Vikingetidens rustning og våben er den militærteknologi, som vikingerne benyttede sig af fra slutningen af 700-tallet til midt i 1000-tallet i Europa. Viden om den er baseret på få arkæologiske fund, afbildninger og til en vis grad beretninger fra de nordiske sagaer og love, der er nedskrevet i 1200-tallet.
Ifølge traditionen skulle alle frie nordboere eje våben, og det var tilladt at bære dem overalt. I Hávamál, der skulle være Odins råd, står der: "Lad ikke dine våben ligge og rode bag dig på en mark; du ved aldrig hvornår du pludselig har brug for dit spyd."
Da krig var forbundet med prestige i vikingetidens Skandinavien, var smukt dekorerede våben vigtige for en kriger til at vise rigdom og status. En rig viking ville sandsynligvis have en komplet sæt med spyd, skjold i træ og sværd. De rigeste har også haft en hjelm, mens anden rustning sandsynligvis kun har været for adelen og dens professionelle krigere. Den jævne bonde har sandsynligvis ikke haft andet end et spyd og et skjold. Eller måske også en økse eller en stor kniv eller sax. Nogle har også brugt deres jagtbuer (hovedsageligt langbuer eller fladbuer) i begyndelsen af et slag.
Våben
Bue og pil Bue og pil blev brugt til både jagt og krig.The Viking Bow. archeryhistorian.com. Hentet 8/11-2022The archers . Ribe Vikingecenter. Hentet 8/11-2022 Buer blev fremstillet i taks, ask eller elm. Vikingerne har også kendt til kompositbuer i horn, hvilket bl.a. ses i Kongespejlet, der er en norsk tekst fra omkring år 1250 i afsnit 38 om Våben til angreb og forsvar, hvor "hornbogi" nævnes, der er en hornbue beregnet som rytterbue.Viking Archery. bow-international.com. Hentet 8/11-2022
thumb|Udsnit af Bayeux-tapetet, hvor bueskytter ses i den nederste bord.
Trækstyrken kan have været oppe omkring 90 pund (400 N) eller mere, hvilket kan have givet en rækkevidde på mindst 200 m afhængig af pilens vægt. En taksbue, der blev fundet i vikingebyen Hedeby, havde en trækvægt på omkring 45 pund og en længde på 191,5 cm. Der er også fund af elmebuer fra Hedeby.Vikingernes bue og pil. Vikingeskibsmuseet. Hentet 8/11-2022 Rekonstruerede buer, der har brugt de samme dimensioner som fundne buer, er målt til mellem 100 og 130 pund i trækvægt, men det afhænger også af det specifikke stykke træ, der er anvendt. En måleenhed, der blev brugt i vikingetiden, var et bueskud. Det svarede til omkring 225 m. Illustrationer fra perioden viser, at buet blev trukket tilbage til brystet og ikke til ansigtet, som det var almindeligt i middelalderen og i dag. Det kan dog skyldes at illustratoren ikke har vidst noget om bueskydning, da det samme ses i visse middelalderlige illustrationer, som det bl.a. ses på Bayeux-tapetet, der viser Vilhelm Erobrerens invasion af England.
Pilespidser blev typisk fremstillet af jern i flere former og dimensioner afhængigt af, hvor de var lavet. De fleste pilespidser blev fæstnet til pileskaftet med en tang og blev sat ind i enden af træet. Nogle pilespidser blev lavet af træ, ben eller gevir. Der er fundet ørnefjer, som har været brugt som styrefjer limet og bundet på skaftet. Alle fund pile fra vikingetiden er fremstillet i fyrretræ. Der er gjort en række fund af pile, bl.a. ved Trondheim i Norge, Dalarne i Sverige og Novgorod. Fra Hedeby findes også en særlig type jagt-spids, der er gjort helt i træ, hvor spidsen er kolbeformet.
Bue og pil blev også brugt af de højeste samfundslag. Dette ses bl.a. idet at mange grave af prinser og lign. indeholder gravgaver i form af bue og pile.
Buer bliver nævnt i flere sagaer bl.a. i Njáls saga, hvor hovedpersonen Gunnar fra Lidarende forsvarer sig med en bue indtil strengen knækker og i Óláfs saga Tryggvasonar en mesta, hvor Olav Tryggvasons mand Einar Tambeskælver er en mægtig bueskytte. Den islandske lovtekst Grágás beskriver en måleenhed kaldet ördrag som omkring 200 faðmar (ca. 480 m), der er den maksimale længde en traditionel bue kan skyde.
