Den allierede invasion af Sicilien, med kodenavnet Operation Husky ("Operation Slædehund"), var et stort felttog under 2. verdenskrig, hvor de Allierede erobrede Sicilien fra Aksemagterne (Italien og Nazityskland). Det var en stor amfibie- og luftbåren operation, efterfulgt af seks ugers kampe inde på øen. Det var begyndelsen af felttoget i Italien.
Operation Husky begyndte natten til 9. juli 1943 og sluttede 17. august. Det var den hidtil største amfibieoperation i krigen i form af tropper, der gik i land på strandene. Strategisk klarede Husky dets mål, som var sat af den allierede stab. De Allierede drev Aksemagternes fly- og flådestyrker væk fra øen, søvejen gennem Middelhavet blev åbnet, og den italienske diktator Benito Mussolinis magt i fascistpartiet blev svækket. Det åbnede vejen for invasionen af Italien.
Baggrund Involverede lande
De allierede landstyrker var fortrinsvis amerikanske, britiske og canadiske hære. Også andre lande bidrog til invasionen med fly- og flådestyrker, men det meste af flådestyrkerne var fra Royal Navys middelhavsflåde og US Navys 8. Flåde. De amerikanske landtropper var US Armys 7. Armé. Den britiske 8. Armé blev styrket med 1st Canadian Infantry Division fra den 1. canadiske armé, der havde base i England. General Dwight D. Eisenhower var øverstkommanderende og udpegede general Harold Alexander som chef for landstyrkerne og den 15. armégruppe. Under 15th Army Group var den britiske 8. Armé under general Bernard Montgomery og den amerikanske 7. Armé under general George S. Patton.
Øen var forsvaret af den italienske 6. armé under general Alfredo Guzzoni. Aksemagternes styrker var på omkring 190.000 italienske og 40.000 tyske tropper, med mindst 147 kampvogne og omkring 220 feltkanoner. Italienerne forstærkede garnisonen med 52.000 mand og 127 kampvogne.
Planlægning I starten af 1943 indså de Allieredes ledere, at en succesrig invasion af Frankrig ville være umulig at gennemføre i det år, så man besluttede i stedet at invadere den italienske ø Sicilien med styrker fra felttoget i Nordafrika, som de Allierede snart kunne afslutte med en sejr. De strategiske mål var at fjerne Aksemagternes flåde- og flystyrker fra Sicilien, så der kom fri passage for de Allieredes skibe i Middelhavet, og sætte pres på Mussolinis regime og måske endda tvinge Italien ud af krigen. At erobre Sicilien ledte måske også til en invasion af Italien, selvom de Allierede ikke havde besluttet tidspunktet for invasionen. Især amerikanerne ønskede ikke at deltage i operationer, der kunne udsætte invasionen af Frankrig.
Den allierede stab skulle vælge mellem to strategier. Et forslag var at landsætte to arméer ved separate steder på de østlige og vestlige sider af Sicilien og så omringe Aksemagternes styrker. De ville ikke kun været besejret, men ødelagt. Dette blev anset for risikabelt, da de to hære ville være ude af stand til at støtte hinanden, og det kunne være, at en af armeerne ville tabe. "Omringningsplanen" ville sandsynligvis ikke kunne lykkes.
Den anden strategi var at landsætte to armeer side om side i den sydlige del af Sicilien og rykke direkte frem over øen. Dette var langt mindre risikabelt end separate landgange, men gav ikke muligheder for omringninger. Den allierede stab valgte alligevel denne strategi for ikke at risikere et nederlag.
Pattons 7. Armé skulle gå i land ved Gelabugten på det sydlige Sicilien, hvor 3. Division og 2. Panserdivision skulle gå i land vest for Licata, 1. Division i midten af Gelabugten, og 45. Division øst for Scoglitti. Den amerikanske 82. Luftbårne Division skulle nedkastes bag Gela og Scoglitti forsvarslinjer. 7. Armés brohoved strakte sig over 50 km.
