thumb|Storkansler Conrad Reventlow (1644–1708), fik i 1700 kongeligt ekspektancebrev på baroniet Brahetrolleborg. Han døde i 1708, men da baroniet i 1722 hjemfaldte til kronen, modtog hans søn det af Frederik 4. Ekspektance (af fransk; fra , at se fremad, afvente eller håbe), også kaldet ekspektans, er en juridisk og administrativ betegnelse for en udsigt til, et løfte om eller et krav på fremtidig erhvervelse af et embede, en tjenestestilling eller en anden rettighed. I snævrere forstand betegner ekspektance retten til at overtage et embede eller en stilling, når denne bliver ledig, eksempelvis ved den hidtidige indehavers død, afgang eller pensionering. En person med en sådan udsigt, et løfte eller et krav betegnes som en ekspektant. Ekspektance har historisk fundet anvendelse inden for navnlig lensretten, kirkeretten og den offentlige forvaltning samt i militær pensionsret.

Historie

Kirkeret Inden for den katolske kirkeret blev ekspektance først indført efter længere tids modstand, idet det oprindeligt var en grundsætning, at ingen måtte udnævnes til et embede, som endnu ikke var ledigt. Denne regel blev efterhånden fraveget, og ekspektance vandt gradvis indpas. Pave Alexander 3. og Tredje Laterankoncil i 1179 modsatte sig forgæves denne praksis, som i den følgende tid blev stadig mere udbredt og udviklede sig til en betydelig indtægtskilde for den pavelige kurie.

En særlig form for kirkelig ekspektance bestod i anbefalinger til fremtidig besættelse af embeder, som både paven og kejseren eller kongerne kunne meddele prælater i form af en såkaldt "første bøn". Disse anbefalinger blev ofte opfattet som bindende befalinger. Tridentinerkoncilet forbød ekspektancer uden dog fuldstændig at få afskaffet praksissen og ophævede tillige de pavelige såkaldte "provisionsmandater". Paven bevarede imidlertid muligheden for at beskikke en koadjutor med ret til at efterfølge den hidtidige indehaver i embedet.

Også inden for de protestantiske kirker havde ekspektance tidligere stor betydning. Et tilsagn fra en patron blev dog ikke betragtet som en retsgyldig ekspektance.

Lens- og forvaltningsret Inden for lensretten kunne kongen eller fyrsten meddele ekspektance på et len, hvorved modtageren fik ret til at overtage lenet, når det blev ledigt. Der sondredes mellem almindelig ekspektance, som ikke var knyttet til noget bestemt len, og særlig ekspektance, som gav ret til et nærmere angivet len.

Et dansk eksempel er Conrad Reventlow, der i 1700 modtog et kongeligt ekspektancebrev fra Frederik 4. på Baroniet Brahetrolleborg. Da den arveløse Niels baron Trolle døde i 1722, hjemfaldt baroniet til Kronen, hvorefter Frederik 4. den 28. december samme år genoprettede det for Conrad Reventlows søn, generalmajor Christian Ditlev Reventlow.

I den offentlige forvaltning blev ekspektance anvendt ved besættelsen af embeder og andre tjenestestillinger. En person kunne således ved et særligt brev eller en fuldmagt få tilsagn om at overtage en bestemt stilling, når denne blev ledig efter sin hidtidige indehaver. Denne ordning blev også betegnet som survivance. I Sverige var fremgangsmåden allerede i slutningen af 1800-tallet almindeligt afskaffet inden for statsforvaltningen og bestod efter alene ved hofstillinger og embeder inden for kongens ordener. Ekspektance havde desuden forbindelse med begrebet ekspektanceløn.

Militær pensionsret Inden for det svenske militærvæsen blev betegnelsen ekspektans tillige anvendt om en særlig pensionsretlig ordning, hvorved militærpersoner kunne opnå afsked med ret til senere pension eller understøttelse, inden de havde opfyldt samtlige betingelser for pensionens udbetaling.

Efter de i slutningen af 1800-tallet gældende svenske bestemmelser var korporaler og menigt mandskab ved de indelte tropper berettigede til pension fra Vadstena krigsmanshuss kasse efter 30 tjenesteår og ved det fyldte 50. leveår. Undtaget var jægerkorpsene, hvor pensionsalderen indtrådte tidligere. Efter 25 tjenesteår kunne de pågældende imidlertid opnå afsked med ret til pension fem år senere, forudsat at de på dette tidspunkt var fyldt 50 år, og ellers først ved opnåelsen af denne alder. En sådan afskedigelse betegnedes som afsked med ret til understøttelse på ekspektance.

For officerer, underofficerer og dermed ligestillede militærpersoner indtrådte pensionsretten tilsvarende efter 30 tjenesteår og ved det fyldte 50. leveår. En person, som forlod tjenesten efter mindst 25 tjenesteår, kunne dog mod betaling af en såkaldt ekspektanceafgift indløse de manglende tjenesteår og derved opnå pension fra hærens pensionskasse ved det fyldte 50. år, dog uden ret til supplerende pension. Tjenesteårene kunne tidligst beregnes fra det fyldte 18. leveår. Ekspektanceafgiften blev fratrukket den første pensionsudbetaling og blev beregnet for hvert manglende tjenesteår. Ved afsked før det fyldte 45. år udgjorde afgiften det tredobbelte af den årlige pensionsafgift, mens den ved senere afsked alene udgjorde det dobbelte.

Referencer

Kategori:Juridiske begreber Kategori:Retshistorie Kategori:Forvaltningsret Kategori:Kirkehistorie