Felttoget på Admiralitetsøerne (Operation Brewer) var en række slag under felttoget på New Guinea under 2. verdenskrig hvor United States Armys 1. kavaleridivision erobrede de japansk besatte Admiralitetsøer.
På baggrund af rapporter fra flybesætninger om at der ikke var tegn på fjendtlig aktivitet og at øerne måske var blevet evakueret fremskyndede general Douglas MacArthur sine planer om at erobre øerne og beordrede straks en rekognosceringsstyrke landsat. Felttoget begyndte den 29. februar 1944 da en styrke gik i land på Los Negros, den tredjestørste ø i øgruppen. Ved at gå i land på en lille isoleret strand hvor japanerne ikke havde ventet et angreb opnåede styrken en taktisk overraskelse, men det viste sig at øen langt fra var evakueret. Et voldsomt slag om kontrollen over Admiralitetsøerne fulgte.
Det endte med at herredømme i luften og på havet gjorde muligt for de allierede kraftigt at forstærke deres stillinger på Los Negros. Den 1. kavaleridivision kunne herefter overløbe de japanske stillinger på øerne. Felttoget endte officielt den 18. maj 1944. Den allierede sejr betød at den store japanske base ved Rabaul, der var endemålet for de allieredes felttog i 1942 og 1943 nu var afskåret. En stor luft- og flådebase blev etableret på Admiralitetsøerne, og den fik stor betydning som udgangspunkt for felttogene i 1944 i Stillehavet.
Baggrund Geografi thumb|left|200px|Elkton III planen, marts 1943. Admiralitetsøerne ligger i midten mod toppen af kortet.|alt=Topografisk kort over Papua New Guinea med pile der gangiver en allieret fremrykning langs nordkysten mod Admiralitetsøerne. Admiralitetsøerne ligger godt 300 km nordøst for Ny Guinea og 600 km vest for Rabaul blot to grader syd for ækvator. Klimaet er tropisk ved stabilt høje temperaturer, høj luftfugtighed og en årlig nedbør på knap 4.000 mm. Tordenvejr forekommer hyppigt. Monsuntiden er fra december til maj, og her blæser vinden fortrinsvis fra nordvest.Frierson, The Admiralties: Operations of the 1st Cavalry Division, pp.6–7.
Den største ø i øgruppen er Manus Island, som er omkring 80 km bred fra øst til vest og 25 km fra nord til syd. Det indre af øen består af bjerge, som når en højde på op til 900 meter, og som er beklædt med tyk tropisk regnskov. Den stort set uudforskede kyst havde mange rev og bestod af mangrove sumpe. Los Negros er adskilt fra Manus af den smalle Loniu passage. Øen rummer to vigtige havne: Papitai på vestkysten som har forbindelse til Seeadler Harbour og Hyane på østkysten. De to er adskilt af en 45 meter bred sandet tange. Her havde de indfødte bygget en slidske hvor de kunne trække kanoer mellem de to havne. Los Negros har en hesteskolignende form, som danner en naturlig mole for Seeadler harbour, som desuden er beskyttet af Manus og en række mindre øer. Hovedadgangen til øen var gennem en 2½ km bred passage mellem øerne Hauwei og Ndrilo. Seeadler Harbour var omkring 30 km fra øst til vest og 10 km fra nord til syd, og op til 36 meter dyb.Frierson, The Admiralties: Operations of the 1st Cavalry Division, pp. 4–5.
Allierede planer thumb|right|300px|Viceadmiral Thomas C. Kinkaid (i midten til venstre) med General Douglas MacArthur (i midten) på broen af USS Phoenix under bombardementet inden landgangen på Los Negros. I juli 1942 besluttede ledelsen af de amerikanske væbnede styrker, Joint Chiefs of Staff, en række operationer mod den japanske bastion i Rabaul, som lå i vejen for ethvert allieret fremstød langs nordkysten af Ny Guinea mod Filippinerne eller nordpå mod den japanske flådes hovedbase på Truk. I tråd med den overordnede allierede strategi om Europa først, var det umiddelbare mål med disse operationer ikke at besejre Japan, men blot at mindske den risiko, som fra japanske fly og krigsskibe stationeret i Rabaul udgik mod de allierede kommunikationslinjer ad luft- og søvejen mellem De forenede Stater og Australien. Efter aftale mellem de allierede blev krigsområdet i Stillehavet i marts 1942 delt op i det sydvestlige stillehavsområde under general Douglas MacArthur, og Stillehavsområdet under admiral Chester W. Nimitz. Rabaul var en del af MacArthurs område, men de første operationer i den sydlige del af Salomonøerne foregik i Nimitz' område.Miller, Cartwheel: The Reduction of Rabaul, pp. 1–2. Den japanske reaktion var mere voldsom end ventet, og der gik nogle måneder inden felttoget på Guadalcanal var afsluttet med en allieret sejr. I mellemtiden stoppede general MacArthurs tropper – som fortrinsvis bestod af australiere – en række japanske offensiver i Papua på Ny Guinea: Felttoget om Kokodastien, Slaget ved Milne Bay, Slaget ved Buna-Goda og Slaget ved Wau.Miller, Cartwheel: The Reduction of Rabaul, pp. 5–6.