Spyd thumb|Angelsaksisk udstyr på moderne reenactor.
Spydet var det mest almindelige våben hos den skandinaviske bonde. Kastespyd blev brugt meget af krigere; på trods af manges opfattelse var spyddet vikingekrigernes vigtigste våben, da det var velegnet til deres formationer og taktik. Det bestod af et hoved af metal med skarpe sider og en hul dølle på et 2-3 m langt træskaft typisk af asketræ. Spydhovederne kunne være mellem 30-60 cm lange med længere hoveder mod slutningen af vikingetiden. Spydhovedernes vinger hed krókspjót (kroget spyd) i sagaerne. Nogle spyd med store hoveder blev kaldt höggspjót (hyggespyd) og kunne også skære eller hugge. Kastespyddene var ofte mindre dekorerede end de spyd, der var beregnet til at stikke med, da kastespyd ofte gik tabt under et slag.Foote and Wilson, 275-276.
Spyd blev brugt både til at kaste og stikke med, selv om der også fandtes spyd, der var mere specialiserede. Lette, smalle spydhoveder blev brugt til kast, mens de bredere blev brugt til at stikke med. De fleste kilder indikerer, at de blev kastet med én hånd. En omtale i sagaerne tyder på, at de nogle gange har været brugt med to hænder. Hovederne blev sat fast på spydskaftet med en lille nagle, som i sagaerne nogle gange trækkes ud, for at forhindre fjender i at genbruge våbnet.
Et spyd kan laves af dårligere og langt mindre stål end sværd. Det dem billigere og sandsynligvis inden for, hvad en normal smed kunne præstere. Derudover havde spyddet en stor kulturel betydning for vikingekrigere, da de var forbundet med Odin, der var konge over de nordiske gyder og gud for krigsfærd og død. Hans primære våben var spyddet Gungner.
Eyrbyggja saga hentyder til, at det var normalt at indlede slaget ved at kaste et spyd over den fjendtlige hær for at vie deres liv til Odin. Der er adskillige fund af damaskerede odde, og døllen var ofte indlagt med sølv. Det er muligvis et resultat af våbnets betydning.
Andre stagevåben
Et stagevåben kendt som atgeir bliver nævnt i adskillige af de islandske sagaer og i anden litteratur. Atgeir bliver normalt oversat til "hellebard", en slags glavind. Gunnar Hámundarson bliver i Njáls saga beskrevet, hvor han hugger og stikker sine fjender med sin atgeir.
Mange våben (som kesja og höggspjót), der optræder i sagaerne, er vikingehellebarder. Der er ikke fundet våben, der svarer til beskrivelsen af dem i grave. De har muligvis været sjældne, eller også har de ikke været en del af vikingernes begravelsesritualer.
Kniv
thumb|Vikingekniv baseret på arkæologisk fund udstillet på Jorvik Viking Centre.
Vikingerne brugte to slags knive; en almindelig simpel kniv og en sax:
Den almindelige var en simpel kiv med en æg af normal konstruktion kaldet en knifr. Den er fundet i de fleste grave, da den var tilladt for alle samfundsklasser, selv trælle. Mindre versioner var brugsknive, mens de længere sandsynligvis skulle bruges til jagt eller kamp, og muligvis begge dele. Våbenknive havde nogle gange ornamenter i bladet.
Konstruktionen minder om den traditionelle skandinaviske kniv. Tangen gik igennem et mere eller mindre cylinderformet håndtag, og æggen bøjede opad for at mødes med ryggen på bladet i en spids. Kniven spillede tilsyneladende en vigtig rolle for alle skandinaver. Det ses, da en stort antal knive er fundet i grave med for både mænd, kvinder og børn.
thumb|Sax fra Sittingbourne i Kent. Udstillet på British Museum.
Den anden type kniv var en sax, og det er primært dem med knækket ryg, som forbindes med vikingerne. Den var normalt tungere end den almindelige kniv, og den kunne fungere som et machete- eller falchion-agtigt våben. En rig mand kunne eje en meget stor sax, som kunne være lige så lang og effektiv som et sværd. Kniven havde en én æg med et tungt blad, og det var et groft våben, der var lettere at producerede end et sværd. Metallet behøvede heller ikke være af lige så godt kvalitet som et sværd. På mange har der været en længere tang. Det kan tyde på at de har haft en langt håndtag, så de kunne bruges med to hænder. Mindre sax-knive kunne sandsynligvis laves af en almindelig smed.
