Danmarks historie (1814-1848) indrammes af to begivenheder, der var af stor betydning for demokratiet i Danmark. I 1813 gik Danmark konkurs og i 1814 tabte Danmark Norge til Sverige ved freden i Kiel.
Mod periodens slutning afskaffedes enevælden, og Danmark fik en folkevalgt regering, der arbejdede på at udforme en fri forfatning.
I den mellemliggende periode blev landet ramt af en landbrugskrise og stilarten romantik blomstrede. Efter julirevolutionen i Frankrig i 1830 indførte den enevældige konge Frederik 6. stænderforsamlinger, der dog aldrig fik reel magt. Under hans efterfølger Christian 8. opstod en bevægelse mod enevælden og ved hans død var modstanden ikke blevet mindre. Da de tyske nationalliberale i hertugdømmerne Slesvig og Holsten samtidig ønskede selvstændighed fra Danmark, og den kongevalgte regering tøvede, gik en deputation til den nye konge, Frederik 7.. Han meddelte, at han netop havde afskediget sit ministerium og ville udnævne en ny samlingsregering. Enevælden var afskaffet og treårskrigen udbrød, da hertugdømmerne udnævnte deres egen regering.
__TOC__
Det var et forarmet land, der stod tilbage efter statsbankerotten, Englandskrigene og tabet af Norge til Sverige. Frederik 6. inviterede sig selv med til Wienerkongressen i 1814–15 for at sikre sig så gunstige betingelser som muligt, og det lykkedes ham at få Svensk Forpommern, der mageskiftedes med Lauenburg fra Preussen, samt et pengebeløb fra Sverige, som erstatning for tabet af Norge.
Reformer I 1814 udsendtes en anordning, som bestemmer, hvad bekendere af den mosaiske religion, der opholder sig i Danmark, har at iagttage. Denne titel dækkede over en ophævelse af alle love om jøder i Danmark. Nu fik jøder almindelig borgerret og ret til at ernære sig i ethvert lovligt erhverv. Det havde primært været et mindretal af velhavende jøder, med M.L. Nathanson i spidsen, der havde arbejdet for den nye lov. De fattigere medlemmer af menigheden ønskede derimod at bevare det jødiske særpræg. Den nye anordning gik mindretallet i møde ved at kræve, at jøderne skulle følge landets almindelige love om skifte, fattigvæsen og skolegang. Dokumenter vedrørende ægteskaber eller testamenter skulle skrives på dansk eller tysk og følge dansk tidsregning, for at være retsgyldige. Desuden blev der til opnåelse af borgerretten tilknyttet det krav, at de unge jøder skulle bestå en eksamen i den mosaiske tro på linje med konfirmationen i folkekirken. Selv om jødedommen nu var blevet en officiel religion, gik mange jøder i de følgende år skridtet videre og lod sig selv eller deres børn døbe. Blandt dem var Henrik Hertz og C.N. David.
Forordningen var ikke lige populær i befolkningen og resulterede blandt andet i de såkaldte jødefejder i 1819 i København og flere provinsbyer efter den økonomiske krise i 1816.
Landbrugskrise Landbruget blev hårdt ramt af pengereformen i 1813, og da mulighederne for eksport til de lukrative markeder var lukket af, var der ikke mulighed for at eksportere sig ud af problemet. Efter krigen indførte en række lande protektionistiske love for at beskytte det hjemlige kornmarked mod udenlandsk import: England indførte en kornlov i 1815, der forbød kornimport, hvis den hjemlige kornpris faldt under et vist niveau og Frankrig fulgte med i 1819. Også Norge, der havde øget kornproduktionen under krigen grundet svigtende forsyninger fra Danmark, søgte at beskytte deres hjemmemarked gennem en told på udenlandsk korn. Den virkelige krise begyndte i 1818, da priserne og også salget til udlandet faldt drastisk. Det gik hårdest ud over de kornproducerende godsbrug og de nye selvejere med store lån i ejendommen, der førte til mange tvangsauktioner.
