Den spanske kolonisering af Amerika (La Conquista) var et af de mest omfattende koloniale tiltag i Amerika, ikke mindst takket være landets store flåde, armadaen. Den indledtes efter, at den opdagelsesrejsende Christoffer Columbus i 1492 opdagede Amerika. Den havnestad i Spanien hvorfra handelsskibe og armada sejlede ud, var Sevilla. Af det spanske imperium er den eneste overlevende rest ved indgangen til det 21. århundrede De Kanariske Øer.

Columbus og hans efterfølgere thumb|300px|right|Columbus stiger i land på Hispaniola 1492

Columbus opdagede den nye verden i 1492, men troede at have nået til Asiens østkyst. Spanierne udnyttede dog opdagelsen af det nye kontinent ved fortsatte opdagelsesrejser, ved at tage store dele af den nye verden i besiddelse og søge efter en vej til Krydderiøerne inden for det spanske magtområde.

Stemningen blandt folket sammenfaldt med regeringens bestræbelser. Man havde højt stillede forventninger, og det troedes almindeligt at i den nye verden lå guld og andre ædle metaller ligefrem på selve jorden. Man anså, at der fandtes et særligt guldland, et "El Dorado" som det alene gjaldt om at finde. Tusindvis af mennesker strømmede til landet i vest på jagt efter lykken. De kom ofte ikke som jordbrugere eller købmænd men med korset, sværdet og en tom pengepung, som riddere og røvere, som forventede hurtigt at blive rige og hverve nye undersåtter for den katolske kirke.

De første rejsende

Spaniernes første kolonier var beliggende på øen Hispaniola. Herfra spredte sig siden kolonisationen til de nærliggende øer, først og fremmest Puerto Rico og Cuba og derefter videre langs det Karibiske havs kyster.

Ved siden af de store erobrere Hernán Cortés og Francisco Pizarro forekom også mange andre personer. Den mest betydningsfulde af disse var Vasco Núñez de Balboa. Det var en foretagsom adelsman med gæld op over ørene, som på en mod given ordre foretaget marsh tværs over næsset ved Darién i Panama fandt den enorme havoverflade, som man siden navngav Stillehavet. Hans fremgang blev hans ulykke. Han havnede i strid med sin statholder, som tillige var hans svigerfader. Denne lod med Pizarros hjælp ham tage til fange og afrettede ham.

Forinden havde Alonso de Ojeda, som i Amerigo Vespucci fandt en dygtig medhjælper, foretaget tre rejser til Sydamerikas nordlige kyst og opdaget det senere Venezuela. Han begav sig ud på en fjerde rejse, mistede alle sine rejsefæller, der faldt som ofre for karibernes forgiftede pile, landede med et sørøverskib på Cubas kyst, blev stillet for retten og døde i største armod.

Til det guldrige Veragua havde Diego de Nicuesa styret kosan. Han blev tvunget til at slå sig ned i Mellemamerikas uigennemtrængelige sumpe. Sult og feber bragte hans fæller i mindskning. Med udøvelsen af sine sidste kræfter lykkedes det ham ad søvejen at nå frem til Balboa, som imidlertid nægtede ham at gå i land og tvang ham til at i en ussel båd atter at begive sig til søs, hvor han forulykkede.

Cuba, "Antillernes perle", blev indtaget af Diego Velázquez de Cuéllar, som i 1511 regerede der som statholder. Hele øen inklusive indianerne fordeltes blandt erobrerne. Men man fortsatte med opdagelsesrejserne. I 1517 styrede to skibe under Francisco Hernández de Córdobas ledelse vesterut og fik i sigte Yucatan, som da beboedes af det talrige, højt udviklede mayafolk. Næste år gentog Juan de Grijalva rejsen med endnu større magtmidler, drog langs kysten og nåede til det senere Veracruz og endnu længere, hvorved Mexico blev opdaget. Det fik navnet "Ny Spanien".

Da Cortés havde underkuet landet, foretog han uden nævneværdig fremgang et felttog til Honduras. Andre rejser med et lignende udfald fulgte siden efter.

