thumb|Hovedkvarteret for Schalburgkorpset, som var en dansk SS-gruppe, oprettet i 1943. Den besatte bygning er Den Danske Frimurerordens stamhus på Blegdamsvej i København.
Besættelsen af Danmark under 2. verdenskrig indledtes, da Nazi-Tyskland med Operation Weserübung-Süd den 9. april 1940 besatte et neutralt Danmark, der efter en kortvarig konflikt overgav sig til den tyske besættelsesmagt. Den tyske besættelse af Danmark skyldes en række strategiske årsager som sikringen af jernmalms-transporten fra Norge, sikringen af danske landbrugsvarer til at forsørge den tyske befolkning,Det danske landbrug i den tyske krigsøkonomi 1940-45 (udgivet 2005) af Mogens Rostgaard Nissen hvilket viste sig at være meget vigtigt for, at tyskerne kunne brødføde sin befolkning senere i krigen, og opsættelsen af en række forsvarsværker som Atlantvolden. Den danske regering havde indstillet modstanden mod de tyske styrker mindre end to timer efter invasionen af frygt for bombardementer af tæt befolkede områder som København.
Regeringen og de fleste offentlige danske institutioner fortsatte med at fungere relativt uændret under første del af besættelsen, hvor den danske regering samarbejdede med den tyske besættelsesmagt. Tyskerne havde gennem hele besættelsen en fast styrke på op imod 100.000 soldater udstationeret i Danmark.I Krigens Fodspor – forsvarsbyggerier i Danmark Kulturarvsstyrelsen v/ Mette Bom
I august 1943 gik regeringen af, efter at tyskerne havde stillet en række krav efter omfattende arbejdsnedlæggelser i landet. Herefter blev hverdagen vanskeligere for befolkningen som følge af af den stadigt dårligere forsynings-situation og af den voksende modstand mod besættelsesmagten. Som svar på modstanden etablerede tysk militær og politi en langt hårdere magtanvendelse, der førte til afvæbningen af det danske forsvar, forsøg på at pågribe og deportere de danske jøder, deportation af det danske politi samt indførelse af dødsstraf for sabotage og angreb på besættelsesmagten. Mange medlemmer af modstandsbevægelsen blev henrettet, og en del danskere mistede livet ved tyske gengældelsesaktioner.
Island var før krigen en suveræn stat, bundet til Danmark i en personalunion. Under krigen blev Island den 10. maj 1940 besat af Storbritannien, og den 7. juni 1941 blev øens forsvar overført til USA. Mellem den 20. og 23. maj 1944 stemte Island sig ved en folkeafstemning ud af personalunionen med Danmark og fik en republikansk forfatning.
Ved Danmarks besættelse i 1940 blev forbindelsen til Grønland brudt, og det førte til Grønlandstraktaten (Kauffmanntraktaten). Den 9. april 1941 indgik Henrik von Kauffmann (dansk diplomat f. 1888) en aftale med USA om, at de måtte stå for opretholdelsen af status quo for øen, så længe de anerkendte Danmarks krav til den. Den danske regering afskedigede Kauffmann som følge af den uberettigede aftale, men i 1945 ratificerede rigsdagen traktaten.
Færøerne blev besat af Storbritannien den 12. april 1940. Øernes farvande blev kraftigt mineret og befæstet på vigtige strategiske steder. Øerne led alvorlige tab i forbindelse med luftbombardementer og ubådsangreb.
Besættelsen sluttede for det meste af Danmark den 5. maj 1945, efter at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark den 4. maj havde kapituleret til de vestallierede styrker.
Det var den engelske feltmarskal Bernard Montgomery, der i sin egenskab af chef for 21st Army Group, accepterede den ubetingede overgivelse af alle tyske styrker i Holland, Nordvesttyskland, Vadehavsøerne, Slesvig-Holsten og Danmark den 4. maj 1945 klokken 18:30 på Lüneburger Heide. Kapitulationen af de tyske styrker trådte i kraft den 5. Maj 1945 klokken 08:00.