Ny nationalbank
thumb|Nationalbankens bygning omkring 1899 Siden statsbankerotten i 1813 havde regeringen gennemført en række reformer, men den største blev gennemført 1. august 1818, da den statslige rigsbank blev erstattet af Nationalbanken i København, der i følge sin kongelige anordnede vedtægt var et privat interessentskab. Banken skulle sørge for seddeludstedelse, fortsætte den inddragelse af sedler rigsbanken havde startet, og ellers føre en udlånspolitik til gavn for erhvervslivet. Som noget nyt gav kongen og regeringen afkald på indblanding i bankens drift og beslutninger. Det var et brud på enevældens princip om, at al magt lå hos kongen. Ledelsen bestod af et 15 mand stort repræsentantskab, der blev valgt blandt aktieejere og låntagere i banken. Inddragelsen af papir sedler gik meget langsomt, og først i 1830'erne var seddelomløbet halveret, og i 1838 nåede banken pari. Banken førte en meget stram og forsigtig udlånspolitik, som specielt København kom til at lide under, med det resultat, at Hamborg i efterkrigsårene overtog byens positionen som regionens verdenshandelsby. Mange jyske handlende foretrak nu Hamborg og hamborgsk mønt. Den københavnske handel på Ostindien og Afrika gik helt i stå, og kun eneretten på handelen og raffinering af vestindisk sukker holdt byen kørende på et tåleligt niveau.
Efterkrigstiden gjorde det af med mange af Københavns store handelshuse. De sidste forsvandt i 1820 i forbindelse med, at der blev optaget et stort indenlandsk statslån på seks millioner rigsdalere med en så gunstig rentetilskrivning. Det tømte mange firmaer, der stadig led under handelskrisen efter krigen, for kapital. Danmarks position i verdenshandelen var forsvundet, og i de kommende år blev der kun gjort få forsøg på at starte nye selskaber. De eksisterende måtte koncentrere sig om at udvikle og handle med danske forbedrede industri- og landbrugsprodukter.
Romantikken
I 1820'erne aftog interessen for den romantiske åndsretning, der var opstået i begyndelsen af 1800-tallet. I stedet kom fornyet interesse for den engelske litteratur fra det førromantiske 1700-tal, især hos den yngre generation. En af hovedkræfterne var Steen Steensen Blicher, der i 1824 skabte en ny poetisk realisme med sin novelle Brudstykker af en landsbydegns dagbog. thumb|170px|left|Polyteknisk Læreanstalt i Sølvgade o. 1899 En anden tendens i romantikken var en fornyet interesse for dansk og norsk oldtid, sprog og oprindelse. Folkets efterladenskaber: oldtidshøje og runestene vakte ærefrygt. Det var en radikal ændring fra 1793, da en vejforordning havde bestemt, at de nye hovedlandeveje skulle anlægges så tæt på højene som muligt, da de gav masser af råmaterialer til stenskærverne til vejene. Regeringen havde i 1807 oprettet Den kongelige kommission til oldsagers opbevaring, som fik plads på loftet af Trinitatis Kirke, og i 1816 kom den under ledelse af Christian Jürgensen Thomsen. Han revolutionerede samlingen ved at inddele den efter ideen om, at der havde eksisteret en stenalder, som var blevet afløst først af en bronze- og senere af en jernalder. Staten fredlyste også flere og flere oldtidsminder i det danske landskab i disse år. Mange interesserede sig også for de gamle tekster: Rasmus Nyerup udgav i 1808 Snorres Edda i dansk oversættelse, og i 1810'erne udgav Grundtvig sine gendigtninger af Saxo og Snorre. Han fremdrog også det angelsaksiske Beowulfkvad fra 800-tallet.
I 1825 blev Det kongelige nordiske Oldskrift-Selskab oprettet. Det skulle udgive de gamle islandske skrifter og beskæftige sig med alt, der kunne belyse Nordens gamle sprog, historie og oldsager. Inspireret af den skotske forfatter Walter Scott blev den historiske roman populær i 1820'erne; B.S. Ingemann udgav en række historiske romaner om den danske middelalder, som skulle vække danskernes bevidsthed om sig selv som nation. Romanerne blev trykt i kæmpe oplag og har formentlig nået alle samfundslag.
Undervisningen i skolerne gennemgik i starten af 1800-tallet en større forandring. I 1814 kom en skolelov, som krævede, at al undervisning skulle foretages af en faglærer (og ikke en tilfældig teolog på udkig efter et præstekald). Samtidig indførtes skolepenge. Det betød nedlæggelsen af en række latinskoler og et fald i antallet af elever. Det blev nu mere end før de bedrestilledes børn, der modtog undervisning. Den blev til gengæld af en højere standard.
