Nathanael Greene (7. august 1742 – 19. juni 1786) var en generalmajor i Den kontinentale armé under den Amerikanske uafhængighedskrig. Da krigen brød ud var Greene menig i militsen – den lavest mulige rang. Han kom ud af krigen med et ry som George Washingtons dygtigste og mest pålidelige officer. Mange steder i De Forenede Stater er opkaldt efter ham.
Før krigen Han var søn af en kvækerlandmand og smed. Han blev født i Potowomut i byen Warwick, Rhode Island, den 27. juli, 1742 (7. august efter moderne tidsregning). Selv om hans fars sekt ikke gik ind for "litterære færdigheder" uddannede Greene sig selv med et specialstudie i matematik, militær taktik og jura. Præsten Ezra Stiles, den senere præsident for Yale University, udøvede en stor indflydelse på den unge Nathanaels liv. I 1770 flyttede Greene til Coventry, Rhode Island, for at overtage driften af den familieejede smedje (støberi), kort før hans fars død. Der var han den første til at tilskynde til etablering af en kommuneskole, og samme år blev han valgt som medlem af Rhode Islands Generalorsamling, hvortil han blev genvalgt i 1771, 1772 og 1775. Det kan ikke fastslås med sikkerhed, at han var medlem af Generalforsamlingen, da der ikke er nogen omtale af det i hans private papirer, og da der var flere samtidige med det navn i Rhode Island. Han havde stor sympati for "Whiggerne" eller Patrioterne blandt kolonisterne. I 1774 giftede han sig med Catherine Littlefield Greene fra Block Island. "Caty", som hun kaldtes af sine venner, havde boet i East Greenwich med sin onkel og tante (William og Catharine [Ray] Greene fra Greene Farm, East Greenwich, R.I.), siden hendes moder døde, da hun var 10 år gammel. Hendes onkel var en af lederne af Whig Partiet og guvernør i Rhode Island. Hendes tante og navnesøster, Catherine Ray, var en nær ven og brevskriver med Benjamin Franklin fra 1751-1784. Nathanael Greene og Catherine Littlefield blev gift i den "bedste stue" på Greene Farm, East Greenwich, R.I., hvor der i dag hænger en indrammet invitation til deres bryllup. thumb|200px|right|Greene Gården i Coventry, fotograferet i 1902 - Google BooksI august 1774 hjalp Greene med til at organisere en lokal milits, som blev grundlagt som Den kentiske Garde i oktober. Hans deltagelse i gruppen blev udfordret, fordi han var en smule halt. Det var på det tidspunkt, at han begyndte at købe mange dyre bøger om militær taktik og begyndte at lære sig selv krigskunsten. I december 1774 sad han i et udvalg, som var udpeget af Generalforsamlingen, som skulle revidere de militære love. Der har været spekuleret over, om hans ildhu mht militære pligter stammede fra, at han var blevet udstødt af kvækerne; men hans adskillelse fra Society of Friends var mere gradvis og begyndte faktisk med hans ægteskab med Cathy. På den tid var ægteskab med en ikke-kvæker udstødelsesgrund.
De tidlige krigsår Den 8. maj 1775 blev han forfremmet fra menig til brigadegeneral i Rhode Islands observationsarmé, der blev dannet som svar på belejringen af Boston. Han blev udpeget til brigadegeneral i Den kontinentale armé af den kontingentale kongres den 22. juni 1775. George Washington overdrog Greene kommandoen over byen Boston, efter at den var blevet rømmet af William Howe i marts 1776.
I breve fra oktober 1775 og januar 1776 til Samuel Ward, der var en delegeret fra Rhode Island i den kontinentale kongres, gik han ind for en uafhængighedserklæring. Den 9. august 1776 blev han forfremmet til at være en af fire nye generalmajorer og fik kommandoen over tropperne på Long Island. Han valgte stedet, hvor der skulle bygges befæstninger og byggede skanserne og skyttegravene i Fort Putnam (stedet, hvor der i dag ligger Fort Greene) øst for Brooklyn Heights. Alvorlig sygdom forhindrede ham i at tage del i slaget om Long Island. Greene var også også en frimurer fra Rhode Island og bar en frimurerjuvel, en gave fra hans kammerat Marquis de Lafayette, på sin krop under hele uafhængighedskrigen.
