thumb|Titelblad fra Konkordiebogens første udgivelse i 1580 Konkordiebogen er den mest udbredte samling af lutherske bekendelsesskrifter. Det er den de fleste lutherske kirke tilslutter sig. Den blev udgivet på tryk i 1580 på grundlag af Konkordieformlen fra 1577 samt oldkirkelige og lutherske symboler. Samlingen indeholder derved de vigtigste reformatoriske skrifter med Martin Luther og Philipp Melanchthon som forfattere.
Næsten alle disse skrifter hører også med til den danske kirkes bekendelsesskrifter eller officielle grundbøger.
Det gælder de fem skrifter, der nævnes i Danske Lov fra 1683 og som er underforstået i præsteløfter, nemlig de tre oldkirkelige trosbekendelser, Luthers Lille Katekismus og Den Augsburgske Bekendelse.
Det gælder også Apologien, der er det tilhørende forsvarsskrift for Den Augsburgske Bekendelse og som er nævnt i Den Danske Kirkeordinans fra 1537.
Foruden disse seks skrifter indeholder Konkordiebogen også Luthers Store Katekismus, hans Schmalkaldiske Artikler og Traktaten om pavens magt. I alt drejer det sig om ni centrale og vigtige oldkirkelige og reformatoriske skrifter. Endelig er der selve Konkordieformlen, som blev endelig vedtaget i 1577. Den gennemgår og forsøger at bilægge de uenigheder, der var opstået indbyrdes mellem lutheranerne efter Luthers død i 1546.
Den historiske baggrund for Konkordieformlen Konkordieformlen er fremkaldt ved de stridigheder mellem lutherske teologer indbyrdes angående enkelte punkter i læren, som begyndte kort efter Luthers død (1546) og fortsattes i et tidsrum af omtrent 30 år.
Forsmag på disse stridigheder møder vi allerede tidligere, men for alvor brød striden dog først løs i anledning af det såkaldte ”Interim”. I 1547 gjorde kejseren, Karl den Femte, alvor af, hvad han allerede ofte havde truet med, at anvende magt mod de protestantiske fyrster for at tvinge dem til at give efter. Han havde et par år forud fået fred med Frankrig og sine andre fjender og beredte sig nu til at slå et afgørende slag i Tyskland. Til det søgte han at sikre sig forbundsfæller også blandt de tyske fyrster, og navnlig vandt han således Hertug Moritz af Sachsen, som ganske vist selv var protestant, men dog af politiske grunde sluttede sig til kejseren. Krigen (”Den Schmalkaldiske Krig”) var snart afgjort. Kurfyrst Johan Fredrik af Sachsen blev taget til fange ved Mühlberg (februar 1547). Kurværdigheden tillige med en del af hans områder blev taget fra ham og givet til Moritz. Ingen af de andre protestantiske fyrster tænkte længere på modstand. Landgreve Filip af Hessen, som ved siden af kurfyrst Johan Fredrik stod i spidsen for protestanternes forbund, underkastede sig uden kamp og overgav sig til kejserens nåde.
Det var nu kejserens tanke at tvinge protestanterne til at give møde ved den kirkeforsamling, som paven i slutningen af 1545 havde åbnet i Trient. Men paven, som havde andre planer med kirkeforsamlingen, end kejseren, frygtede for, at han skulle benytte den overmagt, han havde vundet, til at give dens forhandlinger en anden vending. Der kunne blive tale om at give protestanterne indrømmelser for at forliges med dem og om at indskrænke pavens magt. Paven skyndte sig derfor med under forskellige påskud at flytte kirkeforsamlingen fra Trient til Bologna, hvor han kort efter opløste den indtil videre. Der kunne således ikke længere blive tale om, at protestanterne skulle give møde i kirkeforsamlingen.
