thumb|Otto von Bismarck nævnes ofte som grundlægger af velfærdsstaten.velfærdsstat - Læs om historien og udbredelsen - lex.dk En velfærdsstat er en stat, der varetager en række funktioner, der har som intention at fremme velfærden for landets borgere. Målsætningen er lige adgang til en række offentlige tilbud, f.eks. på uddannelsesområdet samt et retskrav på kompensation for indtægtstab, f.eks. ved arbejdsløshed eller sygdom. En velfærdsstat har således funktioner, der rækker ud over blot at yde landets borgere sikkerhed. Disse funktioner planlægges i den offentlige sektor og er i en eller anden grad finansieret af staten. Alt efter hvilken velfærdsmodel, der er tale om, kan disse ydelsers størrelse og målgruppe samt fordelingsprincipper variere. Gældende for alle velfærdsstater er, at de foretager reguleringer af arbejdsmarkedet, og at deres ydelser omfatter uddannelsesstøtte, samt en række sociale ydelser ved sygdom, fattigdom eller i forbindelse med pension. Velfærdsstaten skal altså sikre en minimumslevestandard, i fald borgeren ikke selv kan sørge for denne. Velfærdsstaten er et modstykke til minimalstaten, der foretrækkes af liberale tænkere.
De fleste industrialiserede lande er i dag organiserede som velfærdsstater, der på mange måder er et resultat af arbejderklassens mobilisering og dennes krav om større sikkerhed i livet og dermed forbedrede levevilkår. Politisk forbindes velfærdsstaten ofte med de socialdemokratiske partier, men varianter af velfærdsstaten er blevet brugt af regimer knyttet til de fleste ideologier. En velfærdsstat er i praksis knyttet til en blandingsøkonomi, hvor statslig indblanding i markedskræfterne via skatter og afgifter gør omfordeling muligt, ligesom infrastrukturen i en velfærdsstat i højere grad vil være offentligt finansieret sammenlignet med stater, der ikke har velfærdsmålsætninger.
Definitioner
I snævreste betydning er en velfærdsstat en stat, hvor der sker en omfordeling af økonomiske ressourcer gennem socialpolitikken. I bredere betydning er sundhedsydelser, uddannelsestilbud og økonomisk politik også opgaver for velfærdsstaten. I den snævre betydning vil man typisk søge efter bestemte historiske begivenheder, der har udløst velfærdsinitiativerne, mens man i den bredere betydning inddrager politiske målsætninger om fuld beskæftigelse og økonomisk vækst, som bl.a. var ideologien bag Marshallhjælpen til Europa.
Asa Briggs er ophav til et af de tidligste forsøg på en samlet definition på begrebet velfærdsstat, der betegnes som “en stat, hvor organiseret magt bevidst bruges (gennem politik og administration) i bestræbelserne på at modificere markedskræfternes spil” . Dette betyder, at en velfærdsstat omfordeler goderne i samfundet og udfylder en række funktioner, som i andre samfundstyper varetages af markedet eller af familien.
Overfor denne definition har bl.a. Esping-Andersen fremhævet, at det ikke på et overordnet plan er muligt at forklare, hvorfor stater på samme udviklingsstadie udvikler forskellige velfærdsmodeller. Forskellene må anskues som et resultat af historiske udviklingstræk, især styrken i arbejderklassens organisering og i arbejderpartiernes vilje til at skabe konsensus med middelklassen.
