Ritualer i nordisk religion er de religiøse handlinger, der blev udført af nordboerne i før-kristen tid. Den nordiske religion var en folkereligion, hvis hovedfunktionen var at sikre samfundets overlevelse og regeneration. Religionen var derfor decentral og primært knyttet til lokalsamfundet og slægten, selvom der også findes vidnesbyrd om store nationale religiøse fester. Det var lederne, fx høvdingene, der varetog kulten på vegne af lokalområdet. På den enkelte gård var det husfaderen, og for hele landet kongen. I før-kristen tid havde man derfor ikke nogen betegnelse, der var parallel med den moderne term religion; det tætteste var begrebet sidr, som nærmest betyder sædvane eller skik. Det betød, at kristendommen under religionsskiftet ofte blev benævnt nýr sidr (den nye skik), mens den traditionelle religion blev kaldt forn sidr (forfædrenes skik). Tyngdepunktet i den før-kristne religion lå i den religiøse praksis, dvs. i de hellige handlinger, ritualerne og dyrkelsen af guderne.Steinsland (2005) pp.268
Religionen var på intet sted og på intet tidspunkt en entydig størrelse, men udgjorde et konglomerat af beslægtede forestillinger og skikke. De kunne både være nedarvede og indlånte,Steinsland (2005) pp.347 for skønt Nordens store geografiske afstande skabte basis for kulturelle forskelle, forstod man trods disse overalt hinandens traditioner, skikke, poesi og fortællinger.Roesdahl (1998) pp. 35-36 I flere af de ritualer vi kender fra kilderne var ofringer et vigtigt element. Således havde fx fællesspisning af kødet fra dyr, der blev ofret, en central rolle ved de store kalenderfester sammen med drikning af øl eller mjød. I dagligdags sammenhænge har man sandsynligvis langt oftere brugt andre fødevarer som offer, fx korn eller lignende. Formålet med ofringerne var i de fleste tilfælde sikring af frugtbarhed og vækst. Men en anledning kunne også være en pludseligt opstået krisesituation eller en af de forskellige overgange i livet, som fx optagelse af et nyfødt barn i familien, bryllup eller begravelse. I datidens samfund var der et klart skel mellem privat og offentlig kult, og ritualerne var derfor knyttet enten til husstanden og individet eller til samfundets strukturer.Steinsland (2005) pp. 265
I dag vides det ikke med sikkerhed, hvor meget de kendte myter svarer til de religiøse forestillinger nordboerne havde i den før-kristne tid og heller ikke, hvordan de handlede i forhold til dem i dagligdagen. De hedenske nordboer nedskrev nemlig ikke selv noget om deres egne ritualer, og de kristne fandt det sjældent umagen værd at beskrive dem som andet end overtro og djævelskab. Derfor er disse tekster præget af både misforståelser og afstandtagen fra den hedenske religion, mens de arkæologiske fund samtidig er vanskelige at tolke uden at det skriftlige materiale tages i brug.Kofod & Warmind (1989) pp. 66
Gudedyrkelse thumb|250px|left|Offergaver på rekonstrueret offerplads på Bork Vikingehavn. Rundt om stenen (hørgen) er opstillet statuer, som forestiller guderne. I baggrunden ses Thor (2009) I nyere tid har der i forskningen været en tendens til at nedtone betydningen af de store offentlige fester, som omfattede befolkningen i store landområder og i stedet betone den betydning, de mere lokale fester havde i den enkeltes liv. Lige som de øvrige germanske folkeslag havde nordboerne i før-kristen tid ikke nogen særskilt præstekaste, i stedet hang rollen som kultleder sammen med rollen som samfundets sekulære leder. I den enkelte husstand var det tilsvarende familiens overhoved, der var ansvarlig. De islandske sagaer er af stor betydning for vores forståelse af dagligdagens religion, selvom de skrevet langt senere i en kristen tid. Selv når der tages højde for den stærke kristne påvirkning tegnes der et billede af en religion, som var tæt knyttet til årets cyklus og til samfundets sociale hierarki. På Island bar den lokale sekulære leder titlen gode, hvilket oprindeligt havde betydet præst, men som i middelalderen betegnede en lokal sekulær politisk leder.Sigurdsson (1993) pp. 133-136