Allerede i 1513 begav Ponce de Leon sig nordpå og nåede Floridas kyst. Kolonisationen forhindredes af de indfødtes fjendtlige sindelag, og ved et nyt forsøg mistede han i 1520 livet. Også Pánfilo de Narváez fandt døden ved et forsøg på at trænge frem i de sydlige dele af Nordamerika. Nogen større fremgang havde i begyndelsen Hernando de Soto, som, om end med svære tab, lykkedes at storme indianernes stærkeste fæstning. Men han døde også efter at i 1541 være angrebet af feber. Hans efterfølger Pedro de Alvarado formåede kun med det største besvær at bringe mandskabet tilbage til Ny Spanien. Rygter om store guldområder formåede 1540 vicekongen af "Ny Spanien" Antonio de Mendoza at sende Francisco Coronado med en lille hær nordpå i den såkaldte Coronadoexpedition. Guld fandt han ikke, men han kunne konstatere, at nedre Kalifornien var en halvø. Han var tillige den første hvide mand som så Grand Canyon, han gik over vandskellet mellem de to oceaner og drog over prærierne lige til en stor, mod øst flydende flod tvang ham til at gøre holdt, formentlig Arkansasfloden eller Missouri. Alonso Álvarez de Pineda udforskede den nordlige strand i Den Mexicanske Golf. Syd herfor nåede han en vældig vandstrøm, som indianerne på deres billedrige sprog kaldte "vandenes fader", Mississippi.

Venezuelas kyst nåedes først af Columbus og udforskedes senere af Vespucci og Ojeda. Orinocos udmunding undersøgtes af Pedro Alonso Niño, og Juan Díaz de Solís nåede syd om Brasilien helt ind i La Plata, "Sølvfloden", men døde af de indfødtes giftpile.

Cortés og Pizarro

Da Juan de Grijalva 1518 steg i land i nærheden af det senere Veracruz, lykkedes det ham i bytte mod i europæernes øjne værdiløst kram at få guld, ædle stene og kunstgenstande til en værdi af omkring 20.000 guldpesos. Det så eftersøgte El Dorado forekom at være fundet. Diego Velázquez de Cuéllar, statholderen over Cuba, besluttede straks at ved erobring sikre opdagelsen. En flåde og en lille armé udrustedes og blev stillet under ledelse af Hernán Cortés. I løbet af kort tid vaktes dog betænkeligheder hos statholderen. Han forbød afrejsen. Cortés adlød dog ikke, men stak til søs med elleve skibe og styrede hen imod det ukendte. Med nogle hundrede mand skulle han siden underkue et rige med mange millioner indbyggere, tilmed uden støtte fra sine egne landsmænd. Cortés var 33 år gammel, da han påbegyndte den rejse, som skulle gøre hans navn udødeligt.

Det mexikanske rige var Nordamerikas stormagt. Det havde en ordnet centralforvaltning, en høj kultur, kendetegnet af store stæder, udpræget krigerisk ånd og uindskrænket kongedømme. Kongen var tillige den fornemmeste øverstepræst. Omtrent 200 år tidligere var det nu herskende folk, aztekerne, indvandret og havde underkuet de tidligere indbyggere fra hav til hav og holdt dem i ave med våbenmagt. Derfor fandtes overalt modstandkræfter, hvilket kom spanierne vel tilpas og bidrog til at muliggøre deres erobring. Landet producerede en mængde varer af ulige slags: majs, bomuld, spansk peber, kakao, vanilje. Indbyggerne var dygtige til at fremstille broget kattun, rigt udformede billedhuggerarbejder og guldarbejder. Deres høje pyramidetempel (teocalli) påminder om lignende bygningsværker hos babyloner og egypterne. De kæmpede med sværd af sten og kendte ikke til hverken heste eller skydevåben, hvilket gav spanierne en stor overlegenhed over for dem.

