Caniformia, de hundelignende rovdyr, er en underorden af rovdyr (Carnivora) og omfatter hundefamilien (tamhund, ulve, ræve osv.), bjørne, halvbjørne, mårdyr, stinkdyr, rød panda, og sæler, hvalrosser og søløver. De hundelignende rovdyr er modstykket til den anden hovedgruppe af rovdyr: de kattelignende rovdyr (Feliformia).
Beskrivelse De fleste hundelignende rovdyr har kløer, der ikke kan trækkes ind i poten (som de fleste kattedyr kan) og er mere udprægede sålegængere (med undtagelse af hundefamilien, der er tågængere), hvor kattedyrene generelt er tågængere. Andre træk, der adskiller Caniformia fra Feliformia, er, at caniforme har længere kæber og flere tænder, med mindre specialiserede rovtænder. De er generelt mere altædende og opportunistiske i fødevalg end katterovdyrene, desmerdyrene undtaget. Knoglerne i kraniet der omslutter mellemøret danner hos de hundelignende rodyr kun et enkelt kammer eller en delvis opdeling i to; hvor kamrene hos de kattelignende rovdyr altid er opdelt af en skillevæg.
Nulevende familier
Caniformia består af ni nulevende familier, derudover tre uddøde familier. De nulevende familier udgør en monofyletisk gruppe, dvs. de deler alle en fælles stamform. Landlevende hundelignende rovdyr findes på alle kontinenter undtagen Antarktis. I Australien.er de indslæbt af mennesker, tidligst dingoen, der menes at være ankommet med mennesker fra Asien/Indonesien omkring 5000 år siden. Sæler og søløver findes i havene over hele jorden.
Familien Canidae (hunde og andre hundedyr) omfatter omkring 35 nulevende arter af ulve (herunder tamhund), prærieulve, ræve og mårhunde. Familien er opdelt i to hovedgrupper, de ægte hunde (stammen Canini), de ægte ræve (stammen Vulpini) og en basal slægt med to arter (Urocyon, gråræve). Hundedyr er de mest sociale blandt Caniformia og lever ofte i flok.
Familien Ursidae (bjørne) indeholder de største arter indenfor Caniformia. Der er otte arter, fordelt på fem slægter. De spænder i størrelse fra malajbjørn (30-60kg) til isbjørn (op til 700 kg). Almindelige kendetegn er en stor krop med tætbyggede ben, en lang snude, pjusket pels, og en kort hale. Bjørne er sålegængere og har fem ikke-tilbagetrækkelige kløer på hver pote. De fleste bjørne er altædende med en varieret kost, der omfatter både planter og dyr. Isbjørnen er udelukkende kødædende og specialiseret i at fange sæler. Kæmpepandaen er planteædende og specialiseret til at leve næsten udelukkende af bambus. Læbebjørn er tilpasset at spise myrer og termitter (selvom den også spiser honning og frugt): bl.a. lang snude, kraftige kløer og manglende fortænder i overmunden.
Familien Ailuridae består af en enkelt nulevende art, den røde panda. Den findes i Himalaya. Fossile arter af familien er også fundet i Nordamerika. Rød panda har tidligere været grupperet enten sammen med de egentlige bjørne (sammen med kæmpepanda), eller i gruppen halvbjørne, men moderne fylogenetiske analyser viser at den er tættere beslægtet med mårdyr og stinkdyr.
Familien Mephitidae (stinkdyr) består af 12 arter af stinkdyr, hvoraf de 10 findes i Nord-, mellem- og Sydamerika. De sidste to arter, i slægten Mydaus (stinkgrævlinger) findes i Indonesien og på Filippinerne. Fælles for stinkdyrene er deres analkirtel, der producerer en stærkt ildelugtende vædske som dyrene kan sprøjte ud mod andre dyr og mennesker som selvforsvar. Karakteristisk er også deres sort/hvide farvetegninger i pelsen, der gør dem meget genkendelige og fungerer som advarselsfarver. Stinkdyrene blev oprindeligt klassificeret som en del af måprfamilien, men fylogenetiske undersøgelser har vist at de er tættere beslægtet med halvbjørne og rød panda.
Mårfamilien Mustelidae er den største familie af rovdyr med cirka 57 nulevende arter, såsom grævlinger, oddere, mår, og ilder. Arterne varierer i størrelse fra brud (100-250g), til brasiliansk kæmpeodder (op til 30 kg) men er alle slanke og aflange med korte ben, korte runde ører og tyk pels. Mårdyr er overvejende kødædende og alle arter har rovtænder.