De senere år har forskningen peget på, at de to ovennævnte definitioner er utilstrækkelige i forhold til at forklare de forandringer, de forskellige velfærdsmodeller har gennemløbet. En af teserne er, at der er en tendens til konvergens mellem de forskellige velfærdsmodeller, bl.a. indgår aktivering (engelsk:workfare) i forskelligt omfang i alle modeller. En anden type kritik fremhæver, at modellerne i for høj grad fokuserer på idealtypiske forskelle mellem regimer og derved undervurderer den fordelingspolitiske effekt af velfærdsydelserne.Den danske velfærdsstat: Politiske, sociologiske og institutionelle dynamikker – En rapport til velfærdskommissionen April 2004 , s. 42f
I den bredeste betydning defineres en velfærdsstat således ved følgende karakteristika:
Borgerne har en grundlæggende retssikkerhed overfor myndighederne Borgerne er sikret nogle grundlæggende demokratiske rettigheder Borgere i økonomisk nød får en kompensation fra det offentlige, f .eks. ved sygdom eller arbejdsløshed En række serviceydelser udbydes af det offentlige, finansieret af skatter eller ved (helt eller delvis) brugerbetaling.
Formål Formålet med velfærdsstaten er angiveligt at sikre en minimal levestandard. Denne sikring er dog betinget af, hvordan trang og rettigheder opregnes, hvorfor der er væsentlige forskelle på, hvem og hvor mange, der er berettiget til velfærdsydelser i forskellige typer velfærdsstater. Alternativt kan formålet bestemmes som afledt af magthavernes ønske om at undgå social uro blandt de dårligst stillede i samfundet.Pierson, Paul (1996): The New Politics of the Welfare State, World Politics, 48
I tillæg til at sikre en minimal levestandard kan velfærdsstaten også være opbygget på grundlag af et formål om at udligne skellet mellem rig og fattig. Graden af ulighed i indkomster beregnes ofte ved hjælp af gini-koefficienten. Danmark har ifølge UNDP den 10. laveste gini-koefficientUNDP – Human Development Statistics. I den anden ende af gini-skalaen ligger flere afrikanske og sydamerikanske lande, herunder Brasilien og Sydafrika. Løsningen af velfærdsopgaverne kan foretages af de offentlige institutioner eller private virksomheder. Konkret betyder dette, at der opbygges et system, som i nogen grad har selvstændige interesser; herved kan der opstå problemløsninger, som ikke er i overensstemmelse med det oprindelige formål.
Historie Fattigdom har altid været et problem som samfundet har måttet håndtere. Måden samfundet har valgt at håndtere problemet har varieret mellem kulturer og generationer. Fra de ældste tider har familien og slægten repræsenteret det vigtigste sikkerhedsnet for den enkelte, og i nogle tilfælde har denne pligt været institutionaliseret gennem love. I Europa har også Kirken repræsenteret et sikkerhedsnetværk og i muslimske områder har Islam på lignende vis konstitueret sikkerhedsnetværket. Statsdannelserne i Europa medførte en overførsel af dette ansvar til den offentlige sektor.
Fattigvæsenet Fattigvæsenet var den institution, der ydede sociale ydelser til fattige før udviklingen af velfærdsstaten. Hvis en borger fik støtte fra fattigvæsenet måtte denne normalt opgive stemmeretten samt muligheden for at indgå ægteskab og frit skifte bopæl. I en række lande blev sanktioner over for modtagere af ydelser fastholdt, også efter etableringen af velfærdsstaten, og i f.eks. Danmark kunne ”selvforskyldt arbejdsløshed” føre til tab af valgretten indtil 1961.
Socialforsikringsordninger thumb|K.K. Steincke, der nævnes som den danske velfærdsstats fader
Velfærdsstaten opstod i Tyskland i 1880'erne og var et resultat af rigskansler Otto von Bismarcks sociallovgivning. Politikken var dels et resultat af at staten havde konsolideret sine primære magtfunktioner og dermed søgte nye områder for magt og dels at lederne søgte at dæmme op for voksende social uro, og det som oplevedes som den socialistiske trussel.
Socialforsikringsordningerne var – da de blev indført- ikke de første af deres slags, men de skilte sig ud fra de foregående ved at de favnede større grupper og var nationale. Lovene var baseret på forsikringsprincippet, hvilket indebar, at de forsikrede, som regel arbejdere, havde ret til indtægtskompensation fra en fond, de selv havde bidraget til at opbygge gennem et erhvervsaktivt liv. De grundlæggende træk ved strukturerne, som blev etableret, regnes for videreført i samtlige af de efterfølgende tyske regimer. Modellen ligger også til grund for flere af de andre velfærdsstater på det europæiske kontinent og danner dermed basis for den kontinentale velfærdsmodel.