Greene var en fremtrædende skikkelse blandt de, som rådede til en tilbagetrækning fra byen New York, og at den skulle brændes af, så briterne ikke kunne bruge den. Han fik kommandoen over Fort Lee på New Jersey-siden af Hudson floden. Den 25. oktober 1776 efterfulgte han general Israel Putnam som kommandant over Fort Washington, som lå på den anden side af floden overfor Fort Lee. Han fik ordre fra Washington om at forsvare Fort Washington til sidste blodsdråbe, og den 11. oktober 1776 vedtog Kongressen en resolution med samme indhold, men senere skrev Washington til ham, at han skulle bruge sin egen dømmekraft. Greene gav oberst Robert Magaw, som havde den direkte kommando over fortet, ordre til at forsvare stedet, indtil han hørte fra Greene igen og forstærkede det for at kunne møde general Howes angreb. Alligevel fik han skylden for at forterne Washington og Lee gik tabt, men tilsyneladende uden at Washington mistede troen på ham, og denne tog selv ansvaret.
I slaget ved Trenton havde Greene kommandoen over en af to amerikanske kolonner. Efter sejren her tilskyndede han Washington til straks at rykke frem til Princeton, men blev nedstemt af krigsrådet. I slaget ved Brandywine, havde Greene kommandoen over reserven. I slaget ved Germantown nåede Greenes styrke, som havde længere at marchere end den højre fløj under John Sullivan, ikke frem i ordentlig tid: en fejl, som Greene selv troede ville få Washington til at miste troen på ham; men da de endelig nåede, frem udmærkede Greene og hans tropper sig på slagmarken.
thumb|Maleri af Charles Willson Peale På indtrængende opfordring fra Washington den 2. marts 1778 i Valley Forge, overtog han stillingen som generalkvartermester. Hans indsats på denne vanskelige post, som Washington var særdeles tilfreds med, er blevet betegnet som "så godt som det var muligt under omstændighederne for den svingende usikre styrke." Han var imidlertid blevet kvartermester under den forudsætning, at han fortsat skulle have ret til at lede tropper i felten. Han havde derfor ledelsen af højre fløj i slaget ved Monmouth den 28. juni 1778. I august havde Greene og Lafayette kommandoen over landstyrkerne, der blev sendt til Rhode Island for at samarbejde med den franske admiral d'Estaing ved en ekspedition (Slaget ved Rhode Island), som slog fejl. I juni 1780 havde Greene kommandoen i Slaget ved Springfield. I august trådte han tilbage som generalkvartermester efter en lang og bitter skrid med Kongressen om indblanding i hærens administration fra finansministeriets side og fra kommissærer udpeget af Kongressen. Greene havde hårdnakket diskuteret med Kongressen om, hvorledes man skulle forsyne Den kontinentale armé. Kongressen gik ind, for at enkeltstaterne skaffede udstyr, hvilket allerede havde vist sig at være en ineffektiv måde, da den føderale regering stort set ikke kunne styre delstaterne. En måned før Washington udpegede ham til leder af West Point, faldt det i hans lod at være retsformand ved krigsretten, der den 29. september 1780 dømte major John André til døden.
Kommando i syden frame|right|Washington og Nathanael Greene Kongressen havde været uheldig ved valget af hærchefer i syden. Det havde valgt Robert Howe, og han havde mistet Savannah. Den havde valgt Benjamin Lincoln, og han havde mistet Charleston. I sommeren 1780 ved Camden, South Carolina, angreb briterne den 16. august hæren under Horatio Gates. Hæren brød sammen og flygtede i vild forvirring. Det efterlod vejen åben for Charles Cornwallis til at samle loyalisterne i Syden og flytte krigen til Virginia. Han planlagde at bruge havnene i Syden til at flytte mænd og udstyr ind i landets indre i North og South Carolina.