Det Augsburgske Interim 1548 Derimod foreskrev kejseren under rigsdagen i Augsburg 1548 en ny kirkeorden, som skulle gælde midlertidig (”Interim”), indtil en kirkeforsamling endelig afgjorde hele religionsstriden. Denne kirkeorden, ”Det Augsburgske Interim”, var imidlertid af et sådant indhold, at protestanterne ikke kunne vedtage den uden ligefrem at fornægte den evangeliske sandhed. Interimet mødte derfor også en stærk modstand, hvor meget kejseren end anvendte både magt og overtalelser for at få det indført. Kurfyrst Moritz befandt sig i en vanskelig stilling. På den ene side dristede han sig ikke til at påbyde Interimet i sit område og allermindst i de landsdele, han nylig havde erhvervet ved den schmalkaldiske krig. De var jo reformationens vugge. På den anden side vovede han heller ikke at bryde med kejseren. Han greb derfor til den udvej, at lade Interimet omarbejde i en anden form, som kunne gøre det muligt at vedtage det uden ligefrem at fornægte sandheden. Til det formål henvendte han sig til sit lands teologer og først og fremmest til Melanchthon.
Leipziger-Interimet Melanchthon, som nu ikke længere havde sin tidligere støtte i Luthers fasthed og frejdighed, var villig til at gå ind på kurfyrstens plan. Han mente kun på denne måde at kunne afvende en anden, ulige større fare og redde, i al fald hvad han anså for det væsentlige. Således kom da ”Leipziger-Interimet” i stand. Det optog igen de fleste romerske kirkeskikke, som man tidligere havde afskaffet, idet man ville have de ydre kirkeskikke betragtet som noget ligegyldigt (”mellemting”).
I læren søgte det ganske vist at holde fast ved de evangeliske sandheder, men fremsatte dem dog til dels i mildere og mere ubestemte udtryk, som ikke lod modsætningen mod de papistiske vildfarelser træde frem i sin fulde skarphed, men kunne tydes på noget forskellig vis. Dette Leipziske-Interim mødte den samme modstand, som tidligere Det Augsburgske Interim, og uviljen mod det var til dels endog større, fordi det her var fyrsten over reformationens moderland og teologer ved reformationens moderuniversitet, som havde ”bøjet knæ”.
Religionsfreden i Augsburg 1555 Mange teologer og præster, som modsatte sig Interimet, blev afsat og forfulgt. De tog for det meste deres tilflugt til den fri rigsstad Magdeburg, som således blev et samlingssted for Interimets modstandere. Herfra udsendte de en mængde stridsskrifter mod Interimet og mod de teologer, som havde haft med dette at gøre (”de interimistiske stridigheder”). Interimet stod dog ikke længe ved magt. Inden få år brød kurfyrst Moritz med kejseren, overrumplede ham i Innsbruck og tvang ham til at indgå et forlig i Passau (1552), som senere blev stadfæstet ved religionsfreden i Augsburg 1555. Ved denne fik protestanterne, det vil sige, de protestantiske rigsstænder, religionsfrihed og samme rettigheder som de romersk-katolske.
Ved forliget i Passau faldt Interimet bort af sig selv, men dermed endte de stridigheder ikke, som det havde vakt. Striden havde efterladt en ophidset stemning og næret mistanken mod Melanchthon og hans disciple. Dem kaldte man efter ham (”Philip / Filip”) for philippisterne. Man mente ikke, at de tog det alvorligt og strengt nok med lærens renhed, som den lutherske reformation dog fra først af havde lagt den største vægt.
Det nye universitet i Jena Striden blev endnu heftigere, da den afsatte kurfyrste, Johan Fredrik som nu var blevet løsladt af sit fangenskab, for de områder, han beholdt, oprettede et nyt universitet i Jena, hvis teologiske lærestole han besatte med mænd som havde hørt til Interimets heftigste modstandere. Universitetet i Jena lå i en stadig kamp med de kursachsiske teologer ved universiteterne i Wittenberg og Leipzig, der betragtedes som philippismens hovedsæder. De Interimistiske stridigheder blev således indgangen til en række nye stridigheder. Mens de selv hovedsagelig drejede sig om kirkeskikkene, hvorvidt disse var mellemting, drog man under de fortsatte stridigheder de punkter i læren frem, i hvilke man fandt, at philippisterne eller enkelte af dem fornægtede eller i det mindste afsvækkede den fulde evangeliske sandhed.
De forskellige stridigheder Menneskets natur og synden Herhen hører for det første spørgsmålet om gode gerningers nødvendighed til frelse (artikel 4). Den strid, som førtes herom, kaldes den majoristiske efter Georg Major, professor i Wittenberg.