Også på de højere læreranstalter skete der forandringer. Således blev de traditionelle fag på Københavns Universitet: teologi, jura og medicin i 1829 suppleret af to-årige uddannelser i mekanik og anvendt naturvidenskab, som blev udbudt af den nyoprettede Polyteknisk Læreanstalt. Den var blandt andet oprettet på initiativ af elektromagnetismens opdager H.C. Ørsted. Også officersuddanelsen højnedes ved oprettelsen af Den kongelige militære Højskole, der skulle give en videnskabelig overbygning på den uddannelse, kadetakademiet bød på.
Julirevolutionen 1830
I juli 1830 abdicerede den franske konge Karl 10. efter massive demonstrationer til fordel for Ludvig-Filip, der måtte underskrive en forfatning. Denne lille revolution gav genlyd over store dele af Europa og ledte blandt andet til uroligheder i Holland og Polen. Frederik 6. var også bange for, at folket ville vende sig mod ham, men den brede befolkning i Danmark var ikke interesseret i store omvæltninger. Store dele af borgerskabet arbejdede for kongemagten, og kongen nød stadig stor popularitet blandt bønderne for sine landboreformer.
Urolighederne fik dog betydning for Danmark. I 1814 havde Frederik 6. lovet at indføre en stænderforsamling for Holsten. Dette krav blev nu genfremsat af en repræsentant fra Det tyske forbund.
En ung dansk embedsmand i det tyske kancelli, Uwe Jens Lornsen, udgav i november 1830 en lille bog på 12 sider, som vakte opsigt. Bogen hed "Ueber das Verfassungswerk in Schleswigholstein" og i den krævede Lornsen, at Slesvig-Holsten skulle have en fri forfatning og kun skulle have "konge og fjende" fælles med Danmark. Frederik 6. blev bekymret for denne opdeling af riget, Uwe Lornsen foreslog, og han blev afskediget. Hans bog havde dog vundet tilslutning, specielt blandt studenterne og borgerstanden i Kiel.
Stænderforsamlinger I København blev regeringen klar over, at den måtte gøre noget og indfriede løftet fra 1814. Modsat Lornsen ville man ikke forene de to hertugdømmer, men hvis Holsten fik en stænderforsamling, måtte man også give Slesvig en. Som konsekvens af enevældens princip om lige vilkår måtte kongen også indføre stænderforsamlinger i selve kongeriget. Efter en behandling i statsrådet udsendte regeringen 28. maj 1831 to anordninger om rådgivende provinsialstænderforsamlinger i kongeriget og i hertugdømmerne. Der blev i alt oprettet fire forsamlinger: en for Øerne, en for Jylland, en for Slesvig og en for Holsten. Forslaget blev udformet af en stænderkomité og 15. maj 1834 kunne den udstede den endelige forordning, der blev det retslige grundlag for de fire stænderforsamlinger.
Vælgerkorpset var delt i tre klasser: grundejerne i byen, godsejerne og bønderne. Hver klasse fik en tredjedel af stemmerne. Forsamlingen for Øerne fik sæde i Roskilde med 70 medlemmer, forsamlingen for Jylland i Viborg med 55 medlemmer, den slesvigske i Slesvig med 43 medlemmer og den holstenske i Itzehoe med 47 medlemmer. Kun ca. 3% af befolkningen havde valgret til forsamlingerne, der ikke kunne lovgive, men kun rådgive kongen og hans administration. Da medlemmer fik nys om den store statsgæld på godt 130 mio. rigsdalere fremsatte de krav om at få kontrol med statsfinanserne, hvilket statsrådet på det pureste afviste. Mellem 1837–41 indførtes kommunale råd, byråd, amtsråd, sogneråd og i København en borgerrepræsentation med omtrent samme stemmeret som til stænderforsamlingerne.
Utilfredsheden med den begrænsede stemmeret til stænderne fik de liberale kræfter til at blive mere synlige: C.N. David grundlagde i 1834 det liberale ugeblad Fædrelandet, der bragte kritiske anonyme artikler, der blandt andet talte for en fri forfatning. Bladet blev hurtigt lukket, efter kongen havde bedt myndighederne om det og han udsendte et reskript, der klart fortalte at "Vi alene vide".
Augustenborgernes arvekrav thumb|Christian-August