Ateisme er afvisning af eller fravær af tro på en eller flere guder. Der findes flere former for ateisme, blandt andet agnostisk ateisme, gnostisk ateisme, implicit ateisme og eksplicit ateisme.
Udtrykket ateist har historisk set været brugt om både ikke-tro og forkert tro (heterodoksi). Det blev oprindeligt brugt som en nedsættende betegnelse for enhver, der var i konflikt med etableret religion. Med udbredelsen af fritænkning, videnskabelig skepticisme og religionskritik har begrebet “ateisme” fået en mere specifik mening og bliver i højere grad brugt af ateisterne selv. Der er i denne forbindelse sket en udvikling fra en aktiv definition af begrebet (afvisning af eller afstandtagen fra Gudstro) til en mere passiv definition (fravær af Gudstro, ikke-tro).
Der kan idømmes dødsstraf for ateisme i Afghanistan, Saudi Arabien, Pakistan, Iran, Sudan, Mauretanien og Maldiverne, men i de seneste år er den ikke blevet eksekveret.
Definitioner Der er uenighed om, hvordan ateisme bedst defineres. Der strides om, hvilken overnaturlig størrelse, der afvises tro på. I den vestlige verden er ateisme ofte beskrevet af kristne og fra et kristent perspektiv, hvor ateisme beskrives som et trossystem, der benægter eksistensen af Gud. Der er således tale om en afvisning af Guds (i modsætning til en guds) eksistens. Med hensyn til de fænomener der afvises, kan ateisme dække over alt fra afvisningen af eksistensen af guddomme, til afvisningen af eksistensen af en hvilken som helst spirituel, overnaturlig eller transcendent størrelse, for eksempel onde ånder.
Der er sket en historisk udvikling fra, at "ateist" er noget, man ikke ønsker at blive kaldt, endsige kalde sig selv, til den kompromisløse Ny Ateisme. Nogle grupper, især med rødder i den tidlige ateisme, identificerer sig som sekulære humanister, med fokus på menneskelige værdier skabt af mennesker.
Der findes grupper, der lægger mindre vægt på spørgsmålet om tro på guder, og mere vægt på ideer om filosofi, videnskab og politik. I nyere tid er grupper som Brights og Ateisme Plus forsøgt lanceret. Brights har fokus på videnskab, mens Ateisme Plus har fokus på sociale spørgsmål, begge dog uden større succes. I den satiriske ende er både pseudoreligionen om Det Flyvende Spaghettimonster og Church of Satan i opposition til etablerede religioner.
Teisme, agnosticisme og ateisme En klassisk måde at definere ateisme på har bestået i at skelne mellem teisme, agnosticisme og ateisme. Denne tredeling optræder på en skala med to yderpunkter: teisme, som er troen på at der eksisterer en Gud, og ateisme, som er troen på at der ikke eksisterer en Gud.Julian Baggini: Atheism: A very short introduction, s.3 Midt imellem disse placeres agnosticisme, som er den opfattelse, at det ikke er muligt at vide noget om Guds eksistens eller ikke-eksistens.Erin Long-Crowell: Religious Views: Atheisme, Agnosticism & Theism
Figur 1
Denne tredeling er blevet kritiseret, fordi den samme skala både behandler spørgsmålet om tro og spørgsmålet om viden. Teisme og ateisme har at gøre med tro, mens agnosticisme har at gøre med viden (hævdelse af viden). Agnosticisme går netop ud på, at det ikke er muligt at få viden om Guds eksistens eller ikke-eksistens.Politikens filosofileksikon, s.19
Det vil være mere korrekt at lave to skalaer, én for tro og én for viden, siger disse kritikere. Man kan således lave en vandret skala gående fra teisme til ateisme, samt en lodret skala gående fra gnosticisme til agnosticisme. Gnosticisme står i denne sammenhæng for det standpunkt, at man hævder at vide, at Gud eksisterer - eller hævder at vide, at Gud ikke eksisterer. Agnosticisme står derimod for det standpunkt, at man ikke hævder at vide noget om Guds eksistens. “Gnosticisme” må ikke forveksles med oldtidens religiøse bevægelse gnosticisme; men begge udspringer af det græske ord gnōsis, der betyder "erkendelse".Politikens filosofileksikon, s.259-60
Teisten kan både være gnostiker og agnostiker, og ateisten kan ligeledes både være gnostiker og agnostiker. Teisten kan være gnostiker i den forstand, at vedkommende hævder at vide – er overbevist om - at Gud eksisterer. Teisten kan også være agnostiker i den forstand, at vedkommende godt nok tror, at Gud eksisterer, men ikke er fuldstændig overbevist om det.