På Bornholm nægtede de tyske styrker at overgive sig til Sovjetunionen. Det resulterede i, at sovjetiske flystyrker bombede Nexø og Rønne den 7. og 8. maj. Den 9. Maj invaderede sovjetterne Bornholm med landstyrker, hvilket ledte til overgivelsen af de tyske styrker på Bornholm. Det sovjetiske militær fortsatte sin tilstedeværelse på Bornholm indtil den 5. april 1946.
Den 8. maj 1945 også kendt som VE-dag er den officielle sejrsdato for de allierede over Nazi-Tyskland.
Invasionen
Under Stauning Besættelsen af Danmark var ikke et vigtigt mål for Tyskland. Beslutningen om at besætte Danmark havde først og fremmest det strategiske sigte at sikre det vigtige angreb på Norge og sikringen af indsejlingen til Nordsøen. Derudover var Danmark en vital del af Atlantvolden, det tyske forsvarsværk, der skulle forhindre en allieret invasion.
Så sent som i februar 1940 var beslutningen om angrebet på Danmark ikke endelig. Først den 29. februar blev det fastlagt, at også Danmark skulle besættes. Tyskland var afhængig af luftbaser i Danmark (især flyvepladsen i Aalborg var vigtig) i forbindelse med invasionen af Norge. I den oprindelige plan skulle kun Nordjylland besættes. Planen blev ændret den 29. februar med blyant.
Selv om der i Sønderjylland fandtes et tysk mindretal, og selv om denne del af Danmark havde været tysk fra 1864 til 1920, da den af de tyske nazister foragtede Versaillestraktat ændrede det, var der ikke noget massivt krav om en ændret grænsedragning fra tysk side. Der var dog kræfter i det tyske mindretal, der så hen til en revision af 1920-grænsen, men fra officiel tysk side var man afvisende over for disse ønsker.
Ca. 38.000 tyske soldater var stillet til rådighed for generalen i Luftwaffe, Leonard Kaupisch, der ledede invasionen. Herunder faldskærmregimentet 1. Fallschirmjägerregiment, hvis rolle det var at sikre flyvepladsen i Aalborg. Den operation blev historiens første luftbårne militæroperation. thumb|En gruppe danske soldater om morgenen den 9. april nær Bredevad i Sønderjylland. To af dem blev dræbt samme dag. Den 9. april 1940 klokken fire om morgenen overskred de tyske tropper grænsen til det neutrale Danmark og landsatte tropper i en række havne. I alt 13 danske soldater og to piloter blev dræbt under forsøg på at standse den tyske fremrykning, mens 203 tyskere meldtes dræbt.Show us the music | Atlas Magasin Skønt Jyllands flade landskab, der er direkte forbundet med Tyskland, var det perfekte område for den tyske hær at operere i, lykkedes det de små spredte danske styrker at forsinke den tyske fremrykning. De tyske, væbnede styrker var dobbelt så store og mere avancerede end de danske i kraft af kampvogne og massiv luftstøtte. Selv en beslutsom indsats fra det danske forsvar ville formodentlig kun have resulteret i en enkelt eller to dages forsinkelse af et uundgåeligt militært nederlag. Efter knap to timer valgte rigsrådet bestående af kong Christian 10., statsminister Stauning, udenrigsminister Munch, forsvarsminister Alsing Andersen og cheferne for hæren Prior og søværnet Rechnitzer, at Danmark skulle overgive sig. Regeringen håbede at kunne forhandle sig frem til en fordelagtig besættelsesaftale med Tyskland.
