Poul Oluf Nyrup Rasmussen (født 15. juni 1943 i Esbjerg) er en dansk socialdemokratisk politiker, der var Danmarks statsminister fra 25. januar 1993 til 27. november 2001 og formand for Socialdemokratiet fra 1992 til 2002. Han var medlem af Europa-Parlamentet fra 2004 til 2009, hvortil han blev valgt med 407.966 personlige stemmer, hvilket på daværende tidspunkt var det højeste stemmetal ved et dansk valg til Europa-Parlamentet.Nyrup fik over 400.000 stemmer, DR, 14. juni 2004. Fra 2004 til 2011 var han formand for De Europæiske Socialdemokrater (PES).

Han blev student fra Esbjerg Statsskole i 1962 og cand.polit. fra Københavns Universitet i 1971. Han arbejdede som økonom i LO og var direktør i Lønmodtagernes Dyrtidsfond fra 1986 til 1988. Han blev valgt til Folketinget ved valget i 1988 og blev i 1992 formand for Socialdemokratiet. Da statsminister Poul Schlüter i januar 1993 trådte tilbage som følge af Tamilsagen uden at udskrive nyvalg, dannede Nyrup regering med Centrum-Demokraterne, Det Radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti. Hans regering førte en økonomisk politik med fokus på vækst og beskæftigelse, herunder en aktiv arbejdsmarkedspolitik, som også blev søgt fremmet i EU-sammenhæng. Regeringens parlamentariske grundlag blev svækket efter folketingsvalget i 1994, hvor Socialdemokratiet gik tilbage, og Kristeligt Folkeparti udgik af Folketinget. I december 1996 udtrådte Centrum-Demokraterne af regeringen. Forud for folketingsvalget i 1998 pegede meningsmålinger på et regeringsskifte, men Socialdemokratiet gik frem med ét mandat, og Nyrup kunne med støtte fra et færøsk mandat fortsætte regeringssamarbejdet med Det Radikale Venstre. Ved folketingsvalget den 20. november 2001 fik Socialdemokratiet sit dårligste valg siden 1973 og blev næststørste parti efter Venstre. Efter stigende intern kritik trak Nyrup sig som partiformand i november 2002.

Han mødte i sin statsministertid kritik for sin håndtering af en række sager og i begyndelsen for en mindre sikker medieoptræden. Hans regeringer opnåede imidlertid betydelige resultater, især i form af økonomisk fremgang og faldende arbejdsløshed i 1990'erne. Som statsminister viste han sig som en habil politisk håndværker, der udfoldede store bestræbelser på at holde sammen på det spinkle samarbejde med de borgerlige midterpartier. Han betragtes af mange historikere og økonomer som en kompetent og resultatorienteret statsminister, der bidrog til en økonomisk genopretning. Hans popularitet i befolkningen var dog ofte blandet, og han opnåede sjældent samme folkelige begejstring som visse andre statsministre.

Efter sin tid i Europa-Parlamentet stiftede han i 2009 foreningen Det Sociale Netværk, der arbejder for bedre vilkår for psykisk sårbare og deres pårørende. Han var tidligere gift med Helle Mollerup, med hvem han fik datteren Signe (1969-1993). Parret blev skilt i 1976. I 1994 blev han gift med Lone Dybkjær, og parret var gift indtil hendes død i 2020.

Baggrund og tidlig karriere Poul Nyrup Rasmussen blev student fra Esbjerg Statsskole i 1962 og cand.polit. fra Københavns Universitet i 1971. Han var ansat som økonom i LO 1971-86 og som cheføkonom 1980-86. I 1986-88 var han direktør i Lønmodtagernes Dyrtidsfond.

Han var næstformand for Socialdemokratiet 1987-92 og dets formand 1992-2002. Han var folketingsmedlem for Ringkøbing Amtskreds fra 10. maj 1988 til 2004 og partiets kandidat i Herningkredsen fra 1988-2004. I Folketinget var han formand for erhvervsudvalget 1988-92.

