thumb|Bourbonernes våben for Frankrig og Navarra siden foreningen af kronerne 1589 Ludvig 14. (, Louis le Grand; født 5. september 1638 i Saint-Germain-en-Laye, død 1. september 1715 i Versailles) var konge af Frankrig fra 1643 til 1715. Han kaldes Solkongen ().

Ludvig 14. er det klassiske eksempel på en enevældig konge. Udtalelsen; L'État, c’est moi! – Staten, det er mig! tilskrives ham, men med urette.Sammenlign hermed: Manfred Kossok: Am Hofe Ludwigs XIV. S. 25; om Ludvig 14.s faktiske selvforståelse. Med hensyn til politik og statsvidenskab se: Klaus Malettke: Ludwig XIV. von Frankreich. Leben, Politik und Leistung. S. 67ff Han styrkede kronens magt ved udbygning af den statslige forvaltning, ved at bekæmpe adelens opposition og ved at støtte det franske erhvervsliv. Livet ved hoffet blev helt og holdent tilpasset monarkens person. Hans prægtige fremtoning blev et symbol på hans fremtrædende stilling. Kongen støttede kunsten og videnskaben; det førte til en blomstringstid for fransk kultur. Ludvig fulgte en krigerisk udenrigspolitik, så Frankrig under hans regeringstid fik en stærkt dominerende placering i Europa. Han sad 72 år og 110 dage på tronen - fra 14. maj 1643, da han var fire år og otte måneder gammel, indtil han døde 1. september 1715, fire dage før han ville være fyldt 77 i september 1715. Han er dermed det længst regerende statsoverhoved i Europas historie.

Overblik Ludvig 14.s fødsel på slottet i Saint-Germain-en-Laye blev set som en lykkelig begivenhed, da hans forældre – Ludvig 13. og Anna af Østrig (1601-1666) havde været gift i 23 år uden af få børn. Ved hans fødsel blev den frygtede tronfølger Gaston d'Orleans udelukket. Af taknemmelighed modtog den nyfødte tilnavnet Dieudonné (den Gudgivne). Hans bror, hertug Filip 1. af Orleans, blev født i 1640.

Allerede som fireårig fulgte Ludvig den 14. maj 1643 sin far på tronen. Indtil 1651 var det imidlertid hans mor, der førte regeringen. Den faktiske magt lå hos minister kardinal Mazarin. Mazarin forberedte målrettet Ludvig på rollen som enevældig hersker. Skridt for skridt blev den unge konge involveret i magtudøvelsen og delte til sidst regeringsansvaret med Mazarin. På baggrund af de udenrigspolitiske succeser, som minister-kardinalerne Richelieu og Mazarin havde skaffet Frankrig, kunne Ludvig udvikle den franske enevælde i barokstil med et hofliv, som helt og holdent var tilpasset herskerens person. Efter Den westfalske fred, som afsluttede Trediveårskrigen i 1648, og Freden i Pyrenæerne med Spanien i 1659 var Frankrig den politisk og militært stærkeste magt i Europa. Med hjælp fra ministre som Colbert, Louvois, Lionne og kansleren Séguier styrkede han det statslige magtapparat og udvidede det militære, institutionelle og materielle grundlag for det franske monarkis magt. En negativ indflydelse på hans regering havde forfølgelsen af huguenotterne og Den spanske arvefølgekrig. Denne omfattende krig førte næsten til statsbankerot i 1713. Den blev afværget gennem en finansreform og massive besparelser.

I 1660 giftede Ludvig sig med Maria Theresia af Spanien. Efter hendes død i 1683 giftede han sig i hemmelighed morganatisk (til venstre hånd) med Madame de Maintenon. Ludvig overlevede sin søn Louis, le Grand Dauphin og sit ældste barnebarn, Louis de Bourgogne, og døde den 1. september 1715. Hans oldebarn fulgte ham som Ludvig 15. på tronen.

Ludvig 14. blev begravet i den af ham byggede Bourbonernes krypt i klosterkirken Saint-Denis. I 1793 blev hans særdeles velbevarede lig skændet sammen med andre kongers af franske revolutionære og endda i kort tid kastet i en grav. Hans balsamerede hjerte blev kort efter hans død bragt til jesuitterkirken i Rue St. Antoine i Paris, for at ligge ved siden af hans fars hjerte. Da kongedømmet blev genskabt efter Napoleons fald, blev alle de begravede hjerter ført til St. Denis, hvor de nu er i den smukt restaurerede krypt.