Som et resultat af de danske myndigheders samarbejdsvenlige indstilling erklærede den tyske besættelsesmagt, at Tyskland ville "respektere den danske nationale suverænitet og territoriale integritet, såvel som neutralitet."fx "Nordens Historie del 2 1864-1964" Nordisk Forlag A/S, Gyldendals boghandel. Af Peter Ilsøe og Johs.Lomholt-Thomsen. De tyske myndigheder var indstillet på at give lempelige betingelser i forholdet til Danmark af flere grunde: Den tyske regering havde ingen særlige strategiske eller ideologiske interesser i landet, så den kunne undgå at anvende ressourcer på de forpligtelser og byrder, administrationen af landet krævede Tysklands essentielle interesse i Danmark var at få del i landets overskud af landbrugsprodukter. Det formål ville dog under alle omstændigheder blive opfyldt af Danmark ud fra en økonomisk nødvendighed Tyskerne håbede at opnå en propagandamæssig fordel af Danmark, der skulle fremstå som et "modelprotektorat" og reklame for "Neuropa", det nye Europa.https://academic.oup.com/ia/article/19/9/513/2711850 Ude i Europa blev landet derfor kaldt "Hitlers kanariefugl", og de tyske soldater glædede sig over fredelige forhold og kaldte udstationeringen i Danmark for "Flødeskumsfronten" Ud over disse grunde tilhørte danskerne ifølge den nazistiske ideologi den "ariske race", i modsætning til de "laverestående racer" som polakker og russere
Besættelsen af Danmark blev gennemført hurtigt, og mange danskere vågnede den 9. april uden at være klar over, at den allerede var et faktum. Den pludselige tyske besættelse oplevedes som et chok og en ydmygelse i store dele af befolkningen, om end der var delte meninger om, hvordan Danmark politisk skulle forholde sig til den. Forsvarsminister Alsing Andersen brugte betegnelsen 'det knæk vi fik' om dagen, og udenrigsminister Munch kaldte det i sine erindringer en ydmygelse. I hæren var der stærk utilfredshed med, at et bedre forsvar ikke var etableret. thumb|Under besættelsen blev Christian 10. et stærkt symbol på national uafhængighed. Dette billede blev taget på kongens fødselsdag i 1940. Læg mærke til, at han ikke har følge af gardere. Der rejste sig hurtigt en meget dansk-national stemningsbølge i befolkningen, og fænomener som "algang" og "alsang" greb om sig. Samtidig blev kong Christian 10. et fremtrædende nationalt symbol. Der var endnu ikke antydning af aktiv modstand mod besættelsesmagten.
Der var tysk interesse i at have et rimeligt forhold til Danmark, og for Danmark betød det, at regeringen blev siddende, og at Folketinget fortsatte med at fungere som før. Regeringen var i stand til at beholde meget af sin tidligere kontrol med indenrigspolitikken. De danske politikere besluttede, at det danske politi skulle samarbejde med de tyske besættelsesstyrker.
Allerede den 19. april blev de første 80 tyske emigranter anholdt af det danske politi og interneret i Horserødlejrenaf nazisterne. Domstolene forblev på danske hænder, og kongen blev i landet. Den danske offentlige mening bakkede overvejende op om den nye regerings linje, særligt efter Frankrigs fald i juni 1940. Der var udbredt følelse af, at de ubehagelige realiteter omkring den tyske besættelse måtte behandles på en "realistisk" måde set i lyset af den aktuelle udenrigspolitiske situation. De danske politikere mente, at de måtte forsøge at bevare Danmarks privilegerede position ved at præsentere de tyske myndigheder for en enig front af politiske partier. Venstre og De Konservative blev taget med i en samlingsregering, der samarbejdede tæt med Folketinget.
Den danske regering bestod i begyndelsen af Socialdemokratiet og Det radikale Venstre med Thorvald Stauning i spidsen. Selv var Stauning foruroliget over udsigterne til et nazistisk domineret Europa, men alligevel fulgte Socialdemokratiet en forhandlingsstrategi og håbede på at bevare det demokratiske styre og den danske selvbestemmelse så længe som muligt. Der var mange spørgsmål, som måtte afklares i månederne efter den tyske besættelse. Regeringen accepterede en række krav: Artikler og nyheder, der "bragte det dansk-tyske forhold i fare", blev forbudt Efter angrebet på Sovjetunionen skulle Danmark være medlem af Antikominternpagten. Derudover blev Danmarks Kommunistiske Parti forbudt og dets medlemmer, herunder medlemmer af Folketinget, interneret uden domAlbert Scherfig Årsdag: Politiets internering af kommunister var »europæisk kvalitetsarbejde«, Modkraft.dk (2015) Relationerne til de allierede blev afbrudt Industrien og udenrigshandelen blev indrettet på at betjene det tyske marked. Danmark havde traditionelt haft England som en væsentlig handelspartner. Myndighederne så en øget handel med Tyskland som vital for at opretholde livsvigtige forsyninger og hermed den sociale orden i Danmark. Øget arbejdsløshed og fattigdom ville lede til mere åben modstand mod tyskerne, som igen ville føre til en skarp reaktion fra tysk side