Ved den militære stillehavskonference i marts 1943 vedtog stabscheferne i Joint Chiefs of Staff at gennemføre den seneste version af general MacArthur's Elkton plan om en fremrykning mod Rabaul. På grund af manglende ressourcer, især tunge bombefly, blev den sidste del af planen, erobringen af selve Rabaul, udskudt til 1944.Hayes, The History of the Joint Chiefs of Staff in World War II: The War Against Japan, pp. 312–334. I juli 1943 overvejede stabscheferne muligheden af at neutralisere og omgå Rabaul, men flåden havde stadig brug for en fremskudt base til sine skibe.Hayes, The History of the Joint Chiefs of Staff in World War II: The War Against Japan, pp. 425–430. Admiralitetsøerne, som allerede var en del af Elkton planen, kunne bruges til dette formål, da de havde flade områder, der kunne bruges til landingsbaner og Seeadler Harbour, som var stor nok til at kunne rumme en task force fra flåden.Morison, Breaking the Bismarcks Barrier, p. 432. Den 6. august 1943 vedtog stabscheferne en plan, som gik ud på at neutralisere frem for at erobre Rabaul, og planlagde invasionen af Admiralitetsøerne til at finde sted den 1. juni 1944.Hayes, The History of the Joint Chiefs of Staff in World War II: The War Against Japan, pp. 427–430.
I løbet af januar 1944 gennemførte allierede fly fra baser på Salomoneøerne vedvarende angreb på Rabaul. Under det vedvarende pres begyndte det japanske luftforsvar at svækkes, hvilke gjorde det muligt at gennemføre en landgang den 15. februar på Green Islands, som ligger mindre end 160 km fra Rabaul. Den 16. og 17. februar gennemførte den amerikanske flådes Task Force 58 et angreb på den japanske hovedbaser på Truk. De fleste japanske fly blev trukket tilbage for at forsvare Truk og den 19. februar var sidste gang de allierede fly mødte større modstand over Rabaul.Mortensen, "Rabaul and Cape Gloucester", i Craven and Cate (eds), Guadalcanal to Saipan, pp. 350–356. I mellemtiden havde general MacArthur den 13. februar udstedt ordrer om invasionen af Admiralitetsøerne under kodenavnet Operation Brewer, som nu var planlagt til at gå i gang den 1. april. De tildelte styrker omfattede 1. kavaleridivision; 73. eskadrille fra det australske luftvåben, som skulle yde nærstøtte; 592. ingeniør, båd og strandregiment; US Marines' 1. amfibietraktorbataljon; samt US Naval Construction Battalions ("Seabees") der skulle bygge en flådebase — i alt 45.000 mand.Miller, Cartwheel: The Reduction of Rabaul, pp. 316–317. På grund af ændringer i planerne kom ikke alle de nævnte enheder til at deltage i operationen. Den 23. februar fløj tre B-25 Mitchell bombeflu fra 5. luftvåben lavt over Los Negros. Flybesætningerne rapporterede, at der ikke var tegn på fjendtlig aktivitet og at øerne var blevet rømmet.Reports of General MacArthur, Volume I, p. 137. Generalløjtnant George Kenney, som var chef for de allierede luftstyrker i det sydvestlige stillehav gik til MacArthur og foreslog at de ubesatte øer skulle erobres i en fart af en mindre styrke. Ifølge Kenney: "lyttede generalen et stykke tid, gik frem og tilbage mens jeg talte, nikkede ind imellem. Så stoppede han pludselig og sagde: "Det vil sætte proppen i flasken".Kenney, General Kenney Reports, p. 360.