Regeringstid De tidlige år

thumb|Ludvig 14. som otteårig Efter at Ludvig 14. som fireårig arvede tronen i 1643, overtog hans mor Anna af Østrig regentskabet. Hun bekræftede straks kardinal Mazarin i stillingen som premierminister. På dette tidspunkt var Frankrig i krig mod Habsburg. De franske armeer kæmpede i Trediveårskrigen mod både det Tysk-romerske rige og den spanske konge. Ganske vist sejrede de franske armeer, men krigen belastede statsfinanserne betydeligt. Indenrigspolitisk stod Anna overfor en heftig opposition, da byernes domstole og adelen tvivlede på hendes regering. Kardinal Mazarin var i opposition til dem. Anna viste sig dog at være ganske anderledes end ventet. Dronningen blev som spansk habsburger ved det franske hof forsmået i første omgang, men blev en overbevist franskmand. Hun tålte hverken nepotisme eller indskrænkelse af den kongelige autoritet i landet. Hendes generaler fik besked på at fortsætte kampen med uformindsket styrke. Mazarin styrede statens anliggender og fortsatte kardinals Richelieus politik med at koncentrere al statens magt i hænderne på kongen.

Med underskrivelsen af Den westfalske fred i 1648 var Frankrig den store sejrherre i Trediveårskrigen. Der kunne indsættes betydelige troppestyrker i krigen mod Spanien, men nu udbrød Fronde-oprøret (1648-1653), en åben borgerkrig mellem parlamentet i Paris og adelen mod kongens enevældige politik. Ludvigs mindreårighed blev brugt som begrundelse for oprøret. Oprørerne hævdede, at de kæmpede mod Mazarins negative indflydelse. Han blev som italiener ikke vurderet særlig højt. Især de kongelige prinser tog ham det ilde op, at han konsekvent udelukkede dem fra politisk indflydelse. Men parlamenterne (højesteretterne) var påvirket af den engelske borgerkrig og så en chance for at udbygge deres privilegier i forhold til kronen. Fronden blev slået i 1652, men uroen fortsatte til 1654. Ludvig 14. blev erklæret for myndig i 1651 og afsluttede sin mors regentskab. Kongen var endnu for ung til at regere og overdrog som forventet magten til Mazarin og ikke en af kongehusets prinser. I 1654 fulgte kroningen og salvingen af kongen i Reims, og ordenen var synligt for enhver genoprettet i kongeriget. Kroningen tjente som symbol på kontinuitet og Guds beskyttelse. thumb|Paris' udstrækning 1657 Under borgerkrigen gik kampen mod Spanien i stå. Fronden fik nu støtte fra Spanien. Da oprøret var slået ned, kunne Frankrig samle sine kræfter mod Spanien og opnåede sejre ved angreb på de Spanske Nederlande og en invasion af Spanien, som førte til besættelsen af Catalonien. I 1657 lykkedes det Mazarin at indgå et hemmeligt forbund med Oliver Cromwells England mod Spanien. Spanien så sig tvunget til at søge fred. Kong Filip 4. af Spanien tilbød Ludvig sin ældste datters (Maria Theresia af Spanien) hånd. I 1659 mødtes de to monarker på Fasanøen mellem Frankrig og Spanien og underskrev Freden i Pyrenæerne. Frankrig fik Roussillon i Pyrenæerne og Artois i de Spanske Nederlande foruden nogle mindre områder. Den spanske prinsesse afskrev sig arveretten til den spanske trone til gengæld for en medgift på 500.000 gulddaler, en sum som spanierne ikke kunne betale. Derved forblev Maria Theresia den ældste arveberettigede datter i det spanske kongehus. Ægteskabet mellem Ludvig og hans kusine Maria Theresia fandt sted den 9. juni 1660 i Saint-Jean-de-Luz. Allerede den 1. november 1661 blev deres søn Ludvig af Frankrig, le grand Dauphin, født.

Enevælden thumb|Ludvig 14. 1661 Siden Ludvig 14. barndom havde kardinal Mazarin regeret landet for ham. Førsteministeren havde et usædvanligt talent for politik og underviste selv kongen i statskunsten: Ludvig 14. fik en solid og særdeles omfattende uddannelse i statens forhold, jura, historie og militærstrategi samt forskellige sprog og videnskaber.