Da Gates efterfølger skulle vælges, valgte Kongressen at overlade valget til Washington. Den 5. oktober besluttedes det, at '"Den øverstkommanderende pålægges hermed at udpege en officer til at lede den sydlige armé i stedet for generalmajor Gates." Washington tøvede ikke med at vælge. Dagen efter, at han havde modtaget en kopi af resolutionen, skrev han til Nathanael Greene på West Point: "Det er mit ønske at udpege Dem.". Kongressen godkendte valget og gav Greene kommandoen over alle tropper fra Delaware til Georgia med ekstraordinært omfattende fuldmagter "under kontrol af den øverstkommanderende". Greene overtog kommandoen i Charlotte, North Carolina den 2. december. Brigadegeneral Isaac Huger fra den kontinentale armé i South Carolina blev udpeget til næstkommanderende. Han var en af de pålidelige ledere i staten.
Det strategiske tilbagetog Hæren var svag og dårligt udstyret og stod over for en større styrke under Charles Cornwallis. Greene besluttede at dele sin styrke og tvang således briterne til også at dele sig og skabte dermed muligheden for et strategisk samspil mellem styrkerne. Denne strategi førte til general Daniel Morgans sejr i slaget ved Cowpens den 17. januar 1781, hvor 90% af den britiske styrke blev dræbt eller taget til fange.
Med over 800 fanger indledte Morgan et strategisk tilbagetog og trak sig nordpå mod Salisbury, hvor han sluttede sig til Greene i Slaget ved Cowan`s Ford ved Catawba floden, hvor en styrke bestående af Patriotiske Militser udkæmpede en lille træfning med Charles Cornwallis` styrker. Greene skrev derefter til Huger om at flytte sine tropper til Guilford Courthouse. Da han ankom til Guilford den 9. februar, samlede Greene sine officerer i felten til et krigsråd og stillede spørgsmålet, om hæren skulle give sig i kamp. Det blev besluttet, at indtil videre skulle hæren fortsætte med at trække sig tilbage for at samle flere styrker og udskyde et sammenstød med Cornwallis. Den 10. februar skrev han til Patrick Henry og bad om flere tropper, "Hvis det er muligt for Dem at fremskaffe femten hundrede frivillige og straks lade dem marchere til min assistance, vil den britiske hær være udsat for en meget kritisk og farlig situation.""De vil formentlig kunne finde mig på nordsiden af floden Dan. Jeg må gentage, at det nuværende tidspunkt er af allerstørste betydning og kræver den største og mest inspirerede indsats."thumb|200px|right|Krigsråds brevet (denne kopi blev lavet samtidig med originalen), som Greene sendte om forhandlingerne til Samuel Huntington, præsidenten for Kongressen. Det blev skrevet på Guilford Court House den 9. februar 1781. Dette er en scanning af fotografiet fra National Archives.
Kapløbet om at nå Dan River Samtidig dannede Greene et særligt let korps, som skulle ledes af oberst Otho Williams, som skulle dække hovedhærens tilbagetrækning. I et brev til George Washington den 9. februar beskrev han den '"lette arme"' som han havde dannet under Williams som bestående af: "kavaleri fra 1. og 3. regiment og Legionen der består af 240, en afdeling på 280 infanterister under oberstløjtnant Howard, infanteriet i oberstløjtnant Lees Legion og 60 riffelskytter fra Virginia Riflemen, så der i alt er 700 mand, som sammen med militsen vil få ordre til at genere fjenden under dennes fremrykning, bremse ham og om muligt give os lejlighed til at trække os tilbage uden større slag." Han skrev også: "Jeg indkaldte til en rådslagning, som enstemmigt anbefalede at undgå slag, og øjeblikkelig tilbagetrækning til den anden side af Roanoke. En kopi af referatet har jeg den ære at vedlægge." Den genforenede hær bestod kun af 2.036 mand, inklusive 1.426 regulære tropper. Oberst Edward Carrington sluttede sig til styrken med besked om, at både var blevet sikret langs Dan River i Virginia, så de kunne samles med nogle få timers varsel. Den britiske hær var i Salem kun 40 km fra Guilford. Dette var den 10. februar.