Ny Spanien

Riget forvandledes til det spanske statholderskab Ny Spanien; staden blev spansk statsejendom, og land og folk kom under erobrerne. Den forseelse, som expeditionens leder havde gjort sig skyldig i, overstråledes af han fremgang. Karl 5., som glædede sig over de skatte og kunstværker, som Cortés sendte ham, udnævnte ham 1522 til statholder over Ny Spanien. I denne egenskab kom Cortés at indvirke i forvaltningen og på landets fortsatte udforskning. Han genopbyggede hovedstaden på en moderne vis, så at den allerede efter tre år talte 30.000 indbyggere. På det gamle gudetempels plads rejste sig nu en katedral. Cortés ordnede forvaltningen, indførte dyrkningen af europæiske sydfrugttræer, udviklede bjergværksdriften og fremmede metalindustrien. Overbevist om, at der fandtes en gennemfart fra Atlanten til Stillehavet, foranstaltede han store forskningsrejser. Cortés foretog flere rejser til det vestlige ocean, blandt andet et besværligt felttog til Honduras. Men blot en enkelt gang, ved erobringen af Mexiko, stod lykken ham bi. Han faldt som offer for andres misundelse og bagtalelse samt mistro fra kongens side. Statholderværdigheden blev frataget ham, kun den militære myndighed fik han lov at beholde.

To gange begav han sig til Spanien for at forsvare sig. Han blev køligt modtaget ved hoffet og stilledes i årevis med ubestemte forhåbninger, til han i 1547 døde i en by nær Sevilla – i lighed med Columbus næsten glemt; hans ry var blevet fordunklet af Perus guldglans.

Fra Ny Spanien udgik Coronado-expeditionen 1540-1542, som gik nordpå og østpå så langt som til Kansas.

Ny Kastilien (Peru)

År 1522 havde spaniere på opdagelsesrejse i Stillehavet hørt tale om et rigt og mægtigt land langt mod syd. I besætningen fandtes Francisco Pizarro, udannet men med vældig handlingskraft. Sporet af det nye budskab gjorde han en plan om at eftergøre Cortés dåd. Ved hans side stod den seje, ærekære Diego de Almagro. Men da de savnede både midler og anbefalinger, mødtes de i begyndelsen af stadige vanskeligheder.

Det var inkariget, som Pizarro ville erobre. Han overskred Anderne og befandt sig snart i Peru. På hans indbydelse indfandt sig kong Atahualpa med et lysende følge i spaniernes lejr, men den intet ondt anende inkakonge blev taget til fange midt blandt sit folk. Endnu mere end i Mexiko lammede den ubegrænsede vold her folkets modstand – næsten værneløst underkastede det sig. Forgæves fyldte inkakongen det rum, hvor han sad fange ni fod højt med guld for at genvinde sin frihed. Da Pizarro havde fået pengene i sine hænder, lod han kongen stille for en skinrettergang og henrettede ham. Inkafolkets hovedstad Cusco blev udplyndret, og en ny grundlagt, Ciudad de los Reyes ("Kongernes stad"), som senere blev kaldt Lima. Pizarros bytte opgik til mere end 4 1/2 mio. dukater. Efter som man håbede at vinde endnu større rigdomme sydpå, brød Almagro op mod det senere Chile. Frygtelige vanskeligheder blev overvundet, mange menneskeliv gik tabt, men noget guld fandt han ikke. Efter, at han var vendt tilbage, kom det til tøjleløse voldsgerninger og afpresning, blodige oprør opstod blandt urbefolkningen, vilde partistridigheder rasede blandt spanierne – et forvirret røverdrama blev udspilet, i hvilket lederne døde: Almagro blev kvalt og Pizarro myrdet.

En ejendommelig tilfældighed ledte til opdagelsen af jordens største flod. Denne stod i forbindelse med Perus opdagelseshistorie. I dette land sendtes Francisco de Orellana ud for at på et skib skaffe fødevarer. Med sine halvtreds mand kom han 1541 ind i et område med en vældig vandstrøm. Han lod den drive ham fremad, til han gennem det enormt store mundingsbækken nåede ud i åbent hav, hvor han af gunstige vinde førtes til Haiti. På sin rejse med strømmen havde han på stranden set en by, som beboedes ene af kvinder med lys hudfarve. Kvinderne havde ikke noget mandligt selskab og var yderst krigerisk indstillede. Efter dem kaldte han strømmen Amazonfloden.

Kolonilandene