryde igennem. Modstanderne blev imidlertid advaret om angrebet af trommeilden og trak reserver til området. De mange granater efterlod også talrige granathuller, som vanskeliggjorde fremrykning. De allierede offensiver i Champagne og Artois måtte afbrydes på grund af store tab.
Den tyske strategi – "Operation Gericht" I vinteren 1915 begyndte den øverste tyske hærledelse under Erich von Falkenhayn at planlægge en offensiv for det kommende år. Han diskuterede alle strategisk mulige og lovende frontafsnit. Den øverste hærledelse kom til den overbevisning, at Storbritannien skulle tvinges ud af krigen, da den på grund af sin udsatte maritime placering og på grund af sin industrielle kapacitet var motoren i Ententen. På basis af denne overbevisning blev Italien forkastet som angrebsmål. Det samme var tilfældet med Rusland. Selv om tyske og østrig-ungarske tropper fra juli til september 1915 havde erobret store områder, var Falkenhayn overbevist om, at Tysklands styrke ikke rakte til at gennemføre et afgørende fremstød i det enorme russiske zarrige. Selv en erobring af Sankt Petersborg ville kun have symbolsk betydning og ville, hvis de russiske hære blot trak sig tilbage, ikke føre til en afgørelse. Ukraine var på grund af sit landbrug en velkommen gevinst som følge af den strategi, men den kunne kun høstes med accept fra Rumænien for at undgå, at det gik med på allieret side. Andre krigsskuepladser i Nærorienten og Grækenland blev betragtet som betydningsløse. Således var et angreb på Vestfronten det eneste tænkelige alternativ. Briternes stilling i Flandern var imidlertid i mellemtiden blevet udbygget, så Falkenhayn klart foreslog den franske front som den afgørende krigsskueplads.
Han argumenterede i den forbindelse med, at "Frankrig er nået til grænsen af, hvad det kan præstere – i øvrigt ved beundringsværdig opofrelse. Lykkedes det at overbevise det franske folk om, at det militært set ikke har noget at håbe på, så ville grænsen blive krydset og Storbritannien miste sit bedste sværd. Falkenhayn håbede, at et sammenbrud i den franske modstand ville føre til en tilbagetrækning af de britiske styrker.
Som angrebsmål foreslog han fæstningsbyerne Belfort og Verdun. På grund af Belforts nærmest ubetydelige strategiske situation i nærheden af den tysk-franske grænse og den mulige omgåelse af fæstningen i Metz besluttede den øverste tyske hærledelse sig for fæstningen i Verdun.
Verduns strategiske placering i frontbæltet gav ved første blik mulighed for at nå et værdifuldt mål. Efter grænseslagene i september 1914 havde den tyske offensiv ikke fået skabt en kile i fronten ved St. Mihiel, som kunne udgøre en permanent trussel mod de franske forsvarere. Derved kunne den tyske 5. armé under kronprins Wilhelm angribe fra tre sider, mens den franske overkommando (GQG – Grand Quartier Général) var tvunget til at trække tropper bort fra andre væsentlig vigtigere frontafsnit og lade dem passere gennem den smalle korridor mellem Bar-le-Duc og Verdun til de områder, som var under angreb. På den anden side giver et blik på geografien et helt andet billede: de franske befæstede stillinger, løbegange, betonblokhuse, infanteristillinger og ikke mindst forterne var næsten uovervindelige forhindringer for de angribende soldater, for ikke at tale om pigtråden, tykningerne og underskoven samt højdeforskellen på 100 meter. Man måtte regne med store tab.
For at imødegå disse betingelser skulle angrebet forberedes med artilleribeskydning af hidtil ukendt omfang. Den strategiske plan fik navnet "Chi 45" – efter den dengang anvendte hemmelige kodebetegnelse for "Gericht" – dvs. domstol. I julen 1915 gav kejser Wilhelm 2. tilladelse til offensiven. Det egentlige angreb skulle udføres på østbredden af Meuse af 5. armé under kronprins Wilhelm af Preussen. Et stort anlagt angreb på begge sider af floden blev udelukket af Falkenhayn. Denne øjensynligt ulogiske beslutning, som ikke tog hensyn til tyskernes overlegne stilling på begge sider af floden, blev skarpt kritiseret af både kronprinsen og Konstantin Schmidt von Knobelsdorf, der var stabschef i 5. armé og den egentlige beslutningstager. Alligevel blev der ikke lavet ændringer i "Chi 45".
Forblødning – Falkenhayns mål? Falkenhayn udtalte aldrig direkte, hvilke mål han forfulgte med angrebet på Verdun, selv om han ofte i snævre, højtplacerede militære kredse talte om at lade fjenden forbløde. Tyske troppers erobring af byen ville ganske vist have negative effekter på den franske krigsmoral, men en erobring af Verdun kunne ikke bruges som udgangspunkt for et afgørende angreb på Frankrig. Afstanden til den franske hovedstad Paris er 252 km, i en stillingskrig nærmest en uovervindelig afstand.