thumb|300px|right|’’The three chiefs--Piegan’’, af Edward S. Curtis Prærieindianerne er den oprindelige befolkning i det vidtstrakte slette - og prærieområde, Great Plains, i det centrale Nordamerika. Trods store sproglige forskelle udviklede de forskellige folkeslag i hele regionen mellem Mississippifloden og Rocky Mountains, og fra det nordvestlige Texas til det centrale Canada, en lang række kulturelle fællestræk efter 16. århundrede. En af de vigtigste faktorer i udviklingen af den præriekultur var europæernes introduktion af hesten til Nordamerika.Hvidtfeldt (1976) pp. 502
Præriens geografi thumb|250px|Prærieindianernes udbredelsesområde. Great Plains (de store sletter) består af en vestlig højslette med et tørt klima, og en lavere-liggende østlig slette, der er mere frugtbar. I amerikansk sprogbrug er det normalt den østlige del, der kaldes the Prairie, mens den vestlige steppe ofte kaldes the Plains. I dansk sprogbrug omtales hele området normalt som Prærien.Hvidtfeldt (1976) pp. 31
Vest for Missouri River regnes Platte River i Nebraska for skillelinjen mellem ”den nordlige prærie” og ”den sydlige prærie”, der videre afgør inddelingen af de indfødte folkeslag i nordlige – og sydlige prærie-stammer.McGinnis, Anthony: Counting Coup and Cutting Horses. Intertribal Warfare on the Northern Plains, 1738-1889. Evergreen, 1990.
Flere slags indianere på prærien Indianerne på prærien opdeles normalt i to overordnede grupper, hvis levevis og verdensbillede dog til en vis grad overlapper hinanden. Den første gruppe omfatter stammer, der førte en nomadisk levevis, hvor de fulgte og jagtede de enorme flokke af bisoner, som tidligere fandtes på den amerikanske steppe. Nogle af stammerne i denne gruppe dyrkede desuden forskellige afgrøder som majs og tobak. Denne gruppe omfatter bl.a. disse stammer: sortfodsindianere, arapaho, assiniboine, cheyenne, comanche, crow, gros ventre, kiowa, lakota, apache, cree, Sarsi, sioux, shoshone og tonkawa.
Den anden gruppe bestod af de forskellige byindianere. De opførte faste boliger i form af jordhytter,Wilson, Gilbert L. (editor Bella Weitzer): "The Hidatsa Earthlodge." Anthropological Papers of the Museum of Natural History. Vol. XXXIII. Part V. New York, 1934. græshytterWedel, Mildred Mott: ”The Wichita Indians in the Arkansas River Basin.” Plains Indian Studies. A Collection of Esseys in Honor of John C. Ewers and Waldo R. Wedel. Editors: Douglas H. Ubelaker and Herman J. Viola. Smithsonian Contributions to Anthropology. No. 30. Pp. 118-134.Washington, 1982. eller barktildækkede langhuse i landsbyer. I nærheden dyrkede de forskellige afgrøder. De supplerede dog husholdningen med jagt på bison, og hele byen eller stammen drog gerne på månedlange jagtekspeditioner ud på prærien en eller to gange årligt. Her fulgte de bisonhjordene på samme vis som de nomadiske stammer og overnattede ligeledes i tipier eller andre praktiske skindboliger.Fletcher, Alice C. & Francis La Flesche: The Omaha Tribe. Vol. 1. Lincoln and London. 1992. Denne gruppe omfattede bl.a.: arikara, hidatsa, iowa, kaw (eller kansa), mandan, omaha, osage, otoe, pawnee, ponca, yanktonai-Howard, James H.: "Yanktonai Ethnohistory and the John K. Bear Winter Count." Plains Anthropologist. Memoir 11. Vol. 21, No. 73, Part 2, (August 1976). Pp. 1-78. og yankton-sioux,Howard, James H.: "Notes on the Ethnogeography of the Yankton Dakota." Plains Anthropologist. Vol. 17, No. 58, Part 1 (November 1972). Pp. 281-307. quapaw og wichita.