Politiske karriere Statsminister Nyrup Rasmussen dannede regering fire gange mellem 1993 og 2001 Nyrup Rasmussen I, II, III og IV.

Da Svend Auken som statsministerkandidat ikke kunne få midterpartierne på sin side, valgte Poul Nyrup Rasmussen at udfordre ham på partiformandsposten i 1992 og vandt. Allerede året efter, i 1993, gik Poul Schlüter af efter Tamilsagen og så skiftede Radikale Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti side og gik i regering med Nyrup der derved overtog magten uden et folketingsvalg.

Regeringen gik undervejs fra 4 til 2 partier, efter Kristeligt Folkeparti røg ud af Folketinget ved valget 1994 og Centrum-Demokraterne forlod regeringen i 1996. Regeringen fik genvalg i 1994. I 1998 blev det en tæt valgafgørelse mellem de på det tidspunkt to blokke i dansk politik.

Selv om der var fremgang i Danmark, havde Nyrup det svært i medierne. Han blev kaldt "uld i mund", fordi han ikke altid udtalte sig klart. I 1995 ville han cykle med en demonstration for at demonstrere mod franske atomprøvesprængninger, men blev mest husket for at have en alt for lille cykelhjelm på.

I 1998 valgkampen lovede han ikke at røre efterlønnen, men den blev alligevel ændret samme år. Det nye parti i 1990'erne Dansk Folkeparti voksede frem med en politik om at ville dæmme op for indvandringen. Nyrup lagde ikke fingrene imellem, da han i sin replik ved Folketingets åbningsdebat i 1999 sagde:Historien om Dansk Folkeparti DR

Nyrup er flere gange i eftertiden blevet forholdt sine udtalelser fra 1999. Til Jyllands-Posten sagde han i 2010, at han stadig ikke finder Dansk Folkepartis holdninger stuerene, mens han i et interview med P1 i 2017 slog fast, at han ikke fortrød udtalelsen, men at han følte det var nødvendigt at sige fra,. Til TV 2 året efter sagde han, at "hver tid har sine svar".

I 2001 tabte han valget stort til Anders Fogh Rasmussen, efter en valgkamp, hvor indvandring var et af de store emner i debatten. Under valgkampen vakte Nyrup opmærksomhed, da han under en debat med Fogh Rasmussen rykkede sider ud af dennes bog Fra socialstat til minimalstat. Nyrup tabte valget og fortsatte efterfølgende som partiformand og leder af oppositionen i Folketinget samtidig med at han forsøgte at reformere partiet ved at skifte næstformænd og partisekretær ud, og skifte partinavn fra Socialdemokratiet til Socialdemokraterne. Men efter kun et år valgte han i efteråret 2002 at gå af og overlade formandsposten til Mogens Lykketoft.

Europaparlamentet Poul Nyrup Rasmussen blev valgt til Europaparlamentet i 2004. I Parlamentet har han bl.a. været fortaler for en kritisk tilgang til kapitalfondes ageren. På Financial News'''s liste over de 100 mest indflydelsesrige personer på de europæiske finansielle markeder indtog Nyrup i 2009 en femteplads kun overgået af tre bankfolk og Alan Howard fra hedgefonden Brevan Howard.

Mod valgperiodens slutning i 2009 blev han af Politiken nævnt som kandidat til posten som formand for Europa-Kommissionen efter José Manuel Barroso.

Poul Nyrup Rasmussen genopstillede ikke til Europa-Parlamentsvalget i 2009. Men han stod i spidsen for Danmarks første topmøde for psykisk sårbare og pårørende "Psykiatritopmøde 2009", som fandt sted den 3. oktober 2009 på Frederiksberg GymnasiumPsykisk Sårbars hjemmeside Hentet d. 24. januar 2010..

