Slaget om Frankrig, også kendt som Frankrigs fald, er betegnelsen for den tyske invasion af Frankrig, Holland, Belgien og Luxembourg, som startede den 10. maj 1940. Slaget bestod af to hovedoperationer. I den første, der havde kodenavnet Fall Gelb, stødte tyske panserdivisioner igennem det bjergrige område ved Ardennerne, gennembrød den allierede front og stødte frem til Den engelske kanal, hvorved de allierede styrker, som var rykket ind i Belgien blev afskåret og omringet. De britiske tropper i British Expeditionary Force (BEF) og mange franske soldater blev imidlertid evakueret fra strandene ved Dunkerque i Operation Dynamo.
I den anden hovedoperation med kodenavnet Fall Rot, som gik i gang den 15. juni, omgik de tyske tropper de franske fæstninger i Maginot-linjen og besatte størstedelen af landet. Italien erklærede Frankrig krig den 10. juni. Den franske regering flygtede til Bordeaux, og Paris blev besat den 14. juni. Efter at den 2. franske armegruppe havde overgivet sig den 22. juni, kapitulerede Frankrig den 25. juni.
For aksemagterne var kampagnen en spektakulær sejr.. Frankrig blev delt i en tysk besættelseszone, der omfattede det nordlige og vestlige Frankrig, en lille italiensk besættelseszone i det sydøstlige Frankrig og en resterende kollaboratørstat i syd – Vichy Frankrig. Vichy Frankrig blev besat den 10. november 1942, og Frankrig forblev besat af Tyskland, indtil befrielsen af Frankrig efter D-dag i 1944. Holland, Belgien og Luxembourg blev befriet i 1944 og 1945.
Forspil Efter invasionen af Polen i september 1939, som indledte 2. verdenskrig, fulgte der en periode uden krigshandlinger – Spøgelseskrigen – mellem stormagterne. Man havde fra tysk side håbet, at Frankrig og Storbritannien ville give efter, acceptere erobringen af Polen og hurtigt indgå fred. Det var af stor betydning for Tyskland, da lagrene af råmaterialer og fremmed valuta til at købe dem for var alt for små. Tyskland var nu afhængig af leverancer fra sin nye allierede, Sovjetunionen, en situation som ikke huede Hitler af ideologiske grunde. Den 6. oktober gav han Vestmagterne et fredstilbud. Allerede inden de havde haft tid til at svare på tilbuddet, formulerede han den 9. oktober en ny militær politik, for det tilfælde at deres svar var afvisende: Führer-Anweisung N°6, eller "Fører-direktiv nummer 6".
Tysk strategi Hitler havde altid næret drømme om store militærkampagner, som skulle besejre de vesteuropæiske lande som et indledende trin til erobring af territorium mod øst, hvorved han ville undgå en krig på to fronter. Disse hensigter fremgik imidlertid ikke af Führer-Anweisung N°6. Denne plan var solidt baseret på den tilsyneladende mere realistiske antagelse, at Tysklands militære styrke stadig måtte opbygges gennem flere år, og at det for nærværende kun var muligt at stræbe efter begrænsede mål, som skulle styrke Tysklands muligheder for at overleve en langvarig Karl-Heinz Frieser Blitzkrieg-Legende p. 32 krig i vesten. Hitler beordrede, at en besættelse af Benelux landene: Holland, Belgien og Luxembourg, skulle gennemføres snarest. Det skulle forhindre, at Frankrig besatte dem først, hvilket ville true det vitale tyske Ruhr-distrikt. Det skulle også give et grundlag for en langsigtet kampagne til søs og i luften mod Storbritannien. Der var ingen omtale overhovedet af et muligt samtidig angreb, der skulle føre til erobring af hele Frankrig, omend så meget som muligt af grænseområdet i det nordlige Frankrig skulle besættes.
Da han skrev sit direktiv, antog Hitler, at et sådant angreb kunne igangsættes indenfor nogle få uger, men samme dag, som han udsendte direktivet, blev han bragt ud af den vildfarelse. Det forlød, at han var blevet misinformeret om de tyske styrkers sande tilstand. De motoriserede enheder havde behov for mindst tre måneder til at få repareret de skader, som deres køretøjer havde lidt under felttoget i Polen, og ammunitionslagrene var stort set tømt.Karl-Heinz Frieser Blitzkrieg-Legende p. 25
thumb|right|350px|Udviklingen af de tyske planer for Fall Gelb, invasionen af Benelux landene. Serien begyndte i øverste højre hjørne.