Omvendt kan ateisten være gnostiker: Vedkommende hævder at vide med absolut sikkerhed, at Gud ikke eksisterer. Ateisten kan også være agnostiker: Vedkommende tror ikke på, at Gud eksisterer, men hævder ikke at vide det.Troels Just: Teisme, ateisme, gnosticisme, agnosticicme
Figur 3
Andre har forsøgt at forene de to skalaer til én skala, der illustrerer den varierende grad af sikkerhed, man har med hensyn til sin tro. De lader den gnostiske teist og den gnostiske ateist repræsentere de to yderpunkter på skalaen. Gnostikerne er helt sikre på, at deres tro på Guds eksistens (eller ikke-eksistens) er sand. Den sikkerhed har agnostikerne ikke. Skalaen går således fra sikkerhed over usikkerhed til sikkerhed, begyndende med den gnostiske teist, gående over den agnostiske teist og den agnostiske ateist, og afsluttende med den gnostiske ateist.How many ways can someone say ”not religious”?, Worldbeliefs.Blog, january 10, 2018
Figur 4
Richard Dawkins har opstillet en skala, der illustrerer den varierende grad af sandsynlighed, som mennesker vurderer der er for Guds eksistens eller ikke-eksistens. Han lader de to yderpunkter repræsentere den højeste grad af sandsynlighed. Der er tale om en glidende skala, men Dawkins nævner syv milepæle:
100 procents sandsynlighed for Guds eksistens. Stærk teist. Med C.G. Jungs ord: “Jeg tror ikke, jeg ved .” Meget høj sandsynlighed, men ikke 100 procent. De facto teist. “Jeg kan ikke vide det sikkert, men jeg tror stærkt på Gud og lever mit liv på den antagelse, at han er der.” Højere end 50 procent, men ikke særlig høj. Teknisk agnostiker, men hælder mod teisme. “Jeg er meget usikker, men jeg er tilbøjelig til at tro på Gud.” Præcis 50 procent. Fuldstændig upartisk agnostiker. “Guds eksistens og ikke-eksistens er præcis lige sandsynlige.” Mindre end 50 procent, men ikke særlig lav. Teknisk agnostiker, men hælder mod ateisme. “Jeg ved ikke, om Gud eksisterer, men jeg er tilbøjelig til at være skeptisk.” Meget lav sandsynlighed, men ikke nul. De facto ateist. “Jeg kan ikke vide det sikkert, men jeg tror, at Gud er meget usandsynlig, og jeg lever mit liv på den antagelse, at han ikke er der.” 0 procents sandsynlighed. Stærk ateist “Jeg ved, at der ikke er nogen Gud, med den samme overbevisning som Jung ‘ved’, at der er en Gud.”Richard Dawkins: The God Delusion, s. 73 Figur 5
Dawkins siger, at der er mange mennesker, der vil placere sig selv i kategori 1. Det ligger nemlig i troens væsen, at man er i stand til at have en overbevist tro uden en tilstrækkelig videnskabelig grund til at have den. Ateister har derimod sjældent en sådan tro. Derfor er der ikke tilsvarende mange mennesker i kategori 7, men derimod mange i kategori 6. Ateister lader sig lede af fornuften, og fornuften alene kan ikke føre én til den overbevisning, at noget ikke eksisterer, siger Dawkins.Richard Dawkins: The God Delusion, s. 74 De fleste ateister indrømmer, at man ikke på baggrund af streng metodisk videnskab kan sige, at der ikke eksisterer noget overnaturligt.Father George Coyne interview (1/7) - Richard Dawkins, 8:08ff. Man kan altså ikke videnskabeligt sige, at Gud ikke eksisterer.
Implicit ateisme og eksplicit ateisme En anden måde at definere forskellige ateismeformer på, er ved at se på den grad af bevidsthed, der er forbundet med ateismen. Derved fremkommer der to hovedformer: implicit ateisme og eksplicit ateisme.
Implicit ateisme er fravær af tro på Guds eksistens uden en bevidst forkastelse af denne tro. Det gælder for eksempel de voksne, der aldrig har hørt om en gud, og de voksne, der aldrig har tænkt nærmere over ideen om en gud.
