Safavideriget (persisk: دولت صفوی eller دولت صفویه, tyrkisk: Safevî Devleti, aserbajdsjansk: Səfəvilər Dövləti, صفویلر, kurdisk: Dewleta Sefewî, georgisk: სეფიანთა დინასტია) var et shia-muslimsk dynasti af kurdisk oprindelse Empires: Safavid and Qajar | Encyclopedia.com der var et af de mest betydningsfulde dynastier i Iran. Det er også begyndelsen af moderne iransk historie. Safavideriget blev et af de største iranske imperier siden den muslimske erobring af PersienHelen Chapin Metz. Iran, a Country study. 1989. University of Michigan, p. 313.Emory C. Bogle. Islam: Origin and Belief. University of Texas Press. 1989, p. 145.Stanford Jay Shaw. History of the Ottoman Empire. Cambridge University Press. 1977, p. 77.Andrew J. Newman, Safavid Iran: Rebirth of a Persian Empire, IB Tauris (March 30, 2006).. Safaviderne regerede fra 1501 til 1722 og igen fra 1729 til 1736. Under dets største udbredelse kontrollerede det hele det moderne Iran, Aserbajdsjan og Armenien, det meste af Irak, Georgien, Afghanistan, og Kaukasus, dele af Pakistan, Tadjikistan, Turkmenistan, Tyrkiet, og Usbekistan.
Safaviderne var den direkte årsag til, at shia-islam i så høj grad er udbredt i store dele af Vestasien og Kaukasus. Det var én af grundene til at Safavideriget blev anset som en trussel af det sunnitiske Osmannerrige. Det har flere gange resulteret i krig mellem de to stater.
Baggrund Safaviderigets grundlæggelse var et resultat af safaviyya-ordenens militarisering siden 1400-tallet. Safaviderne har navn fra grundlæggeren af safaviyya-ordenen, Sheik Safī al-Dīn (1252 – 1334). Slægten stammer fra Fīrūz Shāh Zarrīn Kulāh, som var en seyyid (efterkommer af Profeten Muhammed), der flygtede fra Yemen og bosatte sig i Rangin i Iran i 1174.Walter Hinz: Uzun Hasan ve Şeyh Cüneyd – XV. Yüzyılda İran'ın Millî bir Devlet Haline Yükselişi, Türk Tarih Kurumu, 1992, s. 109
Andre kilder hævder dog, at safaviderne havde kurdiske rødderRM Savory. Ebn Bazzaz. Encyclopædia Iranica eller rødder af lokalt iransk herkomstRoger M. Savory. "Safavids" in Peter Burke, Irfan Habib, Halil İnalcık: History of Humanity-Scientific and Cultural Development: From the Sixteenth to the Eighteenth Century, Taylor & Francis. 1999, p. 259: "From the evidence available at the present time, it is certain that the Safavid family was of indigenous Iranian stock, and not of Turkish ancestry as it is sometimes claimed. It is probable that the family originated in Persian Kurdistan, and later moved to Azerbaijan, where they adopted the Azari form of Turkish spoken there, and eventually settled in the small town of Ardabil sometimes during the eleventh century.", som dog gradvist blev tyrkificeret op til grundlæggelsen af Safavideriget og derfor endte med at have tyrkisk eller aserbajdsjansk som modersmål."Peoples of Iran" Encyclopædia Iranica. RN Frye.Peter B. Golden: An Introduction to the History of the Turkic Peoples; In: Osman Karatay, Ankara 2002, p.321
Fra deres base i Ardabil etablerede safaviderne kontrol over hele Storiran og sikrede på ny en samlet iransk identitet i regionen.Why is there such confusion about the origins of this important dynasty, which reasserted Iranian identity and established an independent Iranian state after eight and a half centuries of rule by foreign dynasties? RM Savory, Iran under the Safavids (Cambridge University Press, Cambridge, 1980), p. 3. Riget blev dermed det første indfødte dynasti siden Sassanideriget til at etablere en forenet iransk stat.Alireza Shapur Shahbazi (2005), "The History of the Idea of Iran", in Vesta Curtis ed., Birth of the Persian Empire, IB Tauris, London, p. 108: "Similarly the collapse of Sassanian Eranshahr in AD 650 did not end Iranians' national idea. The name "Iran" disappeared from official records of the Saffarids, Samanids, Buyids, Saljuqs and their successor. But one unofficially used the name Iran, Eranshahr, and similar national designations, particularly Mamalek-e Iran or "Iranian lands", which exactly translated the old Avestan term Ariyanam Daihunam. On the other hand, when the Safavids (not Reza Shah, as is popularly assumed) revived a national state officially known as Iran, bureaucratic usage in the Ottoman empire and even Iran itself could still refer to it by other descriptive and traditional appellations".