De ceremonielle fællesmåltider i forbindelse med blótgilderne omtales i flere kilder, og de er derfor blandt de bedst beskrevne ritualformer. Udover måltider med mad og drikke kan optrin med dansere iført masker, der spillede på instrumenter mens de sang, have været en anden udbredt praksis.Kofod & Warmind (1989) pp. 38 I modsætning til hvad der var gældende inden for kristendommen havde ingen i det før-kristne Norden monopol på kultudførelse, så det stod alle frit for at ofre og udføre kulthandlinger. Derfor var der formentlig store regionale forskelle i den rituelle praksis over hele Norden, men de overordnede og fælles kulturelle normer betød, at det normalt var personen med den højeste status og største autoritet (husfaderen i hjemmet eller landsbyoverhovedet), der ledede ritualerne.Hansen, Lars Iver (1999) pp. 105 Kilderne fortæller også at ofring for frugtbarhed, en vellykket rejse, et langt liv, rigdom osv. var en naturlig og fuldt integreret del af dagliglivet i det nordiske samfund, hvilket er et forhold der har været gældende i størsteparten af alle før-moderne samfund over hele jorden.Näsström (1999) pp. 161
Dyrkelsen af kvindelige magter har givetvis fyldt mere i datidens samfund, end hvad der fremgår af de middelalderlige tekster. Det skyldes primært at det skriftlige materiale som regel er forfattet af mænd, og at religiøse handlinger forbundet til den kvindelige sfære derfor i mindre grad blev overleveret end de tilsvarende mandlige.Steinsland (2005) pp.301 Et spor til deres betydning kan fx fås fra stednavnematerialet, hvor det er blevet påvist, at der i nærheden af lokaliteter, der indeholder den mandlige guddom Frejs navn, ofte også findes et med den kvindelige gudinde Frejas navn.Brink, Stefan (1999) pp. 46 Samtidig var de frugtbarheds- og divinationsritualer, som kvinder fuldt ud kunne deltage i og lede, også de hedenske ritualer, der overlevede længst efter religionsskiftet.Ellis Davidson (1990) pp. 121
Til dyrkelsen af de forskellige guddomme var der knyttet bestemte typer af dyr og genstande. Således spillede heste og svin en stor rolle i dyrkelsen af Frej. Det betød ikke, at det samme dyr ikke kunne spille en rolle i kulten for en anden gud, så hesten var fx også knyttet til Odinskulten.Ellis Davidson (1990) pp. 97 En af de vigtigste genstandstyper i den nordiske religion var skibet. Fra arkæologien ved vi, at det spillede en central rolle i kulten helt tilbage fra bronzealderens helleristninger og rageknive og op til vikingetidens billedsten. Tolkning af skibets betydning i relation til det mytologiske materiale er dog kun mulig for den sene periode,Crumlin-Pedersen (1994) pp. 143 hvor det i hovedsageligt var knyttet til døden og ligfærd.Ellis Davidson (1990) pp. 135
Kultstatuer og billeder
Flere skriftlige kilder beretter om statuer, der forestillede guder. I reglen beskrives de som menneskelignende, eller måske snarere som stave af træ, hvor et ansigt eller lignende er blevet udskåret på toppen. Et eksempel er Ibn Fadlans beskrivelse af en nordbos ofring ved Volga. Denne beretning rummer en antydning af en mytologisk sammenhæng, men det er desværre umuligt at tyde indholdet af den.Kofod & Warmind (1989) pp. 48 I før-kristen tid havde kunst ofte religiøs betydning, derfor kunne udsmykninger og ornamenter med mytologiske motiver placere genstande og lokaliteter i en religiøs sammenhæng; fx kunne ritualer få en form for permanent virkende effekt ved at blive afbilledet.Meulengracht Sørensen (2006) s. 36
