Første del af Slaget ved Verdun blev kendetegnet af minutiøs planlægning. Det var især artilleriet, der skulle komme til at spille en vigtig rolle i den første del af et af de mest berømte slag i 1. verdenskrig, Slaget ved Verdun.
Det tyske artilleris rolle i offensivens første dage Tysk planlægning og forberedelse Organisation
Ved Verdun stod 5. Armé, som var en af arméerne under den tyske kronprins. Det tyske feltartilleri, der bestod af i alt 1.257 pjecer, var organiseret i fem grupper. Disse stod opmarcheret i hvert sit afsnit, benævnt A, B, C og D samt VI. reservekorpsafsnit, dækkende fra nordvest til nordøst i en radius af ca. 15 km fra Verdun . Arméens hovedkvarter lå i Wittarville 30 km nord for Verdun, men blev på grund af fransk artilleribeskydning i offensivens første dage flyttet til Stenay, 40 km nordvest for Verdun, hvor det forblev under kampene om Verdun.
Ildledelse og samvirke Ildledelsen forblev i 5. Armés overkommandos hånd hos generalmajor Schabel, idet overkommandoen havde valgt at lede ilden på et højt niveau, fordi en effektiv indsættelse og udnyttelse af den enorme mængde af batterier krævede centraliseret styring på arméniveau, således at unødvendigt spild af kræfter og ressourcer kunne undgås og maksimal koordination kunne sikres.
Dette blev dog ændret på offensivens tredje dag, idet en del af ildledelsen blev overdraget armékorpsførerne for at tilgodese infanteriets krav om fleksibel anvendelse af artilleri. På grund af de hurtige fremskridt, hvor en skydning enten skulle standses eller gentages med kort varsel, afhængigt af situationen, var ændringen en nødvendighed. Dog blev bekæmpelsen af befæstede stillinger i første linje, forter og nøgleterræn i dybden af den franske opstilling samt fremførelse af forstærkninger og forsyninger bag franskmændenes linjer varetaget af overkommandoen, der tillige overvågede samvirket mellem korpsenes artillerier.
For at sikre den vigtige forbindelse mellem artilleri og infanteri blev der udlagt felttelefonnet og udleveret både signalpistoler med aftaler om lyspistolkoder, specielt: "Forlæg ilden" og "Modangreb kommer", hvor den sidste skulle udløse en forberedt spærreild, og artilleriflagsæt, så infanteriet kunne identificere sig overfor fly- og ballonobservatører. Generalmajor Schabel indskærpede nødvendigheden af samvirke mellem artilleri og infanteri ved at pålægge førere op til regimentchefer i højere grad end normalt at oplyse sine undergivne enheder om artilleriets opgaver og anvendelse, for derigennem at garantere forbindelse og koordination. Herudover skulle forbindelsesofficerer og artilleriobservatører med felttelefoner kontinuerligt informere artilleriet om infanteriets fremgang for at undgå beskydning af egne tropper.
Stillingerne Forberedelserne til offensiven – og specielt for artilleriets vedkommende – havde været omfattende og var påbegyndt i januar 1916 som et samarbejde mellem artilleri- og infanteripersonel. For VII. reservekorps vedkommende havde man følgende opgaver i forberedelsesfasen: Fuldendelse af forsvarslinje i forreste del af forsvarsrummet, bygning af beskyttelsesrum for 6.000 mand, vejvedligeholdelse og afgivelser til bygning af artilleriets stillinger. Disse stillinger var placeret i skovene og bag kreterne nord og nordøst for Verdun for at opnå skjul og dækning for de ellers sårbare pjecer. Denne opmarch af artilleri var, på trods af sit omfang, forløbet som planlagt, men havde kostet 30% af 5. Armés heste livet.
Ammunition Problemer vedrørende fremføring af ammunition blev søgt imødegået ved at lægge en dags ammunitionsrate ved batterierne, to dages rater i terrænet nær ved batterierne og tre dages rater, der blev oplagt i frontafsnittets ammunitionsoplægninger. I alt seks dages rater i beskyttede oplægninger.