Guds vilje og menneskets vilje Desuden var der spørgsmål om den frie vilje efter faldet og navnlig om dens forhold til nåden, eller om det faldne menneske har evner til i nogen måde at medvirke ved frelsens modtagelse (artikel 2). Det spørgsmål førte da igen tilbage til læren om arvesynden (Art. 1). Den strid, som drejede sig om disse to sidste spørgsmål, kaldes den synergistiske (synergisme = medvirken).
Symbolsk eller konkret nadversyn Endelig kom også nadverlæren på tale. Allerede Luther selv havde måttet forsvare sin nadverlære mod forskellige angreb og navnlig mod schweizer-reformationens ældste ledere, Zwingli og hans medarbejdere. Derfor havde de zwinglianske lærere også straks i begyndelsen, så snart bekendelsen i Augsburg i 1530 var blevet opstillet og overleveret kejseren, fuldstændig distanceret sig fra den og overleveret deres egen bekendelse. Men senere var Calvin optrådt som reformator i Genf, og ved ham blev schweizer-reformationen bragt i en ny, noget ændret retning.
Calvin gav også af nadverlæren en fremstilling, som til dels afveg fra Zwinglis og syntes mere at nærme sig den lutherske. Denne calvinske nadverlære fandt bifald hos flere af de philippistiske teologer, der bestræbte sig på i deres ord at nærme sig så meget som muligt til Den Augsburgske Bekendelses og dens udtryksmåde, men dog forstod Kristi legemes nærværelse ikke om noget her på jorden, men kun med hensyn til troen. Det vil sige, at vor tro, påmindet og vakt ved de synlige tegn ligesom ved det prædikede Guds ord, hæver sig og stiger op over alle himle og modtager og nyder Kristi i Himlen nærværende legeme. Ja, troen griber Kristus selv med alle hans velgerninger, virkelig og væsentlig, men dog kun åndeligt.
Philippisterne pådrog sig altså beskyldning for at hylde en calvinistisk nadverlære og overhovedet at hælde til calvinismen. Især kom dette til syne i Kursachsen, hvor philippisternes ledere efter Melanchthons død (1560) benyttede den indflydelse, de havde hos Kurfyrst August, til at lade udarbejde og indføre nye katekismer og andre skrifter. Heri blev en calvinistisk nadverlære og andre af philippisternes meninger lært under skin af at være den ægte lutherdom. Det blev derfor kaldt ”krypto-calvinisme” (dvs. hemmelig eller skjult calvinisme). Kurfyrsten lod sig også en tid føre bag lyset, men fik dog til sidst øjnene op og gik nu frem med stor strenghed mod philippisterne, som dels blev fængslet, dels forvist.
De krypto-calvinistiske stridigheder, handler altså først og fremmest om Kristi hellige nadver (art. 7). Men da det var en stadig indvending fra modstanderne af den lutherske nadverlære, at hvis Kristi legeme på én gang skulle være til stede i himlen og på jorden i den hellige nadver, så kunne det ikke være noget rigtigt, sandt menneskeligt legeme, blev striden ført videre ind på læren om Kristi person, om de to naturer i Kristus og deres egenskaber (art. 8).
Lovens plads i forkyndelsen og i kristenlivet De her nævnte stridigheder plejer man i almindelighed under ét at kalde de philippistiske stridigheder. Men de var ikke de eneste, som førtes i det angivne tidsrum. Allerede i Luthers levetid havde Johan Agricola, præst i Eisleben, i misforstået iver for den evangeliske lære, at mennesket retfærdiggøres ved troen alene uden lovens gerninger, fremsat den påstand, at loven ikke har nogen betydning for den troende, og at loven derfor heller ikke skal prædikes, men evangeliet alene. Luther imødegik selv Agricola, som også tilbagekaldte. Men senere, under den majoristiske strid, kom lignende vildfarelser igen frem, og denne ”antinomisme” (dvs. bestridelse af loven plads og betydning) gjorde, at forholdet mellem lov og evangelium og ”lovens tredje brug” blev behandlet (art. 5 og 6).
Retfærdiggørelseslæren