Den dansk-hanseatiske krig var en konflikt i Østersøen mellem Danmark og de hanseatiske bystater Lübeck, Rostock, Wismar, og Stralsund imellem 1510–1512. Krigen hang tæt sammen med den svenske rigsforstander Svante Nilsson Stures krig mod Danmark, som udviklede sig til en handelsstrid fordi kong Hans havde indledt en blokade og kaperkrig mod Sverige, som ramte de hanseatiske købmænd i området. Kong Hans havde også igangsat en omfattende oprustning af den danske orlogsflåde, hvilket især vakte bekymring i Lübeck, som så sig selv som den førende flådemagt i Østersøen. Konflikten markerede en genopblusning af et gammelt fjendskab mellem Danmark og Hanseforbundet, som ellers havde ligget i dvale i noget tid. Danmark vandt krigen og markerede sin position som Østersøens dominerende flådemagt, men det danske herredømme over Sverige svækkedes permanent og Kalmarunionen blev aldrig rigtig samlet igen.
Baggrund Danmark og Hanseforbundet havde været i konflikt flere gange, ofte i krige der næppe kan siges at være faldet ud til det danske kongeriges fordel. Allerede under kong Valdemar Atterdag havde en mangeårig konflikt mellem Danmark og hansestæderne kulmineret med Stralsundfreden i 1370, som endte med at hansstæderne fik kontrol over Skånemarkedet i 15 år. Og da kong Erik af Pommern udstedte købstadforordninger der indskrænkede hanseatisk handel i Danmark mens han favoriserede deres nederlandske konkurrenter, brød endnu en krig ud i 1426, som igen endte i dansk nederlag. Hanseforbundet nåede dog ikke at nyde godt af deres sejr ret længe, da den dansk-hanseatiske krig snart blev efterfulgt af den nederlandske-hanseatiske krig (1438-1441), som endte med at Hanseforbundet mistede sit monopol på kornhandelen.
Erik af Pommerns upopulære krig med hanseaterne satte sammenholdet i Kalmarunionen på prøve. Især i Sverige opstod der de største uoverensstemmelser, da krigen ramte eksporten fra Bergslagen til Lübeck samtidig med at Erik hævede skattetrykket for at finansiere de kostbare krige. Det udløste Engelbrektoprøret i 1434. Oprøret begyndte blandt minearbejdere i Bergslagen og Dalarna, men spredte sig hurtigt til bønderne og efterhånden også til den svenske rigsrådskreds. I 1436 bredte oprøret sig desuden til Norge og til sidst besluttede selv det danske rigsråd i 1438 at afsætte Erik som konge. Erik beholdt herefter kun kontrollen over Gotland.
Eriks efterfølgere Christoffer af Bayern og Christian 1. lykkedes begge med at blive kåret til konge af Sverige, men grundet stærke separatistiske strømninger i landet var forholdet konstant plaget af svenske oprør og løsrivelsesforsøg. Det nok mest kendte slag i denne periode var slaget ved Brunkebjerg i 1471. Her led Christian 1. et ydmygende nederlag, som danske kilder forklaredes med, at svenskerne havde brugt sort magi. I 1481 blev Hans konge af Danmark. Hans forsøgte først at genvinde kontrollen med Sverige gennem forhandling, men da dette ikke førte nogle vegne søgte han i stedet tilnærmelser med den russiske storfyrste Ivan 3., med hvem han i 1493 indgik Danmarks første officielle alliance med de ortodokse russere. Planen virkede. Russerne angreb Finland fra øst, mens Hans med en hær på omkring 30.000 mand trængte ind i Sverige fra vest og plyndrede sig vej helt til Stockholm. I 1497 anerkendte det svenske rigsråd Hans som konge. Umiddelbart var Kalmarunionen blevet genoprettet.
