Costa Rica (), officielt Republikken Costa Rica (spansk: República de Costa Rica) er et land i Mellemamerika. Landet grænser op til Nicaragua mod nord, Panama mod sydøst, Stillehavet mod vest, det Caribiske Hav mod øst og Ecuador ved den sydlige del af øen Isla del Coco. Hovedstaden og den største by er San José med cirka en tredjedel af landets befolkning i storbyområdet. Costa Rica er et stabilt demokrati med en god økonomi sammenlignet med andre lande i regionen.
På spansk betyder Costa Rica "rig kyst". Siden borgerkrigen i 1948 har Costa Rica modsat de fleste andre mellemamerikanske lande været fri for politisk vold. Costa Rica er siden blevet kendt for at være landet uden en hær, da den blev opløst efter borgerkrigen. Selv om landet målt i areal er et af de mindste i verden, så er det et af de lande, der har den største biologiske mangfoldighed med cirka 5 % af alle verdens arter.
Costa Rica er det mest velstående land i Mellemamerika. Kaffedyrkning kom i 1808 til landet fra Cuba, og gennem historien har også eksporten af bananer og kød været centrale i landets økonomi. I dag er Costa Ricas økonomi udover landbruget baseret på turister, som lokkes af økoturisme og regnskovene, og eksporten af elektronik til andre lande. En recession rystede Costa Rica i slutningen af 1990'erne, men efter årtusindskiftet er landets økonomi igen begyndt at vokse. Costa Ricas myndigheder har prøvet at styrke landets højteknologiske bedrifter, så de kunne øge eksporten. Dette er blevet anset for en vigtig årsag til landets økonomiske vækst i 00'erne. Folket i Costa Rica stemte i 2004 for en frihandelsaftale med USA. USA er Costa Ricas største handelspartner og investor. Laura Chinchilla blev i 2010 den første kvindelige præsident i landet.
Costa Rica er især kendt for sit rige dyre- og planteliv, vulkaner, nationalparker, tropiske regnskove, de ufremkommelige jungler og ikke mindst de attraktive badestrande, der årligt tiltrækker tusinder af turister fra hele verden.
Historie thumb|San José er hovedstaden i Costa Rica og er hjemsted for nationalmuseet, der råder over en samling af præcolumbianske genstande som de berømte sten-sfærer fra landet, også kendt som Diquís-sfærer.
Førkolumbiansk tid thumb|Førkolumbiansk keramik. Historikere har klassificeret de indfødte folk i Costa Rica som tilhørende "det mellemliggende område",engelsk: "Intermediate Area", defineret af Gordon R. Willey i hans 1971 bog An Introduction to American Archaeology, Vol. 2: South America (Prentice Hall: Englewood Cliffs, NJ) hvor grænseområderne mellem de mesoamerikanske og andeanske indfødte kulturer overlapper hinanden. For nylig er det førkoloniale Costa Rica også blevet beskrevet som en del af det Isthmo-Colombianske område.område, hvor der tales chibchanske sprog
Det ældste bevis (stenværktøj) for menneskelig besættelse i Costa Rica er forbundet med ankomsten af forskellige grupper af jægere og samlere omkring 10.000-7.000 år f.Kr. i Turrialba-dalen. Tilstedeværelsen af spydspidser og pile fra Cloviskulturen i Sydamerika åbner mulighed for, at der i dette område eksisterede to forskellige kulturer.
Landbruget blev udbredt blandt de befolkninger, der boede i Costa Rica omkring 3.000 f.Kr. De dyrkede hovedsagelig knold- og rodfrugter (som gulerødder). I første og andet årtusinde f.Kr. fandtes allerede bosatte landbrugssamfund. Disse var små og spredte, og overgangen fra jagt og indsamling til landbruget som hovednæringsvej i området endnu ikke er kendt.
Den tidligste brug af keramik optræder omkring 2.000 til 3.000 f.Kr. Et antal lerpotter, cylindriske vaser, fade, kalebasser og andre former for vaser dekorerede med riller, indskrifter og nogle modellerede efter dyr er blevet fundet.