Herudover skulle supplering af ammunition i videst muligt omfang modsvare forbruget, men tyskerne forventede, at de i kvalitet og antal utilstrækkelige vejforbindelser ville medføre store vanskeligheder for genforsyningen. Transporten af ammunition, i alt 2.500.000 granater, startede den 12. januar og krævede 1.300 ammunitionstog indtil den 21. februar. Under offensiven bragte gennemsnitligt 33 tog dagligt ammunition frem til Verdunfrontafsnittets batterier.
Indskydning Efter at de tungeste pjecer var blevet placeret i deres ildstillinger, påbegyndtes indskydningen den 8. februar med et batteri ad gangen for at hemmeligholde opmarchen og antallet af skytset. Opklaringspatruljer fra artilleriet udsendtes for at stedfæste målenes nøjagtige beliggenhed i franskmændenes forreste linje. I dybden af den franske opstilling var det observatører fra fly og balloner, der skulle fastlægge og betegne målene så nøjagtigt som muligt, for at indskydningen kunne foregå hurtigt med færrest mulige skud. 11. februar, dagen før den oprindeligt planlagte angrebsdato, var indskydningen af de tungeste pjecer tilendebragt efter planen.
Plan for ildens anvendelse Befalende myndighed. Planen for artilleriets anvendelse udgik fra 5. Armés overkommando til armékorpsene og korpsenes artillerigeneraler og indeholdt de almindelige sigte- og retningspunkter til mørningen af de franske stillinger samt bekæmpelsen af fransk felt- og fæstningsartilleri.
Ildregulering. Planen for ildens anvendelse hvilede på tids- og ikke observatørreguleret skydning, idet usikkerheden i observatørregulering var større, og fordi røgudviklingen fra det forestående bombardement sandsynligvis ville umuliggøre observation. Batterierne skulle åbne ild og øge intensiteten efterhånden som de franske pjecer besvarede ilden.
Kontraild. Kontrailden havde høj prioritet, idet fjendens artilleri ville kunne standse infanteriet med spærreilden. Hvis stormen skulle være ved at mislykkes, var aftalen mellem de tyske førere, at artilleriet skulle lægge tyngde i kontrailden, mens infanteriet skulle forblive i stormstillingerne eller fastholde de besatte stillinger. Hvis bekæmpelsen af det franske skyts ikke lykkedes, skulle de erkendte stillinger beskydes med sennepsgasgranater, fortrinsvis fra 10 cm batterier. Den almindelige kontraild med brisantgranater skulle foretages af udvalgte 15 cm batterier.
Mørning. Mørningsilden var planlagt til at omfatte et batteri à fire pjecer pr. 150 m skyttegrav i 1. linje og tungt krumbaneartilleri mod støttepunkter i 2. linje. De langtrækkende og tunge pjecer skulle bekæmpe trafikknudepunkter, forsyningslinjer og jernbaner, således at fransk genforsyning af ammunition og personel vanskeliggjordes eller i bedste fald blev standset. På tidspunktet for infanteriets storm skulle ilden over de forreste linjer forlægges, og af hensyn til de tunge 21 cm mortérgranaters større sprængvirkning skulle forlægningen indledningsvis være på 500 m og herudover i forhold til infanteriets fremdrift.
Yderligere anvendelse af ilden. Efter stormen skulle ilden benyttes til at afvise modangreb, til flankerende beskydning af fjendens blottede flanker og til at lægge spærreild bag endnu ikke erobrede områder, der stadig var under mørningsilden. Dette ville forhindre franskmændene i at fremføre forstærkninger eller foretage en tilbagegang.
Stillingsskifte. Når infanteriet nåede linjen pkt. 344 – Beaumont – syd for Herbebois, en fremrykning på mellem 2,5 og 5 km, skulle artilleriet foretage stillingsskifte for fortsat at kunne støtte og nå nye mål længere mod syd. Stillingsskiftet skulle ske ved, at det lette artilleri skulle rykke frem støttet af de tunge batterier for derefter at kunne støtte de tunges fremdragelse.