Men en strid et helt andet sted satte hurtigt Hans' umiddelbar sejr over styr; i 1500 indledte han nemlig et felttog i Ditmarsken, hvor danskerne og holstenerne led et markant nederlag overfor Ditmarskens bondehær i Slaget ved Hemmingstedt 17. februar 1500, hvor en tredjedel af den danske hær faldt, mange ved at drukne i grøfterne. Derudover mistede Danskerne også en stor del af deres kanoner og andet militært udstyr. Og for at gnide salt på såret konfiskerede ditmarskerne endda et Dannebrogsflag, som de hængte op som trofæ i Meldorf Kirke! Det danske nederlag i Ditmarsken blev i Sverige opfattet som et tegn på, at den danske kongemagt var svækket. I 1501 løsrev svenskerne sig derfor igen fra Kalmarunionen, denne gang under ledelse af rigsforstander Sten Sture den Ældre. De svenske oprørere belejrede Stockholm Slot, hvor dronning Christine af Sachsen måtte sidde indespærret i hele to år. Hans krævede nu, at hanseaterne skulle indstille handelen med Sverige, og da de nægtede dette konfiskerede han det hanseatiske gods, som lå i de danske havne. Sten Sture den Ældre døde i 1503, men blev efterfulgt af Svante Nilsson, som fortsatte den trodsige tilgang overfor Kalmarunionen.
Blokadekrig og orlogsflådens dåb
Efter de store tab i Ditmarsken kunne Hans ikke længere regne med at undertvinge sig svenskerne gennem en landinvasion. I stedet satsede han på at presse Sverige gennem en blokadekrig og ved at sikre sig kontrollen over Østersøen. Det førte til en omfattende oprustning og til grundlæggelsen af Danmarks første permanente orlogsflåde, som især var inspireret af Nederlandene der havde eksperimenteret med lignende innovationer. Dette endte dog med at bringe Danmark i konflikt med Hanseforbundet, og blev udgangspunket for krigens udbrud i 1510.
En samtidig krønike beskriver meget præcist kong Hans' tilgang på dette tidspunkt:
Kong Hans betragtes generelt som grundlæggeren af den danske orlogsflåde, selv om skibe naturligvis var blevet brugt i krigsførelse længe før hans tid. Det nye var, at flåden bestod af skibe, som fra begyndelsen var bygget specifikt til krigsførelse. Tidligere havde man anvendt de samme skibe i krige som man brugte som handelsskibe i fredstid, og søslag udkæmpedes ved at man sprang ombord på fjendens skib, hvorefter kampen i praksis udviklede sig til en slags landkamp mellem de to mandskaber. Nye teknologiske fremskridt inden for skibsbyggeri og søkrigsførelse var dog ved at ændre dette. Især forsvinden af årerne gjorde det muligt at ændre skibenes konstruktion og indføre kanonporte langs skibssiderne, hvilket banede vejen for at kampe nu i højere grad kunne udkæmpes mellem bragende kanoner. Flere skibsværfter blev grundlagt for at bygge denne flåde, inklusiv Engelsborg på Slotø i Naksksov Fjord.
Det største danske skib der blev bygget på dette tidspunkt var karavellen Engelen som formentlig var bygget ved Sønderborg værft og blev den danske orlogsflådes flagskib. Den danske oprustning vakte stor opsigt i Lübeck, hvor man med stigende uro så sin hidtidige dominans over Østersøen blive udfordret. Dette ses tydligt da rådmændene Herman Messmann og Hermann Falck udtrykker deres utilfredshed overfor hertug Frederik af Slesvig-Holsten over det iøjnefaldende skib kong Hans havde liggende ved Sønderborg, næsten stensikkert en henvisning til flagskibet Engelen. Lübeckerne var dog også selv begyndt at bygge tilsvarende orlogsskibe, hvilket lagde grundlaget for, at den kommende krig kunne blive den første reelle søkrig mellem to permanente orlogsflåder i både dansk og lybsk historie.
Krigen
Danmark begyndte at blokere handelen med Sverige, efter at Nykøbingaftalen den 24. juli 1507 havde givet kong Hans grønt lys fra den tysk-romerske kejser Maximilian. Danske skibe begyndte at inspicere skibe i Østersøen og forsøgte gennem blokaden at ramme Sveriges befolkning ved at benægte dem forsyninger. Denne handelsblokade ramte yderst hårdt, og selv blandt de velhavende på Stockholm Slot berettes om mangel på basale forsyninger som salt og humle. Hvis man skal tro adelskvinden Mette Dyre, som i sine breve viderebragte forskellige rygter, foregik kaperkrigen til søs også særdeles brutalt; hun nævner blandt andet noget om købmænd der blev "hakket til plukfisk", mens andre blev kastet i vandet efter at have fået hænder og fødder hugget af. Så effektiv var denne krigsform at svenskerne faktisk 17. august 1509 gik med på at betale 13,000 stockholmske marsk til gengæld for at danskerne midlertidigt ophævede blokaden. Det var pest eller kolera; Sverige ville først for alvor blive givet pusterum den dag de anerkendte Hans som konge.