Montgomerys 8. Armé skulle gå i land på den sydøstlige del af Sicilien. 30. Armékorps ville blive landsat på begge sider af Capo Passero, på det sydøstligste hjørne af Sicilien, mens 13. Armékorps ville gå i land i Notobugten, omkring Avola i nord. 8. Armés brohoved strakte sig ligeledes også over 50 km, og der var et hul på omkring 40 kilometer mellem de to hære.
Når de kom i land, skulle hærene mødes og sikre et stort brohoved. Derefter skulle Montgomerys 8. Armé rykke nordpå langs øens østkyst til Messina, mens Pattons 7. Armé skulle beskytte den 8. Armés venstre flanke og rydde resten af øen.
Vildledning For at aflede Aksemagterne og om muligt flytte deres styrker til et andet sted begyndte de Allierede at gennemføre en række vildledningsoperationer. Den mest berømte og succesfulde af disse var Operation Mincemeat (). Et lig med britisk officersuniform blev skyllet i land i Spanien med en mappe, der indeholdt falske hemmelige dokumenter. De angav, at de Allierede var ved at planlægge en invasion af Grækenland, og at man ikke havde nogle planer om at invadere Sicilien. Dokumenterne blev godkendt som ægte af den tyske efterretningstjeneste, Abwehr, og som et resultat blev de fleste af de tyske enheder flyttet fra Sicilien til Grækenland. Tyskerne havde kun soldater på Sicilien, fordi de var trukket tilbage fra Nordafrika og endnu ikke sendt til Østfronten. Der var dog stadig et stort antal tyske og italienske soldater på Sicilien, da invasionen startede.
Canadisk deltagelse 1. Canadiske Infanteridivision kom med fordi den canadiske militære ledelse (Canadian Military Headquarters) i Storbritannien insisterede på, at den skulle med. Ønsket blev godkendt af briterne, hvorefter de erstattede den britiske 3. Infanteridivision. Ændringen blev ikke afsluttet før den 27. april, da general Andrew McNaughton, der anførte 1. Canadiske Armé, anså Husky for at være en vigtig militæroperation (modsat slaget ved Dieppe i 1942), der var dækket af mandatet for anvendelse af både 1. Canadiske Infanteridivision og 1. Canadiske Panserbrigade.
De canadiske styrker var kortvarigt ledet af generalmajor H.L.N. Salmon, men han døde i en flyulykke i starten af planlægningen. Han blev efterfulgt af generalmajor Guy Simonds. Selvom canadierne havde været udstationeret i Storbritannien i flere år, havde de aldrig, med nogle få undtagelser (som 2. Canadiske Infanteridivision i Diepperaidet), været i kamp. Canadierne havde heller ikke, modsat resten af 15. Armégruppe, været i Middelhavsområdet før og var ikke vant til de høje temperaturer. Det og kombinationen af mangel på transportmidler, som følge af tab på havet, resulterede i, at 1. Canadiske Infanteridivision og dens panserbrigade blev holdt tilbage få dage efter at operationen begyndte.
thumb|right|350px|Kort over de allieredes landsætninger på Sicilien den 10. juli 1943
Slaget Allierede landsætninger Landgangen fandt sted i ekstremt stærk vind, som gjorde landgangen vanskelig, men også sikrede, at det blev et overraskelsesangreb. Landsætningerne skete på de sydlige og østlige kyster af øen, med den britiske styrke i øst og amerikanerne i vest. Briterne gik i land i Siracusas havn næsten uden at møde modstand, mens de canadiske tropper mødte indædt modstand fra italienske styrker fra den 206. Kystdivision i bakkerne. Den canadiske krigskorrespondent, Ross Munro, beskrev nogle af sine oplevelser fra de første få dage af angrebet på det italienske 122. Infanteriregiment, nord for Pachino i en avisartikel, der blev offentliggjort den 12. juli:
thumb|Mindesten ved Licata, hvor 3. Infateri division gik i land. thumb|Treno armato Licata