Det er påstået, at denne form for ateisme også findes hos nyfødte børn. Så langt tilbage som i 1772 sagde Baron d'Holbach: "Alle børn er født ateister; de har ingen forestilling om Gud". Ligeledes sagde George H. Smith i 1974: "Den mand, der ikke har kendskab til teisme, er en ateist, fordi han ikke tror på en gud. Denne kategori ville også indbefatte et barn med den forestillingsmæssige kapacitet til at begribe de involverede problemstillinger, men som stadig er uvidende om disse. Det faktum, at dette barn ikke tror på Gud, kvalificerer det som en ateist".George H. Smith: The Case against God, s. 14 Smith introducerede termen implicit ateisme som dækkende "fraværet af teistisk tro uden en bevidst afvisning af den" og eksplicit ateisme om den mere almindelige definition af bevidst vantro.
I den vestlige civilisation er den betragtning, at børn fødes som ateister, relativt ny. Før det 18. århundrede var eksistensen af Gud så accepteret i den vestlige verden, at blot muligheden for sand ateisme var betvivlet. Dette kaldes teistisk innatisme – den opfattelse, at alle mennesker tror på Gud fra fødslen. Inden for dette synspunkt er ateisme fornægtelse.
Eksplicit ateisme omfatter enhver bevidst forkastelse af troen på Guds eksistens. Der findes forskellige former for eksplicit ateisme: anti-teisme, teoretisk ateisme og pragmatisk ateisme.
Antiteisme thumb|upright 0.8|Propagandaplakat fra Sovjetunionen i 1929, der viser de abrahamitiske guder blive knust af en femårsplan Antiteisme eller militant ateisme er et udtryk der bruges, oftest negativt, om opposition til eller udtalt modstand mod teisme og religion. Det dækker blandt andet den opfattelse, at religiøse og teistiske overbevisninger er skadelige og bør kasseres til fordel for humanisme og rationalisme.
I det 20. århundrede begyndte den "ny ateisme" at tale om ateisme og religion. Den er ofte motiveret af en følelse af moralsk bekymring og endda harme over virkningerne af religiøs overbevisning på den globale scene. I spidsen for den ny ateisme står forfattere og aktivister som Sam Harris, Richard Dawkins, Daniel Dennett og Christopher Hitchens. Den ny ateisme er kendetegnet ved en til tider provokerende og kompromisløs fremgangsmåde, ofte med henvisning til, at empirisk videnskab er det eneste (eller i det mindste det bedste) grundlag for ægte viden om verden, og at en tro kun er epistemisk berettiget, hvis den er baseret på evidens.
Teoretisk ateisme thumb|upright 0.8|Epikur tilskrives den første forklaring af det ondes problem. David Hume citerede Epikur i opstillingen af argumentet som en række spørgsmål: Er Gud villig til at forhindre ondskab, men ikke i stand til det? - Da er han afmægtig. Er han i stand til det, men ikke villig? - Da er han ondskabsfuld. Er han både i stand til det og villig? - Hvorfra kommer så ondskab?
Teoretisk ateisme argumenterer mod eksistensen af guder og har svar på typiske teistiske argumenter. For eksempel argumenterer den, at de kvaliteter, som teologer ofte tilskriver guder, er selvmodsigende; f.eks. karaktertræk som retfærdighed (den skyldige straffes i overensstemmelse med forbrydelsen) og barmhjertighed (den skyldige straffes mindre end i forhold til forbrydelsen).
Problemet med ondskab (også kaldet teodicéproblemet) er også et argument af denne type, hvor det påpeges, at forestillingen om en alvidende, almægtig og kærlig Gud ikke er forenelig med en verden, hvor der er ondskab og lidelse, og hvor guddommelig kærlighed er skjult for mange. Et lignende argument tillægges Siddhartha Gautama (Buddha), som grundlagde buddhismen.
Et teistisk argument, som den teoretiske ateisme også har svar på, er Blaise Pascals argument Pascals væddemål. Dette argument lyder som følger: Hvis man vælger at satse på, at Gud eksisterer, så vinder man alt, hvis man har ret, og mister intet, hvis man har uret. Hvis man derimod vælger at satse på, at Gud ikke eksisterer, så vinder man intet, hvis man har ret, og mister alt, hvis man har uret.