Friedrich-Wilhelm Ulrich (født 20. oktober 1953 i Packebusch) er en tysk tidligere roer og dobbelt olympisk guldvinder.
Karriere Roning Ulrich fik sit gennembrud på den internationale roscene, da han i 1971 blev juniorverdensmester i toer med styrmand for DDR. Han skiftede så til otteren og blev østtysk mester i denne båd i 1973-1975 samt europamester i 1973 og verdensmester i 1975.
Derpå kom han tilbage til toeren med styrmand, hvor han roede sammen med Harald Jährling og styrmand Georg Spohr. Deres første store fælles internationale stævne var ved OL 1976 i Montreal. Her indledte de med via en andenplads i indledende heat at kvalificere sig til semifinalen, som de derpå vandt ret klart. I finalen lå den sovjetiske båd længe forrest, men midtvejs i løbet indhentede østtyskerne dem og lagde sig i spidsen. Der blev de og sikrede sig guldet med et forspring på mere end to sekunder, mens Sovjetunionen fik sølv og Tjekkoslovakiet bronze.
Året efter vandt samme besætning VM-sølv efter en bulgarsk båd, mens østtyskerne i 1979 vandt VM-guld. De blev også østtyske mestre i 1977 og 1979. I 1978 roede Ulrich otter og var der med til at vinde VM-guld.
Ved OL 1980 i Moskva var OL-guldvinderne fra 1976 i toeren med styrmand samlet igen, og de var klart hurtigst i indledende heat. I finalen var der mere jævnbyrdighed, men østtyskerne sluttede bedst og genvandt guldet, mens den sovjetiske båd fik sølv og Jugoslavien bronze.
Videre karriere Efter at have afsluttet sin aktive karriere blev Ulrich, der havde studeret idræt ved DHfK Leipzig, rotræner i sin klub, SC Magdeburg. Kort inden den tyske genforening flygtede han til Vesttyskland, hvor han blev regional rotræner i Saarland. Senere blev han leder af sportsskolen i Koblenz.
OL-medaljer 1976: Guld Guld i toer med styrmand 1980: Guld Guld i toer med styrmand
Referencer
Eksterne henvisninger
Kategori:Roere fra Tyskland Kategori:Deltagere for DDR ved sommer-OL 1976 Kategori:Deltagere for DDR ved sommer-OL 1980 Kategori:Olympiske mestre fra DDR