Der er ikke blevet fundet nogen statuer fra vikingetiden af den beskrevne størrelse, men kun mindre figurer eller amuletter, og det kan skyldes, at de største og mest prominente bevidst er blevet ødelagt. Efter religionsskiftet blev besiddelse af sådanne statuer forbudt og straffet hårdt. I mange missionsberetninger indgår destruktion af afgudsbilleder som et højdepunkt, der skal demonstrere de hedenske guders afmagt overfor den kristne gud. Disse forhold kan være baggrunden for deres fravær i fundmaterialet. I sagalitteraturen optræder der flere gange små figurer, som kan opbevares i en pung. Denne type kendes fra arkæologiske fund fra hele Norden og kan fx være hammerformede smykker, guldgubber og små gudestatuer.Steinsland (2005) pp.292-293 Kilder fra forskellige perioder viser også, at vogne ligeledes har været benyttet i forbindelse med frugtbarhedsritualerne over hele Norden i et meget langt tidsrum. Fra Tacitus' bog Germania kendes bl.a. beskrivelsen af en hellig vogn. Derudover er bevaret Dejbjergvognene fra romersk jernalder, Osebergskibet fra vikingetiden og sagaen om Gunnar Helming fra middelalderen. Måske kan der endda føres spor helt tilbage til bronzealderens processioner.Ellis Davidson (1990) pp. 95
Offentlig kult Selvom vi ikke kender ritualerne i detaljer, er det muligt at danne et, om end uklart, billede af nogle af de ritualer og religiøse handlinger gennem fortolkning af overleverede levn. Kildematerialet er meget forskelligartet, fordi de skriftlige vidnesbyrd hovedsageligt er sene og skrevet i en kristen sammenhæng. Derfor er det ofte også svært at afgøre, hvorvidt et ritual har været offentligt eller privat. Den eneste hedenske helligdom, der findes detaljeret information om, er det store tempel i Uppsala, som blev beskrevet af den tyske kronikør Adam af Bremen på et tidspunkt, hvor det centrale Sverige var det sidste politiske centrum i Norden, hvor den hedenske religion stadig blev dyrket offentligt.
Helligsteder
thumb|300px|left|Rekonstruktion af templet i Uppåkra af Sven Rosborn, arkæolog ved Fotevikens Museum. Flere steder i Skandinavien er der i nyere tid blevet gjort fund af såkaldt multifunktionelle centralsteder. Ved Tissø har man udgravet et kompleks, som bl.a. bestod af en stor halbygning, hvortil et indhegnet område med en mindre bygning var knyttet. Hallen var sandsynligvis scene for de store kultfester, mens indhegningen rummede et hørg. Dette bygningskompleks ligner andre, der er fundet flere steder i Sydskandinavien.Jørgensen (1994) pp. 139 Andre lokaliteter er Borg på Lofoten, Uppsala i Uppland, Uppåkra i Skåne, Gudme på Fyn og Lejre på Sjælland. De fund har siden 1970'erne kraftigt forøget vor viden om den offentlige kult. Udgravningerne har fx vist, at store bygningskonstruktioner fra ca. 600 til langt ind i vikingetiden og middelalderen blev benyttet til både verdslige og religiøse formål. Sådanne centralsteder har med meget stor sandsynlighed fungeret som både politiske, økonomiske og religiøse centre.Steinsland (2005) pp.269 Kombinationen af fælles højtidsfester og markeder har været vidt udbredt i mange kulturer gennem hele historien, for i et samfund med vanskelige kommunikationsveje udnytter man muligheden for at gøre flere ting samtidig, hvorfor der ofte blev afholdt både ting, marked, domstol og store kultfester på samme sted og samme tidspunkt. Den offentlige kult skal derfor også ses i sammenhæng med de øvrige offentlige aktiviteter. Nogle steder har den samme plads været benyttet kontinuerligt fra romersk jernalder indtil middelalderen, mens der andre steder har været en succession mellem forskellige lokaliteter.Brink, Stefan (1999) pp. 12-13 Undersøgelser af centralkomplekset ved Tissø har vist, at anlægget fra 7. århundrede gradvist voksede i størrelse frem til 10. århundrede. De yngste fund er fra 1020-1030, hvor den store bygning tilsyneladende blev demonteret.Jørgensen (1994) pp. 136-137