Halders plan Den 10. oktober 1939 afviste den britiske regering Hitlers fredstilbud, og den 12. oktober gjorde den franske regering ligeså. Den 19. oktober fremlagde Franz Halder, stabschefen for den tyske hærs overkommando OKH, det første udkast til Fall Gelb, førkrigskodenavnet for kampagneplaner Holland og Belgien: Aufmarschanweisung N°1, Fall Gelb, Halders plan er ofte blevet sammenlignet med den Schlieffen-plan, som blev brugt i 1. Verdenskrig. Halders plan lignede den på den måde, at begge planer lagde op til et fremstød gennem det mellemste Belgien; men hvor Schlieffen-planen havde en en enorm omringning af den franske hær for øje med henblik på en afgørende sejr, var Aufmarschanweisung N°1 et uinspireret frontalangreb, hvor der regnedes med tab på ½ mio. tyske tropper for at nå det begrænsede mål at trænge de Allierede tilbage til Somme floden. Hermed ville de tyske kræfter være udtømt for 1940Karl-Heinz Frieser Blitzkrieg-Legende p. 67 og først i 1942 kunne hovedangrebet mod Frankrig indledes.
Hitler var meget skuffet over Halders plan. Han havde troet, at erobringen af Nederlandene kunne klares hurtigt og uden større tab, men som det blev fremstillet, ville det tage lang tid og være vanskeligt. Der har været spekulationer om, at Halder, som på dette tidspunkt konspirerede mod Hitler og var begyndt at bære pistol for selv at kunne skyde ham om nødvendigt, havde fremlagt den mest pessimistiske plan for at få Hitler til helt at opgive tanken om et angreb.Karl-Heinz Frieser Blitzkrieg-Legende p. 75 Hitler reagerede på to måder. Han besluttede, at den tyske hær skulle angribe hurtigt, uanset om den var klar, i håb om at de Allieredes manglende parathed alligevel ville bringe sejr. Han fastsatte datoen til 12. november 1939. Dette førte til en uendelig række af udsættelser, da det gang på gang lykkedes generalerne at overbevise Hitler om, at angrebet skulle udsættes i nogle dage eller uger for at få overvundet en eller anden kritisk mangel i forberedelserne, eller for at vente på bedre vejr.
Hans anden beslutning var baseret på, at han ikke kunne lide planen, og derfor prøvede han på at lave den om, uden klart at vide, på hvilken måde den kunne forbedres. Dette resulterede i første omgang i en spredning af indsatsen, idet der udover hovedangrebet gennem det centrale Belgien blev planlagt sekundære angreb længere mod syd. Den 29. oktober lod Halder en revideret plan Aufmarschanweisung N°2, Fall Gelb afspejle dette. Heri var der medtaget et sekundært angreb i retning Liège-Namur.
Hitler var ikke ene om ikke at kunne lide Halders plan. Gerd von Rundstedt, chefen for Heeresgruppe A, kunne heller ikke lide den. I modsætning til Hitler kunne von Rundstedt som professionel soldat sagtens se, hvordan planen kunne forbedres. Den grundlæggende fejl var efter hans mening, at den ikke fulgte de klassiske principper for Bewegungskrieg, dvs. krig gennem manøvrer, som havde været grundlaget for tysk taktik siden det 19. århundrede. Der måtte skabes et gennembrud, som betød, at de allierede hære blev omringet og nedkæmpet. Det logiske sted at opnå noget sådant ville være ved Sedan, som lå ud for von Rundstedts Heeresgruppe A. Den 21. oktober enedes von Rundstedt med sin stabschef, generalløjtnant Erich von Manstein om, at en alternativ plan måtte udformes, som afspejlede disse grundlæggende ideer og gjorde hans Heeresgruppe A så stærk som muligt på bekostning af Heeresgruppe B, der lå længere mod nord.