En af De fantastiske Fire Poul Nyrup Rasmussen regnes tit for at være en af de fire betydende (kaldet De fantastiske Fire) socialdemokrater fra den såkaldte gyldne generation. De andre er Ritt Bjerregaard og Mogens Lykketoft samt Svend Auken.Hans Mortensen (2005), De fantastiske 4, Gyldendal, Disse fire udgjorde til sammen socialdemokratiets ledelse efter, at Anker Jørgensen stoppede som formand i 1987.

Privat Poul Nyrup Rasmussen er søn af arbejdsmand Oluf Nyrup Rasmussen (død 1993) og rengøringsassistent Vera Nyrup Rasmussen (død 2004). Han blev gift med Helle Mollerup i 1966,Af en statsministers bekendelser med hvem han fik datteren Signe (født 1969), der efter en periode med psykisk sygdom begik selvmord den 20. august 1993. Nyrup blev skilt fra Helle Mollerup i 1976 og havde derpå et forhold til Anne Hagendam 1979-1987.

I 1994 blev han gift med den radikale politiker Lone Dybkjær. Parret fik ingen børn sammen. Lone Dybkjær havde børn fra et tidligere ægteskab. Dybkjær døde 20. juli 2020 efter længere tids kræftsygdom.Poul Nyrup Rasmussen taler ud: Sådan var den sidste tid med Lone. Se og Hør. Hentet 6/6-2021Poul Nyrup Rasmussen i sorg: Hun er og var min elskede. Billed-Bladet. Hentet 6/6-2021

Han har siden 2025 dannet par med blokfløjtespilleren Michala Petri.Poul Nyrup Rasmussen og Michala Petri danner par. Ritzautelegram på berlingske.dk 17. september 2025.

I 1999 kom det frem at Nyrups far stod i Bovrup-Kartoteket, da han i 1941 havde meldt sig ind i DNSAP.Nazi-arkivet ’Bovrup-kartoteket’ offentliggøres uden om politikerne. Dagbladet Information. Hentet 6/6-2021 Han var kun medlem i tre måneder, da han ikke betalte kontingent.BT.dk: Poul Nyrup har forsket i arkiverne: Min far var ikke nazist Interview med Poul Nyrup om hans far.

Nyrup har siden begyndelse af 1960'erne haft et nært venskab med den tidligere kollega Mogens Lykketoft.

Litteratur Udvalgt bibliografi Poul Nyrup Rasmussen: Rødder: Erindringsbog om barndommen i Esbjerg, Lindhardt & Ringhof, 2003. Poul Nyrup Rasmussen: Den ny forbindelse – Viljen til at forandre Verden, Fremad, 2003. Poul Nyrup Rasmussen: Vokseværk: Erindringer 1963-1993, Lindhart & Ringhof, 2005. Poul Nyrup Rasmussen: I grådighedens tid – Kapitalfonde og kasinoøkonomi, Informations Forlag, 2007. Poul Nyrup Rasmussen: Kan vi ikke gøre det lidt bedre - Erindringer, Lindhardt & Ringhof, 2024. ISBN 978-87-2706-467-3

Videre læsning Søren Mørch, Poul Nyrup Rasmussen, Gyldendal, 2004. . Henrik Qvortrup & Niels Lunde, Nyrup'', Aschehoug, 1997. .

Referencer

Eksterne henvisninger

Poul Nyrup Rasmussen biografi på hans hjemmeside

Kategori:Statsministre fra Danmark Kategori:Partiledere for Socialdemokraterne Kategori:Danske ministre fra Socialdemokraterne Kategori:Tidligere folketingsmedlemmer fra Socialdemokraterne Kategori:Folketingsmedlemmer i 1980'erne Kategori:Folketingsmedlemmer i 1990'erne Kategori:Folketingsmedlemmer i 2000'erne Kategori:Medlemmer af Europa-Parlamentet fra Danmark 2004-2009 Kategori:Økonomer fra Danmark Kategori:Personer fra Esbjerg Kategori:Personer i Kraks Blå Bog Kategori:Alumni fra Københavns Universitet Kategori:Studenter fra Esbjerg Statsskole