Da Mazarin døde den 9. marts 1661, var den 22-årige konge godt forberedt på sin kongegerning og meddelte statsrådet, at han ikke mere ville indsætte en ledende minister, men selv føre regeringen. Dette grundlag for regeringens førelse fastholdt han i sine betragtninger fra 1670 som grundlag for sin efterfølger. Hoffet og ministene var i starten irriterede over kongens idé. Kongen gik i gang med at skifte ud i regeringen og afskedigede en stor del af statsrådet. Selv hans mor blev udelukket, så kun de tre vigtigste ministre deltog i rådets møder. En af disse var finansministeren Nicolas Fouquet. Ludvig lod ham fængsle for korruption og højforræderi og udskiftede ham med Jean-Baptiste Colbert, som var ham tro. Fouquet havde bortsvindlet statspenge og ladet bygge fæstninger uden tilladelse fra kongen. Det tolkede Ludvig som forberedelse af en opstand. Den nye regering vedtog et reformprogram, som havde til formål at styrke erhvervslivet og videnskaben, kraftigt at udbygge flåden og hæren samt en dybtgående reform af bureaukratiet. Ludvig skrev til sin mor: "Jeg er ikke det fæ, som mange hoffolk har anset mig for at være"; kongen tog politikken og ansvaret særdeles alvorligt.

Den unge Ludvig 14. ville gøre indtryk på Europa. Han fik muligheden allerede i 1661 ved Kuskestriden i London, som førte til, at Spanien måtte anerkende den franske konges forrang i Europa. Det stod klart for de europæiske hoffer, at Ludvig ikke havde til hensigt at være en svag konge. I 1662 indgik Frankrig og Holland en forsvarsalliance, og kort efter købte Ludvig byen Dunkerque af Karl 2. af England. Kongen ville ikke kun overraske verden politisk, men også udstille sin magt og rigdom ved prægtige hoffester, som var typiske for baroktiden. Han holdt i 1664 festen Plaisirs de l’Île enchantée (den fortryllede øs glæder). Europas fyrster var forbløffede og imponerede af den luksus, som disse fornøjelser var udtryk for, og begyndte i stigende grad at efterligne den franske konges livsstil. Hermed begyndte legenden om Solkongen.

thumb|Ludvig 14. i 1667. I 1665 døde hans onkel og svigerfar Filip 4. af Spanien. Ludvig gjorde for første gang opmærksom på sin gemalindes arveret. Han krævede på vegne af hertugdømmet Brabants devolutionsret en arveandel for Frankrig, hvorefter døtre af første ægteskab har forrang. I Spanien sad Karl 2. af Spanien et degenereret barn på tronen, og barnets mor, Maria Anna af Østrig havde regentskabet. Regenten afviste de franske krav, og Ludvig forberedte sig på krig. I 1667 udbrød Devolutionskrigen. Ludvigs hærreformer var allerede gennemført i vidt omfang, og han havde interesse i at få afprøvet sine nye armeer. Han havde skabt en stående hær, en nyskabelse i tiden. Han havde professionelle soldater, som til stadighed var klar til indsats, strengt uddannede og disciplinerede og som regelmæssigt fik betaling og forsyninger. En hær på 70.000 mand marcherede ind i de Spanske Nederlande. En anden annekterede Franche-Comté. Spanien stod over for en fuldbyrdet kendsgerning og havde ingen muligheder for at værge sig. Sejren forekom at være uden begrænsninger, men nu følte Frankrigs allierede Holland sig truet af de franske troppers nærvær. De hollandske generalstater indgik i 1668 en tripelalliance med England og Sverige vendt mod Frankrig for at få gang i fredsforhandlingerne. Frankrig så sig nu tvunget til at mindske sine krav ved fredsforhandlingerne i Aachen. Ved Freden i Aachen (1668) beholdt Frankrig store områder i den vestlige del af de Spanske Nederlande, men måtte afgive Franche-Comté. Ludwig 14. kunne ikke tilgive, at hans egen allierede var faldet ham i ryggen, selv om han hidtil altid havde været Hollands største støtte og endda havde interveneret på Hollands side i 1666 i Den anden britisk-hollandske krig 1664-67. Han beskyldte åbent generalstaterne for utaknemmelighed og endda forræderi. Det afholdt ham dog ikke fra samme år at afholde den Grand Divertissement Royal i Versailles for at fejre sin triumf.

Krigen mod Holland thumb|Ludvig 14. 1673 foran Maastricht