Mansteins plan Mens von Manstein formulerede de nye planer i Koblenz, traf det sig, at generalløjtnant Heinz Guderian, øverstkommanderende for XIX Korps, Tysklands elitepanserstyrke, boede på et nærliggende hotel.Karl-Heinz Frieser Blitzkrieg-Legende p. 79 von Manstein overvejede, om han skulle involvere Guderian i planlægningen, da pansergeneralen måske kunne se en rolle, som hans panserstyrker kunne spille i den, og det kunne være det afgørende argument, der skulle til for at få overført XIX Korps fra Heeresgruppe B til Heeresgruppe A, hvilket ville glæde von Rundstedt. På dette tidspunkt bestod von Mansteins plan af en fremrykning fra Sedan mod nord, lige ind i den allierede hovedstyrkes bagland for herfra at angribe dem direkte fra syd. Da Guderian blev bedt om at bidrage til planen ved nogle uformelle diskussioner, foreslog han en radikalt ny ide: Ikke blot hans panserkorps, men alle panserstyrkerne skulle koncentreres ved Sedan. Og denne koncentration af panser skulle ikke rykke nordpå, men vestpå for at gennemføre et hurtigt, dybt, uafhængigt strategisk gennembrud mod Den Engelske Kanal uden at vente på hovedstyrken af infanteridivisioner. Dette ville føre til et strategisk sammenbrud for fjenden, og man ville undgå de forholdsvis høje tab, som et normalt klassisk omringningsslag ville medføre.
En sådan uafhængig strategisk anvendelse af panserstyrkerne var blevet diskuteret i vide kredse i den tyske hær inden krigen, men var ikke blevet accepteret som doktrin. Det store antal officerer, som gjorde tjeneste i infanteriet, som var hærens dominerende våbenart, havde med held kæmpet imod. Von Manstein måtte indrømme, at i dette tilfælde kunne det præcis være det, der skulle til. Hans vigtigste indvending var, at det ville skabe en åben flanke på over 300 km, som var ubeskyttet overfor franske modangreb. Guderian overbeviste ham om, at dette kunne forebygges ved samtidig at igangsætte generende angreb mod syd med små pansrede enheder. Dette ville imidlertid betyde et farvel til det grundlæggende koncept i Führer-Anweisung N°6.
Von Manstein skrev sit første memorandum, som skitserede den alternative plan den 31. oktober. Heri undgik han omhyggeligt at omtale Guderian og nedtonede panserstyrkernes strategiske rolle for ikke at skabe unødig modstand.Karl-Heinz Frieser Blitzkrieg-Legende p. 87 Den 6. november, 21. november, 30. november, 6. december, 18. december 1939 og 12. januar 1940 fulgte yderligere 6 memoranda, som gradvist blev mere radikale i deres udgangspunkt. Alle blev forkastet af OKH, og intet af deres indhold nåede frem til Hitler.
Planrevisioner Den 10. januar 1940 blev et tysk kurérfly, af typen Messerschmitt Bf 108, tvunget til at lande ved Maasmechelen, nord for Maastricht, i Belgien ("Mechelen episoden"). Blandt de ombordværende var en major (Luftwaffe), Hellmuth Reinberger, som havde medbragt en kopi af den seneste udgave af Aufmarschanweisung N°2. Selv om flyet landede sikkert, var Reinberger ude af stand til at destruere kopien, som hurtigt faldt i hænderne på det belgiske efterretningsvæsen (Staatsveiligheid).Evans, Martin Marix, The Fall of France: Act with Daring, p. 10. Osprey Publishing, 2000 Det er ofte blevet hævdet, at denne episode var årsagen til en drastisk ændring af de tyske planer, men det er ikke tilfældet. Den nye udgave af dem fra 30. januar Aufmarschanweisung N°3, Fall Gelb, var grundlæggende den samme som de to tidligere versioner.Karl-Heinz Frieser Blitzkrieg-Legende p. 76
Den 27. januar blev von Manstein udpeget til at lede et armekorps i Preussen og skulle tiltræde sin stilling den 9. februar. Denne forflyttelse var iværksat af Halder for at undgå von Manstein påvirkning. Von Mansteins stab blev så indigneret, at den henledte Hitlers opmærksomhed på sin plan. Von Manstein blev inviteret til at fremlægge sit forslag for Føreren personligt i Berlin den 17. februar, og dagen efter beordrede Hitler planerne ændret i overensstemmelse med von Mansteins ideer. De tiltalte Hitler, ikke mindst fordi de i det mindste gav håb om en sejr uden store omkostninger.