Angrebet fra de luftbårne styrker blev sat ind lige efter midnat om natten mellem den 9. og 10. juli, som en del af invasionen. Der var to britiske og to amerikanske luftbårne enheder med. De amerikanske faldskærmstropper bestod primært af soldater fra 505. Faldskærmsregiment fra 82. Luftbårne Division, som hermed for første gang kom i kamp. De britiske svæveflytropper var fra 1. Luftbårne Division.Hoyt (2007), s. 12 Kraftige vinde på op til 20 m/sHoyt (2007), s. 21 fik mange af flyene til at komme ud af kurs, og halvdelen af de amerikanske faldskærmstropper nåede ikke deres mål. For de britiske faldskærmstropper gik det ikke bedre, da kun 12 ud af 144 svævefly landede ved målet, mens mange styrtede ned i havet. Men de spredte luftbårne tropper udnyttede deres muligheder ved at angribe patruljer og skabe forvirring, hvis det var muligt. Et kompagni britiske faldskærmstropper kæmpede en desperat kamp for at holde Ponto Grande-broen mod, hvad der var fejlagtigt blev rapporteret, et tysk modangreb den 10. juli[ Ferguson & Lyles (1984), s. 12]. Med omkring 90 mænd holdt den lille britiske styrke ud til omkring kl. 15:00, indtil de af oberst Francesco Roncos 75. Infanteriregiment fra 54. "Napoli"-division blev tvunget til at overgive sig. Mitcham & von Stauffenberg (2007), s. 75
thumb|left|Et amerikansk mandskab efterser deres Sherman-tank efter at være gået i land på "Red Beach 2", Sicilien den 10. juli
På trods af vejret mødte landgangen på strandene (tre timer efter at de luftbårne styrker blev nedkastet) kun moderat modstand fra italienske enheder stationeret ved kysten, da forsvarerne var blevet svækket af flådebombardementer. Men den italienske flåde og det italienske luftvåben udførte flere angreb på invasionflåden med fly, krigsskibe og ubåde, som sænkede og beskadigede krigsskibe, transportskibe og landgangsfartøjer, ved kysten. Italienske SM.79 torpedobombeeskadriller koordinerede deres angreb med Luftwaffes Ju-87 Stuka og Ju-88 bombefly og Rom rapporterede følgende den 12. juli:The New York Times (tirsdag, 13. juli 1943): s. 2
Som følge af dårlige vejrforhold blev mange af tropperne sat i land de forkerte steder, i forkert rækkefølge og op til seks timer forsinket.Carver, s. 31 Briterne gik ind i havnen i Siracusa næsten uden modstand, men den 13. juli mødte britisk panserstyrker og infanteri større modstand fra R 35-tanks og senere infanteri fra general Giulio Porcinaris "Napoli"-infanteridivision. Porcinari og hans stab blev taget til fange af briternes 4. Panserbrigade.
I den amerikanske sektor var der et stort italiensk modangreb på divisionsniveau på præcis det sted, hvor de luftbårne styrker skulle have været. På hovedvej 115 og 117 den 10. juli gennemførte italienske kampvogne fra "Niscemi"-panserkampgruppen og "Livorno"-infanteriet deres modangreb på byen Gela, men kanoner fra destroyeren USS Shubrick og krydseren USS Boise ødelagde flere kampvogne og spredte infanteriet.
Den 11. juli beordrede Patton sine faldskærmsreserver fra 504. Faldskærmsregiment fra 82. Luftbårne Division til at blive nedkastet og forstærke det amerikanske område. Men ikke alle allierede enheder var blevet informeret om faldskærmstropperne, så de 144 C-47-transportfly, som ankom kort efter et bombardement fra Aksemagterne, blev beskudt af skibe fra de Allieredes landgangsflåde. 23 fly blev skudt ned og 37 beskadiget, hvilket resulterede i 229 dræbte på grund af egenbeskydning.Hoyt (2007), s. 29
Landgangsslaget thumb|250px|Mændene fra Highland Division står i vand til livet, mens de losser skibene på landgangsstranden den første dag under Invasionen af Sicilien. Samtidig bliver der bygget adgangsveje på stranden for at effektivisere landgangen. Hvad der skulle ske efter invasionen var uklart. Chefen for landtropperne Harold Alexander havde nemlig aldrig lavet en plan. Dette gjorde, at hver armé måtte udkæmpe sit eget felttog med et minimum af koordination. Der var dog udstukket grænser mellem armeerne, som normalt. I de første to dage skete tingene hurtigt, da man erobrede Vizzini i vest og Augusta i øst.