Familien Procyonidae (halvbjørne) er mindre dyr, generelt med slanke kroppe og lange haler. Der er 19 nulevende arter i seks slægter, herunder vaskebjørn og næsebjørn. Bortset fra snohalebjørn har alle halvbjørne tværstribede haler og tydelige ansigtsmarkeringer. De fleste arter har ikke-tilbagetrækkelige kløer og alle er sålegængere.
Sæler, søløver og hvalrosser er samlet i underordenen Pinnipedia. Det var tidligere en selvstændig orden af pattedyr, men der er ikke længere tvivl om at de nedstammer fra rovdyrene og derfor er en del af Carnivora ordenen. Selvom de tre familier samlet i Pinnipedia er meget forskellige er de alle tæt beslægtet med en uddød gruppe af sæler, repræsenteret ved slægten Enaliarctos. Det er uklart hvordan Enaliarctos er beslægtet med de øvrige rovdyr. Nogle studier understøtter at sælernes nærmeste slægting er bjørne, mens andre støtter at de er nærmest beslægtet med mårdyrene.
Underordenen er opdelt i tre familier:
Familien Phocidae (ægte sæler) består af omkring 19 arter af meget akvatiske, tøndeformede dyr, der spænder fra 45 kg og 1,2 m i længden (Ringsæl) til 2400 kg og 5 m (Sydlig søelefant). Phocider findes overalt i verdenshavene. Familien Otariidae (øresæler, søløver, pelssæler) er udbredt i alle verdenshavene med undtagelse af Nordatlanten. De 15 arter (opdelt i syv slægter) af otariider adskiller sig fra phocider ved synlige ydre ører (pinnae), mere hundelignende ansigter og evnen til at vende deres bagerste luffer fremad. Familien Odobenidae omfatter kun en art, hvalros. En meget stor (op til 2 tons) og karakteristisk art med kraftige knurhår og stødtænder, der bruges til fødesøgning og til at komme op på isen. Hvalros findes i cirkumpolært i Arktis. Den lever primært af bundlevende muslinger og andre hvirvelløse dyr.
Udvikling De hundelignende rovdyr udviklede sig fra trælevende mårlignende rovdyr i Nordamerika og det nordlige Eurasien i Eocæn for 42 millioner år siden. Arter i slægten Miacis var tidlige former i carnivora og lignede sandsynligvis den fælles stamform til alle moderne rovdyr, både de hundelignende og de kattelignende. Ligesom mange andre tidlige rovdyr var de velegnet til et liv i træerne med skarpe kløer, hvor de jagede mindre pattedyr, krybdyr og fugle. Den tidligste hundelignende art er Gustafsonia cognita, kun kendt fra et enkelt kranium fra yngre Miocæn. Gustafsonia tilhører en nu uddød familie af hundelignende rovdyr: hundebjørne (Amphicyonidae).
thumb|Daphoenodon superbus, et caniformt rovdyr fra Miocæn, i den uddøre familie Amphicyonidae (hundebjørne). Øverst rekonstruktion, nederst skelet thumb|Rekonstruktion af hovedet af Gustafsonia cognitus. Nyere molekylære data peger på at sælerne nestammer fra en bjørnelignende forfader for omkring 23 millioner år siden i den sene Oligocæn eller tidlige Miocæn. Fundet af den uddøde art Puijila darwini i tidlige miocæne aflejringer i Nunavut, Canada, peger dog på en tættere forbindelse til mårdyr. Ligesom en moderne odder havde Puijila en lang hale, korte lemmer og svømmehud i stedet for luffer. Dens lemmer og skuldre var dog mere robuste, og Puijila havde sandsynligvis været en firbenet svømmer.
Klassifikation Underinddeling af Caniformia (uddøde grupper ikke medtaget)
Underorden: Caniformia (hundelignende rovdyr) Infraorden: Cynoidea Familie: Canidae (hunderovdyr) Infraorden: Arctoidea Familie: Ursidae (bjørne) Superfamilie: Musteloidea Familie: Ailuridae (rød panda og allierede) Familie: Mephitidae (stinkdyr og stinkgrævlinger) Familie: Mustelidae (væsler og allierede) Familie: Halvbjørne (Procyonidae) (vaskebjørne og allierede) Infraorden: Pinnipedia Superfamilie: Otarioidea Familie: Odobenidae (hvalros og allierede) Familie: Otariidae (øresæler) Superfamilie: Phocoidea Familie: Phocidae (ægte sæler)
Kladogram over slægtskabet af nulevende grupper af hundelignende rovdyr, baseret på molekylær fylogeni.
Referencer
Kategori:Rovdyr