Den hanseatiske livline Lige som det så allermest sort ud for de svenske oprørere, kom en uventet livline til undsætning. De hanseatiske købmænd regnede den førnævnte Nykøbingaftale som illegitim og anså de danske kapringer som det rene sørøveri. I april 1510 erklærede Lübeck, Stralsund, Wismar og Rostock Danmark krig.
Lübeck satte nu 18 skibe til søs og begyndte at plyndre langs de danske kyster og i Øresund. Den danske flåde var på dette tidspunkt spredt og optaget af faste opgaver, som var nødvendige for at opretholde forsyningslinjerne. Det gav hanseaterne mulighed for at slå til mod de danske kyster. Det første mål var Gedser, som kun blev forsvaret af omkring tre danske skibe. De danske skibe måtte trække sig tilbage til København. Nu gik den hanseatiske hær i land ved Nakskov, hvor den danske rigsråd Henrik Krummedige mødte dem i kamp. Derefter sejlede den lybske flåde nord og beskød Helsingør, hvorefter de beslaglagde 11 nederlandske skibe, som nu var blev trukket ind i krigen på Danmarks side midt i kaosset.
Nu reorganiserede kong Hans flåden for at give den en mere samlet struktur, mest nævneværdigt ved at udpege Henrik Krummedige, som havde ledt forsvaret af Nakskov, som orlogsflåden første officielle chef.
En lybsk flåde på 24 mærseskibe angreb Bornholm og her mødte Lübeckerne den danske forsvarsstyrke i en lang og hård kamp, som førte til mange døde og sårede på begge sider. Mens kampene stod på, gik flere hanseatiske forstærkninger i land, og danskerne søgte i flugt mod slottet. Hanseaterne brændte lystigt øen rundt, de brandskattede indbyggerne, hærgede og dræbte mens de belejrede slottet. Efter kampene på Bornholm sejlede hanseflåden videre til Blekinge, hvor den angreb købstaden Avskær.
Den 20. August stødte hanseflåden sammen med flådechefen Henrik Krummedige, som tvang dem til at trække tilbage til Lübeck.
Året efter i 1511 blev rigsråden Jens Holgersen Ulfstand gjort til chef for den danske orlogsflåde, som nu var langt bedre organiseret. Hanseaterne eskalerede kraftigt deres angreb mod de nederlandske handelsskibe, inklusive skibe der transporterede kobber fra Malmbjergene i det nuværende Slovakiet. Over 150 nederlandske skibe blev beslaglagt af hanseaterne i 1511, og danskerne begyndte nu at eskortere nederlandske konvojer i Østersøen.
Jens Holgersen Ulfstand angreb Wismar og tog 14 hanseatiske skibe, og plyndrede derefter Rostock og Rügen. Blandt de nederlandske skibe som danskerne eskorterede endte flere af dem i dansk tjeneste, og de lybske angreb mod nederlænderne havde ført til en naturlig alliance med danskerne.
Søslaget ved Bornholm thumb|upright|Stiftersten for Jens Holgersen Ulfstand ved Glimmingehus
I august forsøgte lübeckerne endnu engang at angribe Bornholm. De havde nemlig fået forkerte oplysninger om, at den danske flåde befandt sig i København. I stedet for det lette bytte, de havde forventet, blev den lybske flåde mødt af den danske flådes største skibe, heriblandt flagskibet Engelen, som på dette tidspunkt var blandt de største krigsskibe i sin tid. En lybsk krønike beskriver ligefrem at Engelen mellem de andre skibe "lignede en høne blandt sine kyllinger."
Danskerne og lübeckerne udvekslede kanonskud, men kampen udviklede sig hurtigt til et kaotisk søslag, hvor de to flåders flagskibe kom til at stå i centrum. Det lybske flagskib hed Maria og var ligesom Engelen også en karavel Under kampen blev et af de danske skibe taget af lübeckerne, efter at det var kommet væk fra hovedstyrken. Dagen efter begik tre lybske skibe imidlertid den modsatte fejl, og lagde anker netop dér, hvor den danske hovedstyrke befandt sig, og blev hurtigt erobret af danskerne.