Kampene 21-26. februar 1916 21. februar 1916. Den 21. februar om morgenen var vejret klart, tørt og køligt – ideelt vejr for artilleriobservatørerne, og på ordre fra 5. Armés overkommando åbnede de tyske batterier ild mellem kl. 7.10 og 7.20 og fortsatte mørningen af de franske stillinger, indtil stormen blev iværksat ud på eftermiddagen.
Målet for dagens angreb var at afsøge den franske front med stærke kamppatruljer for at danne grundlag for angrebene de følgende dage, hvor indbruddet skulle udvides.
Kl. 8.00 begyndte de tungeste tyske pjecer at skyde, og først nu havde de franske kanonbesætninger sundet sig og var begyndt at besvare den overlegne tyske ild, men den franske ild var utilstrækkelig i mængde og virkning, idet den byggede på gamle, forberedte skydninger mod mål, hvorfra tyskerne havde flyttet sig. På samme tid var næsten alle felttelefonforbindelser fra brigade og nedefter afbrudt, og ved middagstid skønnede general Beeg, at hovedparten af de franske batterier var blevet tilintetgjort, og at de resterende kun besad én eller enkelte pjecer. Dog øgedes den franske ild en smule i løbet af dagen, og den begyndte at ramme de tyske stormtroppers linjer.
Midt på dagen forlagde tyskerne pludselig ilden, og franskmændene, der troede at stormen ville komme, sprang op i deres forsvarsstillinger, rede til at møde fjenden. Dette var dog en list, der skulle vise de tyske observatører hvor der stadig var overlevende, og lidt efter blev de på ny bombarderet med en kraft, der vakte gru og overraskelse hos begge parter.
Den planlagte indramning af franskmændene lykkedes, og de tunge, langtrækkende pjecer vanskeliggjorde troppeforstærkning og ammunitionslosning på banegården i Verdun, mens det franske artilleri blev beskudt med gasgranater. De franske observatører kunne, som tyskerne havde forudset, ikke observere gennem røgen, og de flyvende observatører meldte, at det var umuligt at stedfæste de tyske batterier, idet skovene nord for Verdun syntes at stå i flammer på grund af mundingsglimtene fra skytset. Den hidtil usete kraft i bombardementet var en betydelig moralsk opmuntring for det tyske infanteri, idet chancerne for at fjenden havde overlevet ikke syntes store. Kl. 16 øgedes intensiteten af beskydningen, og kl. 17 forlagdes ilden, og infanteriet stormede i små grupper, i stedet for de skyttekæder, der var kendetegnende for andre slag i krigen. Kampene gjaldt de franske forposter, heriblandt de to jægerbataljoner under kommando af den legendariske oberstløjtnant Driant, der forsvarede Bois de Caures. Tyskerne opnåede ikke de store indbrud, for man havde med vilje undladt at "støde dybt" i forsvaret, idet man ønskede endnu en ildforberedelse, inden hovedangrebet skulle sættes ind de følgende dage.
22. februar 1916 Natten til den 22. februar forberedte tyskerne næste dags bombardement og angreb, mens franskmændene havde travlt med at bjærge resterne af deres ødelagte batterier og trække dem tilbage til mere holdbare positioner og udbedre deres stillinger. Kl. 7 åbnedes ilden, og ildforberedelsen fortsatte til kl. 12, hvor ilden forlagdes og infanteriet fra VII Reservekorps og XVIII og III Armékorps stormede mod de forreste franske linjer, heriblandt Driants to jægerbataljoner. Franskmændene påkaldte med signalraketter spærreild fra de tilbageværende 7,5 cm batterier, men denne udeblev. Forbindelserne med felttelefon var, som dagen før, blevet afbrudt tidligt. Dog lykkedes det i første omgang at standse de tyske fremrykninger med maskingeværild, men Driant kunne ikke holde sine ødelagte stillinger, der havde været under systematisk og konstant beskydning af de tyske 15 og 21 cm mortérer.