Sax-knive var en udbredt kniv i folkevandringstiden blandt de germanske stammer, og den har givet navn til sakserne. Den optræder i Skandinavien fra 300-tallet og viser et mønster, hvor den blev distribueret fra det sydlige Elben (Irminones) til angelsaksisk England. Populariteten på kontinentet blev mindre mod slutningen af folkevandringstiden, men på De Britiske Øer blev den brugt af vikingerne. De store sværd-agtige saxknive er fundet i vikingebosættelser i England og Irland, men har tilsyneladende ikke været særligt almindelige i Skandinavien.
Sværd
Vikingetidens sværd var ethåndsvåben, der skulle bruges sammen med et skjold. De var tveæggede og bladet var op til 90 cm langt. Formen var stadig baseret meget på det romerske spatha med et smalt håndtag, lang dyb blodrille og en lille parrerbøjle. Det var ikke et våben, der var unikt for vikingerne, da det blev brugt over hele Europa.
Sværd var dyre at fremstille, og de var et symbol på høj status. Ifølge nogle forskere blev de kun sjældent brugt, og de var sandsynligvis ikke solide nok til egentlig kamp, og de var derfor mere sandsynligt et dekorations- og statusobjekt. Lige som den romerske spatha blev de båret i læderomsvøbte træskeder i en strop fra højre skulder. Tidligere blade var mønstersmedning, der var en teknik, hvor strimler af jern og blødt stål blev snoet og smedet sammen med tilføjelsen af en hård æg. Senere blade blev fremstillet af homogent stål, og de blev sandsynligvis importeret fra Rheinland og mange havde indlæg med smedens mærke og inskriptioner som INGELRII eller VLFBERHT. Håndværkerne tilføjede ofte deres egne detaljerede fæste, og mange fik navne som "benbider" og "guldgreb". Sværdgrebet var normalt fremstillet af organisk materiale som træ, horn eller gevir, hvilket typisk ikke bliver bevaret, og de kan have været omviklet med tekstil.
At eje et sværd var forbundet med stor ære. En person med høj status kan have ejet sværd med fornemme dekorationer i sølv. De fleste vikingekrigere har sandsynligvis ejet et sværd, da et enkelt plyndringstogt normalt har været nok til at betale en god klinge. De fleste frie mænd har haft et sværd, men goðar, jarler og de rigere frie bønder har haft langt mere ornamenterede sværd. Fattige bønder har brugt en økse eller et spyd, men efter et par vellykkede vikingetogter havde de nok penge til at investere i et sværd. Et sværd, der bliver nævnt i Laxdæla sagaen, blev vurderet til en halv krone; det svarer til værdien på 16 malkekøer. Fremstilling af sådanne våben var en højt specialiseret håndværk, og mange klinger blev importeret fra fremmede lande som Rheinland. Det kunne tage op til en måned at smede sværd, og de havde så stor værdi, at de gik fra generation til generation. Ofte blev sværd mere værdifulde jo ældre de blev.Stephen V. Grancsav, “A Viking Chieftain’s Sword,” The Metropolitan Museum of Art Bulletin, XVII (March 1959), 181.
En særlig klasse en-æggede sværd er kendt fra Østnorge fra denne periode. De havde samme greb som de tveæggede sværd og bladet var af nogenlunde samme længde. Bladet varierede dog fra langt og smalt som de almindelige tveæggede sværd til et noget tungere blad, der gav våbenet en økse-agtig balance. Disse fund bliver dog i nogle tilfælde også klassificeret som "sabler" eller "saxknive" i engelsk litteratur.
Der findes vikingebegravelser, hvor man bevidst har ødelagt eller "dræbt" sværd, ved at bøje klingen, så det ikke kunne bruges igen. Da vikinger ofte blev begravet med deres våben, kan det at "dræbe" sværdet have haft to funktioner. En rituel, der pensionerer våbnet sammen med krigerne, og en praktisk, der ødelagde våbnet, så gravrøvere ikke forstyrrede gravfreden for at få fat i et kostbart våben. Arkæologiske fund viser både at det var udbredt at begrave vikinger med deres våben, samt at "dræbe" sværdet.
Økse