Shāh Ismā'īl I
Med støtte fra sine trofaste tilhængere, qizilbāsh'erne, grundlagde Shāh Ismā'īl som 14-årig Safavideriget i 1501. I de næste ti år udvidede han sit rige fra Østanatolien i vest til Khurāsān i øst. Shāh Ismā'īl tabte ikke nogen krig med undtagelse af nederlaget til Osmannerriget i 1514. Det resulterede i at han afstod Østanatolien til osmannerne. Det lykkedes Shāh Ismā'īl at fastholde resten af rigets grænser til sin død i 1524.
Shāh Tahmāsp I
Shāh Tahmāsp, som hidtil havde været guvernør af Herat, arvede tronen ved sin far Ismā'īls død i 1524. Han regerede til 1576 og blev den længst herskende safavidiske shāh. Tiden under Shāh Tahmāsp var præget af angreb fra både vest og øst. Osmannerne angreb Safavideriget fire gange under Suleimān I og usbekerne angreb de østlige provinser fem gange. Det betød at Safavideriget mistede territorium i Irak og at Tahmāsp blev nødt til at flytte hovedstaden fra Tabriz til Qazvin. I 1555 indgik Tahmāsp Amasya-traktaten med Osmannerriget; det satte en stopper for krige i hans levetid. Efter Tahmāsps død var der strid mellem qizilbāsh-soldaterne om, hvem der skulle lede riget. Det førte til at Ismā'īl II kom på tronen (1576-1577) og efter ham Muhammad Khudābanda (1578-87).
Shah ‘Abbās I
Safavideriget fandt igen styrke under Shah ‘Abbās I. Han erkendte, at den safavidiske hær, som havde lidt nederlag de seneste år, var blevet ineffektiv. Derfor reorganiserede han den, så den levede op til tidens standard. Det betød, at han måtte distancere sig fra qizilbāsh-soldaterne, som efterhånden havde tilegnet sig magt. Qizilbāsh'erne i administrationen og militæret blev gradvist skiftet ud med de nye og mere loyale ghulām'er (slaver), som var tjerkessiske, georgiske og armenske soldater, som var konverteret til islam. Fra 1598 til 1623 lykkedes det Shāh 'Abbās at generobre områder, som riget havde tabt, og fordrive portugiserne fra Den Persiske Golf.
Nedgang Herskerne efter 'Abbās I var bortset fra Abbas II unyttige ledere, hvoraf nogle ikke viste særlig interesse for at styre landet. Det betød at Safavideriget efter 'Abbās II's død i 1666 blev præget af svaghed. Det kulminerede i 1722, hvor afghaneren Mir Māhmud Hotaki (1697-1725) væltede shahen, Sultān Husayn (1668-1726). Fra 1722 til 1729 blev Safavideriget de facto ledet af afghanske hotakier. I 1729 lykkedes det den safavidiske Tahmāsp II at få magt over det meste af landet, men han blev i 1732 afsat af kommandør Nāder Khān, som gjorde Tahmāsp II's søn 'Abbās III til konge. Selv om 'Abbās II officielt var konge, var det egentlig Nāder Khān som regerede landet til 1736, hvor han kronede sig selv som konge og gjorde en ende på det safavidiske dynasti.
Referencer
Kategori:Safaviderne Kategori:Tabriz