Der blev udstedt ordrer den 24. februar om at en forstærket eskadron fra 1. kavaleridivision skulle gennemføre en storstilet rekognoscering om blot fem dage. Hvis Admiralitetsøerne rent faktisk var rømmet, skulle de besættes og der skulle bygges en base. Hvis fjenden var uventet stærk, skulle styrken trækkes tilbage. General MacArthur og viceadmiral Thomas C. Kinkaid, lederen af de allierede flådestyrker i det sydvestlige stillehav, ville være til rådighed til at træffe beslutningen, men i øvrigt blev kommandoen overdraget kontreadmiral William Fechteler, chefen for amfibiegruppe 8 i kontreadmiral Daniel E. Barbeys VII amfibiestyrke. Til at rumme dem blev den lette krydser USS Phoenix afsendt. På daværende tidspunkt lå den i Brisbane, med mere end 300 af besætningen på landlov. Køretøjer med højttalere kørte rundt og udsendte kodeordet for tilbagekaldelse af besætningen.Morison, Breaking the Bismarcks Barrier, p. 435. For at opnå taktisk overraskelse og nå frem til Admiralitetsøerne på bare fem dage var der brug for hurtige Transportskibe (APD), idet de normale landgangsskibe (LST) var for langsomme.Barbey, MacArthur's Amphibious Navy, pp.145–151. Der var kun tre hurtige transportskibe til rådighed: USS Brooks, USS Humphreys og USS Sands. Hver kunne rumme 170 mand. De resterende tropper blev afskibet på 9 destroyere: USS Bush, Drayton, Flusser', Mahan, Reid, Smith', Stevenson, Stockton og Welles. Tilsammen medbragte de hurtige transportskibe og destroyerne 1.026 landgangstropper.Morison, Breaking the Bismarcks Barrier, pp. 436–437.
Denne styrke var under kommando af brigadegeneral William C. Chase, chefen for 1. brigade i 1. kavaleridivision.Hirrel, Bismarck Archipelago, p. 14. Den omfattede de tre riffeltropper og den tunge våben trop i 2. eskadron af 5. kavaleriregiemtn. En deling fra Batteri B i 99. feltartilleribataljon med to 75 mm haubitser; 673. antiluftskyts maskingeværbatteri (luftbåren);Frierson, The Admiralties: Operations of the 1st Cavalry Division, pp. 18–19. samt 29 australiere fra Australian New Guinea Administrative Unit (ANGAU), som skulle hjælpe med at indsamle efterretninger og samarbejde med den indfødte befolkning, der udgjorde ca. 13.000 af øernes befolkning.Powell, The Third Force:ANGAU's New Guinea War 1942–46, p. 82. Når beslutningen om at blive på øerne var taget, skulle resten af 5. kavaleriregiment og 99. feltartilleribataljon, 40. flådekonstruktionsbataljon og 2.800 kubikmeter forsyninger afskibes fra Finschhafen i 6 store landgangsskibe som hver havde en landgangsbåd til køretøjer (LCM) fra Kompagni E i 592. EBSR på slæb.Barbey, MacArthur's Amphibious Navy, p. 152. Da en adjudant udtrykte bekymring over at tildele en så farlig mission til enhed uden kamperfaring, fortalte general MacArthur om hvordan 5. kavaleriregiment havde kæmpet sammen med hans fars tropper i felttoget mod Geronimo. "De kæmpede dengang," sagde han, "og de vil kæmpe nu."Taafe, MacArthur's Jungle War, p. 61.
Generalmajor Charles A. Willoughbys efterretningsenhed var ikke enig i flybesætningernes vurdering af at øerne var blevet rømmet. Baseret på Ultra og rapporter fra afhøringer af lokale civile rapporterede den den 15. februar, at der var 3.000 japanske tropper på Admiralitetsøerne. Den 24. februar ændrede den vurderingen til 4.000. Efterretningsenheden tilskrev manglen på antiluftskyts beskydning til japanernes logistiske situation, og mente at det var udtryk for at de sparede på ammunitionen.Reports of General MacArthur, Volume I, pp. 137–138. Generalløjtnant Walter Krueger, chefen for 6. amerikanske armé mindedes senere, at ingen i hans hovedkvarter troede at øerne ikke var besat. I den oprindelige plan skulle en gruppe spejdere (Alamo Scouts) omhyggeligt rekognoscere øen inden landgangen. Krueger nedkastede en gruppe på 6 Alamo Scouts på sydkysten af Los Negros fra en PBY Catalina under dække af et bombeangreb den 27. februar. Spejderne rapporterede at der på sydkysten var "luset af japanere".Krueger, From Down Under to Nippon, pp. 48–49.
Japanske forsvarsstyrker