Historie Forhistorisk tid Længe før den europæiske kolonisering af Amerika var den vestlige højslette beboet af oprindelige folk, der bl.a. jagtede mammutter, kameler og bisoner i nærheden af vandløb. De gemte kød i forrådsgruber til brug om vinteren.Frison, George C.: "Paleo-Indian Winter Subsistence Strategies on the High Plains." Plains Indian Studies. A Collection of Esseys in Honor of John C. Ewers and Waldo R. Wedel. Editors: Douglas H. Ubelaker and Herman J. Viola. Smithsonian Contributions to Anthropology. No. 30. Washington, 1982. Pp. 193-201. Der er fundet flere tusinde år gamle spydspidser i f.eks. det vestligste North Dakota.Floodman, Mervin: Prehistory on the Dakota Prairie Grasslands: An Overview. US Forest Service. Dakota Prairie Grasslands. Bismarck, North Dakota. 2012. Bålpladser i Montana er dateret til at stamme fra engang mellem 850 og 1150,Loendorf, Lawrence and Audrey Porsche: The Rock Art Sites in Carbon County, Montana. Department of Anthropology, University of North Dakota, Contribution #224. 1985. mens grupper af caddoan-talere beboede småbyer på prærien i Colorado i 1200-tallet.Huffman, Thomas N. and Frank Lee Earley: "Caddoan Archaeology on the High Plains: A Conceptual Nexus of Bison, Lodges, Maize, and Rock Art." American Antiquity. Vol. 79, No. 4 (October 2014). Pp. 655-678. Fåtallige apachestammer holdt til mod syd og algonkin-talende folk mod nord.
Det østlige lavland var beboet af agerbrugere og halvagerbrugere, der levede i landsbysamfund. Hovedparten af disse tilhørte den siouanske sproggruppe. At forskellige præriestammer talte dialekter af det samme sprog, forhindrede dem ikke altid i at være arvefjender.Howard, James H.: The Ponca Tribe. In collaboration with Peter Le Claire, tribal historian, and other members of the tribe. Smithsonian Institution. Bureau of American Ethnology. Bulletin 195. Washington. 1965. De stammede oprindeligt fra Ohiodalen og området syd for de Store Søer, men havde vandret mod vest.thumb|left|upright 0.7|Mandan-byen Huff i North Dakota fra ca. 1450 var beskyttet af en flere hundrede meter lang forsvarsgrøft med oprindeligt 10 bastioner.Kvamme, Kenneth L.: ”Multidimensional Prospecting in North American Great Plains Village Sites.” Archaeological Prospection, 10 (2003). Pp. 131–142. De bosatte sig som regel i floddalene, hvor kvinderne kunne dyrke jorden i de frodige floddale.Tørke, tidlig frost, haglvejr eller græshoppe-plager gik nogle år hårdt ud over høsten.Meyer, Roy W.: The Village Indians on the Upper Missouri. Lincoln and London, 1977.
Forskelligt fra periode til periode kunne deres byer af jordhytter være svært befæstet med forsvarsgrøfter og palisader. Massakrer og afbrænding af byer fandt endda sted, som f.eks. den præ-columbianske Crow Creek massakren på mindst 486 byindianere. Derudover levede der folk fra den store caddoangruppe som pawnee og arikara. Befæstede arikara byer vidner om indbyggernes langvarige og til tider blodige konflikter med grupper af fremmede indfødte. Alle disse stammer af agerbrugere supplerede deres traditionelle majs, bønne og græskardyrkning med jagt. Europæernes ankomst betød, at deres samfund blev udsat for en total omvæltning.Hvidtfeldt (1976) pp. 32-33
Hestens genkomst Titusinde år før vor tidsregning fandtes der heste i Nordamerika, men de uddøde.Stanford, Dennis J.: "A Critical Review of Archeological Evidence Relating to the Antiquity of Human Occupation of the New World." Plains Indian Studies. A Collection of Esseys in Honor of John C. Ewers and Waldo R. Wedel. Editors: Douglas H. Ubelaker and Herman J. Viola. Smithsonian Contributions to Anthropology. No. 30. Washington, 1982. Pp. 202-218. Indførelsen af heste fra Europa betød, at nogle stammer lettere kunne udvikle en nomadisk livsform. Allerede eksisterende nomadesamfund med fokus på bisonjagt så, hvordan det nye dyr passede ideelt til deres levevis, og de tog det til sig. thumb|Shoshone-indianere omkring familiens tipi, ca. 1890.