Spansk koloni thumb|Ujarrás' historiske sted i Orosí-dalen i Cartago-provinsen. Den koloniale kirke blev bygget imellem 1686 og 1693. Den opdagelsesrejsende Christoffer Columbus ankom til det nuværende Costa Ricas kyst i 1502. Han gav landet navnet Costa Rica (Den Rige Kyst), som hentydede til håbet om store rigdomme. Costa Rica blev erobret af Spanien i løbet af 1600-tallet og blev den sydligste provins i Generalkaptajnskabet Guatemala, nominelt en del af Nyspanien men i praksis et selvstændigt styret område. Costa Ricas afstand fra hovedstaden i Guatemala, forbuddet i henhold til spansk lov mod at handle med den sydlige nabo i Panama, da en del af Vicekongedømmet Ny Granada (senere Colombia), samt fraværet af ressourcer som guld og sølv gjorde Costa Rica til en fattig, isoleret og sparsomt beboet region i det spanske koloniimperium. Costa Rica blev beskrevet som "den fattigste og mest elendige spanske koloni i hele Amerika" af en spansk guvernør i 1719.
Navnet Costa Rica blev først anvendt om hele den sydvestlige kyst af Det Karibiske Hav, der formodedes at være rig på guld. Fra omkring 1540 blev navnet brugt om et landområde, omtrent svarende til det nuværende Costa Rica, selv om de spanske guldsøgere ikke fandt store rigdomme her. Provinsens grænse blev fastsat 1560-73, især af den aktive guvernør Juan Vasquez de Coronado, der blev udnævnt 1562, og som gennemrejste størstedelen af landet og grundlagde Cartago i 1563.
Næsten alle de følgende guvernører var imidlertid dårlige regenter: indianerne gjordes til slaver og nedsank i den ynkeligste fattigdom, og kysterne hærgedes af sørøvere, især i slutningen af det 17. århundrede.
Selvstændigheden frem til 1. verdenskrig thumb|Kort over Costa Rica fra 1850. Den 15. september 1821 gjorde Costa Rica oprør mod Spanien sammen med de andre mellemamerikanske provinser og sluttede sig til det mexikanske rige under Iturbide. I 1823, da Mexiko blev erklæret republik, rev Costa Rica sig løs fra forbindelsen, og regeringssædet flyttedes fra Cartago til San José. Fra 1824 hørte Costa Rica til Mellemamerikas forenede Fristater, men vedblev dog at være ret uafhængig af centralregeringen og ophævede unionen 1840. En grundlov for Republikken Costa Rica blev vedtaget 1848.
Under den energiske, næstan despotiske general Carillo (1839-42), under hvem Costa Rica trak sig ud af den centralamerikanske føderation og konstituerade sig som en suveræn stat, blev landet imidlertid inddraget i de centralamerikanske politiske hovedpartiers strid. Detta skete ved, at lederen af de så kaldte føderalister, tidligere præsident i Guatemala, general Morazan, med vold søgte at gennemtvinge sina enhedsplaner. I 1842 gjorde han ett indfald i landet og fordrev Carillo, men blev taget til fange og skudt i september samme år.
1850-59 styrede den rige godsejer og kaffehandler Juan Rafael Mora som præsident med stor orden og dygtighed. Han sluttede i 1852 et konkordat med paven, hvorved den katolske kirke blev statskirke og fik et årligt tilskud, men ingen tiende og intet uafhængigt af statsmagten. Fra 1853 blev krævet evne til at læse og skrive som vilkår for at kunne stemme ved politiske valg. Han modarbejdede de engelske og tyske indvandreres voksende indflydelse, men blev styrtet af det liberale parti i 1859 og blev skudt efter et mislykket forsøg på at undertrykke en revolution i 1860.
Den kraftige Thomas Guardia var præsident uafbrudt fra 1870 til sin død 1883 og regerede ret diktatorisk. Han fik vedtaget en ny grundlov i 1871 og indførte almindelig værnepligt og tvungen og gratis skoleundervisning. Imidlertid bragte han gennem dårligt ledede jernbanebyggerier og manglende sparsommelighed landets finanser i uføre.
Senere var Prospero Fernandez (1882-85), Bernardo Soto (1885-89), J. Rodriguez (1890-94), Rafaël Iglesias (1894-1902) og Ascensión Esquivel (8. maj 1902 - 8. maj 1906) præsidenter.Nordisk Familjebok, Uggleupplagan, bind 5 (1906), sp. 780
I 1897 sluttede Costa Rica sig til Republikken Mellemamerika, der i forvejen bestod af Honduras, Nicaragua og Salvador, men som allerede opløstes 1898. Grænsen mellem Costa Rica og Nicaragua blev fastsat i 1888 efter voldgiftskendelse af USAs præsident. Under Rafael Iglezias, der var præsident i Costa Rica 1894-1902, afgjordes en grænsestrid mellem Costa Rica og Panama (som på daværende tidspunkt var en provins af Colombia) ved voldgift af den franske præsident, som afsagde sin kendelse den 15. september 1900: grænselinien, som skulle gå fra Kap Mona ved det karibiske hav til Kap Burica ved Stillehavet, blev anerkendt af parterne 1905 og nærmere fastsat i 1907. Costa Rica formåede at holde sig uden for de hyppige blodige stridigheder mellem de centralamerikanske republikker. Den 25. maj 1908 åbnedes i Cartago en voldgiftsdomstol for Mellemamerika i et af Carnegie bekostet "Fredspalads", men denne bygning ødelagdes under et jordskælv i maj 1910, der tilintetgjorde det halve Cartago, hvorefter voldgiftsdomstolen flyttedes til San José, hvor Carnegie lod opføre et nyt fredspalads. I 1911 og 1912 blev Landet atter hjemsøgt af alvorlige jordskælv.