I Storbritannien og de skandinaviske lande var udgangspunktet for velfærdsstaten i højere grad baseret på en aldersrente, som skulle sikre alle borgere en alderdom uden social nød. I Danmark fremsatte den radikale regering, baseret på socialdemokratiets støtte, i 1920 et lovforslag om offentlig aldersrente, som imidlertid faldt bort, da Christian 10. afskedigede regeringen i forbindelse med påskekrisen. Et mindre vidtgående forslag blev vedtaget af Folketinget i 1921, men først i 1933 blev principperne fra 1920- forslaget gennemført i forbindelse med K.K. Steinckes socialreform.
Universalisme Tanken om, at staten havde ansvar for befolkningens sociale tryghed og velfærd, var vundet frem i alle europæiske lande i mellemkrigstiden. Socialforsikringsordninger var indført i landene og udvidet til at indbefatte flere samfundsområder. Et stort skridt på vejen mod de moderne velfærdsstater fandt sted i forlængelse af den dybe økonomiske krise, som fulgte med børskrakket i USA i 1929. I Danmark forsøgte et politisk flertal som et led i et større forlig i Folketinget i 1933 at afbøde virkningerne af krisen med en socialreform, der samlede alle love i fire lovkomplekser. Folkeforsikring Ulykkesforsikring Arbejdsløshedsforsikring Offentlig forsorg.
De fire love byggede på retslige principper, hvor der tidligere havde været tale om et udbredt kommunalt skøn ved tildeling af trangsbestemte ydelser. Denne sociale reform betegnes ofte både som et stort fremskridt på det sociale område i Danmark og som det egentlige grundlag for den danske velfærdsstat. I 1936 grundlagde en tilsvarende reform den svenske variant af velfærdsstaten, folkhemmet.
De skandinaviske velfærdsstater udviklede i de kommende årtier en universalistisk model, hvor grundprincippet er, at alle har ret til en række ydelser, som ikke er bestemt af trang, f.eks. folkepension og børnefamilieydelse. Også kontanthjælp og dagpenge blev væsentlige elementer i modellen, selv om disse ydelser ikke er en universel ret i alle skandinaviske lande, f.eks. kræver det i Danmark en forsikring i en A-kasse at modtage dagpenge ved arbejdsløshed. Endvidere er der efter 1970 både foretaget stramninger i reglerne for adgang til visse ydelser, mens andre typer af ydelser er blevet lettere at opnå.
Efter opfordring fra den britiske regering fremlagde sir William Beveridge i 1942 en plan for udbygning af de sociale ordninger i Storbritannien. Beveridge-rapporten talte for at samtlige britiske borgere, hvad enten de var erhvervsaktive eller ej, skulle være garanteret indtægtssikring samt sundheds- og omsorgstjenester fra staten. Ordningen, som blev implementeret ved the National Health Service Act i 1948, konstituerer det første britiske eksempel på en universalistisk velfærdsmodel. Selvom Storbritanniens sundhedssystem bygger på en universalistisk tankegang anses den britiske stat dog som helhed for at bygge på den residuale velfærdsmodel.
Ydelser Velfærdsstaten løser en række opgaver, hvoraf ydelser til borgerne udgør en væsentlig del. Der kan skelnes mellem kontante ydelser og serviceydelser, ligesom der kan skelnes mellem ydelser, der tilfalder alle borgere (universelle ydelser) og ydelser, der er målrettet bestemte grupper, f.eks. lønmodtagere. De kontante ydelser gives bl.a. til børnefamilier, pensionister, syge og ledige. Serviceydelser omfatter bl.a. daginstitutioner, skoler samt kulturelle tilbud.
Sociale ydelser