Den amerikanske bison kaldes ofte buffalo (bøffel), hvilket er ukorrekt fra en biologisk taksonomisk synsvinkel, da bisonen ikke tilhører bøffelfamilien.https://www.britannica.com/story/whats-the-difference-between-bison-and-buffalo Bisonen udgjorde ikke blot hovedernæringskilden for mange stammer, men forsynede dem også med materiale til forskellige genstande, der blev fremstillet ud af horn, ben og skind; fx tøj og fodtøj, tråd at sy med, hjem, redskaber, våben-dele og beholdere. Den døde bisons tunge og indre organer blev først fjernet. Derefter blev dyret opdelt i 11 stykker for at gøre transporten nemmere. Bisonkød består af omkring 65% vand, så indianerne tørrede kødet ved at skære det i tynde snitter, som blev hængt til tørre i solen. Det tog så langt mindre plads og var nemt at transportere på fx hundetrukne travoiser. http://nativeamericannetroots.net/diary/1377 Stammerne fulgte byttedyrene på deres årlige vandringer mellem forskellige græsgange med de deraf følgende konflikter mellem uafhængige jægersamfund,Winship, George Parker: "The Coronado Expedition, 1540-1542." Fourteenth Annual Report of the Bureau of Ethnology. Part 1. Smithsonian Institution. 1892-’93. Washington, 1896. der alle satsede næsten ensidigt på den samme kilde til kød og opfattede hinanden som konkurrenter. Mange sammenstød opstod over uenighed om retten til de bedste jagtmarker.Bettelyoun, Susan Bordeaux and Josephine Waggoner: With My Own Eyes. A Lakota Woman Tells Her People’s History. Lincoln and London. 1998. I perioder med dårlige jagtudbytter kunne en lejr sulte eller den led ligefrem af hungersnød.Boyd, Maurice (ed.): Kiowa Voices. Myths, Legends and Folktales. Vol. II. Fort Worth, 1983. De nomadiske indianer-grupper anvendte ligesom samerne telte (tipi), der let kunne tages ned og flyttes til en ny boplads, og det samme gjorde flere byindianerne under deres velorganiserede stammejagter på prærien.
I 1500-tallet havde spanske kolonister indført heste til Nordamerika, og lokale indianerstammer må tidligt have lært at udnytte hesten i de spanske kolonier i Mexico, hvorefter denne viden har spredt sig nordpå. Traditionelt har man forklaret hestens introduktion i indiansk kultur med, at de havde indfanget bortløbne heste, som de derpå tæmmede. Dette må imidlertid betragtes som usandsynligt. Inden slutningen af 1600-tallet var hesten blevet en integreret del af flere prærieindianernes dagligliv; dette medførte store forandringer både i jagtteknik og samfundsform. Hesten som træk- og ridedyr muliggjorde beboelse på hele prærieområdet, og befolkningstallet i tidligere forholdsvis øde egne blev kraftigt forøget. Dette skete bl.a ved tilblivelsen af plains cree, der sidst i 1700-tallet erobrede dele af den canadiske prærie i Saskatschewan og udskiftede kanoerne som transportmiddel med heste.Milloy, John S.: The Plains Cree: Trade, Diplomacy and War, 1790 to 1870. Winnipeg. 1988. I det nye land udviklede de indtrængende folkeslag en nomadisk jægerkultur, hvor agerbruget fik mindre betydning, og hvor hesten gjorde forbindelser over meget lange afstande lettere. Hvidtfeldt (1976) pp. 499-502 thumb|upright 0.8|Nogle massakrer på indianer-lejre tog deres begyndelse i mislykkede hesteerobringer. Her går det ud over en kiowa-lejr i 1838 Oprindeligt havde man brugt hunde som trækdyr, men med heste, kunne større byrder fragtes længere og hurtigere. Prærieindianernes beboelsestelte blev derfor større, og de kunne medbringe flere ejendele. En vigtigt kulturelt element i præriekulturen var hestetyveri eller hesteerobringer. Disse blev opfattet som egentlige krigstogter og hestene som krigsbytte med deraf følgende blodige konflikter og hævntogter. Ganske som indianere, der led under andre stammers hesteerobringer, betragtede de europæiske nybyggere disse som simpelt tyveri, hvilket gav grund til adskillige konflikter.Hvidtfeldt (1976) pp. 499-500
Tiden efter 1541 thumb|left|Havde de hvide indgået traktater med stammerne i Montana i 1750erne og ikke 1850erne, ville bl.a. flatheads og kutenais have fået traktat på prærien øst for Rocky Mountains; ikke sortfødderne