Befolkningen var stærkt voksende: I 1892 blev den opgjort til 243.000, hvoraf 220.000 opgaves at være kreoler, 20.000 indianere, 2.000 negre og 1.000 kinesere. Den 31. december 1913 beregnedes indbyggertallet til 410.981 svarende til 7 pr km2. De allerfleste af de såkaldte kreoler var i virkeligheden mestizer, og det indianske blod var derfor overvejende i befolkningen; af egentlige hvide (folk af europæisk herkomst) fandtes kun nogle tusinde. Indvandringen havde ikke været stærk. De første hvide kom fra Nordspanien, men i begyndelsen af 1900-tallet var en del italienere, tyskere, englændere, nordamerikanere og franskmænd indvandrede. I 1910 indvandrede 11.233 og udvandrede 7.236. Næsten alle indbyggerne var romersk-katolske.Salmonsen, s. 255
Præsident Esquivel blev efterfulgt af Cleto Gonzålez Yiquez (1906-10) og Kicardo Jiménez (1910-14). Efterfølgeren Alfredo Gonzålez blev styrtet 1917 af Federigo Tinoco, som imidlertid ikke blev anerkendt af USA, og han måtte bekæmpe flere oprør og blev i 1919 fordrevet af Julio Acosta Garcia, som først styrede som provisorisk præsident og der efter, fra maj 1920, som forfatningsmæssigt valgt præsident til 1924.Nordisk Familjebok (1923), sp. 175
Under 1. verdenskrig var Costa Rica først neutralt, men afbrød som følge af den tyske ubådskrig de diplomatiske forbindelser med Tyskland i september 1917 og erklærede formelt Tyskland krig i maj 1918.
Den vigtigste næringsvej var agerbruget. Små selvejende landbrug var det almindelige, og det dyrkede område under stadig udvidelse. Der dyrkedes majs, bønner, hvede, sukker, ris, kartofler og batater til befolkningens ernæring. En vigtig udførselsartikel var kaffe, der især dyrkedes på højsletten mellem 1000 og 1500 m.o.h., mest på den pacifiske side. I 1913 udførtes for 13,5 mio. kr. Endnu større betydning havde udførslen af bananer, især til Nordamerika: 1913 udførtes for 19,4 mio. kr. Også kakaodyrkningen var vigtig. Tobak og indigo havde aftagende betydning. Skovene i lavlandet leverede mængder af kautsjuk og kostbare træsorter. Kvægavlen var i stærk udvikling: i 1906 fandtes 361.000 stk hornkvæg, 112.000 svin og 59.000 heste. Bjergværksdriften var gammel: der fandtes guld- og sølvminer på den pacifiske side ved Abangares, Barranca og Aguacate. I 1913 udførtes for 3,8 mio. kr guld og sølv. Industrien indskrænkede sig til håndværk, kun garveri havde nogen betydning.
De økonomiske forhold led en tid under de lave kaffepriser, men bedredes atter, idet hovedvægten blev lagt på bananavl. Efter forhandlinger 1910-11 traf Costa Rica en overenskomst med sine fremmede kreditorer, hvorefter toldindtægterne blev stillet som sikkerhed for den udenrigske statsgæld.Salmonsen, s. 256
En ny grænsestrid med Panama afgjordes 1914 ved voldgift, og 1921 overtog Costa Rica det omstridte territorium (Coto Distriktet).Salmonsen (1930), s. 219 Imidlertid nægtede Panama at anerkende grænsen, nye stridigheder brød ud og endte med en midlertidig våbenstilstand.
Mellemkrigstiden
Mellemkrigstiden oplevede landet social uro. I perioden 1917 til 1919 herskede Federico Tinoco Granados som diktator.